Der bliver ingen bryllupsfest – Hvorfor er du så stille i dag? spurgte Tanja. – Vi havde jo aftalt at tage ud og kigge på soveværelsesmøbler på lørdag. Men du virker trist. Hvad er der galt? Dennis vidste, at det var nu eller aldrig. Han måtte sige det nu. – Tanja… jeg vil gerne snakke om brylluppet. Tanja havde ventet på den samtale længe. De var blevet enige om, at festen skulle være lille, men hun kunne mærke, at Dennis drømte om et rigtigt dansk bryllup for hende – mange gæster, fotografering, planlæggere… Hun havde glædet sig til det! – Du behøver ikke lægge ud med lange forklaringer. Jeg tror, jeg ved, hvad du vil sige nu, smilede Tanja. Men Dennis sagde: – Skal vi ikke udskyde det… Skal vi ikke udskyde brylluppet. Det var ikke den samtale, hun havde forberedt sig på. – Udskyde? Hun blev perpleks. – Hvad er det for noget? Hvorfor nu? Vi talte jo lige om, at vi skulle bestille invitationer… Du valgte dem selv! Vi besluttede, hvem vi skulle invitere! Har du fortrudt, at du vil giftes med mig?? Som i et drama, forventede hun, at han ville sige, at hans følelser var forsvundet. Men Dennis fulgte ikke manuskriptet. – Det er økonomien, der trykker, mumlede han. – Min løn er forsinket. Vi får ikke rigtig sparet op. Og… vi har jo trods alt kun boet sammen i et halvt år. Er det ikke lidt tidligt? – Tidligt? Tanja havde svært ved at trække vejret. – Dennis, vi har været kærester i tre år! Tre år sammen og et halvt år som samboer – det kalder du “for tidligt”? Dennis så ikke længere så bange ud. – Begynd nu ikke, Tanja. Jeg vil ikke have drama. Det er bare… en pause. Jeg har ikke fortrudt, men brylluppet – det er dyrt. – Okay… Så lad os bare blive gift på rådhuset og fejre det med venner. – Så har vi ikke et rigtigt bryllup, Tanja. – Så skidt med det! – Men du har jo altid drømt om det… – Jeg overlever! Han finder godt nok på undskyldninger, tænkte hun. – Tanja… – Sig sandheden. Er der sket noget? Er du ikke sikker på, du elsker mig? Eller… har du måske mødt en anden? For “bryllup er for dyrt” lyder ikke overbevisende. Dennis rystede på hovedet. – Nej, Tanja, jeg sværger. Jeg vil bare have, at alt skal være perfekt – for os begge. Og nu kan jeg ikke give dig et perfekt bryllup. Og ja, vi har ikke boet sammen så længe. Vi skal jo lige lære hinanden at kende… Han var overbevisende, men Tanjas intuition var på vagt. Sjældent, at Dennis prøvede at overbevise hende om noget så indædt. Det var jo ham selv, der havde insisteret på, at de hurtigt skulle giftes. Men hun lod som om, hun troede på det. Efter den samtale blev Dennis ikke længere bare kæresten, men den perfekte kæreste, der pludselig begyndte at gøre alt det rigtige – som om han forsøgte at råde bod på den aflyste fest. Han spurgte i butikkerne, hvad hun ønskede… vaskede altid op… Men han gik rundt og så sur ud. Ikke bare tankefuld, men irriteret – og sukkede om natten, mens han stirrede op i loftet og fejede hendes spørgsmål af med et “jeg er bare træt”. Tanja prøvede ikke at lægge pres. “Senere, senere, senere,” sagde hendes indre stemme. Et par uger senere blev de inviteret hjem til Dennis’ forældre. Tanja havde egentlig ikke lyst, men følte sig forpligtet – og Dennis nævnte jo aldrig brylluppet længere, men hans forældre ville sikkert spørge, og det ville blive pinligt. Men de måtte afsted. Naturligvis kom brylluppet på tale. – Hvornår skal I glæde os med festen, spurgte hans mor, da faren var gået ind for at se fjernsyn. Vi har fundet et sted til receptionen – der