Jeg selv voksede op på et børnehjem mine forældre døde, og jeg havde ingen andet familie så jeg blev anbragt dér. Da jeg fyldte 18, gik jeg straks ud og fandt arbejde. Jeg havde ikke penge til at læse videre. Jeg er en flittig pige, og jeg har aldrig været bange for at tage fat. Så mødte jeg Mads, vi blev forelskede og flyttede sammen. Vi havde det fint sammen, skændtes ikke og hjalp hinanden.
Men han havde aldrig lyst til at gifte sig med mig, og jeg ønskede mig sådan en rigtig familie, som jeg aldrig selv havde haft. Efter vi havde boet sammen i fire år, blev jeg gravid. Da min kæreste hørte det, stak han af med det samme. Alt, jeg så til ham, var en seddel han havde efterladt, hvor han skrev, at han ikke ville have børn nu, og at hans forældre ville sende mig penge, for at jeg kunne få en abort.
Jo, pengene kom, men jeg vidste, at jeg aldrig kunne finde på at slå mit barn ihjel. Lige meget hvor svært det ville blive, ville jeg gøre mit bedste og arbejde alt det, jeg kunne.
En dag mødte min nabo mig og min runde mave og sagde:
– Hvad sagde jeg? Jeg sagde jo, man ikke skal flytte sammen med en mand før man er gift! Hvad skal du nu gøre! Du ender som enlig mor.
Det gjorde ondt at høre, og hun lod mig vide det mere end én gang.
Det blev vanskeligt mens jeg var gravid arbejdede jeg hårdere end nogensinde før. Heldigvis forstod min chef min situation og gav mig endda lidt ekstra i løn. Hvad jeg ikke havde regnet med, var hvor meget fremmede ville træde til, når jeg havde allermest brug for det.
En dag ringede det på døren, og udenfor stod en dame med en stor taske. Det viste sig, at min nabo havde spurgt hele opgangen, om de ville hjælpe mig hvordan alle kunne give lidt. Kvinderne kom med masser af børnetøj, legetøj og andre ting. Senere begyndte jeg også at få penge det viste sig, at den gamle vicevært syntes, vi skulle have lidt hjælp og støttede os økonomisk.
Jeg havde aldrig tænkt, at det ville være fremmede, der viste så stor omsorg, når jeg virkelig havde brug for det. Selv min udlejer sænkede huslejen. Takket være alle disse hjælpsomme mennesker fik jeg mulighed for at føde og opfostre min søn. Hele opgangen var med til at tage ansvar for min dreng.
Flere år senere ville hans far pludselig gerne se sin søn. Han havde ikke fået styr på sit eget liv selv hans mor og far begyndte at spørge til deres barnebarn. Jeg er ikke sikker på, om jeg overhovedet skal lade det ske…
