Så, Jytte, jeg smutter nu! Du behøver ikke følge mig ud. Jeg er hjemme sent! Husk at gøre den blå skjorte og bukser klar til i morgen og du må ikke glemme kemirens! råbte Egon fra entréen, greb hurtigt regnfrakken, standsede kort og studerede sig selv i spejlet, snuppede hatten og smækkede døren bag sig så glasset i vinduet klirrede.
Gennemtræk tænkte Jytte Marie, slukkede for vandet, tørrede hænderne i forklædet og kiggede ud fra køkkenet. Alt var som det plejede den solbeskinnede gang, der mundede ud i entréen, familiebilleder på væggene, tapetet i glade striber to brede, to smalle, blide blå nuancer. Hendes egen forårsfrakke hang på knagen. Og
Jytte Marie rynkede brynene.
En pakke! Han havde glemt pakken, og der var jo frikadeller i. Jytte havde selv stået op før daggry for at lave dem, med løg og æg, lige som Egon elskede. Hun havde lavet dem særligt til i dag, hvor han skulle til byggepladsen og ikke rigtigt havde mulighed for at få et ordentligt måltid og så er hjemmelavet jo bare bedst!
Hun hev forklædet af, rettede på håret og skyndte sig stadig i sin hjemmekjole, med små ærmer som balloner og en plet fra morgenkaffen på skørtet at gribe den varme pakke og holde den ind til sig, som var det en baby, og så ud ad døren. Heldigvis havde hun snuppet nøglerne! Ellers havde hun kunnet sidde låst ude bagefter. Hun hastede ned ad trappen, holdt fast i det glatte, lakerede gelænder, der snoede sig ned som et bånd fjerde sal, tredje, anden
Jytte kunne, som mange andre koner i opgangen, bare have råbt til Egon ud af vinduet, når han trådte ud på gaden. Men hun syntes bestemt ikke, det klædte hende at råbe. Hun ville hellere selv række ham pakken og sige farvel, så kunne Egon kysse hende tørt på kinden og nikke Nu må jeg videre
Pustende af farten, sprang hun ud i gården og larmede så højt med døren, at man skulle tro, hun var tyve år yngre end de ni og fyrre, hun for længst var rundet.
Hun scannede hurtigt gården efter den velkendte skikkelse i den grå frakke og lyse hat.
Egon elskede de lange frakker, som ikke skulle lukkes, så skøderne kunne fanges af vinden, og han havde mange hatte en til hver årstid. Jytte holdt dem rene og pæne, sørgede for nye, når det var nødvendigt. Kort sagt, hun passede på tingene.
At gå med hat, det er stil! kunne Egon sige, hvis deres søn, Mads, grinede af sin far. Jer unge, I forstår jer ikke på den slags. Alt er nylon og plastik for jer!
Hvor var Egon?
Der han var allerede på vej ud af porten, på vej ud i den larmende, solrige gade. Hvis ikke Jytte satte i spurt, ville hun misse ham, og så
Hun satte i løb, nikkede til de ældre damer, der sad i solen ved bænken. De fulgte hende med øjnene, nikkede som om de glædede sig over hendes kærlighed og familielykke.
Hvad er der dog sket? spurgte gamle Grethe efter Jytte.
Frokost! Egon glemte den jeg har lavet frikadeller! råbte Jytte og viftede af sted.
Grethe nikkede: Frikadeller det er godt, og kærlighed er endnu bedre. Ja, det er da bare skønt!
Jytte fór ud af porten, åbnede munden for at råbe, men Blev stående som forstenet, sænkede pakken og følte, at solen blev slukket alt blev dunkelt, svært at trække vejret. Hun svajede og greb ud efter et nedløbsrør.
Egon stod på busstoppestedet, og havde armen om en ung, velformet kvinde. Hun grinede, sendte kokette blikke op til ham, og Egon lo også. Så skubbede kvinden Egon væk, så hånligt på ham, men han tryglede, bøjede sig mod hendes hånd for at kysse den. Hun trak hånden til sig, nærmest som en lussing, og så blev Egon stiv og sur, vurderede Jytte, men straks efter så han ud til at gøre sig lille og fandt en karamel frem fra lommen, som han rakte hende. Den unge dame lo, åbnede munden som for at lade sig fodre.
