Bryllup bliver der ikke
Lærke trådte ind i værelset og stoppede brat. Foran hende, iført hvid kjole og lidt nervøse hænder, stod Alberte og hun så helt fantastisk ud. Kjolen sad som støbt, og hendes øjne glimtede af et forsigtigt, sart håb. Lærke kunne ikke holde glæden tilbage.
Hold da op, du stråler jo som en lysekrone i Magasin! udbrød Lærke begejstret, stadig målløs over venindens forvandling. Jeg er så glad på dine vegne! Endelig har du lagt Mikkel bag dig og åbnet dit hjerte for kærligheden igen. Du er sej, Alberte!
Alberte lavede et næsten usynligt ansigt og smilede ikke så meget længere. Med nørklede fingre begyndte hun at lirke kjolens små hægter op langs siden, mens hun undgik at møde Lærkes blik.
Jeg må nok hellere tage den af, mumlede hun, i gang med kædelåsen. Der er kun to uger til brylluppet, og hvis der sker noget med kjolen ja, så findes den ikke i flere eksemplarer.
Lærke bed sig i læben. Godt så. No-go at nævne Mikkel, åbenbart. Hvordan kunne hun dog glemme, at visse emner er som sildelugt svære at slippe af med? Og nu, hvor en ordentlig mand endelig var trådt ind i Albertres liv, blev minderne om ekskærester bestemt ikke savnet. Slet ikke Mikkel. Ikke efter alt det rod, han havde lavet.
Dengang var Alberte overbevist: Mikkel var manden for hende. Et ægte eventyr, troede hun! Men langsomt begyndte det hele at smuldre. Først blev han fjern, så kunne han aldrig mødes, derefter brokkede han sig over hendes valg, hendes venner, hendes ambitioner. Han ødelagde arbejdsglæden og endte med at overtale hende til at droppe en vildt lovende stilling og springe praktikopholdet i Odense over. Til sidst fik han trykket hende til at helt at droppe sit felt.
Albertres familie var forundrede. De så hende forsvinde lidt fra sig selv, men kunne ikke stille noget op alle forsøg på samtale blev til konflikt, fordi Mikkel jo havde overtalt Alberte til, at hendes nærmeste ikke forstod deres fantastiske kærlighed. Spændingerne voksede, og snart talte hun næsten ikke med sine forældre.
Pludselig var Mikkel væk pist forsvundet, uden farvel og uden forklaring. Tilbage stod Alberte med et knust hjerte og en lille baby i maven, som hun valgte at beholde, koste hvad det ville.
Da Alberte nu stod og var ved at få kjolen af, mærkede Lærke en bitter klump af dårlig samvittighed. Hun ville bare glæde sig sammen med Alberte, ikke vække triste minder.
Mikkel den yngre fyldte nu fire år. Han var nysgerrig og fuld af tusind spørgsmål: Hvorfor er himlen blå? Hvor tager skyerne hen? Hvorfor lugter bænkebidere mærkeligt? Pædagogerne i børnehaven var enige Mikkel var en kvik gut, lynhurtig til rim, og kunne sit H.C. Andersen udenad.
Det meste af tiden boede Mikkel hos farmor og farfar Albertres forældre. De kastede sig gladeligt over opgaven: Engelsk børnehave, svømning i Idrætshallen, ballet i fritidscenteret. Alberte selv hentede kun sønnen af og til, sjældent mere end en time ad gangen.
Det var ikke af hjerteløshed. Nej, det gjorde ondt. For Mikkel lignede sin far på en prik: de mørke krøller, det skæve smil alt sammen en påmindelse om det liv, der aldrig blev som håbet. Hun elskede ham grænseløst men kærligheden blev tit overmandet af en ubehagelig stikkende smerte. Hver gang hun tog knægten på skødet, var hun tæt på tårer. Hun gemte ansigtet bag hånden eller i en taske, så han ikke så det.
En aften kom Alberte for at hente Mikkel. Han sad på gulvtæppet og samlede puslespil, dybt koncentreret, og lyste op, da han så hende.
Mor, se her! udbrød han og hev hende ned på gulvet. Jeg mangler kun én brik det er huset og træet, og så så kommer der en hund!
