Der sker meget i livet
Vi havde engang en hjertelæge på vores børneklinik han hed Jens Holger Madsen. Ligesom os andre tog han om sommeren ud som lejrens læge i et par måneder holdt øje med køkkenet, vejede børnene, tjekkede natbordene, smurte lidt jod på knæ, hvis der var sket småskader ja, og ellers ikke de store katastrofer 7-9-13!
Jens var omkring 38-40 år dengang, sporty, lidt gråsprængt i håret, krøller, markeret profil, intense øjne og kraftige bryn kvinderne var ikke uimponerede, for at sige det mildt.
En dag fortalte han mig denne historie:
Det var i 1985, hvor kampen mod spiritus nærmest blev ført som en folkesag. Det var ikke nok at man kunne blive bortvist vinteren over for at drikke nej, også på ventelisten til lejligheder kunne man blive rykket tilbage, eller faktisk blive fyret direkte, uanset hvor højt man var på strå.
Det var ganske alvorligt, ikke for børn.
Sidste hold i sommerlejren, i august sidste nat. Alt som det plejer: børnene kan ikke sove, de løber ind og ud af hinandens værelser, smører tandpasta på hinandens puder og laver pjat. Lærerne lader som om de jager dem men snupper indimellem lidt rødvin, snaps eller gammeldansk. Ikke for at blive berusede det var mere som en gammel tradition.
Jeg skal ikke spille hellig jeg var da også med. Læge eller ej. Natten forløb roligt, vi fik børnene fodret tidligt, og proppede dem derefter i busserne. Efter halvanden times tid var vi tilbage ved Frederiksberg Teater, børnene blev afleveret til deres forældre, et tjek alle var med hjem, ingen overset!
Vi nikkede hinanden god tur, og tog stille og roligt hjemad hjemme ventede festbordet både fordi vagtens hold var ovre, og fordi mig og min kone, Karen, straks skulle videre på ferie ferie til min mor på Falster, september, sensommer sand lykke!
Men dér ramte trætheden mig. Vin, søvnløs nat, vin, rystende bustur, vin, og oveni det, trykkende varme jeg faldt simpelthen om under busken i udkanten af pladsen og gik ud som et lys.
Holdets folk forsvandt hurtigt, kun sygeplejersken, Marie, så mig liggende og prøvede at få mig på benene det var håbløst. Jeg sov bare sødt det var nærmest hyggeligt.
Marie vidste jo godt, at sådan en optræden javist, man kunne nemt få en tur i detentionen, få en sag i personaleforeningen, ja, fyres kunne man men hun lod mig ikke bare ligge.
Heldigt for mig, boede hun lige henne om hjørnet, på H.C. Andersens Allé. Med lidt hjælp, fik hun mig slæbt hjem jeg kunne akkurat bevæge benene. Hun fik mig op på sit værelse i den gamle fireværelses lejlighed med delt bad.
To timer senere vågnede jeg ikke fordi jeg var blevet ædru, men fordi den tørre vin ville ud i en fart
Jeg prøvede at rejse mig, mumlede, og Marie sprang nærmest på mig, holdt mig for munden og hviskede, jeg skulle tie stille.
Jeg var groggy og skulle virkelig tisse forsøgte at komme op, men hun holdt fast og forklarede dæmpet
Hendes naboer jo, de var lidt af nogle sladretanter, særligt landets ældre fruer, som kunne gøre livet surt for enhver. Hun var pæn og ordentlig, boede alene og hvis gamle fru Sørensen eller fru Gundersen så en mand på hendes værelse, ville hun få så meget ballade, at vennernes ondskab ville virke som venlige klap på skulderen i sammenligning.
Jeg følte med hende, men det gjorde, at jeg skulle tisse, ikke mindre. Faktisk nærmede min blære sig grænsen, så jeg delte ærligt min situation med hende. Heldigvis hun var jo sygeplejerske fandt hun en spand, gik ud, kom tilbage, fjernede spanden igen.
Pyh! Livet vendte tilbage.
Så slog det mig, at jeg jo var to timer forsinket hjem. Kufferten var stadig åben, familien ventede allerede konen, svigerfar, svigermor, fætter og hele den store familie nu var de sikkert gået i panik og ringede rundt til hele hospitalet, og snart også til politiet! Katastrofe
Jeg forklarede Marie, stille og roligt og med fagter, at jeg skam sagtens forstod hendes situation men at hvis jeg ikke dukkede op i lejligheden straks, ville hendes naboer pludselig tage sig meget tilforladelige ud i forhold til mine slægtninges vrede.
Vi diskuterede lidt, men Marie sagde: den ene nabo var væk, den anden kunne hun sende efter brød, og den tredje kunne hun tage ud i køkkenet og fortælle historier om lejren og imens skulle jeg liste ud af hoveddøren, lydløst, i strømpesokker, og skubbe døren til forsigtigt.
Så forsvandt den første nabo i Brugsen
Den anden rodede i køkkenet
Marie lavede larm med kedlen, så jeg kunne snige mig uset forbi
Der gik jeg så skoene i højre hånd, listende på tæerne gennem den slidte opgang, mod friheden
Venstre hånd på klinken døren knirkede højt, men BAG MIG der, hvor naboen jo skulle have været væk, lød pludselig en meget velkendt stemme med stor begejstring: Goddag, Jens Holger!!!