Jyttes mave vendte sig. Her stod hendes Egon, en respekteret, ældre mand, og blev til grin for en fremmed kvinde!
Den unge havde en flot sommerkjole på, blå med hvide prikker, bånd i håret, sandaler på fødderne. Jyttes blik hang ved hende, og hun anede hverken ud eller ind hvad skulle hun nu stille op med pakken, de skøre frikadeller og livet overhovedet?
Bussen kom, mængden væltede ind, Egon hjalp prik-pigen op, dørene klappede, og væk var de.
Jytte syntes, Egon så direkte på hende. Nu blev hun pludselig flov over sin hjemmekjole, de slidte tøfler og pakken med frikadeller.
Hun vendte resolut om, travede gennem gården, forbi naboerne der nu sad i deres sarte sommerkjoler på bænken, og var tæt på at løbe ind i gamle Grethe ved blomsterbedene.
Nå, blev det ikke til noget med frikadellerne? spurgte Grethe og nikkede mod pakken. Hun kaldte den drillende madpakke, for hun forstod ikke Jyttes iver efter at servicere sin mand.
Nej, jeg nåede det ikke, svarede Jytte distræt.
Synd. Så må mad jo ikke gå til spilde. Jeg sender Henrik over du er vel hjemme?
Jytte nikkede lidt uvist.
Fint. Han elsker frikadeller jeg laver aldrig selv, gider ikke døje med fars. Så, jeg sender ham.
Grethe fór pludselig hen til en traktor, der brasede ind i gården med høj støj.
Skrub af! Hvis du ødelægger mine petuniaer én gang til! råbte hun. Men Jytte lyttede ikke; hun listede op i opgangen, indhyllet i stilheden.
Hun satte sig på taburetten, og posen gled ud, frikadeller røg ud på gulvet. Katten Felix dukkede op, gned sig ind mod hendes ben og sendte krævende, insisterende miaven men Jytte registrerede intet. I tankerne blev hun stående dér ved nedløbsrøret, stirrede på prik-kjolen og på Egon. Tårerne piblede ned, brændende og salte, og det var næsten forløsende. At hun kunne sidde helt undseeligt der og have ondt af sig selv, give sig lov til at mærke sin enkel, kvindelige sorg
Ingen anelse om hvor længe, men pludselig skubbede nogen til døren, Felix smuttede væk. Op ad døråbningen dukkede Henrik, Grethes mand. Med sin store næse, krøllede hår og spruttende rød hals stod han nu midt i lyset fra vinduet.
Du har vel ikke lidt lune frikadeller til overs? Grethe laver nyt køkken og får ikke mad på bordet, klagede han godmodigt, maste sig forbi og begyndte straks at rode med skoene.
Skal bare lige ha dem af, de er våde trådte i en vandpyt, forklarede han, og sparkede sokkerne af. De var af den slags man køber billigt nede i Brugsen og såmænd også med hul i storetåen.
Jytte tog automatisk skoene og trissede ud på altanen for at lægge dem til tørre.
Lad nu skoene stå! buldrede Henrik, og Jytte standsede forvirret.
De skal tørre, ellers bliver du syg mumlede hun.
Mit korpus, mit ansvar! Sæt dem ned igen, drillede Henrik, men hun ignorerede ham og stillede skoene i solen, væk fra Felix.
Henrik rumsterede allerede i køkkenet.
Jytte! En kop te, det ville gøre underværker! Der er intet som en god, mørk te med citron bryg nu, ikke? Jeg er træt!
Selvfølgelig! stønnede Jytte og satte kedlen over, mens tankerne kørte rundt.
Egon Hvordan kunne han opføre sig sådan? Han nåede knap hen om hjørnet, før han rendte rundt med andre
Nej, det er bare en misforståelse. Kollegaer, det kan ske, og når han kommer hjem, så holder jeg bare hovedet koldt, opvarter ham og han glemmer alt om de andre! formanede hun sig selv med sin mors fornuftige stemme.
