– Se derhen, det er hende! Jeg er helt sikker, hviskede en elegant kvinde til manden ved sin side, der så en smule forvirret ud. Lad os lige holde øje et par minutter.
En lille pige på fem år sad fredeligt i sandkassen og var dybt optaget af at bygge et ægte prinsesseslot. Foreløbig lignede slottet mest en stor bunke sand, men Lykke ville ikke have hjælp fra de voksne. Hun ville selv klare det! Og der skulle også graves en voldgrav rundt om slottet og laves en hule til dragen nogen måtte jo forsvare kongeriget!
Det var en varm, dansk sommerdag, og Lykke sad trygt under et solsejl, som hendes forældre havde sat op ved sandkassen. Hun havde det faktisk fint, i modsætning til hendes forældre. Hendes mor, Eva, valgte at søge skygge under et stort bøgetræ og sendte sin mand, Mads, efter kolde sodavand og is. Men idet Eva tog telefonen, mistede hun kortvarigt Lykke af syne og det var nok for de to iagttagere.
– Hej med dig, lille ven, sagde kvinden frimodigt, mens hun satte sig ved siden af Lykke, der straks bakkede forskrækket væk. I farten væltede hun næsten sit sandslot, som blev halvt ødelagt. Store tårer samlede sig i Lykkes øjne alt hendes arbejde var spildt!
– Græd nu ikke, det er jo bare en sandkasse, sagde kvinden. Hvis du vil, kan jeg bygge et rigtigt slot til dig.
– MOR! råbte Lykke så højt hun kunne, og huskede alle de sikkerhedsregler, hun havde lært i børnehaven.
Hun kom hurtigt op at stå, sprang ud af sandkassen, og undgik lige netop favntagene fra den fremmede mand, som forsøgte at holde hende tilbage.
Eva hørte straks datterens ulykkelige skrig og løb hen, så telefonen røg på jorden. Fra telefonen lød stadig en forfærdet stemme.
– Min skat, omfavnede Eva sin datter. Hvad er der sket, min lille pige?
– Der var en mærkelig dame og en mand! Han ville snuppe mig! Mor, jeg er bange! hulkede Lykke, mens hun klamrede sig til sin mor.
Mads kom løbende over og kastede et kort blik på sin datter for at sikre sig, at hun var ok, før hans øjne fandt de to, der havde skræmt Lykke.
En ældre kvinde, nok sidst i tresserne, så utilfreds ud, mens hun betragtede familieøjeblikket. Dén lille pige hun var ikke i tvivl det var hendes barnebarn! Hun lignede Morten helt utroligt som barn; samme hårfarve, samme øjne, samme ansigtsform.
– Du er kommet langt væk hjemmefra, sagde kvinden spidst, mens hendes øjne naglede Eva til stedet. Hvordan kunne du finde på at tage mit barnebarn så langt væk?
– Mads, tag Lykke med hjem jeg klarer det her, sagde Eva og sendte sin mand et kort blik. Og ring til min far. Spørg om han vil sende nogen forbi.
– Nej, vent! Jeg vil hilse på mit barnebarn! udbrød kvinden, men gjorde ikke mine til at følge efter den store mand med brede skuldre. Hvorfor havde de ikke undersøgt, om Eva var gift igen
– Karen Madsen, sagde Eva, mens hun så på kvinden med tydelig modvilje. Hvad taler du egentlig om? Hvilket barnebarn? Har du dårligt hukommelse? Skal jeg minde dig om det
********************
– Hvordan har mit kommende barnebarn det? spurgte Karen Madsen utålmodigt, da sønnen og hans kone kom hjem fra hospitalet.
– Det bliver en pige, det har jeg jo sagt før, svarede Eva anstrengt, idet hun ønskede, at svigermoren snart ville gå hjem. På det sidste blev hun kun væk om natten, så Eva og Morten måtte gemme sig på soveværelset og undskylde sig med dårligt helbred.
– Lægen har taget fejl, sagde Karen bestemt. I Madsens slægt bliver der kun født drenge!
– Ligesom du smed din ældste søn ud af familien, fordi hans kone fik en pige? spurgte Eva med ironi, træt af den samme diskussion dagligt.
– Det var ikke hans barn! Karen brød straks ud i vrede. Hanne snød ham groft, og han troede på hende! MIG! Ville ikke høre på MIG! Alt for at følge efter sådan en hun kneb læberne sammen og slugte de sidste ord.
– Hanne havde en DNA-test, det ved du godt. Du tjekkede den papirlap fem gange, mindst.
– Det var en forfalskning! Hvordan våger du at tvivle på mig, unge dame hvæsede Karen, knugende sine hænder.
– Jeg går ind og lægger mig, hvis ingen har noget imod det. Jeg er svimmel, sagde Eva træt og forsvandt i soveværelset.