kan dækkes op til tyve mennesker. Hvilken dag skal vi bestille? Dennis sad med en sur mine, lige som Tanja. Hvad skulle der bestilles? Der bliver ingen bryllup. – Mor, vi har sagt det. Det er udskudt, sagde han hæst. – Udskudt? Hvorfor nu det? Er det penge? Dennis, hvorfor har du ikke planlagt bedre? Senere, mens mændene så på den uoprettelige vandvarmer i garagen, gik Tanja på badeværelset for at friske sig lidt op. Alt var skinnede rent. Ikke engang kosmetik på hylden. Hans mor opbevarede alt sit på værelset. Tanja havde altid undret sig over, hvordan hun gad slæbe det frem og tilbage. Hun tørrede ansigtet og blev pludselig opmærksom… Væggen i badeværelset havde det med at forstærke stemmer, især når det gjaldt andres hemmeligheder. Dennis var gået i køkkenet og talte med sin mor. Og Tanja hørte… – Dennis, har du besluttet at gøre det forbi med Tanja? Hun stivnede med håndklædet om hagen. Hørte hun rigtigt? Hun listede helt tæt på væggen uden at lave en lyd. – Mor, jeg har jo sagt det. Vi har udskudt. Vi er ikke gået fra hinanden. – Udskudt – det er en undskyldning! hvæsede Gitte, – jeg kan se, hvor du lider. Hvorfor er hun god for dig? Det er ikke en rigtig kone. En kone skal lytte til sin mand, og sådan en… Hvorfor gifte sig, hvis I alligevel skilles om et år? – Jeg elsker hende, mor, sagde Dennis. Tanja blev helt rørt. Men den næste sætning fra moren fik hende til at glemme sentimentaliteten. – Du siger, du elsker hende? Hun er snedig, Dennis. Jeg har advaret dig! Hun har ikke engang giftet sig med dig, og alligevel sætter hun dig op imod os. Du hjælper ikke længere din søster, kommer ikke længere på sommerhuset… Hun forandrer dig, og det er ikke til det bedre! Tanja blev stående og lyttede med øret mod de kolde klinker. Sat dig imod dem? Hvornår havde hun gjort det? Hun havde altid bestræbt sig på at være sød overfor Dennis’ forældre, selv når Per havde hånet hendes nye frisure. Det gjorde ondt, men hun sagde ikke et ord! Hun kunne ikke komme i tanke om en eneste gang, hvor hun havde forsøgt at vende Dennis imod dem. Hun havde tværtimod altid opfordret ham til at være sammen med sin familie, fordi hun vidste, hvor meget de betød for ham. Og det gik op for hende: Udskydelsen af brylluppet handlede ikke om penge. Det handlede om hans mor, der stod med et venligt ansigt og løj hende lige op i ansigtet! Tanja gik ind til dem. – Nå, Tanja kom ud! Vi talte netop om, at man ikke bør trække det med registreringen. Jeg forstår, at I er unge, men jeg bryder mig ikke om samliv uden vielsesattest. Hvor betænksomt af hende. – Selvfølgelig, Gitte, sagde Tanja. – Vi venter ikke for længe. Når vi har sparet lidt op, står vi på rådhuset. Ikke sandt, Dennis? – Ja, Tanja, vi er nærmest allerede gift, svarede han. Den nat, på vej hjem, prøvede Dennis at lægge armen om hende, men Tanja trak sig hele tiden væk. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle tage hul på samtalen. Skulle man overhovedet begynde? Hvis Dennis ikke havde forladt hende på forældrenes opfordring, måtte han jo elske hende… Men brylluppet var stadig aflyst. – Du opførte dig mærkeligt, da din mor begyndte at snakke, sagde hun, mens byens lys svandt ind bag bilen. – Mig? Nej, hun presser bare på med bryllup… – Lad nu være. Hun presser dig ikke til at blive gift. Hun er faktisk imod vores bryllup. Hun sagde, at jeg havde sat dig op imod hende. At vi skulle gå fra hinanden. Dennis vred sig i sædet. – Så du hørte det? Tanja, mor er bange for, at sønnen gifter