Der var kun én tilbage
Bag vinduet falmede verdens farver, mens aftenen faldt på, og mor var stadig ikke vendt hjem. Agnes, der drejede de små hjul på sin kørestol, rullede hen til bordet og greb mobiltelefonen for at ringe til sin mor.
Abonnenten er uden for dækning eller har slukket sin telefon, lød en metallisk stemme i den tyste stue.
Hun stirrede forvirret på mobilen. Da hun huskede, at der kun var et par kroner tilbage på hendes præ-paid saldo, slukkede hun den igen.
Mor havde været ude for at handle, men var ikke vendt tilbage. Det plejede aldrig at tage så lang tid. Mor gik sjældent langt væk især fordi Agnes ikke kunne gå selv og altid var afhængig af hjælp. Hun havde hverken far eller andre slægtninge.
Agnes var syv år, og ikke ræd for at være alene hjemme. Men mor plejede altid at forklare, hvor hun gik hen, og hvornår hun kom hjem.
Mor gik til den store Netto i dag, det er længere væk, for der er billigere. Vi plejer at tage derhen sammen. Så lang er der heller ikke bare lidt længere end Brugsen rundt om hjørnet. Man kan gå frem og tilbage på en time. Hun så på uret. Nu er der gået over fire timer. Jeg er sulten.
Hun styrede stolen ud i køkkenet, tændte for elkedlen, fandt en frikadelle i køleskabet og spiste den sammen med lidt te.
Og stadig kom mor ikke hjem.
Hun tålte ikke mere. Greb telefonen igen og prøvede at ringe, men den samme kedelige robotsstemme svarede.
Hun rullede over i sengen, lagde mobilen under puden og slukkede ikke lyset. Det var for skræmmende uden mor.
Hun lå længe vågen, til drømmen endelig bar hende væk.
***
Hun åbnede øjnene, da morgensolen kastede sine bløde stråler gennem vinduet. Mor havde redt sengen, den stod urørt.
Mor! råbte Agnes ind mod entréen.
Der svarede kun stilheden. Hun greb mobilen og ringede igen, men den grå stemme lød uændret.
Frygten voksede, tårerne trillede ned ad kinderne.
***
Kristoffer kom hjem fra sin morgenrute. Hver dag hentede han frisk wienerbrød på bageren, sådan begyndte morgenen for ham og hans mor.
Kristoffer var tredive og aldrig gift. Piger så ikke hans vej han var ranglet, ikke køn, og ofte syg. Hans mor havde opfostret ham alene, de havde aldrig haft mange penge, og en sjælden sygdom havde siden barndommen været hans følgesvend. Da han som voksen fik at vide, han heller ikke kunne få børn, opgav han tanken om at finde en familie.
Græsset i vejkanten gemte på en kvast, knust mobil. Elektronik var både hobby og arbejde for Kristoffer, som udviklede software og skrev blog. Selv om han ejede de nyeste gadgets, fik hans professionelle nysgerrighed ham til at samle apparatet op. Det var mast sikkert overkørt.
Måske er nogen i knibe? tænkte han og stak mobilen i lommen. Det må jeg undersøge.
***
Over morgenmaden fiskede han simkortet ud og satte det i en af sine reservetelefoner. De fleste kontakter tilhørte hospitaler eller offentlige myndigheder men øverst stod der: datter.
Efter nogen tøven ringede han:
Mor! lød en glad, lys stemme.
Det er ikke din mor, sagde Kristoffer usikkert.
Hvor er mor?
Jeg ved det ikke. Jeg fandt bare en knust telefon og satte dit simkort i min egen, så jeg kunne ringe.
Min mor er væk, hulkede pigen. Hun gik ud til supermarkedet i går og kom aldrig hjem.
Er der ikke en far eller mormor?
Jeg har kun min mor.
Hvad hedder du? spurgte Kristoffer forsigtigt, indstillet på at hjælpe hende.
Agnes.
Jeg hedder Kristoffer. Agnes, kan du gå ud til naboerne og sige, at du er alene?
Jeg kan ikke gå. Mine ben vil ikke, sagde Agnes stille. Og der bor ikke nogen ved siden af.
