Der er stadig ting at gøre derhjemme… Farmor Valborg fik med besvær åbnet havelågen, humpede langsomt op til døren, rodede længe med det gamle, rustne nøglehul, gik ind i sit kolde, gamle hus og satte sig på stolen ved den isnende kakkelovn. I stuen duftede det af tomhed. Hun havde kun været væk i tre måneder, men spindelvævene hang allerede fra loftet, den gamle stol peb ynkeligt, vinden peb i skorstenen – huset tog imod hende med en vred knirken: “Hvor har du været, husmor? Hvem har du efterladt mig til?! Hvordan skal vi klare vinteren?!” “Rolig nu, min kære, vent lidt… Jeg skal nok få gang i ovnen, så vi kan få varmen,” hviskede farmor Valborg. For bare et år siden sværmede hun livligt omkring i sit gamle hus: kalkede, malede, hentede vand. Hendes lille, lette krop bøjede sig for ikonerne, ordnede ved komfuret, suste ud i haven – altid i gang med at plante, luge, vande. Og huset glædede sig sammen med sin husmor – brædderne knagede under hendes lette fødder, dørene sprang åbne, vinduerne åbnede sig straks for hendes slidte, små hænder, og ovnen bagte ivrigt luftige kanelsnegle. Det gik godt: Valborg og hendes gamle hus. Hun blev tidligt enke, opfostrede tre børn, sørgede for deres uddannelse og at de blev til noget. Den ene søn – skibskaptajn, den anden – officer, oberst, begge bor langt væk og kommer sjældent på besøg. Kun den yngste datter, Tove, blev i landsbyen som chefagronom, arbejder fra tidlig morgen til sen aften, og besøger moderen en sjælden søndag med kager til sjælen – så går der igen uger uden, de ses. Trøsten – barnebarnet Sofie. Hun er nærmest vokset op hos Valborg. Og sikke en skønhed – store, grå øjne, tykt, blankt hår som høstmoden rug, viltert og glitrende. Når hun slår det op i hestehale, vælter lokkerne ned over skuldrene, så de lokale drenge bliver fuldstændigt stivnede. Hendes holdning – hvor får en landsbypige så rank en ryg, så meget skønhed? Valborg var også køn i sine unge dage, men hvis man holder et gammelt billede op mod Sofie – så er det fårehyrdinden og dronningen… Klog er hun også: tog landbrugsøkonomi i København, vendte hjem for at arbejde som økonom i sognet. Giftede sig med den lokale dyrlæge og fik sammen med ham et nyt hus, et solidt rødstenshus, helt usædvanligt for landsbyen. Kun én ting: Hos farmor er der have omkring huset, alting blomstrer. Hos Sofie – endnu kun tre visne blomster; hun har, sandt at sige, aldrig haft de grønne fingre. Selvom hun er fra landet, er hun nænsom og blev skånet for alt for grove opgaver eller trækvind af farmor. Så kom der også en lille søn, Viktor. Så var der ikke tid til havearbejde. Nu prøvede Sofie at få farmor til at flytte ind: “Kom nu, hos mig er der plads, varme, og du slipper for at tænde op i kakkelovnen!” Valborg fyldte 80 år, og som om sygdommen havde ventet på hendes runde fødselsdag, blev hendes ben tunge. Hun gav efter og flyttede ind hos Sofie et par måneder. Men så lød det pludselig: “Bedste, hvor er jeg dog glad for, at du er her – men hvorfor sidder du hele tiden stille? Jeg havde håbet, du ville hjælpe til; jeg vil opbygge et hjem…” “Jeg magter det ikke, kære barn, mine ben vil ikke mere… er blevet gammel…” “Du blev straks gammel, da du flyttede herind…” Kort tid efter blev farmor sendt hjem igen, og det tærede så meget på hende, at hun slet ikke kom sig, og blev bundet til sengen. Benene ville knap bære, at gå fra seng til bord blev en kamp, kirken var uopnåelig. Præsten, fader Bjarne, besøgte selv sin faste