– Jeg har altså ikke brug for dine penge! udbrød Astrid i ren frustration og smed de krøllede sedler på gulvet.
– Det er faktisk dine egne penge, – svarede udlejeren roligt. Og det var ikke min skyld, det der skete. Du må altså ikke råbe sådan, du vækker naboerne.
Astrid sendte kvinden i døråbningen et vredt blik, vendte sig om og gik hastigt ud mod trappen.
Da hun kom ud af opgangen, snurrede det for hendes øjne, og hun nåede nærmest vaklende ned til en bænk udenfor.
Hun satte sig, skjulte ansigtet bag hænderne og begyndte at græde. Lydløst, men hjertet hamrede. Hun kunne ikke tilgive sig selv:
“Hvis bare jeg havde anet, det ville ende sådan, var jeg aldrig taget med til det bryllup”
*****
– Astrid, jeg skal giftes! jublede hendes veninde Grethe i telefonen. Bryllup om en måned, og så kirkebryllup bagefter. Kommer du ikke?
– Ej hvor jeg glæder mig for dig, Grethe. Men… sukkede Astrid og trak vejret tungt.
– Kom nu, hvad er der?
Undskyld, men jeg tror ikke, jeg kan komme. Det ville jeg virkelig gerne, men…
– Hvad?! Ikke en chance! Har du tænkt dig at såre mig? Vi har kendt hinanden siden første skoledag og så kommer du ikke til mit bryllup?
– Grethe, det ville jeg aldrig gøre. Men det trækker jo ud, både bryllup og kirkebryllup varer flere dage…
– Tre dage! Det klarer du da sagtens. Du tager da bare fri?
– Det er ikke arbejdet, det er mest øh, min kat. Jeg kan ikke lade ham være alene. Og jeg kan ikke tage ham med, det forstår du nok selv… Så…
– Nej, veninde, nu gider jeg ikke høre mere! Du SKAL komme. Katten? Få nogen til at passe ham, eller sæt ham på kattepension. Jeg hjælper, hvis du ikke selv kan finde ud af det!
– Jeg ved det ikke, Grethe…
– Du har en hel måned til at finde ud af det. Du må altså ikke svigte mig det er så vigtigt for mig!
Astrid tænkte længe. Hun ville ikke skuffe sin bedste veninde. Men hvad skulle hun dog stille op med Aslak?
Der var ingen mulighed for at lade ham være alene i lejligheden han var alt for social. Bare to eller tre dage ville knuse ham.
Hun tjekkede forskellige muligheder og valgte en kattepension, som så fin ud. Ejeren, Birgitte, havde mange gode anmeldelser på nettet, og hun havde endda arbejdet på en dyreklinik, så hun kunne håndtere sygdomme, hvis uheldet var ude.
Astrid besøgte stedet. Treværelses lejlighed, og hele den ene stue var lavet om til katteværelse. Alt så trygt, rent og hyggeligt ud.
Der var allerede flere katte, så Aslak ville bestemt ikke kede sig.
– Aslak, min ven, jeg er kun væk i tre dage. Kan du ikke holde ud så længe?
Den unge kat gned sig op ad hendes ben, kiggede hende i øjnene han ville op. Men hun skulle af sted.
– Du skal ikke bekymre dig, – smilede Birgitte. Han får det godt her.
– Det håber jeg virkelig. Her er pengene, – sagde Astrid og gav to 500-kroners sedler. – Ring til mig med det samme, hvis der er det mindste.
– Selvfølgelig.
*****
De tre dage fløj af sted.
Grethe var så glad for at Astrid var til hendes bryllup og med til kirkebrylluppet. Og Astrid nød at se sin veninde gå en ny, spændende tid i møde. Hun ringede til Birgitte hver dag:
– Hej, hvordan går det med Aslak? Er han okay?
– Hej Astrid, alt er i skønneste orden. Han spiser lystigt, bruger bakken intet at klage over. Du henter ham som aftalt om tre dage, ikke?
– Ja, det gør jeg…
– Super, jeg vil bare være sikker. Nogle bliver forsinket og glemmer at sige til, så jeg spørger bare.
– Forstår. Jeg glæder mig så vildt til at se ham igen.
Da Astrid kom hjem, tog hun straks en taxa til Birgitte. Hun havde ringet i forvejen.
Birgittes suk nagede hende helt ind i knoglerne.