Kan du ikke gå?
Jeg blev født sådan. Mor siger, vi skal spare sammen, så jeg kan få en operation.
Hvordan kommer du så omkring?
Jeg kører i kørestol.
Agnes, kan du din adresse?
Ja, jeg bor på Lærkevej syv, lejlighed atten.
Jeg kommer nu, så skal vi finde din mor.
Han lagde på og gik direkte ind til sin mor.
Mor, jeg fandt en ødelagt telefon og satte simkortet i en af mine. Der er en lille pige, hun er alene hjemme og handicappet. Jeg fik hendes adresse og tager derhen nu.
Det gør vi sammen, svarede Kristoffers mor, Grethe, og begyndte at pakke tasken.
Som alene mor til en ofte syg søn vidste hun alt om at kæmpe for et barn. Nu var hun pensionist, og Kristoffer havde fået god gang i karrieren.
De tilkaldte et taxa og kørte mod Lærkevej.
***
De ringede til døren.
Hvem er det? lød det sørgmodigt fra porttelefonen.
Agnes, det er Kristoffer, svarede han venligt.
Kom ind!
Oppe på anden sal stod døren allerede lidt på klem.
Inde stod en spinkel pige i kørestol med melankolske øjne.
Finder I min mor?
Hvad hedder hun? spurgte Kristoffer straks.
Helle.
Og efternavnet?
Frandsen.
Men, vent nu lidt, sagde Grethe og kiggede varmt på pigen. Er du sulten, Agnes?
Ja. Jeg spiste den sidste frikadelle i går.
Kristoffer, skynd dig ned i SuperBrugsen og køb ind til os.
Javel! råbte han og forsvandt ud.
***
Da han kom op igen, var duften allerede god i lejligheden, og Grethe havde dækket op. Efter måltidet gik Kristoffer i gang med at lede efter Helle. Han tjekkede lokalnyhederne på nettet.
På Kastanievej blev en kvinde i går påkørt af bil, indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand.
Han greb straks telefonen, ringede rundt, og efter et par forsøg fik han forbindelse:
Ja, vi har indlagt en kvinde fra Kastanievej. Hun er bevidstløs og uden id eller mobil. Er De pårørende?
Det er jeg måske Jeg kommer forbi.
Han lagde på og gik over til Agnes.
Har du et billede af din mor?
Ja, vi tog et foto forleden, sagde hun, skubbede sig hen til kommoden og fandt et album frem.
Hun er virkelig smuk, din mor!
Kristoffer tog et billede med mobilen og smilede.
Jeg går nu for at finde hende.
***
Helle slog øjnene op. Alt var hvidt væggen, loftet, lagnerne. Hun fornemmede, det var et hospital. En eksplosion af smerte, da hun prøvede at røre sig.
En sygeplejerske listede sig ind:
Er du vågen?
Da gik det op for Helle:
Hvor længe har jeg ligget her?
To døgn.
Min datter hun er alene derhjemme!
Helle, tag det roligt, sagde sygeplejersken beroligende og lagde hånden på hendes bryst. En ung mand kom forbi i går og efterlod sin telefon til dig. Din blev kørt over.
Må jeg ringe
Selvfølgelig! Sygeplejersken fandt med forbløffende præcision kontakten datter og lagde mobilen til hendes øre.
Mor!
Agnes, min skat, hvordan har du det?
Det går fint! Grethe og Kristoffer passer på mig.
Hvilken Kristoffer?
Tag det roligt, sagde lægen, der nu stod i døren, eller jeg må tage telefonen. Lad mig lige undersøge dig.
Agnes jeg ringer igen, råbte Helle og lagde på.
Sygeplejersken tog telefonen.
Må jeg ikke tale et minut mere? hviskede Helle.
Lægen siger, du skal hvile dig, men okay… og hun ringede op igen.
Agnes
Mit navn er Grethe, svarede en kvindestemme. Hør på mig: Min søn fandt din mobil og kontaktede din datter. Jeg er pensionist, og jeg bliver hos Agnes, til du kommer dig. Tag det roligt! Her er Agnes igen.
