Alting så fint ud. Ifølge scanningerne var babyen helt rask. Men fødslen blev virkelig hård. Det var en pige, men der var komplikationer. Så alvorlige, at lægerne nærmest forsøgte at overtale mig til at opgive hende.
Min lille pige lå i et kuvøse. Da min mand kom forbi hospitalet, sagde overlægen til ham, at det nok var usandsynligt, at vores datter ville klare den og hvis hun gjorde, ville hun være en stor byrde for os resten af livet. Han tænkte længe over det, og til sidst besluttede han, at det var bedst at lade hende blive, så hun ikke ville ødelægge vores liv. Jeg sagde ikke noget jeg var bare dybt nede i kulkælderen.
Men inden jeg blev udskrevet, sagde jeg, at jeg aldrig ville forlade min datter. Min mand pakkede sin taske og forsvandt ud af mit liv. Jeg tog hjem til en fuldstændig tom lejlighed sammen med min lille pige. Så stod jeg der helt alene. Og der besluttede jeg mig for at kæmpe for hende. Jeg gik til hospitaler, snakkede med læger, greb enhver mulighed jeg kunne finde. Og til sidst begyndte det at gå fremad.
Jeg blev støttet af mange andre mødre, der også havde syge børn. En dag, på Rigshospitalet, mødte jeg en mand. Han fortalte mig sin historie. Hans kone havde forladt ham for en yngre fyr. De havde ingen børn, så han tilbragte dagene alene.
Han kiggede på min syge datter med sådan en ømhed, at jeg næsten begyndte at tude. Han hjalp mig. Han kom med gode råd, delte sine erfaringer og hjalp mig endda økonomisk ja, med rigtige danske kroner. Vi blev efterhånden så tætte, at vi ikke længere kunne undvære hinanden. Så vi blev gift.
Nu er min datter næsten rask. Og vi har fået endnu et familiemedlem: en lille dreng.
