Det her skete i en dansk folkeskole
Det her skete i en dansk folkeskole tilbage i 1986. Vidnerne altså en flok otteårige børn fortalte ikke noget til nogen, så historien kom aldrig rigtigt ud. Selv forældrene, der nok havde hørt om episoden på den ene eller anden måde, lod det løbe ud i sandet. Ingen klager, ingen store armbevægelser. Ingen.
Jeg hørte det faktisk fra læreren selv engang. Hun blev ved med at plage sig selv med skyldfølelse over, hvordan hun havde håndteret en bestemt elev og helt ærligt, jeg ved stadig ikke, hvor jeg selv står i sagen.
Du må meget gerne give dit besyv med…
En ung folkeskolelærerinde, Tine Mikkelsen, kom direkte fra studiet til en skole i en mindre midtjysk by kun 22 år gammel, stadig lidt grøn bag ørerne og brændte virkelig for at vise, hvad hun duede til, både fagligt og menneskeligt.
Og man må sige, hun fik rimelig godt styr på tingene. Hun fik et hold elever, der var sorteret lidt på forhånd (parallelklassen var specialklasse), og deres karakterer lå faktisk rigtigt pænt. Skolen var glad, og forældrene var måske ikke udpræget tilfredse (det er jo Danmark), men de brokkede sig da i det mindste ikke.
Blandt de 35 elever var der selvfølgelig altid lige et par stykker, der prøvede at presse citronen. Hos Tine var det ikke meget anderledes. Men hun klarede faktisk de fleste fandt ud af at engagere dem, og fik dem til at bidrage til klassens liv. Altså, alle undtagen én…
Christian var fra et enlig mor-hjem, hvor han mest fik en madpakke og et “hyg dig så i dag!” sendt med på vejen, men ellers klarede sig selv à la find-selv-vej-i-heden. Han havde vel ikke lært så meget om hverken voksen- eller børnesprog og ærlig talt: Det var tydeligt, han heller ikke gad lære det.
Tine forsøgte at få et forhold til Christian, men det hjalp lige så meget som at strømpe strømper uden hæl: Han gjorde hele tiden det stik modsatte. Satte sig under bordet en hel time og lavede fjæs for at få de andre til at grine. Bandede de værste gloser, med vilje så hele klassen hørte det. Kaldte de andre for alt muligt grimt og fik især pigerne til at græde. Han røg smøger i skolegården, som selv 9.-klasserne ikke turde.
Hvis nogen irettesatte ham, sagde Christian iskoldt:
Og hvad vil du så gøre ved det?
Men det værste var faktisk, at han spyttede!
Der var ikke én elev i klassen, som ikke havde fået en spytklat efter sig mindst én gang. Han gjorde det med åbenlys fryd spandt sammen på gods og sendte et saftigt spyt direkte på det næste offer…
Ulækkert er slet ikke dækkende.
Uanset hvor mange gange Tine snakkede med ham, forklarede og skammede ud intet hjalp. Han spyttede kun mere bagefter.
Så kontaktede hun hans mor. Normalt blandede hun ikke forældre ind i sådan noget, men nu var hendes bøtte ved at være tom.
Hjælp mig lige, snak med din søn. Han lytter ikke til mig. Han har spyttet på alle, og om lidt ryger jeg også.
Moren lovede at gøre noget og gøre noget betød i det her tilfælde, at han fik et drag tæsk med en grydeske. Christian mødte op næste dag blå som et trylleslag og med ild i blikket.
Allerede samme dag udvidede Christian sit operationsområde: Nu spyttede han også på gangen i frikvarteret. Først skjult, så helt åbenlyst.
Han morede sig tydeligvis over at terrorisere de andre især når han så, hvor væmmeligt de tog det, og hvor hjælpeløse de var. Hvorfor han også gik løs på de store elever det var ikke til at forstå. Lille bitte fyr, og ingen frygt for at få tilbage.
De store tog ham også et par gange og bankede lidt respekt ind i ham, men hver gang råbte han grimme gloser efter dem, så snart de var vent om.
Kort sagt: Christian var klassens pestilens. Kulminationen kom, da han på en eller anden genial måde fik spyet lige ned på hovedet af skolegeografi-læreren, som var alles yndling. Han havde sneget sig op på et trappetrin og dryppede “gaver” ned på alle, der passerede. Han troede åbenbart, at geografilæreren var en elev.
Hun opdagede det ikke, men 10.-klasserne overværede det, fortalte hende det og tog så grundigt fat i Christian, at han måtte en tur forbi sundhedsplejersken.
Tine, det her går galt før eller siden, bemærkede den gamle sundhedsplejerske, mens Christian luskede væk, Du bliver nødt til at gøre noget.
Jeg har prøvet alt! Jo mere jeg prøver, jo værre bliver det, svarede Tine.
Sådanne børn forstår kun deres eget sprog, sagde sundhedsplejersken tænksomt.
Hvad så? Skal jeg spytte på ham, så han fatter det? udbrød Tine opgivende.
Tja, måske. Jeg ved det ikke…
Men tanken borede sig ind.