“Hvorfor er jeg så nervøs? Der kan jo ikke være sket noget, hun har jo sagt han har det godt…”
Men uroen voksede.
– Din kat er løbet væk… sagde Birgitte pludselig.
– Hvad?! Hvordan?!
Øh, naboerne ovenpå havde håndværkere, der larmede frygteligt. Kattene blev bange. Jeg ville lige gå op for at bede dem skrue lidt ned, og så, da jeg åbnede døren, smuttede Aslak ud lynhurtigt. Jeg nåede ikke stoppe ham.
– Hvorfor ringede du ikke med det samme?! råbte Astrid. Hvorfor løj du?
– Jeg troede ærligt talt, jeg kunne finde ham. Det sker desværre indimellem, katte bliver bange og stikker af. Jeg har altid fundet dem igen. Denne gang gik det desværre ikke. Jeg har lagt opslag på nettet, men indtil videre ingenting. Men du skal ikke miste håbet, han kan stadig blive fundet!
– Ikke miste håbet? Hvordan kunne du lade det ske? Du lovede jo, det hele var sikkert!
– Du kan få dine penge tilbage.
– Jeg skal ikke have dine penge! sagde Astrid og smed pengesedlerne på gulvet.
– Men altså… det er jo dine egne penge. Jeg kan ikke gøre for det skete, og jeg vil gerne undgå skænderi. Naboerne ligger og sover.
Astrid sendte Birgitte et ondt blik, kiggede ikke tilbage da hun gik ned ad trapperne.
Udenfor snurrede det for hendes øjne, hun vaklede hen til en bænk. Hun nægtede at tro på det. “Hvorfor skulle jeg dog tage til det bryllup? Hvorfor lod jeg Aslak blive hos en fremmed?”
Tankerne tog hende tilbage til den dag hun fandt Aslak. Det var sidst i december, og hun kom sent hjem fra arbejde. Pludselig dukkede en lille orange pelsklump op i mørket og klatrede resolut op ad hendes bukseben.
Astrid vidste ikke hvad hun ellers skulle hun tog ham bare med hjem.
Siden blev kattekillingen hendes faste selskab til nytår og i weekenden. Hun elskede ham mere for hver dag.
– Du burde finde dig en kæreste i stedet for at slæbe katte ind fra gaden, – havde Astrids mor joket, da hun hørte om hendes nyeste roomie.
– Ja, men nu er det altså Aslak, der kom først. Kæreste må vente.
På arbejdet fortalte Astrid naturligvis glad om killingen:
– Katte har deres egen timing, de skal nok vælge at dukke op en mørk og stormfuld aften. Så trygler de om husly med store øjne. Og hvem kan sige nej?
– Du skulle skrive bøger, Astrid, – fniste kollegerne.
Men de forstod ikke helt hendes katteglæde endnu. Det kommer jo nok.
Med Aslak i huset blev livet hyggeligere og lidt mere behåret.
Når hun kom hjem, sad den lille fyr tålmodigt bag døren og ventede.
“Miau!” sagde han og skubbede sin bløde pande ind mod hendes hånd.
Han var aldrig lykkeligere end i hendes skød helst tæt omslynget, spindende som en gammel Ferguson.
Nu var han væk. Aleneheden i lejligheden var uudholdelig. Hvor var han henne?
– Nå! sagde Astrid bestemt til sig selv og rejste sig. Jeg sidder ikke bare her. Jeg skal finde ham.
*****
– Hallo! Har I fundet ham?! nærmest skreg Astrid, da en frivillig ringede.
– Måske… En dame har fundet en rød kat på gaden, som passer på din beskrivelse. Hun venter på dig i dag. Jeg sender dig SMS med adressen.
– Tusind tak!
Astrid var dybt taknemmelig for alle de fremmede, der hjalp. For hun kunne ikke klare det alene.
1,5 måned var gået siden Aslak forsvandt.
Det havde været den værste tid i Astrids liv. Efter arbejde tjekkede hun katte-efterlysninger, men intet billede passerede til hendes røde basse. Hun havde kun gamle billeder på mobilen, fra da han var killing han havde jo ændret sig siden.
Hun sprang ud af taxaen, ringede på hos damen.
– Det er Astrid. Jeg kommer angående den røde kat, du har fundet.
– Kom bare op.
Men da Astrid så katten, sank hendes hjerte. Rød, jo. Men ikke Aslak. Sød, men en anden…
– Så beholder jeg ham selv, – sagde damen og krammede sin kat. Men held og lykke til dig, jeg er sikker på du skal nok finde din Aslak. Det gælder bare om ikke at opgive håbet.