Alberte satte sig, smilende men også lidt sammenbidt.
Hvor er du dygtig, min skat. Hunden bliver sikkert flot, sagde hun og strøg ham over håret.
Mikkel tyggede på næste spørgsmål, så kiggede han op mod hende:
Mor, hvor er min far henne? De andre har fædre, bare ikke mig.
Alberte frøs. Men hun holdt stemmen rolig:
Jeg ved det ikke, min dreng. Din far er langt væk lige nu. Men han tænker helt sikkert på dig.
Hvorfor ringer han ikke? spurgte Mikkel skeptisk. Jeg kan jo vise ham, jeg selv kan binde mine snørebånd nu!
Han har meget travlt, løj hun, halsen snørede sig sammen. Men jeg er sikker på, han ville være stolt af dig.
Mikkel tænkte et øjeblik og nikkede så og kastede sig over puslespillet igen:
Godt! Så laver jeg huset færdigt så kan far se, hvor smart jeg er!
Alberte sad tavst ved siden af ham, kæmpede for ikke at græde, nøs hans hår duftede så trygt at hun næsten blev i nuet.
Alligevel sad Mikkel senior fast i tankerne. Hun fandt på forklaringer: Måske var der sket ham noget uopretteligt? Måske sad Mikkel i fængsel i Tyskland? Eller hvad hvis han var blevet kidnappet af svenskere? Alternativer var bedre end at indrømme, at han bare var væk af egne valg.
Familien forsøgte lidt forsigtigt at tage snakken. Moren sagde: Du bør fokusere på din søn og dig selv, vennerne prøvede: Han har forladt dig det er på tide at komme videre! Men Alberte hørte kun det, hun ville høre. Hun remsede minder op om den gang alt var godt og lod sig falde ind i at fortælle om Mikkels løfter. Så blev det for meget, hun lukkede sig inde, og folk sukkede opgivende.
Dog sad hun ikke på hænderne. Indimellem scrollede hun hans sociale medier, kaldte gamle venner op, lod opslag på Facebook om efterlysninger men fik intet ud af det. Sandheden var svær at sluge: at Mikkel selv valgte at forsvinde.
Men så, efter fem langsomme år, dukkede der en ny mand op. Det skete tilfældigt til en fødselsdag. Jonas var ja, pålidelig. Ikke prangende, ikke storslået. Men ægte. Gammeldags rarhed og lune, og han var åbenlyst glad for hende.
Allerede fra starten mærkede hun nervøsiteten fordampe. Jonas havde det ikke med at mase hende ud i tvangsglæde. Hvis hun ikke gad snakke, sad han bare stille sammen med hende eller foreslog at gå tidligt hjem. Jonas var sådan én, der havde styr på småting og satte kaffe over, hun faktisk kunne lide. Han tog sig kærligt af hverdagens trummerum, og Alberte nød at blive forkælet.
Ekstra points scorede Jonas, fordi han var så god med Mikkel. Første gang de mødte hinanden i stuen, stod knægten og holdt mor i hånden, men Jonas satte sig straks på hug og snakkede tegnefilm, og snart byggede de tårne sammen og diskuterede, hvem der var sejest i Paw Patrol.
Med tiden blev Jonas fast inventar i farmor og farfars hjem. Han gik ture med Mikkel, lærte ham at cykle, læste godnathistorier og badede med ham i Københavns svømmehal. En dag sagde han ligeud til Alberte: Jeg vil gerne være far for Mikkel. Hvis du er klar, adopterer jeg ham gerne.
Lærke var ægte glad på sin vens vegne. Hun så, hvordan Alberte vågnede mere og mere op; øjnene var ikke længere matte af søvnløse nætter, smilet ægte og ikke bare påmalet. Men i dag havde Lærke dummet sig hun var kommet til at nævne ekskæresten, og: Av, det gjorde ondt.
Alligevel opførte Alberte sig overraskende roligt.
Jeg er blevet voksen, sagde hun med et lille smil og lagde kjolen pænt på sengen. Jeg ved godt, at mine følelser for Mikkel hører fortiden til. Nogle gange fortryder jeg, at jeg kaldte drengen det samme. Jeg var stædig som bare fanden dengang hvordan kunne I holde mig ud?
