I huset på en lille dansk gade boede en dreng ved navn Mikkel med sine forældre. Hans mor, Mette, og far, Anders, elskede ham højt. Om lørdagen gik de i biffen, på skøjter om vinteren, og om sommeren tog de til Møn for at samle muslingeskaller. Mikkel huskede, hvordan Anders lærte ham at svømme i de lave bølger. Men så gik firmaet, hvor hans far arbejdede, konkurs, og Anders begyndte at drikke. Når han var fuld, råbte han om politikere og skatter, som om hele verden var skyld i hans ulykke.
Når Mette, træt af hans skældsord, bad ham gå i seng, blev han arrig. I de sidste uger slog han til hende. Hun skubbede Mikkel ind på hans værelse, men han kunne høre det hele – råbene, det knuste porcelæn. Han lukkede øjnene og græd.
Om morgenen var der stille. Anders undskyldte og lovede, han aldrig ville røre hende igen. Så forsvandt han for at “lede efter arbejde”. Mikkel blev alene, varmede aftensmaden fra dagen før og gik i skole. Om aftenen gentog det hele sig.
“Din far var i gang igen, hva’?” spurgte naboerne, fru Nielsen, gennem væggen.
Mikkel nikkede kort.
“Hvorfor ringer din mor ikke til politiet?”
“Jeg skal i skole,” mumlede han og skyndte sig væk.
Da han kom hjem, stod Mette i køkkenet. Anders var ikke der – det var godt. Mikkel fortalte om skolen og sagde så: “Det er bedre uden ham. Han burde ikke komme hjem.”
Mette så skarpt på ham. “Han har det svært lige nu. Når han finder arbejde, bliver det som før.”
Men Anders kom hjem, råbende og dumrendende i entreen. Mette stivnede. “Gå ind på dit værelse,” hviskede hun og skubbede Mikkel af sted.
Han lyttede, men i aften var det anderledes. En pludselig skæren, noget tungt der faldt. Han listede ud og så sin far stå over Mette på gulvet. Da Mikkel gispede, snurrede Anders rundt med blodskudte øjne.
“Lille mand,” sagde han.
Mikkel løb ud og hamrede på fru Nielsens dør. Han rystede, men hun forstod nok til at ringe efter politi og ambulance. Anders blev taget, Mette kørt på hospitalet. Mikkel sov hos naboen.
Næste morgen kørte de til hospitalet. Mette lå i sengen, omgivet af slanger. Da han kaldte på hende, reagerede hun ikke. Han hørte en læge hviske til fru Nielsen: “Hun er i koma… det ser mørkt ud.”
Fuld af rædsel løb han ud. Fru Nielsen fandt ham grædende på en bænk. Hun spurgte: “Har I andre familie?”
“Mormor bor i en lille by,” sagde han.
“Kan du finde derhen?”
“Selvfølgelig!”
De skulle tage bussen næste morgen, men fru Nielsen blev kaldt væk. “Du er stor nok,” sagde hun og satte ham på bussen alene.
Han faldt i søvn af udmattelse. Vågnede af, at nogen ruskede ham. “Vi er der, knægt.”
Bussen kørte videre, og Mikkel stod alene på landevejen. Han gik, mens han nynnede en sang sin mor plejede at synge for ham: *”Se, hvor vejen slår en bugt…”*
Pludselig fløjtede nogen. To større drenge spærrede vejen. “Hvem er du? Har du cigaretter?”
“Min mor sagde, ryger er dumt,” svarede Mikkel.
De lo. “Hvad ellers sagde mor?” Den ældste rev tasken fra ham. Tøj og mad faldt ud.
“Din mor sender dig væk, så hun kan knalde i fred?” gryntede den ene.
Mikkel røg ind i dem. De slog ham ned. De fandt de 200 kroner, fru Nielsen havde givet ham. Han kæmpede imod, men de var for stærke. En knytnæve sendte ham baglæns – han ramte en stub med nakken.
En gammel dame fandt ham. “Hvem er du?” spurgte hun.
Han kunne ikke huske noget.
Hun tog ham med hjem, og dagen efter kom en betjent. “Vi finder din familie,” lovede han, men ingen anmeldte ham savnet. Mikkel blev sendt til et børnehjem.
Drengene drillede ham. Nætterne var værst – de bankede ham under dynen. Han stoppede med at sove, angreb først, blev stemplet som psykopat. Lærerne kaldte ham Lasse, fordi han altid nynnede *”Se, hvor vejen slår en bugt…”*
Før nytår kom sponsorer med gaver. Voksne gemte det meste, børnene fik slik. Lasse gemte sig og åd alt på én gang – blev syg. En lærer fandt ham. “Du skal synge i aften!”
Musiklæreren opdagede hans stemme. “Men syng noget julen!”
Han nægtede. Kun den ene sang. “Den rører dem,” sagde direktøren. “Måske giver de flere penge.”
Salen var fyldt. Da han sang, græd nogen. Pludselig løb en kvinde ind. “Mikkel!” råbte hun.
Directøren prøvede at stoppe hende. “Det er Lasse, en problemdreng!”
Men kvinden kastede sig om halsen på ham. “Jeg har ledt i måneder! Husker du din fisketur, hvor du faldt i? Eller da hunden bed dig?”
Pigerne græd. Drengene var misundelige.
På kontoret viste hun ar og fødselsmærker. Da Mikkel hviskede “Mor”, omfavnede hun ham.
“Du tager mig med hjem?”
“Ja!”
Directøren protesterede, men gav til sidst op.
Udenfor fortalte Mette: “Din far er væk. Vi skal til mormor. Hun har lavet frikadeller.”
Mikkel holdt hendes hånd hårdt. Han huskede stadig ikke alt, men hadet mod dem, der tog hans hukommelse, brændte. En dag ville han finde dem.
Men nu var det nok, at mor var her.
For intet er værre end at stå alene i en kold verden uden hukommelse. Ondskaben havde ændret ham. Men en mors kærlighed tøer selv det hårdeste hjerte.