Skoene faldt på gulvet med et brag jeg træder alt, hvad jeg kan, i skoene åbner døren med et ordenligt smæk, og på vej ud, uden at se mig tilbage: Goddag, fru Bentzen
For hendes stemme kendte jeg udmærket det var min svigermors bedste veninde, og jeg VED, hvordan hun ville genfortælle alt til mindste detalje, med alle tænkelige farveglade gloser og hvem tror på mig efter dette med skoene og listeturen?
En halv time senere var jeg hjemme. Fru Bentzen havde ikke nået at ringe endnu. Alle var glade og forventningsfulde: Jens, vi var lige ved at gå i panik, skynd dig ind, maden er klar, taxaen holder, vi skal i lufthavnen! og alle de andre sædvanlige festlige hjemkomst- og afrejsestyper.
Vi kom til Falster på ferie hver gang telefonen ringede fik jeg hjertet op i halsen og styrtede tværs gennem huset gik ikke til stranden, af frygt for at misse et opkald sov ikke, spiste ikke, var nervøs hele tiden
Efter et par dage fangede min mor mig ude i køkkenet. Hun trak mig til side og spurgte ud og jeg gik til bekendelse.
Nå, sønnike jeg tror da på dig, sagde hun med et smil og citerede en gammelkendt dansk vise, men jeg kan ikke forestille mig, at nogen anden ville tro på den historie. Jeg kan ikke hjælpe dig men alle opkald tager jeg. Ingen andre løfter røret. Slap nu lidt af!
Måneden gik, vi skulle hjem igen. Mit humør var ikke ligefrem i top. Jeg forestillede mig alle mulige scenerier med spørgsmål og skænderier og masser af dejlige gensyn.
Flyet landede, alle skulle ud, men jeg blev siddende prøvede at trække tiden til sidst så flyverværten utålmodigt på mig, min kone hiver i mig men jeg kunne knap nok rejse mig så nervøs var jeg.
Med Karens hjælp slæbte jeg mig ud, benene vendte langsomt tilbage, jeg humpede til udgangen. Dengang gik man i samlet trop over marken fra flyet til lufthavnsbygningen. Alle var for længst blevet hentet, kun min svigermor og svigerfar stod tilbage og vinkede så glade, så glade
Jamen, hvor har I været! Vi var nervøse alle andre er gået! Karen, hvor er du blevet solbrændt! Jens, hvor er du bleg og tynd! Har du været syg?
Jeg så på deres bekymrede smil og kunne næsten ikke rumme, at jeg engang havde holdt så meget af de to hykleriske sjæle, der nu nød hvert sekund af min bekymring.
Hjemme igen bordet dækket, skåle, snak, spørgsmål. Men ikke et ord om Fru Bentzen. Nå, tænkte jeg, så lad gå.
Der gik en måned. Jeg havde tabt syv kilo, fik hjertebanken, kunne intet huske på arbejdet, gik rundt som en zombie. Mit helbred smuldrede, og selv snaps virkede mest som kildevand.
November kom, og dermed Mortens Aften. Hele familien samlet, mad og brændevin og latter, svigermor lige over for mig.
Og jeg KUNNE IKKE HOLDE MIG
Jeg læner mig frem over bordet og råber nærmest: Nå, mor, hvordan har din veninde, fru Bentzen, det så???
Svaret fik mig til at bryde sammen jeg begyndte at grine, først for mig selv, så så voldsomt at jeg væltede stol og glas, og lå og rystede af grin, så hele familien blev forskrækket.
De hældte vand på mig, jeg satte mig igen, tog en snaps og nød endelig et stykke sild.
Ingen forstod, hvorfor jeg blev så skør efter svigermors sørgmodige svar: Åh Jens, den dag, I rejste på ferie, fik Betina et lille slagtilfælde og kunne ikke tale bagefterI det samme kom svigermor til at smile skælmsk hen over stearinlyset. Hun løftede glasset og blinkede til mig: Fru Bentzen, siger du? Den gamle rad har jo været i Nice de sidste to måneder. Hun kom først hjem i går. Sagde i øvrigt, at hun ikke kunne forstå, hvordan naboen kunne holde så meget larm klokken ti en mandag formiddag. Altså Marie må have haft et helt kor på besøg aldrig har hun hørt så meget fnisen og stormende trin i opgangen. Gad vide, hvad de dog lavede!
Hele familien stirrede først uforstående, så bredte grinene sig, som rører i et stille vand. Karens hånd fandt min under bordet. Jeg satte gaflen fra mig, lænede mig tilbage i stolen, og for første gang i månedsvis landede jeg helt i min egen krop igen.
Aftenen gik, som Mortens Aften skal. Anden blev spist, historierne blev fortalt, der blev skålet og grinet, og gamle sladder blev trukket frem, men ingen nævnte mere fru Bentzen, hverken nu eller siden. Jeg kunne mærke, hvordan alting, selv de største katastrofer, somme tider ender som en lille latter i familiens skær og hvordan livet, med alt dets uro og forviklinger, måske bare er et spørgsmål om at kunne le med, når stormen har lagt sig.
Da jeg gik i seng den aften, tænkte jeg på Marie, på svigerfamilien, på livet og døden og alt det ind imellem men mest tænkte jeg, at hvis man kan overleve en Mortens Aften i selskab med sin svigermor, ja, så skal man ikke være bange for at falde i søvn under en busk i miniformat nogensinde igen.
Siden den aften har jeg aldrig glemt at tage skoene på, før jeg smutter ud ad døren men frygten for fru Bentzen? Den forsvandt med et grin og en snaps.