Lærke rørte blidt hendes arm:
Vil du have Mikkel hjem til dig nu?
Ja, sagde Alberte uden tøven. Jonas synes faktisk, vi skal det. Han har endda foreslået at ændre drengens navn det vil gøre det lettere for mig. Anyway, vi skal jo have ændret fødselsattesten, når adoptionen går igennem.
Hun stoppede op og så ud på regndråberne ned ad ruden.
Jeg troede, det ville gøre ondt at have Mikkel hjemme. Men jeg kan mærke nu, at det er forkert. Han er min søn, og han fortjener et helt familieliv med to forældre! Mor og far er gode men de kan aldrig blive rigtige forældre for ham. Og Jonas VIL virkelig være hans far! Du skulle se, hvordan han allerede elsker knægten!
Kæmpe god idé! udbrød Lærke straks. Du kan jo spørge Mikkel, hvad han helst vil hedde så fatter han hurtigere, at det er en ny start.
Måske. Jeg er ikke sikker på noget. Vi må bare tage det, som det kommer.
I virkeligheden løj Alberte lidt. Hun elskede stadig Mikkel senior, den kærlighed var ikke forsvundet. Desværre var det bare begyndt at koste dyrt: Forældrene gav hende mindre og mindre adgang til sønnen hun græd så tit, at drengen blev bange. Vennerne gad heller ikke mere, de hviskede bag ryggen, at nu var det vist nok. Så, ja, det var på tide at sige farvel til alt det gamle, og se fremad.
Brylluppet lå forude.
Det var bare monster-svært.
Jonas var et mønster af et menneske, men… han var ikke Mikkel. Alberte havde ikke den store kærlighed for Jonas, nok bare vant til hans omsorg og lod ham gøre arbejdet.
Hvis Mikkel kom tilbage så var hun klar til at smide alt for at være sammen med ham…
***************************
Der bliver ikke noget bryllup! nærmest dansende, øjne på vid gab, sagde Alberte pludseligt. Jonas, vi går fra hinanden. Ligesom færger i Storebælt!
Jonas stod som puzzelbrik på det forkerte sted, totalt forvirret. Der var kun én uge til brylluppet maden var bestilt, bordpynten bestilt fra Illums Bolighus, gæsterne havde RSVP’et. Og nu siger hun, at det hele aflyses?
Hvad mener du med “ingen bryllup”? spurgte han, tonløst, antydningsvis håbende, at det måske bare var en dårlig joke. Alberte, hvad sker der lige her? Forklar mig det ordentligt.
Men Alberte vifede hans spørgsmål væk, hev tøj ned fra reolen og pakkede i lynets hast. Ansigtet var storsmilende og hun sitrede af rastløs glæde så glad, at han følte sig sparket på skinnebenet.
Mikkel er kommet tilbage! råbte hun, uden at vende sig. Hendes stemme var så begejstret, at Jonas følte kulde kravle gennem kroppen. Han ringede i går, og vi snakkede ud jeg troede knap, det var sandt!
Hun stillede sig foran ham og så på ham uden et gram anger, kun fryd og utålmodighed.
Tak for det sidste halve år, sagde hun blidt. Du har været sød og tryg. Du er en god mand, Jonas. Men jeg har aldrig elsket dig rigtigt. Nu, hvor der er en chance for ægte lykke, kan jeg ikke lade den gå fra mig.
Jonas mærkede kulden brede sig. Mikkel altid Mikkel. Den besættelse havde altid holdt sig i baggrunden. Han havde håbet, tiden og dagligdagen ville ændre det.
Du har mødt ham? fik han endelig fremstammet. Hvilken undskyldning har han nu fundet på?
Han ikke undskyldte noget. Han sagde bare, at det hele var en kæmpe fejl. At han ikke havde tænkt på andet end mig.
Hun rodede videre i skufferne, mens Jonas så verden miste farve.
Vi snakkede i telefon, forklarede hun uden at se på ham. Hans forældre pressede ham til at tage til udlandet og han kunne ikke gøre for det. Forestil dig! Nu er alt godt vi skal være sammen, lykkelige!
