Han var ikke den prins, hun troede…
Mette mødte Jonas, lige da han var kommet hjem fra militæret. Han lignede en fra forsiden af et modeblad – høj, atletisk, med hypnotiserende grønne øjne og mørke, krøllede hår. Sammen med ham følte Mette sig almindelig, selvom hun var sød med sit lyse hår, slanke figur og blide smil. Hun kunne knapt tro sin lykke – af hele gruppen havde han valgt hende.
»Hvad ser han egentlig i dig?« hviskede veninderne. »Sådan en flot fyr bliver ikke ved. Han leger lidt – og så farvel.«
Men Mette smilede bare. Hun troede på deres kærlighed. De gik i biografen, til fester, hængte ud med venner. Jonas oversvømmede hende ikke med komplimenter, men hans nærvær fik hendes hjerte til at banke. Da hun første gang tog ham med hjem, rynkede moren – Lise Marie – på panden. Senere, da de var alene, sagde hun stille:
»En smuk mand er sjældent en tro mand, skat. Vent med brylluppet, prøv ham af. Han virker for… perfekt.«
Mette blev såret. Hun stolede på Jonas’ følelser, ville ikke høre på tvivlen. Men morens ord groede alligevel som en lille splint i hendes hjerte.
Langsomt ændrede Jonas sig. Først kom træningscenteret, så svømmehallen, derefter nye vennegrupper. Mette fulgte med for at være tæt på ham, men følte sig tynd og usikker blandt de selvsikre, muskuløse piger. Jonas kiggede ofte efter dem, mens Mette gik hjem tidligere for at skjule sine tårer.
»Du er bare en skrøbelig lille ting,« grinede han en dag, da hun blev forkølet efter svømning. »Bliv hjemme med dine bøger i stedet.«
Ordene skar, og Mette huskede morens advarsel. Hun mærkede det – Jonas kølnede. Ofte forsvandt han uden at sige noget, uden forklaring. Og så en dag – var han bare væk. Ingen opkald, ingen beskeder.
»Hører han ikke fra sig?« spurgte moren.
»Nej…« hviskede Mette og vendte ansigtet mod væggen.
»Hop op!« kommanderede Lise Marie. »Til frisøren med dig! En ny frisur er det første skridt til et nyt liv. Så syr vi en ny kjole – du er dygtig med hænderne.«
De købte stof, Mette tegnede modeller, prøvede at distrahere sig. Rygter om Jonas’ nye piger nåede hende, men hun holdt ud. Og da hun nogle uger senere dukkede op til en fest – med nyt look, strålende og stolt – vendte alle hoveder.
En fyr, Henrik, stille og ikke så iøjnefaldende, begyndte at give hende opmærksomhed. Ingen skønhed, men hans øjne så kun på Mette – varme og ærlige. En måned senere friede han.
»Nu taler vi!« sagde moren. »Når han elsker, gifter han sig. Og du?«
»Jeg siger ja,« svarede Mette blidt.
»Elsker du ham?«
»Hvordan kan jeg ikke? Han er god, arbejdsom, trofast. Han vil have mig – kun mig.«
Brylluppet var varmt og intimt. Mette og Henrik startede forfra: det første bord, det første service. Et år senere kom en datter, tre år efter – en søn. Familie, kærlighed, lykke.
Om Jonas tænkte hun ikke. Engang imellem hørte hun, at han forlod sin kone, fandt en ny elskerinde, levede frit. Mette smilede bare:
»Var han nogensinde min? Bare et kapitel i ungdommen. Lad ham være lykkelig – hvis han kan.«
Derhjemme ventede børnene og hendes mand. Og mor – klog, god, den mest elskede. Den, der engang reddede hende fra en virkelig ulykke. Den, der hjalp Mette med at finde sit stille, ægte liv.
Mor… bliv her længe endnu. Uden dig er lyset ikke det samme.