Mor, bliv ikke ked af det og bliv rask, lød det lille svar.
Hør nu efter Grethe! råbte Helle Pas på min pige!
Helle, nu er det telefonen væk, sagde sygeplejersken.
***
Dagen efter kom Helle på stue med andre patienter. Om aftenen kom en besøgende: En lidt bleg og splejset mand, ukendt ansigt.
Hej, Helle, jeg hedder Kristoffer, sagde han venligt. Her er en pakke fra min mor Grethe.
Mange tak, sagde Helle, forvirret. Jeg kender dig ikke?
Det kan du komme til. Jeg fandt din knuste mobil, ringede til Agnes og fandt dig. Nu skal du tale med din pige.
Han satte sig og rodede med telefonen, så skubbede han den hen til Helle, hvor Agnes tonede frem på skærmen.
Mor! Er du okay?
Ja, min skat. Nu gør det ikke ondt mere. Hvordan har du det får du mad?
Grethe kommer hver dag!
De snakkede længe, og Kristoffer ventede tålmodigt. Da samtalen var forbi, bøjede Helle hovedet:
Jeg står i gæld til jer.
Sig nu pjat, Helle, sagde Kristoffer med et smil. Og lov mig, du siger du til mig nu!
Tak, Kristoffer.
Nu skal du se, hvordan denne telefon virker.
***
Der gik to uger. Føreren, der havde ramt Helle, dukkede op på hospitalet med to hundrede tusinde kroner i erstatning og en advokat, der sikrede, at sagen hurtigt blev lukket.
Næste dag var Helle hjemme igen. Kristoffer kørte hende, og Agnes, der så hende komme ind, skreg lykkeligt.
Det var næsten som om, hun ville rejse sig op af kørestolen. Helle satte sig tæt hos sin pige, og de to græd glade tårer.
Derpå gik Helle hen til Grethe:
Tak, Grethe!
Lad det nu være, Helle. Agnes er næsten blevet som mit barnebarn.
Jeg fik en stor erstatning tag lidt!
Nej, de penge skal gå til Agnes operation. Kristoffer har allerede kontaktet hospitalet.
Mor! udbrød Agnes. Kristoffer siger, at jeg skal til hospitalet, og så fikser de mine ben!
***
Helle og Agnes var på privatklinik i to uger, hvor Agnes fik indopereret stænger i benene. Om tre måneder skulle de tilbage og så igen året efter. Efter tre operationer og genoptræning ville Agnes, havde de sagt, kunne gå.
Foreløbig klarede hun sig stadig i kørestolen, og metallet generede.
Men nu ville livet prøve dem igen. Grethe fik alvorlige problemer med hjertet og kom akut på hospitalet.
Tre nætter sad Helle hos hende. Hjemme sov Agnes med Kristoffer sover på sofaen.
På fjerde dagen åbnede Grethe øjnene og så længe på Helle. Så sagde hun lavmælt:
Kære, hvis jeg ikke har langt igen, så gift dig med Kristoffer. Han er en god mand, og sammen kan I få Agnes på benene.
Grethe, tror du, han vil have mig?
Ja, sagde Grethe, og for første gang i ugevis smilede hun. Selvfølgelig vil han.
***
En gråhåret kvinde holdt en piges hånd. Skolegården summede af liv, og pigen havde en buket blomster under armen. Hvis ikke det var for hendes højde, kunne man tro, hun skulle begynde i første klasse.
Men Agnes var begyndt i fjerde. De første tre år havde hun lært hjemme. Nu gik hun ind i skolegården, på sine egne ben, fyldt med nervøsitet.
Mormor, jeg er lidt bange, hviskede hun.
Agnes, du er ti nu. Se, dér kommer din far og mor!
Agnes, hvorfor er du betænkelig? spurgte Helle, som stødte til dem.
Hun er bange for at starte i skole, svarede Grethe og smilede.
Gi mig din hånd, sagde Kristoffer. Kom så!
Med dig, far, er jeg aldrig bange, svarede Agnes og smilede.
Sammen gik de, snakkende, ind på skolen efter dem fulgte mor og mormor, lige så glade.
