UTAKNEMMELIGE GRITH
Engang for mange år siden ringede Griths mand til hende direkte på kontoret en morgen og fortalte, at han efter arbejde ville tage forbi Vass-Jensen-parret for at fejre sin faglige mærkedag.
Hvis du har lyst, kan du jo komme forbi, tilføjede han uden større engagement, overbevist om, at hun hverken gad det eller havde tid hun ville nok snarere sidde fordybet i en bog eller klø sig videre foran computeren hele aftenen.
Javel, svarede hun ligeså gemytløst, men i frokostpausen smuttede Grith alligevel ud i Magasin for at finde en gave til ham. Parfumeafdelingen var stuvende fuld af kvinder.
Grith fik straks øje på en eksklusiv cologne. På den sorte, glinsende æske var der en elegant mand jakken let slængt over skuldrene, et selvsikkert blik og et spøgefuldt smil. Præcis som hendes Gregers.
Ekspedienten pakkede gaverne ind, lynhurtigt og sirligt, i skinnende folie med sløjfer, da en ældre dame pludselig udbrød:
Ja ja, piger, I kan da give mændene cologne, men dufte af den dét får andre kvinder, og slipsene bliver også mest beundret af fremmede.
Pigerne grinede samstemmende, mens Grith tankefuldt måtte se i øjnene, at hun altid havde gjort alting for Gregers mens han helst brugte sin opmærksomhed andre steder. Dengang de var unge, elskede hun ham hovedkulds, og han lod sig elskværdigt elske. Da han læste HD om aftenen, var det Grith, der sad oppe hele natten og skrev opgaver for ham. Senere, da børnene kom, var det hende, der tog sig af det hele.
I begyndelsen kunne hun tydeligt mærke hans taknemmelighed, men senere vænnede han sig bare til hendes omsorg og tog det hele for givet. Udefra lignede de nok den perfekte familie: Velstand, fredelig hverdag, artige og kloge børn. Men nu var børnene flyttet hjemmefra. Grith var efterladt alene med sin mand og fornemmede pludselig, at der manglede noget i livet.
Hendes mor, for over tyve år siden, havde været skeptisk over for deres bryllup: Prøv at se, hvor smuk han er, og han ved det han elsker sig selv, sagde hun til en håbløst forelsket datter. En flot mand er alles mand. Alle vender sig om efter ham, og du får ham mindst af alle, selvom du har flest rettigheder. Dengang tænkte Grith: Et, hun er en uelsket hustru. To, hun er blevet 43. Tre, hvem har egentlig brug for hende længere…
Hun stillede sig ved vinduet. Solen bagte allerede som i april, og hun tænkte modløst: Snart er det kvindernes internationale kampdag hvad skal det gøre godt for? Endnu en aften alene Livet er jo næsten levet og hvad venter forude?
Pludselig hørtes muntert pippen udenfor og et insisterende hak på ruden. Grith så ned og fik øje på en pjusket spurv, der promenerede selvsikkert på gesimsen og sendte hende et nysgerrigt blik.
Det er da vist et tegn, tænkte Grith. Idet samme slog standurene højt i stuen og bekræftede hendes anelse.
Sådan, der er stadig tid. Ét: Hvis ingen elsker os, må vi selv begynde at elske os selv. Hun smækkede døren bag sig og forsvandt ned ad trapperne først til frisøren, så til butikken…
Halv syv i aftentimerne stirrede spejlet betaget tilbage på en fremmed kvinde: En sort, enkel kjole, en smart, kort frisure med moderne, trefarvet pandehår. Hendes øjne dybe og med hemmeligheder (takket være eyeliner, skygge og dygtig blending), og læberne, bare et let strejf af contour og gloss havde fået et fyldigt, næsten drilsk udtryk.
To: Livet begynder jo først for alvor i fyrrerne
Hun gik ud i køkkenet, vendte tilbage med et glas rødvin, skålede med spejlbilledet: Tre behøver jeg egentlig en mand, der ikke kan påskønne sådan en kvinde som mig?
Det siger vel sig selv, at da Grith ankom til Vass-Jensens, kom hun svævende ind på sine fine stiletter. Forlegenheden var tydelig, og straks rakte flere mænd hjælpende hænder frem: Til at tage hendes frakke, tilbyde hende en stol, friste med et æble. Nå da siger De det? Min mand er her? Det havde jeg slet ikke lagt mærke til
Modstanderen var slået bagover over den pludselige entré, forvirret af hendes taktik og nedslået over den beundring, hun modtog.
Næste morgen, fast besluttet på at genvinde overtaget, prøvede han sin gamle strategi: Nå, skal vi snart have morgenmad? prøvede han kækt. Men han tog fejl eller havde endnu ikke forstået, at kvinden ved hans side slet ikke var den samme parat-attitude-Grith som før.
Nu var ved siden af ham en blid, selvsikker og småkræsen kvinde, som vred sig dovent under dynen.
Uden at vende sit farverige pandehår, svarede hun koket:
Har du lavet morgenmad, skat?
Hun strakte sig, faldt næsten i søvn igen og tænkte: Sådan, min ven. Ellers må vi jo vende tilbage til tredje punktNu danser vi kun, hvis vi begge har lyst.
Hun lod sig føre af sin egen rytme, lod solen male mønstre på det nye kapitel, som netop var begyndt hendes eget, med hende selv i hovedrollen. For første gang sagde hun ja til Grith.
Og i den stille morgen, da han famlede efter sit gamle manuskript, begyndte Grith at skrive sin egen historie linje for linje, mundret, stolt og fri.
