Maren stirrede fast på skiltet Operationsstuen. Bogstaverne løb sammen i hendes øjne efter timer i ventelokalet, og hjertet hamrede som en vild tromme. Hænderne gik ikke op med at klemme om den røde legetøjstraktor med skovl, den hun havde givet sin fire år gamle lille søn Mikkel som gave fra far. Mikkel havde i starten ønsket en blå traktor, ligesom i tegnefilm, men med tiden blev han forelsket i den lille røde maskine, som far havde købt til ham på en udsalg i København.
Endelig dukkede en mandlig silhuet op bag de røgfyldte glas. Døren gik op, og en træt læge trådte ind i korridoren. Maren sprang op fra stolen og løb hen til ham.
Doktor, hvad skete der? Hvordan gik det med Mikkel?
Lægen sænkede langsomt masken og så ned i bordet.
Maren, jeg er så ked af det Vi har gjort alt, hvad vi kan
***
Maren lå på sin søns seng, krøllet som en kugle. Puden gemte stadig duften af Mikkel. På spejlet over sengens hovedgavle lå hans lille håndaftryk, der havde splittet sig i krummer fra småkager. Hvor heldigt, at hun ikke fik tørret spejlet! Så ville han aldrig igen smøre det med kagekrummer, eller lægge sit søvnige hoved på puden.
En ny salt tåre trillede ned ad hendes vejrede kind. Sorgen brændte i hendes hjerte, som trods alt var sundt noget, som Mikkels lille krop manglede. Den ældste søn, Anders, var rask og næsten selvstændig; han var 18 og gik på universitetet i Aarhus. Men Mikkel
Den uventede glæde, hun havde haft i den sene graviditet, var blevet til en enorm sorg. Alle undersøgelser havde vist, at alt var i orden, indtil den sidste ultralyd, hvor de tilfældigt opdagede en alvorlig hjertefejl. Ved den radikale korrektion gik noget galt, og nu var Mikkel væk for altid.
***
Maren lukkede øjnene og faldt ind i en urolig søvn. I drømmen befandt hun sig på en solbeskinnet eng fyldt med farverige, duftende blomster i alle former og størrelser. Længere væk så hun Mikkel stå, smilende som altid i sin yndlingsskjorte med små maskiner på. I hans hænder holdt han en stor bundt hyldeblomster.
Mikkel! Min dreng! råbte Maren, men Mikkel så ud til ikke at høre hende, han bladrede eftertænksomt i blomsterne.
Maren løb gennem det blomstrende felt med armene udstrakte for en krammer. Uanset hvor hurtigt hun løb, kom Mikkel aldrig tættere på. Tværtimod gled han længere væk. Maren skreg i desperation, trak i armene, men nåede ham ikke. Pludselig løftede Mikkel sit hoved, smilte og forsvandt i lufta, mens en sky af hyldeblomster langsomt dalede ned.
Maren nåede frem til det sted, hvor blomsterne havde lagt sig, og så en adresse skrevet i hvide kronblade på den grønne græsplæne.
***
Hun vågnede af en telefon. På skærmen stod Anders.
Ja, min dreng svarede hun hæs.
Mor, jeg kommer i dag, lav noget mad til mig!
Maren smilede tvunget. Det var næsten tre måneder siden Mikkel gik bort, men hun havde stadig Anders. Det var på tide at samle sig og leve videre.
Selvfølgelig, hvad vil du have? Pandekager?
Ja, mor! Jeg er på bussen, er hjemme om lidt!
Anders prøvede at komme forbi hver weekend for at aflede sine forældre. Han følte også smerten over den lille bror, men livet gik videre, og de måtte klare sorgen sammen det var jo netop, hvad en familie er til.
Maren rejste sig på tårer og gik ind i køkkenet. Hun åbnede køleskabet, kiggede på hylderne og opdagede, at der ingen mælk var. Hendes mand, Lars, sad ved køkkenbordet og lod en lille kredsløbskort i en bærbar computer. Han løftede blikket og spurgte:
Skal du noget? Skal du i butikken?
Anders ringede. Han er på vej og vil have pandekager men vi er uden mælk. Jeg går selv ud og køber lidt, så jeg får lidt luft.
Lars trak på grinbrillerne. Det bliver bedre snart! tænkte han.
Maren tog en let jakke på og gik ud i den milde forårsluft. Fuglene sang, grenene fik en sprød grøn farve, klar til at blive dækket af ny, saftig løv. Naturen vågnede fra vinterens dvale. Maren sukkede: Åh, Mikkel, du ser ikke min femte forårsdag. Hun rystede hovedet for at jage de mørke tanker væk og gik mod supermarkedet.
***
Hun fyldte indkøbskurven med mælk, Anders yndlingsslik, brød og kylling. Da hun stod ved kassen, hørte hun pludselig en velkendt latter fra en anden række. Det var den lyd, som Mikkel altid lavede, når han grinede. Hun løb mod lyden og så kun en lille legetøjsfigur gemt bag hylderne. Selvom hun vidste, at det var umuligt, fulgte hun efter figuren, som løb ud mellem reolerne og væltede en reklameskilt med et rødt Tilbud.
