Denne episode fandt sted tilbage i 1995, et år der stadig står tydeligt for mig. På det tidspunkt var jeg kadet på Hærens Officersskole i Vordingborg, og midt i undervisningen blev jeg pludselig kaldt ud af lokalet og bedt om at møde op hos forstanderen. Inde på generalløjtnantens kontor sad en kvinde. Hendes ansigt var præget af tung sorg, tårerne strømmede ned ad kinderne, og igen og igen tørrede hun dem væk med et lommetørklæde.
Forstanderen, general Pedersen, var en myndig mand. Han havde kæmpet i internationale missioner på Balkan og udstrålede både styrke og retfærdighed. Vi respekterede ham dybt, men frygtede ham også en smule. Men denne dag så jeg noget nyt i hans ansigt en slidt, næsten fortvivlet mine. Han gik direkte hen til mig og sagde stille og tungt:
Søn, jeg taler til dig nu som menneske, ikke som din foresatte. Jeg har brug for din hjælp.
Selvfølgelig, general, svarede jeg straks uden tøven. Hvad skal jeg gøre?
Min nevø er syg, meget syg, sagde han og kiggede væk et øjeblik. Han blev student fra vores skole for blot et år siden, du må have kendt ham. Nu læser han på Københavns Universitet, Medicin. Men noget er helt galt, og vores sidste håb er din morfar. Vil du spørge, om han vil se på ham? Måske kan han finde ud af, hvad der er i vejen
Jeg stillede ingen unødige spørgsmål. Før jeg vidste af det, sad jeg i generalens sorte Volvo sammen med nevøen og den grædende mor, på vej mod morfars lejlighed på Frederiksberg. Heldigvis havde morfar netop første dag af sin ferie, og vi nåede ham minutter før, han skulle køre til sommerhuset ved Roskilde Fjord.
“Patienten” sad sammenkrøbet i bilen. Selvom jeg havde kendt ham fra skolen, kunne jeg slet ikke genkende ham nu. Tomme, glasagtige øjne, uden liv eller glæde. Han virkede fraværende, ja næsten som i en anden verden. Jeg kunne ikke lade være med at føle et lille sug af rædsel.
Da vi nåede op i lejligheden, lyttede min morfar den gamle professor Andersen, kendt som landets førende specialist i neurologi og psykiatri opmærksomt til den ulykkelige mors fortælling. Sønnen havde for syv måneder siden påbegyndt studier på universitetet, da han pludselig fik et mærkeligt anfald midt under en forelæsning. Han blev indlagt på Rigshospitalet, undersøgt fra top til tå, men ingen kunne finde årsagen. Kort efter udskrivelse kom et nyt anfald. Og så endnu et lægerne var rådvilde. Deres allersidste håb var min morfar.
Og her begyndte alting at forandre sig. Morfar tog den unge mand med ind på sit værelse. Fjorten minutter senere kom han ud alene.
Så, I kan tage hjem nu, sagde han roligt til moderen og generalen.
Men min søn? Han skal vel behandles? udbrød kvinden fortvivlet.
Tag I bare hjem. Drengen tager med mig i sommerhus. Jeg kunne alligevel bruge noget assistance til at hugge brænde, og han ser ud til at være i stand til det, svarede morfar tørt.
Han fik os afsted, og selv kørte han sammen med den unge mand til det gamle træhus ved fjorden.
En måned senere blev jeg igen kaldt til forstanderens kontor. Denne gang sad den samme kvinde dér, men med et smil, der lyste rummet op. Ved siden af hende stod hendes søn, men nu så han ud som en helt anden rask og rank, med klare øjne og et fast håndtryk. Han takkede mig, og det samme gjorde generalen. På mindre end en måned var han blevet sig selv igen, og familien betragtede det som et mirakel. Kun jeg vidste, at min morfar havde frembragt sådanne mirakler mange gange før.
Senere spurgte jeg morfar, hvad der egentlig var sket. Han fortalte: Alt for store mentale krav fra medicinstudiet havde overbelastet drengens sind. Hans hjerne var så presset, at den nærmest gik i sort og nægtede at tage imod mere læring. Morfar havde straks forstået det. Han sendte blodet i omløb på den store cirkulation og gav drengen fysisk arbejde ingen tanker, kun handling. Hver morgen klokken otte skulle han op, tage kolde brusebade, spise morgenmad og så ud og hugge brænde. Dette gentog sig dag ud og dag ind, kun med pauser til frokost og aftensmad. Om aftenen var drengen så udmattet, at han straks faldt i dyb søvn. Efterhånden fik hans sind roen til at hele og kom på ret køl.
Hele den måned fik han ikke en eneste tablet. Kun hårdt, fysisk arbejde.
Ja, sådan var det. En bemærkelsesværdig historie fra en bemærkelsesværdig tid i Danmark.