For første gang i sit liv følte Astrid sig misundelig. Hun gik hurtigt, for ikke at lægge sin tristhed over på den søde dame.
Det kom flere opkald, og flere gange skyndte Astrid sig ud håbefuldt for igen og igen at finde ud af at det ikke var ham.
Hver gang bristede hun en smule mere.
– Jeg forstår dig godt, min pige. Du elskede ham virkelig, – sagde Astrids mor i telefonen. Men livet går jo videre. Du kan altid få dig en anden rød kat. Eller kom på besøg her naboens kat har lige fået killinger.
– Tak, mor, men… det er kun Aslak, jeg mangler.
Da et halvt år var gået, vidste Astrid, at det var slut med håbet.
Nu bad hun bare til, at Aslak var i live om ikke med hende, så i det mindste et sted, hvor nogen tog sig godt af ham.
*****
Astrid anede ikke, hvordan hun skulle få hverdagen til at fungere. Hun bebrejdede sig selv hver eneste dag for at hun havde forladt Aslak for noget så ligegyldigt som et bryllup.
Hver weekend gik Astrid ture rundt i byen for at slippe væk fra lejligheden, der kun mindede hende om Aslak. Hun ledte bag opgange, kiggede ved skraldespande.
Hun troede ikke rigtigt på at finde ham, men hun gik alligevel.
En dag endte hun ved byens dyreinternat. “Måske skal jeg gøre som mor siger og bare få en ny kat?” tænkte hun.
Men straks skubbede hun den tanke væk.
“Hvad nu hvis Aslak pludselig dukker op tror han så, at jeg har forrådt ham?”
Hun stod lidt famlende, da en medarbejder pludselig henvendte sig.
– Kommer du for at se på forholdene? Vi har nogle skønne katte i dag det forpligter ikke til noget.
Astrid ville egentlig ikke, men nikkede.
– Det her er Simon. Og derovre er Valdemar. Er de ikke dejlige? sagde kvinden.
– De er virkelig søde.
Overraskende nok følte Astrid et lille glimt af lettelse ved at være blandt dyrene. Deres blide øjne gjorde noget ved hendes hjerte. Hun havde faktisk ikke lyst til at gå igen.
– Hvem bor der? Astrid pegede på den fjerneste boks.
– Åh, der bor vores lille eneboer. Han vil helst ikke snakke med nogen, den stakkels fyr. For et halvt år siden kom han her virkelig medtaget. Nu har vi fået styr på ham, men han har aldrig villet knytte sig til nogen.
Pludselig mærkede Astrid et stik i hjertet.
– Må jeg… må jeg se ham alligevel?
– Ja, da. Kom med.
Den store røde kat ignorerede dem demonstrativt, vendte ryggen til alt og alle.
– Det er altså ham der. Han vender sig altid væk, når vi prøver at komme i kontakt.
Astrid hørte næsten ikke hvad hun sagde. Hun stirrede bare på katten.
– Aslak? spurgte hun forsigtigt, mens hun knugede hænderne. Aslak, er det dig?
Katten drejede langsomt hovedet og så overrasket på hende.
“Det kan da ikke passe”
– Aslak! råbte hun, nu helt overbevist. Gud, du er i live! Kom her, min skat, kan du kende mig igen?
Katten så ud til at tvivle. Genkendelse og skepsis i øjnene. Hvad tænkte han? At hun havde glemt ham? Overladt ham til sig selv?
Et øjeblik blev han bare stående, så slog han halen og løb lige hen til hende.
Medarbejderen nåede akkurat at åbne buret, før Astrid og Aslak smeltede sammen i et kram.
Alle så på dem både medarbejderen, de andre dyr og selv solen brød smilende frem.
Astrid gik hjem sammen med Aslak og lovede internatet, at hun ville komme forbi og hjælpe dem.
De havde trods alt passet hendes elskede kat.
*****
På vej hjem spandt Aslak højlydt og fortalte hele vejen om dén frygtelige dag: “Jeg blev SÅ skræmt af alt det larm, du var væk, så jeg måtte jo finde dig! Men jeg blev såret, og jeg har savnet dig så meget. Lover du at blive hos mig nu?” Aslak stoppede op og kiggede hende dybt i øjnene.
– Ja, Aslak. Det lover jeg. Jeg forlader dig aldrig igen.