Alberte genkaldte sig deres telefonsamtale Mikkels stemme, oprevet og lav:
Alberte, det ser håbløst ud, men du må forstå mine forældre trak mig til Berlin, truede med at skære mig fra. Jeg forsøgte men de lukkede mine konti. Jeg havde ikke engang min egen telefon!
Hvorfor ringede du ikke bare én gang? spurgte hun rørt.
Hvad skulle jeg sige? At jeg blev tøsedreng?
Varmen vender tilbage i kroppen hun har ventet så længe på dette opkald. Alt det gamle forsvandt i hans stemme. Hun vidste: Det er nu eller aldrig.
Nu bliver alt anderledes, sagde han. Jeg har droppet det. Nu er jeg hjemme, og jeg rejser aldrig igen.
De ord spøgte stadig, mens hun stod foran Jonas.
Hun så sig hurtigt omkring, trak vejret dybt, og så først da, hvor bleg Jonas var blevet han lignede nærmest et omvandrende lig.
Bare rolig, tilføjede hun, nu lidt mildere. Jeg har allerede skrevet rundt, at festen er aflyst, så du skal ikke høre for meget. Folk vil nok have ondt af dig, men du kan klare det.
Hun fikserede på kufferten, trak den til sig med et snuptag og så på ham igen ingen anger, ingen tøven.
Og lad nu være med at skrive til mig. Ikke ringe, ikke sende beskeder intet! Mit valg står fast. Punktum.
Hun greb kufferten, vaklede lidt under vægten, men fik sig hurtigt rettet op og satte kursen mod døren i en fart, som om hun frygtede, hun ville fortryde, hvis hun stoppede.
Jonas stod tilbage lammet. En lille del havde lyst til at råbe, kræve begrundelser, men han holdt masken. Han knyttede næverne, slap op, og sagde næsten hverdagsagtigt:
Måske går det lige stærkt nok? sagde han lavt.
Hun stoppede i døråbningen, men vendte sig ikke. Skuldrene spændte, hun knugede taskens rem.
Hvad nu hvis han ikke gider dig? prøvede Jonas. Vil han erkende drengen som sin? Har han friet til dig?
Alberte vendte sig hurtigt. Hun glødede af irritation og eufori.
Han vil have en rigtig snak! Det er nok! Og du skal ikke snakke Mikkel ned han er ikke sådan!
Stemmen knækkede næsten men hun blev stående rank og rullede kufferten ud.
Du kunne for resten godt have hjulpet, mumlede hun surt og kæmpede med taskens vægt.
Jonas rørte hænderne, tøvede et sekund. Men hvorfor hjælpe hende, når hun alligevel var mentalt væk? I hendes blik stod den vilde overbevisning: en ny lykkelig start; Mikkel ville endelig gøre alt godt igen.
Realiteten var, at Mikkel ikke havde i sinde at fri eller erklære sig på ny. Han ville bare tage afsked, lukke bogen for han havde fundet en anden.
Men Alberte ænsede intet. Hun var så opslugt af drømmen, som hun længe havde ventet på.
Hun trak kufferten ud ad døren, tøvede, men stormede så ud uden at se bagud.
Jonas blev tilbage, blev siddende, og mærkede en fæl, slumrende træthed overmande sig. Det hele gik alt for hurtigt og var så definitivt Og nu var det hans opgave at vænne sig til livet uden Alberte, uden deres fremtidsplaner, uden illusioner
***************************
Mikkel åbnede døren, lettere overrasket over et spontant besøg. Foran ham stod Alberte, med hele oppakningen og glødende blik fuld af håb. Han stivnede hvordan kunne hun tage så grueligt fejl?
For ham var den sag forlængst slut. Da Alberte begyndte at se Jonas, havde Mikkel åndet lettet op. Endelig kunne han vende hjem og være sammen med sin kone uden frygt for opkald, drama eller tårer. Tanken om, at Alberte havde fået en anden, løste alle hans problemer.
Godt, han havde ringet for at sige farvel og insisteret på et møde men det var mere af høflighed!
Og nu stod hun her, flyttet ind i hovedet på ham, med hele livet pakket i tasker, som om alt kunne begynde forfra lige nu.