kirkegænger, den altid flittige hjælper. Farmor sad ved bordet og skrev sedvanlige månedsbreve til sønnerne. I huset var koldt, selv i den bedste trøje og et snavset hovedtørklæde sad hun – tidligere familiens mest pertentlige og rene kvinde – med slidte hjemmesko. Præsten sukkede: Hun har brug for hjælp. Mon ikke Anna kunne hjælpe? Han lagde mad og et stort rykindebagt brød, hilste fra sin kone Frk. Alexandra, gik i gang med at rense kakkelovnen og satte vand over til te. “Søde dreng! Eller, undskyld, kære fader! Vil du hjælpe mig med adresserne til kuverterne? Jeg skriver så dårligt, at posten dårligt kan læse det!” Han satte sig, skrev adresser; han skimmede hendes breve. Med store, rystende bogstaver stod: “Jeg har det så godt, kære søn. Alt mangler jeg ikke, tak Gud!” Disse breve fra farmor Valborg om hendes gode liv var dog dryppet i pletter, og de pletter var vist salte… Anna tog sig af Valborg, og fader Bjarne kom tit forbi med trøst og sakramente. På store helligdage blev den gamle sømand Onkel Peter, Annas mand, sendt med Valborg bag på motorcyklen til gudstjeneste. Livet blev atter balanceret. Sofie viste sig ikke, og senere blev hun alvorligt syg – en ondartet lungebetændelse, der viste sig at være kræft. Hun gik bort på et halvt år. Hendes mand søgte trøst på gravstedet, drak sig sanseløs. Lille Viktor på fire var overladt til sig selv – snavset, sulten og ensom. Tove tog ham til sig, men som travl agronom kunne hun ikke tage sig af ham, så Viktor blev meldt til en god egnsinternatskole. Men så en dag dukkede Valborg op i sidevognen på Onkel Peters gamle motorcykel. “Jeg tager mig af Viktor,” sagde farmor beslutsomt. “Mor, du kan jo knap nok gå! Hvordan vil du klare et barn? Han har brug for mad og rene klæder!” “Så længe jeg lever, kommer Viktor ikke på internat,” svarede Valborg. Tove blev tavs og pakkede hans ting. Onkel Peter kørte dem hjem, næsten på armene. Naboerne rystede på hovedet: “God gammel kone, men hun må være blevet lidt skør på sine gamle dage – tager et barn til sig, når hun selv næsten ikke kan mere!” Fader Bjarne kom forbi søndag efter gudstjenesten – bekymret: måtte han mon fratage farmoren det lille barn? Men huset var varmt, Viktor var ren og tilfreds og lyttede til eventyr på grammofonen. Valborg sværmede let og hurtigt rundt i huset, rullede boller og sang. Hendes svage ben dansede næsten. “Kære fader! Jeg har bagt lidt til dig og fru Alexandra og jeres søn… Tag endelig lidt nybagt med hjem.” Fader Bjarne gik hjem i forundring og fortalte Alexander, hvad han havde set. Hun fandt en gammel blå notesbog frem og læste: “Gamle Eugenie havde levet sit lange liv. Alt var forbi, alle drømme, alt sov under den hvide vinterdyne. En stormfuld februaraften bad Eugenie længe foran de hellige billeder, lagde sig så på sengen og sagde: ‘Kald præsten – nu skal jeg dø.’ Hun var bleg som sneen udenfor. Hendes barnebarn kom hjem fra hospitalet med et spædbarn – barnets skrig kunne ikke undgås. Eugenie løftede hovedet, hentede sine træsko og slæbte sig hen til barnesengen. Da familien kom hjem, var hun ikke kun i live, men gik rundt og vuggede barnebarnet, mens moderen hvilede på sofaen.” ”Min oldemor, Vera Eugenie, elskede mig så højt, at hun umuligt kunne dø. Hun sagde som i sangen: ‘Det er for tidligt at dø – der er stadig ting at gøre derhjemme!’ Hun levede ti år mere og hjalp min mor – din svigermor – med at passe mig, sit elskede oldebarn.” Fader Bjarne smilede til sin kone.

