Der boede nede ved åen i vores naboby, Lindelund, en pige. Petra hed hun. Sådan en stille én, nærmest usynlig. Kender I typen? Sådan en, man knap lægger mærke til eksisterer hun, eller gør hun ikke? Øjnene gemt bag tunge øjenlåg, et tyndt, leverpostejblondt fletning, tørklæde, der havde set bedre dage. Hun arbejdede på posthuset, sorterede breve og bragte folk deres folkepension.
Ingen lagde mærke til Petra. Vores lokale karle, de vil jo have farver og fyrværkeri gerne en pige, der kan slå igennem i et selskab. Men Petra hun forsvandt næsten i tapetet.
Indtil foråret kom, og vi fik en ny mekaniker ude på andelsgården. Han hed Simon høj, brede skuldre, sort hår som kul, øjne, hvor der altid var lidt sjovt på færde. Og så kunne han spille harmonika. Når han satte sig med harmonikaen på trappestenen foran forsamlingshuset om aftenen, ja, så blev der skævhed i pigernes ben. Også Petras. Hun blev så forgabt, at det næsten skurede i øjnene på én.
Men hvad kunne grå mus Petra gøre? Omkring ham snoede de kønne piger sig som slyngplanter, mens hun nøjedes med at kigge på afstand og sukke, så det gjorde helt ondt i mit bryst.
Og så skete noget underligt i byen.
Pludselig begyndte Petra at få breve. Fra København! Smukke kuverter, tykt papir, og håndskriften var sådan rigtig mandig svungne bogstaver, selvsikker stil. Og fordi Petra selv arbejdede på posthuset, så så hun dem jo før nogen andre. Men hemmeligheder er ikke noget, den slags kan holde længe vores ældste postdame, tante Karen, havde mund som en flagermus snart vidste alle det:
Vores stille Petra har kærestebreve! Fra en københavner! Hvad siger I så? Mon ikke han frier snart?
Nu gik Petra rundt med et gådefuldt smil, kinder som røde æbler, øjne der lyste. Hun blev ligefrem kønnere. Ryggen rank, den tynde fletning pyntet med et silkebånd. Hun gik ned ad gaden med en konvolut i hånden, som om hun bar på en medalje.
Simon begyndte også at sende blikke over skulderen. Mænd er jo sådan: ser de, at en kvinde har andre bejlere, bliver de straks nysgerrige.
Men Petra nedsank dybere og dybere i sin hemmelige verden. Hun kunne sidde på posthusets trappesten, læse et brev og smile ind i tanken, mens byens damer bag ryggen på hende hviskede: Hun er da heldig, vores gennemsnitspige.
Så kom oprøret. Uventet som lyn fra klar himmel. Og nok så pinligt.
Det var til byfesten foran forsamlingshuset. Gaderne var fyldt, harmonikaen spillet op, unge dansede. Petra stod i udkanten, pyntet i en ny bomuldskjole, tasken slængt over skulderen.
Så kom byens unge ballademagere tvillingerne Thøgersen godt i gang med fyraftens-øl. De ville være morsomme, så de hev i hendes taske. Remmen var gammel, så den røg straks. Tasken splattede mod jorden, indholdet trillede ud, og en stak breve faldt ud, bundet med silkebånd.
En af tvillingerne, Asger, greb bunkebrevet, grinede og råbte:
Skal vi ikke høre, hvad byens københavnske bejler skriver til vores pæne pige?
Petra kastede sig frem, bleg som kalk:
Lad være! Giv mig det!
Men Asger var hurtig, åbnede en konvolut og læste højt med stor stemme:
Kære søde Petra! Dine øjne er som de blå søer…
Folk blev tavse. Det lød jo faktisk ret poetisk. Men så snublede Asger over det næste brev. Papiret var krøllet, ord overstreget. Han holdt det op under lampen og skævede.
Hør lige alle sammen! Det her er så sjovt!
Han viftede med brevet:
Her står først: Hej, søde Petra, så er det streget over. Så: Min elskede, også streget over! Det er jo rene kladder! Hun har selv siddet og forfattet og redigeret til den store guldmedalje!
En latter rejste sig, selv de gamle på bænken grinte, så man næsten troede vinduet skulle hoppe ud.
Hun skriver til sig selv!
