Denne hændelse fandt sted tilbage i det fjerne 1995. På det tidspunkt læste jeg på Herlufsholm Kostskole, og midt i en helt almindelig skoledag blev jeg pillet ud af undervisningen og beordret op til rektor. Inde på rektors kontor sad der en kvinde. Hun så så slået ud, at selv maleren Skagens mest sørgmodige klit ville have skammet sig. Tårerne løb ned ad kinderne på hende, og hun pudsede næsen utrætteligt med et lommetørklæde.
Vores rektor dengang var oberst Madsen en mand så rank og korrekt, at selv Dannebrog kunne lære noget om at holde sig strunk. Han var streng, men retfærdig, og vi både frygtede og respekterede ham, selvom han, tør jeg sige det, tit var mere vranten end oktobervejr i Thy. Men sådan så jeg ham aldrig før. Han gik hen til mig, pustede tungt ud og sagde:
Min dreng, nu taler jeg til dig som en, der forstår. Jeg har brug for din hjælp.
Jeg er klar, svarede jeg straks, selvom jeg knap anede, hvilken hjælp jeg egentlig kunne tilbyde. Hvad skal jeg gøre?
Det er min nevø, det drejer sig om, fortsatte han. Han er ved at gå til. Han blev student her fra skolen sidste år du må da kunne huske ham. Siden begyndte han på medicinstudiet i København, men noget gik fuldstændigt galt. Sidste håb er din morfar. Kan du få ham overtalt til at se på drengen og måske finde ud af, hvad der er galt?
Jeg hverken spurgte ind eller protesterede. I løbet af et kvarter var der ringet til morfar, og vi suste tværs gennem byen i rektors gamle sorte Volvo, direkte hen til morfars lejlighed i Holbæk. Heldigvis havde morfar lige fået første feriedag, så vi fangede ham kun en halv time før, han skulle af sted i sommerhus.
“Patienten” var med os. Selvom jeg kendte ham fra før, kunne jeg slet ikke genkende ham: Ubegribeligt tomme, vilde øjne nærmest som en indtørret sild på Esbjerg havn. Det hele var faktisk lettere urovækkende.
Vi kom hurtigt op til morfars lejlighed. Han tog imod os, hørte på den grædende mors historie og nikkede kun indforstået, som gamle danskere altid gør, når de ikke helt ved, hvad de ellers skal sige.
Det viste sig, at hendes søn for syv måneder siden var startet på medicin. Pludselig, midt under en forelæsning, fik han et anfald. Indlagt på Rigshospitalet, undersøgt fra top til tå, men ingen kunne finde hoved eller hale i noget. Ikke før, han var udskrevet, fik han endnu et anfald. Så et til. Og flere endnu. Ingen forstod det, og sidste håb var min morfar landets, hvis ikke Skandinaviens, mest kendte hjerne- og psykiatrispecialist, i hvert fald hvis man spurgte ham selv.
Det mest interessante skete nu. Morfar tog drengen med ind på sit værelse. Femten minutter senere kom han ud nu uden patient.
I kan bare tage hjem, sagde han roligt til drengens mor og til rektor.
Hvad med min søn? Han skal jo behandles! udbrød kvinden bekymret.
I tager hjem, og vi tager drengen med til mit sommerhus. Jeg kunne alligevel bruge lidt hjælp til at kløve brænde, og sådan et stort stativ skal ikke gå til spilde! svarede morfar tørt.
Så fik han gelejdet os ud ad døren, og bagefter kørte han og den unge mand til morfars lille stråtækte i Odsherred.
En måned senere blev jeg igen indkaldt til rektor. Denne gang sad den samme kvinde der, nu med et smil bredere end Storebælt. Ved siden af hende stod ikke bare patienten men en ung mand, der lyste af energi, som om han netop havde lært, at “smørhul” ikke bare er et ord, men en livsfilosofi. Ikke skyggen af sygdom. Han trykkede min hånd og takkede det samme gjorde rektor. Fyren, som ingen kunne hjælpe, var blevet rask på under en måned. Familien anså det for et mirakel. Bare de vidste, hvor mange mirakler min morfar havde stablet på benene i tidens løb.
Senere spurgte jeg forsigtigt, hvad der egentlig havde været i vejen med ham. Det viste sig, at den stakkels hjerne ganske enkelt var blevet kortsluttet af vanvittige mængder læsestof og presset til randen af uendelige studier. Hjernen slog fra som et gammelt tv, der kun vil vise sne. Morfar forstod det straks og gik den klassiske danske vej: Fik drengen til Odsherred, og satte ham til at kløve brænde med en energi, der kunne have opvarmet en halv landsby. Hver dag stod han op klokken 8, startede med kolde afvaskninger, og så ellers morgenmad og brænde, brænde og atter brænde kun afbrudt af rugbrødsmadder og aftensmad. Om aftenen var han mast, sov tungt, og lidt efter lidt begyndte hjernen at fungere igen denne gang endnu bedre end før.
Ikke én eneste pille gav morfar ham. Kuren var altid den samme: masser af frisk luft og så meget fysisk arbejde, at både arme og tanker bliver trætte.
Og dét, mine damer og herrer, er den slags mirakler, man stadig kan støde på under den danske sol hvis bare man kender den rigtige morfar.