Hun bøjede sig for at samle skiltet op og fik en kuldegysning: på den hvide baggrund stod den samme adresse, som hun havde set i drømmen.
Mikkel, hvad vil du fortælle mig? hviskede hun.
Maren gik hjem med den mærkelige fornemmelse, at der var en mening bag alt dette. Mikkel ville give hende et budskab, men hvad? Hun måtte undersøge adressen på internettet men ikke i dag. I dag skulle hun forberede sig på at møde Anders, som kom hjemme.
***
Aftenen gik overraskende roligt. Maren smilede, mens hun lyttede til Anders studenterhistorier. Han spiste gråden af hjemmelavet mad, og både hun og Lars så på ham med ømhed: han var deres nyfødte søn, den eneste, de havde tilbage. Da de alle gik hver til sit værelse, faldt natten over huset som et blødt tæppe.
Maren faldt hurtigt i søvn, men vågnede midt om natten, da hun hørte en svag sang fra badeværelset. Hjertet hamrede, og hun kunne genkende Mikkels stemme, der nynnede den lille sang fra den blå traktor fra en gammel børne-tv-serie.
Hun sneg sig ud af sengen, gik stille ned ad trappen, åbnede badeværelsesdøren men ingen var der. Tårerne strømmede.
Hvad troede jeg, at Mikkel ville dukke op i badet? Han er væk! Det er bare min forvirrede fantasi! bandt hun sig selv.
Hun tændte for vandet i håndvasken, skyllede ansigtet og stod foran spejlet. Hendes ansigt var blegt, med blå mærker under øjnene. I et kort raserianfald skrubbede hun sæbe på spejlet, uden at vide hvorfor. Så begyndte skummet at forme bogstaver, der på mærkelig vis viste adressen igen. En kølig brise gik gennem hende, og hun hørte en lille barnestemme:
Jeg venter på dig, mor
***
Hvorfor kan du ikke sove? sagde Lars og strakte sig i sengen, oplyst af laptopskærmens blå lys.
Maren sad i en lænestol med laptopten på skødet og stirrede på skærmen.
Lars, kom her Hvis du mærker det, jeg mærker, så er det ikke bare drømme
Lars rejste sig langsomt, gik hen til hende, og hans hjerte slog hårdt, da hans blik faldt på et billede af en lille fyr på fire år. På billedet stod der Emil, 4 år. Billedteksten forklarede, at Emil havde mistet sine forældre i en bilulykke for tre år siden, blev opdraget af sin bedstemor, og nu boede han på børnehjemmet Solglimt.
Denne adresse hjemsøger mig, sagde Maren, den bliver leveret af vores Mikkel
Hun fortalte Lars om drømmen, supermarkedshændelsen og den mærkelige stemme i badeværelset. Efter et kort øjeblik sagde Lars beslutsomt:
Maren, vi tager af sted
***
Kirsten, leder af børnehjemmet, gik med Maren og Lars ned ad den lange, lyse gang i institutionen, vendte sig konstant om og forsøgte at forklare situationen.
Da Emil kom ind hos os, troede vi, det kun var midlertidigt. Han er et socialt barn, men har svært ved at knytte sig, fordi han har mistet sine forældre. Han har haft tre forsøg på adoption, men giver sig altid væk, når potentielle adoptanter ser ham. Han taler om, at hans mor og far vil komme, og for de sidste tre måneder har han haft en imaginær ven, han kalder Mikkel. Han siger, at Mikkel netop har fortalt ham, at forældrene snart kommer.
Maren og Lars så på hinanden. Kunne deres afdøde søn virkelig hjælpe en faderløs dreng?
Så se, mød ham. Måske kan I varme hans hjerte, sagde Kirsten og åbnede døren til legeværelset.
Maren genkendte straks den lille dreng. Han sad på knæene af andre børn, byggede et tårn af klodser og sang Mikkels lille sang. Emil vendte sig, slukkede klodserne, sprang op og råbte:
Mor, far!!! Jeg vidste, I ville komme!!!
***
Kirsten accelererede adoptivprocessen. Hun blev meget glad for, at Emil endelig ville knytte sig til Maren og Lars. Da hun opdagede, at de havde mistet deres søn, blev hun ekstra rørte. En måned senere kom Maren, Lars og Anders for at hente Emil. Inden de gik ud, greb Emil pludselig Marens hånd og sagde:
Mor, vent! han så ud i den fjerne ende af gangen Der er Mikkel, han vil sige farvel!
Maren følte et knæk i hjertet, men det var et lysere knæk. Hun forstod, at intet kunne ændres, men at livet skulle fortsætte. Nu hvilede den lille Emils skæbne i deres hænder, og hun måtte være stærk for ham.
Emil løb mod gangen, stoppede ved vinduet, så ud i en kort stund, vendte sig og løb tilbage til sine forældre og storebror. Bag vinduet, som om fra ingensteds, steg en smuk hvid due op fra en rustfri tagskål, svævede over bygningen, kredsede over Emil, Maren, Lars og Anders og forsvandt så i skyerne.