Mikkel! udbrød hun, som om det var en selvfølge. Jeg har besluttet mig. Nu er det os!
Hun tog et skridt ind, men han løftede hånden stop.
Alberte, vent sagde han blidt. Der er vist noget, du ikke ved.
Hun så overrasket ud, smilet forsvandt.
Hvad mener du? Vi havde aftalt at mødes for at begynde på en frisk!
Han trak vejret dybt nu gik det ikke længere.
Jeg er gift, Alberte. Jeg har været det i to år nu. Min kone og jeg er lykkelige.
Alberte stivnede, øjnene store og blanke. Stilheden strakte sig i flere sekunder, så fortvivlelsen braste ud i én pærevælling.
Du lyver da?! hviskede hun, rystende på hovedet. Du ringede jo og sagde, alt var anderledes!
Jeg ringede for at sige pænt farvel, sagde han sagtmodigt. Forklare, at vi var fortid. Du har forstået mig helt anderledes.
Alberte vaklede, knyttede hænderne, men hun fik dem ikke til at stoppe med at ryste.
Du har løjet for mig længe! råbte hun, gennemtrængende og grådkvalt. Jeg har forladt alt for din skyld!
Mikkel sukkede han ville ikke have drama, men Alberte var tydeligvis ikke færdig.
Jeg har aldrig lovet dig noget, svarede han roligt. Du har bygget det hele op i hovedet. Nu må det stoppe.
Hun kastede en kuffert i gulvet, tøjet røg ud over det hele. Hun råbte, bebrejdede, krævede svar, stemningen blev mere kaotisk end et fodboldderby.
Mikkel måtte venligt, men bestemt, få hende ud dør lukket. Hun blev udenfor, bankede og råbte, indtil naboerne begyndte at stikke hovederne ud og trække gardinerne for.
En time senere, da truslerne om politiet begyndte, gav hun op. Hun vendte sig i døråbningen, tårerne stribede kinderne:
Jeg kommer tilbage! Du skal få betalt!
Mikkel lukkede øjnene. Det var næppe sidste gang. Alberte var stædig, nu måtte han finde andet sted at bo. Han fandt straks sin mobil og begyndte at browse Boligsiden. Bor man i København, er det altid nemmest at flytte til en anden bydel.
*********************
Alberte gik gennem gaderne som en vildfaren due. Alt var tåget. Hun kunne ikke forstå, hvad der var sket. I hendes hoved skulle Mikkel jo stå klar men virkeligheden ville det anderledes.
Hun vandrede distræt gennem byen endte foran Jonas’ opgang. Hun tog sig sammen, rettede håret, tørrede øjnene og trykkede på dørklokken.
Jonas åbnede langsomt. Han så afmålt ud, langt fra hjertelig. Han inviterede hende ikke indenfor.
Jonas, vær sød begyndte hun, stemmen rystede. Jeg er ked af det hele. Det var dumt, det var et svigt men jeg vil så gerne gøre det godt igen.
Hun tav, så begyndte hun at græde igen.
Jeg lover, jeg aldrig nævner Mikkel mere, sagde hun grødet. Det hele var en fejl. Jeg kan kun være lykkelig med dig. Vær sød!
Jonas rystede roligt på hovedet. Tak, men nej tak. En gang til gik den ikke.
Alberte, sagde han afdæmpet du valgte. For et par timer siden stod du her og ville forlade mig. Du havde taget din beslutning.
Jeg tog fejl! græd hun indtrængende. Jeg var ude af den! Jeg…
Jonas sukkede, kørte en hånd gennem håret og smilede lidt hovedrystende.
Jeg tror ikke mere på, hvad du siger. Farvel, Alberte.
Alberte mærkede alt styrte sammen. Jonas’ blik var roligt, ingen vrede, ingen tvivl.
Vær sød hulkede hun, men stemmen knækkede.
Undskyld, det er bedst for os begge to.
Døren lukkede. Alberte blev stående midt på trinnet, satte sig tungt ned og begyndte at græde. Denne gang ikke af vrede bare af ren, ærlig sorg. Hun havde mistet både Mikkel og Jonas. Hvad så nu?