Hun lukkede døren forsvarligt bag sig. Spørgsmålet om hun havde valgt forkert ved at gifte sig med Morten plagede hende oftere og oftere. Hun elskede ham, men at leve med sådan en svigermor nej tak. Hendes mor havde haft ret; de burde flytte langt væk fra Karen Madsen.
Hun nævnte det et par gange for Morten, men han afviste det straks.
Hvordan kunne hun svigte hans mor? Faren hjalp jo ikke, han sad bare mut på sofaen og lavede ingenting. Broderen? De var uvenner, for han nægtede at høre fornuft og blev narret. Hvad gør det, hvis der er testresultater; sådan noget kan jo snydes med
Eva bad Morten tale med sin mor og få hende til at komme sjældnere.
– Hun vil det bedste for os! svarede Morten irriteret. Hun hjælper dig og kommer med gode råd. Sig tak for det i stedet for!
– Jeg gemmer mig på soveværelset, fordi jeg er træt af din mor! udbrød Eva frustreret. Hvis hun ikke stopper, får hun aldrig lov at se sit barnebarn! Jeg tager bare hjem til mine forældre! Og min far er politioverbetjent, hvis du har glemt det han skal nok hjælpe mig!
Efter dette udbrud gik Karen lidt i sig selv. Hun begyndte at skære ned på de daglige besøg og fandt sig i at blive lidt mindre indblandende. Eva vidste dog, det ikke kunne vare længe, før det hele begyndte forfra.
Det værste var Karens hadske modvilje mod at få en pige i familien. Hun ville kun have en dreng. Samme skænderier havde splittet familien tidligere.
Morten begyndte også at ændre sig. Han ville ikke have en datter; kun en dreng! Han skævede mistænksomt til scanningsbillederne.
– Hvis det bliver en pige, ryger I begge ud, sagde han, lettere beruset, en aften. Så har du været mig utro. Jeg lader mig ikke narre som min bror!
Efter den aften forsvandt Evens sidste respekt for ham. Nu vidste hun, at ægteskabet måtte slutte, og det var bedst at få en skilsmisse hurtigt hendes far kunne hjælpe.
Naturligvis fødte hun en pige, og Morten lavede et kæmpe postyr på fødegangen. Han blev nærmest smidt ud af de unge sygeplejersker, som ikke ville tolerere hans opførsel.
Karen Madsen dukkede op næste dag og, uden at råbe, kom hun med mange grimme udtalelser. Men da hun gentog sig, kom Evas far i uniform ind og løste situationen med et løftet øjenbryn. Han truede Karen med at melde hende, hvis hun ikke stoppede.
Morten spildte ingen tid og løb straks hen for at søge skilsmisse. Men da han fandt ud af, at det ikke var muligt det første år, benægtede han straks faderskabet og lagde sag an for at få det omstødt.
Den advokat, de brugte, rystede næsten på hovedet. I Madsen-slægten fødes kun drenge Hvad er det for noget?
– Jeg tror ikke, du vinder, sagde juristen. Især fordi din bror også har en datter.
– Det er ikke hans barn!
– Der er en DNA-test…
– Forfalskning!
– Desværre, domstolen vil ikke tro på andet end resultater.
Men Eva skar alle bånd over. Hun ville ikke risikere, at Morten kom tilbage og krævede retten til Lykke senere. Bedre bare at blive alene med sin datter…
************************
– Nå, kan du huske det nu? Og hvad med Morten er han ikke med?
– Morten… Morten er død, svarede Karen med tung stemme. Din datter er det eneste, jeg har tilbage. Bare rolig, vi skal nok sørge godt for hende…
– I? Hvorfor i alverden skulle I det? vrissede Eva. Jeres søn er intet for hende, det samme gælder jer! Dommen er klar! Ser jeg jer i nærheden af min datter igen, melder jeg jer til politiet for bortførselsforsøg. Min far har respekt i byen, så forvent ikke nåde!
– Du forstår det ikke, vi har ingen andre!
– I har stadig jeres ældste søn. Han har også en datter. Gør ham selskab.
– Han vil ikke se os, mumlede Karen og så ned. Først nu gik det rigtigt op for hende, hvad hun havde forspildt.
– En klog mand, sagde Eva og nikkede anerkendende. I har gjort vores liv så surt, og nu vil I have noget igen? Vil du virkelig have, jeg minder dig om, hvad du kaldte mit barn?
– Eva Pedersen, problemer? to solide betjente nærmede sig hurtigt.
– Ja, lidt. Vær venlig at se til, at de mennesker forlader vores by.
– Men…
– Ingen men, sagde den ene bestemt, og Karen og hendes ledsager trak sig straks væk, mens Eva smilede lettet.
Eva gik hjem. Hun var glad, men én tanke rumsterede:
– Jeg må lige tjekke op på dem… De skal ikke spænde ben for os igen. Jeg siger det til far, så ordner han resten.
