UNØDVENDIG MOR
“Erik, sæt dig ned! Vi skal tale sammen straks!” Min hustru tog plads ved bordet, og hendes ansigt udstrålede beslutsomhed.
Manden satte sig ned ved siden af. Rikke tørrede sine våde øjne med et lommetørklæde.
“Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre med mor. Hun kan dårligt gå nu om dage. Til vinter klarer hun sig ikke i sit gamle hus, det er ved at falde sammen.”
“Hvad foreslår du så?”
“Jamen, jeg ved det ærligt talt ikke.”
“Rikke, du lægger det altid over på mig, men det er nu altså din mor. Du må beslutte.”
“Erik, vi kan jo ikke tage hende hjem til os. Vi har kun tre værelser og to store drenge, de fylder allerede meget. Hvor skulle vi give mor plads?”
Man kunne fornemme, at datteren allerede havde truffet en beslutning og nu prøvede at gøre det nemmere for sin mand at acceptere. “Der findes jo det plejehjem her i byen, og de siger, at det er et godt sted.”
“Rikke, vil du virkelig sende din mor på plejehjem?”
“Vi har ikke noget valg. Folk siger, det ikke er så slemt der.”
“Men det koster penge,” sagde hendes mand skeptisk. “Hvad koster det?”
“Seksten hundrede kroner om dagen. Hvis man betaler for en måned frem, så er det omkring fyrre tusind. Men så får hun også omsorg og lægehjælp. Det er mange penge for os, men vi finder vel ud af det.”
“Rikke, det føles forkert det her. Din mor har altid medbragt syltetøj og gaver til os og børnebørnene og nu vil du sende hende væk.”
“Erik, du tror vel ikke, mit hjerte bløder mindre end dit? Men vi har ikke andre muligheder.”
“Hmm,” sukkede manden tungt. “Der er ingen andre alternativer?”
“Jeg har overvejet at sælge husetmor skrev det alligevel over på mig. Men hvem vil købe sådan et gammelt skur nu, og hvor meget kan man få for det, nu hvor vinteren nærmer sig?”
“Har du talt med din mor?”
“Nej, ikke endnu. Vi tager derhen på lørdag og hjælper med at gøre haven klar, så taler vi med hende.”
“Haven klarer jeg med drengene men snakken om plejehjem må du tage alene.”
“Erik, hun bliver der bare hen over vinteren, så finder vi måske på noget til foråret, hvis hun ikke bryder sig om det.”
“Nej Rikke, jeg ved, sender vi hende derhen, så er det for altid. Det føles ikke trygt eller rigtigt.”
***
Lydia har nu været på plejehjemmet i en uge. Hun forstår godt, at datteren var presset: det bliver kun sværere at gå, og hun nærmer sig de firs. Men det var ikke sådan her, hun havde forestillet sig sin alderdom. De sidste år ville hun gerne have tilbragt blandt sine kære men hvem har brug for en gammel, syg mor?
Sygeplejersken kom ind: “Lydia, dine børnebørn er her.”
Bedstemors ansigt lyste op, da de trådte ind selv den yngste, Jacob, ragede nu langt op over hende, og Simon endnu et hoved højere.
“Hej bedstemor! Hvordan har du det?”
“Jo, jeg bliver godt behandlet her. Maden er god, og sygeplejerskerne passer godt på os.” Som altid begyndte hun straks at ordne med stole og bord. “Sæt jer nu ned!”
“Vi bliver ikke længe. Vi har taget lidt mad og vintertøj med til dig.”
“Tak, kære I! Hvordan går det ellers i skolen?”
“Fint,” svarede de nærmest i kor.
“I må love mig at passe jeres lektier! Simon, det er sidste år for dig har du besluttet, hvor du vil videre?”
“Jeg tager ind på universitetet her i byen.”
“Hvor er jeres forældre henne? De har sendt jer, men kom ikke selv?”
“Far er kørt hjem for at ordne ting i dit hus.”
“Han skal huske at tage alle gulerødderne op det bliver koldt nu, og kålen skal vises op også.”
“Jeg ringer til ham!”
Jacob tog telefonen og ringede: “Far, bedstemor siger, du skal tage gulerødderne op og høste kålen.”
“Det gør jeg,” lød faderens stemme.
“Vent!” Bedstemor tog telefonen og begyndte at give detaljerede anvisninger. “Erik, lad gulerødderne ligge og tørre i garagen tre dage, inden du lægger dem ned i kælderen. Kålen skal ned med stokken i sand, gulerøddernetag kun de store med ned, de små kan du tage selv. Og du må ikke glemme min kat Mille, hun er alene nu!”
“Fik det, mor. Bare rolig!”
Hun rakte telefonen tilbage.
“Bedstemor, vi må tilbage. Går det?”
“Vent lige én ting!” Hun tog sin pung frem. “Her har I en tusindkrone seddel hver. Køb jer noget godt.”
“Men hvad med dig”
“Tag nu bare! Jeg har ikke brug for penge her.”
“Tak, bedstemor!”
De gik, og Lydia betragtede dem længe fra vinduet.
***
Erik holdt sin gamle Toyota parkeret foran sin lejlighed. Nabomanden Peter stoppede sin Ford lige ved siden af og fik øje på poserne med gulerødder og kål.
“Fra kolonihaven?”
“Ja, eller rettere sagt svigermors have.”
“Min kone og jeg drømmer også om et lille hus eller kolonihave, nu hvor børnene er flyttet.”
“Hør, Peter,” sagde Erik betænksomt. “Du har en fireværelses på anden sal, ikke?”
“Jo.”