Vi har stadig lidt at tage os til derhjemme

Bedste Vibeke fik med besvær lirket den gamle havelåge op, haltede hen til hoveddøren, kæmpede længe med det rustne gammeldags lås, kom ind i sit gamle, kolde hus og satte sig tungt på stolen ved den uopvarmede brændeovn.

Det lugtede af sad hus.

Hun havde kun været væk i tre måneder, men på den tid var lofterne groet til af spindelvæv, den gamle stol gav sig klagende, og vinden peb i skorstenen huset tog imod hende med en sur mine: Hvor dælen har du været, frue, hvem har du overladt os til?! Hvordan skal vi klare vinteren nu?!

Rolig nu, min ven, jeg skal nok straks lige puste ud… Så fyrer jeg snart op, så vi kan få varmen igen.

For et år siden fløj Bedste Vibeke stadig livligt rundt i sit gamle hus: hun kalkede her, malede der, hentede vand, bøjede sig venligt for ikonerne, styrede slagets gang i køkkenet, fløj gennem haven med en energieksplosion, der fik hende til at nå det hele plante, luge og vande.

Og huset var fornøjet med sin frue; gulvbrædderne knirkede lystigt under hendes hurtige, lette skridt, vinduer og døre sprang åbent ved første berøring fra de små hænder, komfuret bagte luftige boller med ildhu. Det var godt at være både Vibeke og hus under samme tag.

Hun havde tidligt mistet sin mand. Opdraget sine tre børn ene, sendt dem hver til deres uddannelsesvej, fået folk ud af dem. En søn blev kaptajn på langfart, en anden blev oberst i hæren, begge boede langt borte og kom kun sjældent hjem.

Kun yngstedatteren, Ragnhild, blev i landsbyen som chefagronom, altid på farten kom kun forbi og nød Bedstes boller om søndagen, og så gik der endnu en uge, hvor de ikke så hinanden.

Trøsten var barnebarnet, lille Sigrid. Hun var nærmest blevet opdraget hos Bedste.

Og for en ung kvinde, hun var blevet! Smuk, med store grå øjne, hår som nyhøstet havre, kruset og langt, glinsende nærmest med en aura omkring sig.

Når hun lavede en hestehale, faldt tjavserne charmerende ned over skuldrene de lokale drenge vidste dårligt, hvor de skulle gøre af sig selv, mundene stod på vid gab. Og sikke en rankhed! Hvor havde hun lært det sådan lige midt i provinsen?

Bedste Vibeke havde da været køn, men hvis man holdt det gamle foto op ved siden af Sigrid, lignede Vibeke bare en fårehyrde, Sigrid en dronning.

Kvik var hun også. Uddannet økonom fra universitetet i Aalborg, vendte så tilbage til landsbyen. Giftede sig med dyrlægen Morten, og ifølge statens ungefamilieordning fik de et splinternyt hus.

Og for et hus: mursten, solidt og imponerende en villa, faktisk, efter landsbyens standarder.

Men bedstemorens gamle torp havde dog én ting: haven, bugnende af alt der kunne vokse og blomstre. Rundt om Sigrids nye slot var der ikke så meget som en hækpil kun tre stakkels planter, der knap kunne klare sig. Og Sigrid havde, sandt at sige, ikke håndelag for havebrug trods sine landlige rødder.

Sigrid var beskyttet som en klunkeblomst bedstemor sørgede altid for, hun ikke løftede for tungt eller gik i træk.

Så kom lille Valdemar til verden. Så var der naturligvis ikke tid til hverken kartofler eller blomster.