Gud, sikke noget!
Petra stod midt i cirklen, gemte ansigtet i hænderne, rystede som en pil i blæsten. Aldrig har jeg set så stor ydmygelse. Jeg var selv ung den aften og anede ikke mine levende råd.
Og så… pludselig blev musikken stille.
Simon som havde siddet på trappen med harmonikaen lagde instrumentet fra sig, rejste sig og gik laaangsomt ned mod Asger. Folk flyttede sig; der var noget uforudsigeligt og tungt over ham.
Han rakte bare ud og tog brevene fra Asger uden en lyd. Den smarte bydreng fik fjernet smørret fra sit smil på et øjeblik.
Simon samlede de spredte breve op fra jorden, tørrede støvet væk, gik hen til Petra. Hun stod stadig med hænderne for ansigtet.
Han tog hende blidt, men bestemt under armen, og sagde så højt, at alle kunne høre det:
Hvad griner I af? Har I aldrig set et menneske før?
Så vendte han sig mod Petra og sagde stille:
Kom, Petra. Jeg følger dig hjem. Det er blevet mørkt.
De gik. Gennem mængden, gennem den pinligt rungende tavshed. Han gik stolt, med hovedet højt, hendes taske i hånden og armen trygt om hendes.
Det var sådan det hele begyndte. Noget skete imellem dem, men det tog tid, før Petra turde kigge folk direkte i øjnene igen. Simon gav dog ikke op og mødte hende hver dag efter arbejde. Seks måneder senere holdt de bryllup, stort og med alskens lagkager.
De levede lykkeligt, Simon tilbad Petra og hun blomstrede op, blev dygtig husmor og fødte ham tre drenge. Ingen i Lindelund nævnte nogensinde den pinlige episode igen. Simon skulle bare sende et blik, så blev sladderhalen tavs.
Der er gået mange år siden. Simon døde for tre år siden hjertet, siger de. Petra, som nu går under navnet fru Mortensen, gik helt i stå uden ham. Jeg besøger hende ofte måler blodtryk, drikker en kop te.
En efterårsdag sad vi i hendes stue, regnen slog mod ruderne, brændeovnen knitrede. Petra rodede i den gamle kommode og fandt en udskåret trækasse én som Simon selv engang lavede.
Hun åbnede den. Der lå brevene. De samme gamle, i gulede kuverter.
Ved du hvad, Kirstenmor sagde hun med en bævende stemme. Jeg troede, han havde smidt dem ud eller brændt dem den aften. Jeg skammede mig så meget, at jeg aldrig spurgte.
Hun tog det øverste brev. Under det lå en lap ternet papir. Ikke gulnet den var skrevet for nylig, sikkert måneden før Simon døde.
Petra tog brillerne på og læste, mens tårerne løb ned ad de rynkede kinder. Hun gav mig lappen:
Læs, Kirsten. Mine øjne duer ikke.
Jeg tog den og læste gennem rystende bogstaver:
Kære Petra, fandt trækassen da jeg ryddede op. Tilgiv mig, at jeg har tiet om de breve alle de år. Jeg kunne se, hvor meget du skammede dig, og ville ikke rippe op i såret. Nu tænker jeg: det var forkert af mig, jeg skulle have sagt noget dengang, så du slap for at bære det alene. Jeg vidste godt, at det var dig selv, der skrev brevene jeg kendte jo din skrift fra postkvitteringerne. Men ved du, hvorfor jeg ikke lo? Fordi mit hjerte gik i stykker. Hvor ensom skal man være for selv at finde på kærlige ord til sig selv? Vi mænd kan være så blinde. Tak for brevene, Petra; uden dem havde jeg sikkert aldrig opdaget mit livs lykke. Du har altid været den smukkeste for mig. Din Simon.
Vi græd som piskede. Der duftede af kamillete og æblekage og af den der hjerteskærende, stædige kærlighed, som er svær at finde mere.
Sådan kan det gå, mine kære. Hun løj kun, fordi hun længtes efter at blive set. Han så ikke hendes løgn, men smerterne bag og han gav hende varme livet igennem.
Nu kigger jeg på den lille trækasse, og tænker: Vær ikke for hårde ved dem, der dummer sig. Hvem ved, hvad længsel og kærlighed kan få os til?