Henrik anklagede straks:
Brygger du på gammel te! Jeg vil have frisk ligesom en gæst fortjener! sagde han, snuste i tepotten, rynkede næse. Nej, det der kan kun hældes ud!
Ej, jeg lavede den i morges den er altså god, prøv den!
Nej, bryg ny, insisterede han.
Og Jytte kæmpede ikke. Det var nemt. Men Egon Hvad med ham?
Kedlen peb, hun hældte teen op, og snart bredte der sig duft af indisk temple i køkkenet.
Det var bedre! Find nu det rigtige porcelænskrus de med kobolt og gyldne kanter. Dem elsker jeg! beordrede Henrik og blinkede.
Vi har fået et nyt stel; Egon tog dem med hjem fra Odense. De er rare at drikke af, sagde Jytte, men nåede ikke gøre andet, før Henrik hamrede hånden i bordet.
Jeg vil ha de gamle! Din mor serverede altid i dem, og sådan skal det være! Og frikadellerne skal også frem, mens jeg spiser, syr du lige mine strømper Grethe gør det aldrig mere! sagde han og rakte dem ud.
Jytte, den pæne lærerinde, der havde lagt skolens liv bag sig for hjemmets skyld, så på strømperne med skjult afsky men allerede var hendes hånd i gang.
Pludselig slog Henrik i bordet og voksede, blev mægtig og blussende.
Hvad laver du, Jytte? Giver du dig virkelig sådan? Vær dog lidt stolt! For Guds skyld, du er kvinde i eget hjem! Jeg husker, hvordan de så op til dig førhen du gik gennem gården, og selv spurvene tav. Men nu? Nu render du rundt med madpakker og opvartning, som om du var hans mor! Egon, tag nu vanterne. Egon, skal du ikke have mere mad med. Egon, jeg gør det for dig! efterlignede Henrik.
Jytte blev først sur, så smågrinende. Han ramte ret præcist
Jeg er bare blevet sådan en hønemor ikke? sagde hun. Men jeg kan godt lide at passe på.
Jamen, så drukner du alt maskulint hos ham! Vi mænd vi vil jage, ikke pakkes ind i hjemmestrikkede sokker og huer! Mads er jo fløjet fra reden, og du har bare vendt hele moderfølelsen mod Egon. Så søger han bekræftelsen ude!
Jytte forstod egentlig ingenting eller ville ikke forstå. Hvordan kunne det gå så galt, når hun dog gjorde alt for familien?
Hun sagde sit job op for ti år siden, så hun kunne tage sig af Egon, ingen elev-larm eller forstyrrelser. Hun havde endda opgivet sang og radio. Egon kunne ikke døje lugten af linolie eller lyd. Så pensler og lærreder blev gemt væk.
Og nu er du blevet gammel før tid! sagde Jytte til sit eget spejlbillede, og kunne kun småle.
Neglelak? Hvornår med al den madlavning.
Nye kjoler? Hvorfor? De kom jo ikke nogen steder, Egon var træt.
Sko? Hop du bare op på de hæle det går lige i blodårerne! havde Egon sagt, da hun købte nye. Og så røg de op på loftet også.
Veninder kontaktede knap. Sønnen kom en sjælden gang, fik lidt mad med og forsvandt hurtigt.
Det var slut. Det hele.
Tag dig sammen, Jytte! Du er stadig ung du blomstrer! Løft hovedet, ellers render Egon rundt med alle de prikker på busruterne! hamrede Henrik i bordet og dampede. Og for resten: Frikadellerne er fantastiske! Hvor er det ærgerligt jeg ikke er atten længere jeg var styrtet efter dig!
Og så smuttede han. Tilbage var Jytte
Egon kom sent hjem, lidt fuld og forpjusket. Han lugtede af parfume og rødvin.
Mødet trak ud, sagde han og rakte porteføljen. Giv mig noget te og kartofler og lidt snaps, Jytte, hører du?
Jytte tog ikke imod porteføljen. Hun skubbede ham til side.
Hvor skal du hen? Hvad sker der? udbrød Egon, målløs over synet af Jytte med elegante øreringe, håret sat, i en flot, sandfarvet kjole og sandaler. Han blev helt slukket.