sig og glemmer hende. Helt normalt. Tag det ikke personligt. Det driver sikkert over. Det var faktisk ikke hans mors ord, der gjorde hende urolig – Tanja var mest bekymret over Dennis. Han havde ikke forsvaret hende. Han havde bare bakket op om sin mor, for at undgå konflikt. Dagene gik, og spørgsmålet om bryllup blev hængende. Dennis gik stadig rundt og lignede én der havde bidt i en citron, og hver gang Tanja nævnte fremtiden, svarede han: “Måske senere…” Så en dag fik Tanja fat i Dennis’ ulåste telefon. “Jeg skal bare lige tjekke klokken,” bildte hun sig selv ind. “Jeg vil ikke læse beskeder. Bare kaste et blik.” På skærmen stod sidste besked fra hans søster, Vera. Vera var kun to år yngre end Tanja, men opførte sig stadig som om hun var tolv. Ingen job, ingen studie, boede hjemme og på forældrenes regning. Bes­keden var ikke til at tage fejl af: – Typisk, jeg får ingen penge. Du er igen under tøflen. Så lev med hende, så, hvis en eller anden pige er vigtigere end din familie. Tanja læste igen: “Igen under tøflen”. Flere episoder dukkede op… Før brylluppet blev aflyst, havde Vera igen ringet for at spørge Dennis om penge. Tanja havde ikke kunnet lade være og sagde: – Dennis, hun er 27, bor hjemme og beder dig om penge til sjov og ballade. Skal hun ikke snart til at tage ansvar? Vi har altså også et fælles budget. Tanja ville egentlig ikke blande sig, men der var også hendes penge i puljen, og hun havde ikke skrevet under på at forsørge hans familie. Dennis havde faktisk været enig – modvilligt: “Ja, du har ret, Tanja. Nu må det stoppe.” Nu forstod hun, hvem der havde vendt hele hans familie imod hende. Hun tog Dennis’ telefon, åbnede Veras chat, kopierede beskeden og sendte den til sin egen mobil som bevis. Hun lagde telefonen tilbage nøjagtig, hvor den lå. Dennis kom ind, rystede sne af jakken: – Jeg har købt brød – og din yndlingschokolade med nødder. Jeg har tænkt, Tanja, måske vi skulle… – Dennis, afbrød hun. – Hvad… Ventede du dig en anden? spøgte han. Men Tanja svarede ikke igen. – Hvad skriver Vera egentlig til dig? spurgte hun direkte. Dennis vidste godt, at bedste forsvar er at angribe først, og røg straks i forsvarsposition: – Har du været i min telefon?! En klassisk overspringshandling. – Det er ligegyldigt, Dennis. Forklar hellere det, du får sendt. Lige nu. Dennis stod tavs et par øjeblikke – ansigtet skiftede fra vrede til panik. – Åh, Tanja… Tag dig ikke af det. Hun er barnlig og bliver fornærmet over alt. – Fornærmet over hvad? At jeg sagde, det var tid til at være voksen? – Tja, hun er jo vant til at bror altid hjælper. Vanens magt, men at vænne sig af med nemme penge er svært. Glem det nu… – Hun har vendt dine forældre imod mig? – Ja… indrømmede Dennis. – Jeg prøvede at forklare dem, at det er vores penge, og at Vera må klare sig selv. Men mor gik straks i forsvar: Tanja har dig under tøflen, du har svigtet familien for hendes skyld! Men sådan tænker jeg altså ikke… – Men du aflyste brylluppet… Okay. Vera har vendt din familie imod mig. Det har jeg forstået. Jeg kan ikke være sammen med dem. Men hvad vil du selv? Vil du overhovedet giftes med mig, eller tør du bare ikke sige nej til din mor? – Selvfølgelig vil jeg gifte mig med dig! Men jeg kan ikke lige nu… Måske senere, når tingene har lagt sig… Så fik hun sit svar. – Ved du hvad, Dennis?… Jeg har indset én ting: Jeg vil ikke giftes med en, der ikke er sikker på sin kærlighed og ryster over sin søsters mindste pip. Godt, vi har aflyst brylluppet.