Efter at have fået nogle på hovedet lå Christian lavt et par dage men så kørte cirkuset igen.
På et tidspunkt havde en af pigerne fødselsdag. Hun havde taget Anthon Berg-chokolader med, alle blev glade og fejrede hende. Christian toppede lige festen ved at spytte hende direkte i ansigtet. Pigen brød selvfølgelig fuldstændig sammen. Han kiggede overmodigt på Tine: Hvad vil du gøre?
Der knækkede filmen for Tine.
Hun bad Christian komme op til tavlen.
Så gik hun roligt hen og låste døren indefra. Kiggede på de tavse børn og sagde så:
Stil jer op, hvis I nogensinde er blevet spyttet på af Christian.
Næsten alle rejste sig.
Vi har sagt 1000 gange, at det er frastødende. Han forstår det tydeligvis ikke. Nu prøver vi på en anden måde. Jeg giver hermed tilladelse til, at alle her må gøre noget virkelig grimt. Velopdragne mennesker gør det aldrig men nu prøver vi: Hver af jer går nu op og spytter en enkelt gang på Christian. Jeg kan ikke finde anden måde at forklare på, hvor klamt det føles. Forhåbentlig forstår han det nu.
Børnene gik næsten i samlet flok hen, tavse, og Christian fór mod døren, men den var jo låst. Til sidst blev han presset op i hjørnet ved vasken. Det var alt fra fornøjede spytklatter til symboliske “tørre” spyt akavet og skamfuldt men næsten alle deltog. Nogle først, andre bagefter. Det hele foregik mekanisk, uden latter, uden ord.
Man hørte kun Christians små hvin.
Da det var overstået… Ja, forestil dig tanken: Hvordan ser man ud, når 30 børn har spyttet på én?
Christian sad på gulvet og krammede hovedet. Tårer strømmede ned ad hans spyttede kinder.
Tine så rundt i klassen. Der var larmende tavshed:
Jeg ved ikke med jer, men jeg skammer mig. Over mig selv. Over ham. Over hele situationen.
Børnene kiggede ned i bordene…
Husk den her dag og lad være med at ydmyge andre, hverken med ord eller handling. For ellers… I har nu set, hvor grumt det kan ende.
Hun låste døren op. Christian sprang ud i gangen.
Jeg behøver ikke sige, at det er vores hemmelighed. Jeg stoler på, at I har fattet det, sagde Tine med en rolig stemme. I kan gå nu.
Christian dukkede ikke op resten af dagen. Han var også væk næste dag.
Tine gik hjem til dem efter skolen forventede et opgør med moren. Men moren anede ingenting.
Han er ikke sig selv, sagde hun lidt undskyldende. Han græder hele tiden og vil ikke i skole.
Vil du have, jeg snakker lidt med ham? spurgte Tine.
Moderen nikkede og trak hende ind.
Da Christian så hende, forsvandt han under dynen.
Jeg forstår godt, det er hårdt, sagde Tine stille. Og du er bange for, alle vil grine af dig nu. Men du er jo ikke en kylling, vel? Måske gør de, men de slår dig i det mindste ikke ihjel.
Christian sagde ingenting…
Vi kan jo sætte dig over i parallelklassen, hvis det er. Måske de kan lide, at du spytter på folk.
Så fór han op fra sengen med brændende øjne:
Jeg lover, jeg spytter aldrig mere!, råbte han så højt, at han næsten tabte pusten. Du må ikke flytte mig…
Fint. Klassen savner dig faktisk og vil gerne vide, om du har det godt.
Christian kiggede væk og sagde ikke mere.
Tine ruskede grinende hans hår:
Så ses vi i morgen.
Ja… vi ses, lød det lavmælt.
Da Christian mødte op igen, opførte alle i klassen sig, som om intet var hændt…
Og mærkeligt nok der blev aldrig mere spyttet i den klasse.
Senere bemærkede de andre lærere faktisk, at den klasse blev usædvanligt sammentømret.
De hænger godt nok sammen, grinede nogen.
Ja, eller også gemmer de på en mørk hemmelighed, fnisede andre og troede, de var vanvittig sjove.
Tine, som senere fik sit første kuld elever op i mellemtrinnet, flyttede snart til en anden by og var aldrig på skolen igen.
Hun glemte aldrig episoden. Det plagede hende stadig hun var bange for, hun havde gjort noget frygteligt, der havde skadet børnene for livet.
Jeg sagde engang, at hun bare måtte prøve at finde ud af, hvad der var blevet af Christian og måske falde lidt til ro.
Det gjorde hun så. Det viste sig, at da Christian gik i 6. klasse, giftede moren sig med en pensioneret major. Han insisterede på, at Christian skulle søge ind på gymnasiet, og han hjalp ham på vej.
I dag er klassens spyttehoved i midten af 40erne. Han er officer. Har stadig kontakt til mange gamle klassekammerater. Han kommer endda hjem til hjembyen indimellem.
Og på gensynsfester, ja, der er det ganske pudsigt: Ingen nævner nogensinde historien om Christians opdragelse. Ikke engang for sjov. De har åbenbart glemt det… eller gør bare som om.