Sigrid begyndte at lokke Bedste Vibeke til sig: “Kom nu bare og bo hos os vi har masser af plads, og man skal ikke fyre op i komfuret!”

Bedste Vibeke havde så småt rundet de firs, blev lidt skranten, benene var for længst blevet trætte af et helt livs arbejde. Hun lod sig overtale.

Hun boede hos Sigrid et par måneder. Indtil Sigrid en dag sagde:

Bedste, du ved, jeg elsker dig, men du sidder jo bare? Du har altid været så aktiv og nu sidder du bare? Jeg havde jo regnet med lidt hjælp til husholdningen…

Men jeg kan ikke mere, skat, mine ben vil ikke, jeg er jo gammel

Hm… mærkeligt nok, så snart du flyttede ind her, blev du pludselig gammel…

Snart efter blev Bedste Vibeke sendt hjem igen hun havde ikke kunnet hjælpe som forventet.

Tynget af skuffelse over at have svigtet den kære Sigrid, blev hun liggende i sengen, benene sleb trægt hen over gulvet de havde løbet nok i årenes løb. At nå fra sengen til bordet var blevet en præstation, til kirken en umulighed.

Pastor Bjarne, Bedstes trofaste sjælesørger og hjælpepræst i den lille gamle kirke, stak hovedet forbi. Med sit falkeblik inspicerede han hurtigt.

Bedste Vibeke sad ved bordet, optaget af det vigtige arbejde hun skrev de månedlige breve til sine sønner.

Temperaturen i stuen var til den kølige side; komfuret knap lunet op. På Vibeke hang en slidt cardigan og et gråligt tørklæde ikke meget for en tidligere rengøringsfanatiker! Hjemmeskoene var gennemtrådte.

Pastor Bjarne sukkede: den gamle dame trængte til hjælp. Hvem kunne han bede? Måske Anna, der boede tæt på; hun var stadig stærk og mindst tyve år yngre end Vibeke.

Han fiskede et godt brød, nogle honningkager og en halv varm laksetærte op (hilse fra Fru Johanne), smøgede ærmerne op under præstekjolen og rensede ovnen, bar brænde ind til flere optændinger og satte en stor sort tekande over.

Åh, min dreng! … Altså, vores kære pastor! Kan du ikke hjælpe mig med adresserne på konvolutterne? Mit skribleri ligner hønsefødder brevene farer aldrig frem på den måde!

Pastoren satte sig, skrev adresserne og kastede et blik på de sjuskede linjer. Store, rystende bogstaver: “Jeg har det så godt, min dreng. Mangler intet, Gud ske tak og lov!”

Men papiret var fuldt af tvære cirkler og udsmattede bogstaver og de var nok ikke lavet med blæk, men med tårer.

Anna tog Bestemor Vibeke under sine vinger, Bjarne besøgte hende jævnligt med sakramentet, og til højtiderne kom Annas mand, Onkel Poul tidligere sømand drønende med Vibeke bagpå sin gamle Nimbus til gudstjeneste. Langsomt fandt hverdagen rytmen igen.

Sigrid dukkede ikke længere op, og et par år senere blev hun alvorligt syg. Mavesmerterne, hun troede bare var en gammel skade, var kræft i lungerne. Sigrid døde på et halvt år.

Morten, hendes mand, flyttede nærmest ud på kirkegården: købte billige øl, sov ved graven. Lilledrengen Valdemar, fire år, blev ladt alene sulten, snottet og beskidt.

Mor Ragnhild tog ham til sig, men hendes travle liv som agronom indbød ikke til børnepasning. Så lille Valdemar var på vej til at komme på børnehjem det var da et hæderligt sted med god mad og en frisk forstander, og børnene var hjemme i weekenderne.

Men det var ikke et hjem. Og Ragnhild havde ikke andet valg; arbejdet trak lange dage og pensionen var langt væk.