Jeg skal til kursus i Aarhus fra i morgen. Du må klare dig selv med eller uden sløret svarede Jytte kort.
Hvad med kartoflerne? Og skjorten til i morgen? spurgte Egon.
Jytte overvejede at finde det til ham, men viftede bare med hånden.
Du klarer det. Eller så får du hende til det hvis det er så rart, så værsgo, Egon. Farvel!
Hun forlod lejligheden, humpede lidt med kufferten men så forsvandt hun i skumringen, hvor taxaen brummede udenfor.
Egon styrtede til trapperne, ville råbe, men fik et jag gennem ryggen og måtte støtte sig til gelænderet. Han kunne bare hviske:
Jyyyytte?
Hvis hun var der, havde hun varmet ham, gnedet ryggen ind med salve, svøbt ham ind i et uldtæppe og holdt om ham
Elin? Er det dig? peb Egon i røret. Jo jo, men jeg har så ondt i ryggen Kunne du? Jeg kan ikke lave mad Vi kender jo hinanden Hva?
Røret kvækkede noget om, at han måtte ringe lægevagten, og så kom der travle bip. Elin kom ikke. Hun ville ikke give ham salve, stryge skjorten eller give ham varme. Hun var ikke Jytte. Det var en katastrofe.
Han slæbte sig ud i køkkenet, så de kolde frikadeller stå, og udstødte et sørgeligt brøl. Hans egen skyld han havde selv lagt grunden for denne tomhed!
Næste dag kom Jytte hjem med en læge og et bundt roser. Hun havde købt dem selv og stillede dem i en krystalvase. Hun duftede af parfume og cigaretter ja, hun røg også, når det hele blev for meget.
Vent lidt med sprøjten! standsede Jytte lægens hånd, da hun lænede sig over Egon, der lå forpint i sengen.
Hvad? spurgte lægen.
Hvad har du lovet hende? Hende der, blå prik-kjolen. Sådan nogle får ikke bare kaffe hun er alt for ung for dig, spurgte Jytte.
Jeg Jeg er stadig ung begyndte Egon.
Pensionen, brød lægen ind. Hvad har du lovet hende, Egon?
En stilling. Og en grad. Men hun får ingenting! Jeg tog fejl, Jytte, jamrede Egon. Undskyld!
Jo, hun gør. Du holder, hvad du lover. Hun skal have stillingen og graden, så hun ikke mister ansigt. Men du, Egon, du siger din stilling op. Jeg starter på arbejde igen næste uge. Strygejernet er i skabet, skjorterne i vasken. Kan du ikke lide det? Så må du finde en ny. Forstået?
Egon nikkede modvilligt. Lægen og Jytte forenede sig imod ham, Henrik stod i døren og så på, som om rækken af ydmygelser aldrig ville ende
Forstået. Giv bare sprøjten nu, torturbødler stønnede Egon.
Jytte nikkede tilfreds. Og lægen gik i gang.
Elin var lykkelig. Hendes opgave var godkendt, hun fik titlen og job og alt det, hun havde håbet på. Alt sammen takket være Egon.
Men nu overhørte Elin bare Egon hvorfor skulle hun tage sig af ham? Hans kone havde gjort det klart, at titlen kunne ryge igen det var så nemt.
Egon sagde sin stilling op. Mange undrede sig. Han sagde blot, at han havde givet et løfte. Hvem og hvad lod han være usagt.
Til afskedsfesten havde han konen i hånden, dansede tango, og så på hende med et blik, han aldrig havde sendt Elins vej. Hvad var der med Jytte?
Der var alt. Hun var selve luften, Egon havde åndet i alle årene, som han aldrig havde opdaget. Først da han var alene, forstod han, hvor meget hun betød. Det handlede ikke kun om ryggen og varmen. Jytte var stadig den uafsluttede bog stærk, sød og gådefuld som jordbær om sommeren i Danmark. Og måske bliver bogen aldrig læselig til ende. Lad os håbe det.
Elin voksede fra det eller fandt aldrig sin læser. Livet vil vise det.
