Denne hændelse fandt sted for mange år siden, i en dansk folkeskole, et sted i Jylland engang i midten af 1980erne. Den dag i dag er det kun få, der kender til, hvad der virkelig skete, for de otteårige børn, der var vidner, holdt det for sig selv, og forældrene, som sandsynligvis vidste noget, lod sagen ligge. Ingen klager blev indgivet til læreren. Ingen sagde noget.
Jeg hørte om det, fordi jeg selv engang kendte læreren. Hun bar altid rundt på en indre uro, et stik af dårlig samvittighed over for en dreng, hun engang havde handlet hårdt over for.
Det var unægteligt en ubehagelig situation, vanskeligt at have en klar holdning til, nu når man ser tilbage. Måske vil du kunne forstå det på din egen måde
En ung, nybagt lærerinde lad os kalde hende Birgitte Mikkelsen fik, som det var sædvane, tildelt sin første klasse i en af de mindre provinsbyer. Hun var kun 22 år, næsten et barn selv, uden nogen form for erfaring kun en brændende ambition om at bevise sit værd, både i faglighed og som menneske.
Og hun gjorde det godt! Hun fik en klasse bestående af elever, der allerede var blevet udvalgt det var nemlig et parallelforløb til skolens specialklasse og de klarede sig fremragende, både fagligt og disciplinært. Forældrene og skolelederen var tilfredse.
Men ud af de 35 elever var der naturligvis et par stykker, der gerne ville se, hvad Birgitte kunne holde til. Hun fik dog hurtigt kontakt til dem, engagerede dem og gjorde dem til en del af klassens liv. Alle undtagen én.
Navnet på drengen var Egil. Han kom fra et hjem uden far, og moren havde, som man sagde, ikke meget overskud: han fik mad, men ikke meget kærlighed. Egil voksede derfor op som en vildtvoksende markblomst: sig selv nok, ikke vant til og slet ikke interesseret i at snakke ordentligt med hverken børn eller voksne.
Birgitte makar sig stort umage for at få kontakt med Egil, men han gjorde alt for at gøre livet surt for hende. Han kunne sidde under bordet hele timen og lave ansigter, eller bande så højt, at hele klassen hørte det. Han drillede især pigerne, råbte grimme øgenavne og til tider græd de af hans ord. Det værste var dog, at Egil spyttede på sine klassekammerater. Han gjorde det med glæde, samlede på spyt og sendte det afsted altid med et selvsikkert blik imod sin lærer.
Birgitte forsøgte at tale ham til fornuft og skammede ham udgentagne gange, men lige lidt hjalp det. Hun endte med at kontakte moderen selvom det ikke plejede at være hendes stil.
Vil du ikke nok tale med ham? Han hører ikke på mig. Han har efterhånden spyttet på alle, det er kun et spørgsmål om tid, før det bliver min tur.
Moderen lovede at tage sig af sagen og Egil mødte næste dag op med blå mærker, øjne fulde af vrede.
Uanset mors indgriben fortsatte han nu også på gangene i frikvartererne. Først i skjul, siden åbenlyst. Han lo højt, når de andre børn skar ansigt af væmmelse eller begyndte at græde. Selv de ældre elever fik spyt på sig, og han skilte sig ikke af med et eneste gram frygt, selv når de tog fat i ham og ruskede ham grundigt.
Efterhånden havde Egil gjort sig upopulær hos alle. Det kulminerede, da han oppe fra trappen spyttede ned på idrætslæreren en elsket lærer som gik på gangen nedenunder. Han havde forvekslet hende med en ældre elev. De store elever så det, orienterede læreren, og tog sig så grundigt af Egil, at han måtte forbi skolesygeplejersken.
Birgitte, sådan noget kan ikke blive ved. Du må gøre noget nu, sagde den ældre sygeplejerske, da Egil forsvandt tilbage i klassen.
Jeg har prøvet alt han reagerer ikke, bliver bare mere vred og flabet.
Nogen forstår kun, når de får smagen af deres egen medicin, sagde sygeplejersken.
Skal jeg måske bare spytte på ham? udbrød Birgitte, frustreret.
Ingen sagde mere, men ordene blev siddende i hende.
Egil blev lidt mere stille efter nogle dage, men så var han i gang igen. Det var fødselsdag hos én af pigerne, som havde taget chokolade med til hele klassen. Da hun bød Egil, spyttede han hende direkte i ansigtet. Pigen brød naturligvis sammen.
Da nåede Birgitte sin grænse.
Tavs gik hun op til tavlen, lukkede døren og så hele klassen i øjnene.
Rejs jer, hvis Egil har spyttet på jer mindst én gang.
Næsten alle rejste sig.
Vi har talt om, hvor klamt det er… men han forstår det ikke. Nu får han det at mærke. I dag går alle op og spytter på Egil hver én gang. Så kan han måske forstå, hvor modbydeligt det er.
Børnene gik stille hen til Egil, der stod med ryggen mod hjørnet. Han forsøgte først at flygte, men døren var låst. Nogle børn spyttede lydløst, andre symbolsk, tydeligt pinligt berørte. Men næsten alle deltog. Ingen sagde noget. Kun lyden af Egils tryglende klynk blev hørt.
Da alle sad igen, var der en tung stemning i rummet.
Jeg skammer mig over mig selv, over ham, over os alle, sagde Birgitte stille. Husk denne dag. Krenk aldrig nogen med ord eller handling. I har set, hvor galt det kan gå.
Da hun åbnede døren, løb Egil grædende ud. Resten af dagen så man ham ikke. Heller ikke dagen efter.
Birgitte opsøgte ham hjemme. Moderen vidste slet ikke, hvad der var sket, kun at Egil græd og ikke ville i skole.
Birgitte satte sig hos drengen, der gemte sig under dynen.
Du tror, alle vil grine af dig nu. Måske gør de det også, men de slår dig ikke ihjel.
Han forblev tavs.
Vil du flyttes til en anden klasse? Der kan du jo begynde forfra eller begynde at spytte igen?
Egil sprang op, øjnene stort opspærrede.
Jeg vil aldrig spytte mere! Vær sød ikke at flytte mig
Godt. For dine klassekammerater savner dig og bekymrer sig.
Han nikkede kun, og Birgitte gik.
Næste dag kom Egil tilbage. Ingen nævnte det, der var sket. Efter den dag var der aldrig nogen i klassen, der spyttede på nogen.
Mange år senere blev det en af byens bedste og mest sammenholdte klasser. Lærerne undrede sig:
Det er, som om de bærer på en fælles hemmelighed, sagde de og smilede.
Birgitte, nu for længst flyttet til en anden by, bar dog stadig på mindet. Hun bebrejdede sig selv, bange for at have ødelagt noget i børnenes sind.
Da hun fortalte mig historien, opfordrede jeg hende til at opsøge Egil, hvis skæbne hun ikke kendte. Det gjorde hun.
Hun fandt ud af, at Egils mor giftede sig med en pensioneret officer, da Egil var i sjette klasse. Han søgte siden ind på Svendborg Katedralskole og klarede sig glimrende, blev selv officer, og holdt kontakt med flere kammerater.
Til gymnasiereunions spøger man aldrig med den historie. Måske har de glemt den, måske fortrængt.
Men i klassens hukommelse lever den nok videre under overfladen som en stille påmindelse om, hvor nemt man kan komme til at gøre hinanden ondt, og hvor meget det betyder at tilgive.