Så på en grå dag, kom Bedste Vibeke i sidevognen på Onkel Pouls gamle Nimbus til datteren. Poul i sin klassiske sømandstrøje, med anker og havfruer tatoveret på begge underarme. De så begge lidt barske ud.

Bedste sagde kort:

Jeg tager Valdemar med hjem til mig.

Mor, du kan jo dårligt gå! Hvordan vil du klare en lille en? Han skal jo have mad og rene bukser!

Så længe jeg ånder, kommer Valdemar ikke på børnehjem, afskar Vibeke.

Ragnhild var slået af sin ellers så milde mors styrke, sagde ikke mere, men pakkede børnebørnets ting sammen.

Onkel Poul kørte både Bedste og barnebarn hjem og nærmest slæbte dem ind i stuen. Naboerne var forargede:

Sød gammel dame, men nu må hun have slået hovedet hun kan knap klare sig selv, og nu skal hun tage sig af et barn? Det er jo ikke en hundehvalp! Hvorfor griber Ragnhild ikke ind?

Efter søndagens gudstjeneste gik pastor Bjarne afsted til Bedste Vibeke med bange anelser skulle han nu fjerne en udsultet, beskidt Valdemar fra en hjælpeløs gammel bedstemor?

Men huset var varmt, komfuret buldrede. Ren og veltilpas lå Valdemar og hørte “Bamse og Kylling” på grammofonen.

Og den gamle bedstemor, nu ikke længere lidende, fløj rundt i huset: smurte plader, slog æg ud i ostemassen, gjorde kagedejen klar. Hendes ben bevægede sig hurtigt og adræt akkurat som før sygdommen.

Kære pastor! Jeg står lige og bikser duftende snegle sammen Vent lidt Fru Johanne og lille Ole skal også have en lun én med hjem

Pastor Bjarne gik hjem, stadig rystet af forundring, og fortalte det hele til konen, Johanne.

Hun blev stille et øjeblik, lukkede så op for sin gamle, blå notesbog og læste højt:

“Gamle Maren levede et langt liv. Alt er forbi, alt drømmeri og håbefuldhed alt sover stille under den hvide sne. Snart er det tid til at gå derhen, hvor ingen sygdom, sorg eller suk kan nå én En stormfuld februaraften bad Maren længe foran billederne på væggen, lagde sig og sagde: ‘Ring efter præsten, nu rejser jeg hjem.’

Ansigtet blev hvidt som sneen udenfor.

Familien hentede præsten, Maren fik nadveren og havde ligget ét døgn uden mad og vand. Kun let åndedræt viste, sjælen var endnu ikke stukket af.

Døren gik op: vindpust, barnegråd.

Shh, her er bedstemor ved at dø!

Hvad kan jeg gøre, hun er lige født og ved ikke, at man ikke må larme.

Barnebarnet, lille Karen, var netop kommet hjem fra hospitalet med babyen. Familien var ellers ude hele dagen: nu var kun nybagte mor og døende bedstemor tilbage. Karen havde endnu ikke fået brystmælk, barnet var utrøstelig, og skreg, så Maren dårligt kunne holde sig til sit stille farvel.

Men bedstemor satte sig op, fokuserede sit ellers fjernede blik, krøb ud på gulvet og ledte efter tøflerne.

Da familien kom hjem tidligt fra arbejde (med slet skjult frygt for at møde en afdød) fandt de Maren på benene, smilende, i færd med at trøste og vugge det lykkelige barn mens Karen slap for at blive væltet af søvnunderskud.

Johanne lukkede notesbogen, smilede til manden:

Min oldemor, Vera Maren, elskede mig over alt, og ville bare ikke dø, før jeg var klar. Hun sagde altid: ‘Og det er slet ikke tid til at rejse vi har stadig ting at tage os til derhjemme!’

Hun levede ti år endnu og hjalp min mor (din svigermor) med at opfostre mig, sit elskede oldebarn.

Og pastor Bjarne smilede et anerkendende smil tilbage til sin kloge kone.