I starten af november blev det pludselig koldt. En fin, stikkende sne faldt fra himlen, og vinden rev i huer og fik frakker til at flagre. Freja var glad for, at hendes frakke havde lynlås. Men vinden trængte alligevel igennem, især til benene i de korte støvler og de tynde strømpebukser. Freja trak hovedet ned mellem skuldrene, mens hun stod på busstoppestedet, og lignede en forkølet spurv. Men bussen kom ikke.
Ved fortovet stoppede en bil, og chaufføren dyttede. Folk på stoppestedet vekslede blikke og så alle på Freja. Hun gik hen til bilen. Ruden blev rullet ned, og hun genkendte en mand fra arbejdet.
“Hop ind, før du bliver helt frossen til. Bussen er langt væk endnu,” sagde han og smilede.
Freja tøvede ikke og satte sig på passagersædet. Inde i bilen var det varmt, og vindens hyl var ikke længere til at høre.
“Tak,” sagde hun og gjorde det behageligt for sig selv.
“Ingen årsag. Jeg kører denne vej hver dag, men jeg har aldrig set dig før.”
“Jeg plejer at gå tidligere, men i dag blev jeg lidt længere,” svarede Freja.
Mads havde længe lagt mærke til den stille, unge kvinde. Når han gik ind i bogholderiet, hilste hun venligt og vendte straks tilbage til papirerne på sit bord. Hun sludrede ikke eller flirtede med mændene, som de andre kvinder gjorde. Da han så hende på busstoppestedet, blev han glad – i hele femten minutter ville hun sidde ved siden af ham i bilen.
Engang var Nadia lige så stille og beskeden. Men efter brylluppet blev hun som en helt anden. Hun blev krævende og irritabel overalt. Mads troede først, det var graviditeten, der påvirkede hende. Da datteren blev født, blev det kun værre. Hun brokkede sig altid over, at Mads ikke tjente nok, at andre mænd var rigtige mænd, mens hun var uheldig. At hendes veninde Lise havde købt en ny pels, og at Mette var på ferie på Gran Canaria…
“Når vi har betalt realkreditlånet, får vi alt,” forsøgte Mads at berolige hende.
“Skal jeg vente til pensionen?” skreg hun, og så startede det forfra.
En aften gik Mads hjem fra arbejde i mørket. Lyset fra vinduerne kastede svage skær på gården. Foran opgangen stoppede en bil, og en kvinde sprang ud, vinkede til chaufføren og lo lykkeligt.
Mads genkendte sin kone på det grin. Det gjorde ondt i ham, som om noget knækkede. Han forstod, at hun havde kritiseret ham, fordi hun havde fundet en bedre og rigere mand. Da han gik ind i opgangen, kunne han stadig høre lyden af hendes hæle mod trappen, og den velkendte duft af dyrt parfume hang i luften.
Han skældte ikke ud. Han pakkede bare sine ting sammen.
“Gå, og kom ikke tilbage!” råbte konen fra soveværelset.
Datteren løb hen til ham og krammede ham.
“Far, bliv!”
“Marie, jeg forlader ikke dig. Jeg vil altid være din far.”
Han elskede sin datter helt vildt.
Konen kom ud i entreen, krydsede armene og stillede sig i døren.
“Jeg giver ikke lejligheden til dig, så glem det,” sagde hun skarpt.
Mads vendte sig brat mod hende.
“Jeg har betalt lånet i alle disse år. Jeg har også brug for et sted at bo.”
“Rigtige mænd giver alt til deres koner og børn, når de går,” sagde hun sarkastisk.
“Jeg er ikke en rigtig mand.” Mads forlod lejligheden.
Ved retsmødet lyttede Mads tavs og brændte af skam, mens konen beskyldte ham for ikke at bringe penge hjem, for at tvinge hende til at gå i laset tøj, for ikke at hjælpe, mens hun løb som en hamster i et hjul. Dommeren kunne ikke holde det ud og irettesatte konen for at bære et dyrt designerklæde og italienske støvler. “Og ja, du har ingen pels,” tilføjede hun. De blev hurtigt skilt.
Men det tog lang tid at dele lejligheden. Konen kunne ikke lide de muligheder, ejendomsmægleren viste. Til sidst valgte hun en lejlighed med et stort køkken i samme område, mens Mads fik en lille, forfalden etværelses på udkanten af byen. Efter arbejdet arbejdede han på at renovere, for at distrahere sig selv og holde sorgen på afstand.
En dag holdt han ikke længere ud og mødte Marie uden for skolen. Hun blev glad, krammede ham og begyndte at græde. Mads’ hjerte flænsedes af kærlighed og medlidenhed. Han ringede til konen og bad om at få Marie i weekenderne i bare nogle timer. Han troede, hun ville skælde ud igen. Men hun sagde uventet ja. Det gav hende tid til sig selv og hendes nye liv.
Sådan hentede han datteren i weekenderne eller tog hende med i biografen, hvis vejret var godt.
Mads kiggede sidelæns på Freja. Hun stirrede frem for sig, tankefuld. Ved bogholderiets bygning steg hun ud og takkede igen reserveret, uden koketteri eller flirt.
Efter arbejde ventede han på hende på busstoppestedet og kørte hende hjem.
“Hvornår går du hjemmefra?” spurgte Mads, da Freja forberedte sig på at stige ud.
“Du vil forkæle mig. Man vænner sig hurtigt til det gode,” smilede hun og steg ud.
Næste dag ventede han på hende ved stoppestedet. Sådan begyndte han at køre hende på arbejde, og senere inviterede han hende i biografen…
“Han er da en ordentlig fyr. Hvorfor tøver du? Bare vent, en anden kvinde vil snuppe ham,” sagde Frejas veninde. “Kører I bare rundt i bilen, eller hvad?”
“Det er ikke noget ‘eller’. Hvad snakker du om? Min søn er i puberteten, man skal hele tiden holde øje med ham,” afviste Freja.
“Netop derfor burde de mødeDe stod ved altanen og så solen gå ned over Københavns tage, mens de tre – Freja, Mads og Nikolaj – forstod, at kærlighed ikke kun er en følelse, men også et valg man tager hver dag.