“Hvordan lyder det, at bytte min treværelses den ligger også på anden og så får du huset med køkkenhave med i købet? Min svigermor er for gammel til at passe det nu.”
“Det må jeg sige! Det må vi lige tænke over.”
“Tal med konen. Kom forbi i aften.”
“Det gør vi!”
***
Erik tog sig et bad og lagde sig til at hvile. Rikke gik ud i køkkenet for at lave aftensmad drengene ville snart komme hjem, Jacob fra fodbold, Simon ja, Simon havde fået en kæreste.
“Tiden går han er sytten, det må jo komme. Bare han holder sig ude af problemer. Jacob er jo heller aldrig hjemme mere, altid ude med vennerne”
Det bankede på døren. Rikke skyndte sig ud for at åbne. Der stod Peter og hans kone Mona fra nabolejligheden.
“Hej, vi kommer lige forbi!”
“Kom indenfor! Mona, hvad så?”
“Har din mand ikke fortalt dig noget?”
“Nej,” svarede Rikke forvirret.
“Vores mænd vil bytte lejlighed og jeres hus får vi med.”
“Mona, hvad siger du? Kom indenfor!” Rikke for ud i stuen, vækkede manden, der havde lagt sig på sofaen:
“Erik, op! Vi har gæster!”
Han skyndte sig i bad.
Imens begyndte Mona nysgerrigt at inspicere lejligheden.
“Er der nogen, der vil forklare, hvad der egentlig foregår?”
“Rikke, vores mænd vil bytte din mors hus og jeres treværelses med vores fireværelses,” sagde Mona og sendte hende et stort smil. “Og I har det ellers rigtigt hyggeligt her.”
Erik kom ind, og straks kastede Rikke sig over ham:
“Hvad har du tænkt dig?”
“Hvis vi bliver enige, flytter vi og henter din mor hjem.”
Rikke blev stille, og på hendes ansigt gled der et hemmeligt smil frem.
“Nå, hvad siger I? Lad os få en kop kaffe, så kan vi bagefter se jeres lejlighed.”
“Lidt kaffe? I aften sætter vi noget stærkere på bordet!” svarede Erik med et grin.
***
Den nat kunne Erik og Rikke ikke falde i søvn, men lå og talte om alle mulighederne og fantaserede om indretning og plads i den nye, store lejlighed. Rikke snakkede mest, indtil hendes mand begyndte at døse hen.
“Nu sover du vel ikke allerede?” puffede hun ham i siden.
“Sig ikke noget til din mor endnu hun bliver bare urolig. Når vi er flyttet, henter vi hende.”
***
En grå regnvejrsdag sad Lydia og kiggede trist ud af vinduet på plejehjemmet. Humøret var ligeså tungt som vejret.
“Tre uger er gået her. Det lader til, at børnene har glemt mig. Jeg er bare en uønsket mor nu. Børnebørnene kom kun én gang, og datteren ringede to gange.
Første gang fortalte hun, at huset enten var solgt eller byttet til noget, og hun lød så glad. Nå ja, de bruger jo pengene på mig fyrre tusinde om måneden er mange penge og jeg har jo ikke noget hjem at komme tilbage til.
Anden gang sagde hun, at de havde travlt. Unge har altid travlt. Det er lørdag igen måske kommer de. Hvorfor fik jeg aldrig købt en mobil? Ikke at jeg kunne finde ud af den alligevel.”
Så sad hun bare og rugede over sine dystre tanker, indtil svigersønnens bil pludselig stoppede ved porten.
“De kom alligevel! Men han er alene. Ikke engang en pose med er der noget galt?”
Hun holdt øje med døren, indtil den åbnede, og Erik trådte ind med et smil.
“Hej, mor!”
“Hej, Erik er der sket noget særligt?”
“Pak dine ting! Nu skal du hjem.”
“Skal jeg med på besøg?”
“Nej, du skal hjem for altid. Kom nu og pak det hele!”
“Hvorfor alle de gåder?”
“Børnebørnene sagde, det skulle være en overraskelse til dig.”
Bedstemor blev straks ivrig og mærkede, hvordan det hele forandrede sig. Hendes værelseskammerat, som var blevet veninde, kom netop ind.
“Lydia, hvor skal du hen?”
“Min svigersøn tager mig hjem for altid!”
“Åh, hvor er du heldig! Mine har nok besluttet, jeg skal blive her resten af livet.”
“Valborg, de henter også dig en dag. Det er svært for børnene med os gamle.”
***
Lydia sad i bilen og kiggede ud, mens Erik kørte. Tvivlene sneg sig ind:
“Hvorfor tager han mig med? De har jo kun tre værelser, og det er trangt. Jeg bliver dem bare til besvær, og de sender mig nok tilbage hertil før eller senere.”
De kom frem til boligblokken. Erik parkerede som sædvanligt. Han hjalp svigermor ud og tog hendes sager men i stedet for deres opgang gik de til naboblokken, og Lydia så overrasket til.
“Kom indenfor!”
De gik op på anden sal til en dør, der sprang op, og børnebørnene løb ud.
“Bedstemor, kom ind! Nu bor vi her sammen allesammen!” råbte Jacob.
Hun trådte ind i den lyse, rummelige lejlighed. Datteren kom hende i møde og gav hende et stort kram.
“Mor, nu bor du hos os! Kom, jeg vil vise dig dit værelse.”
Et lille værelse, men hyggeligt og lyst og med en ny seng. Tænk, hun skulle bo lige ved sin familie!
Pludselig gned noget sig op ad hendes ben, og hun hørte en velkendt, blid miaven.
“Mille!” råbte Lydia lykkeligt og begyndte at græde denne gang af glæde.
