— Hvorfor fortalte du mig alt det her? — spurgte Mette med en stemme, der ikke lignede hendes egen.
— Det ved jeg ikke selv, — svarede Hanne lige så dæmpet.
Hun så ud, som om hun ville sige mere, men blev afbrudt af Mettes blik: skarpt, på vagt, gennemtrængende. Det var sådan, man så på en, man ikke længere kunne stole på.
Den fredag, som altid efter arbejde, havde Mette og Hanne taget deres sædvanlige cafébesøg. En tradition, der havde varet i årevis: et glas vin, varm snak, latter, en sjælden tåre. To kvinder, trætte af livet, familien og hverdagens jag. Her ved det lille bord ved vinduet kunne de være sig selv.
Men den aften gik det galt.
Pludselig sprang Mette op, lysende af glæde, og råbte: — Undskyld, jeg er straks tilbage! — før hun løb ud på gaden. Hanne løftede et øjenbryn og fulgte hende med blikket.
Gennem vinduet så hun, hvordan Mette omfavnede en anden kvinde. Slank, velplejet, med et blødt smil. Hanne blev stiv.
Et øjeblik. Så et til. Kvindens ansigt dukkede op i erindringen. Og pludselig føltes det, som om alt koldned.
Hun kendte den kvinde.
Da Mette kom tilbage, var stemningen anderledes. Hanne tvang et smil frem:
— Hvem var det?
— Åh, det var Freja. Min kusine. Hvorfor?
— Bare… jeg syntes, jeg kendte hende.
— Kender I hinanden? Vil du ikke møde hende? Hun er fantastisk!
— Nej! — råbte Hanne højt og skarpt. Nogen vendte sig. — Undskyld… det er ikke nødvendigt.
Mette rynkede panden:
— Hvad foregår der?
Hanne sænkede blikket og knugede hænder på skød:
— Mette… Freja havde en mand. Han hed Thomas, ikke?
— Ja. Og hvad så?
— Det var mig. Jeg ødelagde deres ægteskab.
Alt, hvem Mette vidste om Freyas skilsmisse, kom fra Freya. Utroskab. Skuffelse. En stille, smertefuld opløsning.
Og nu kom erkendelsen fra Hanne. Hendes veninde. Den, hun havde stolt på.
Hanne begyndte at tale, som om hun endelig løsnede en knude, der havde trukket i årevis:
— Freja og jeg var barndomsveninder. Alt sammen: skole, gadelege, ungdomsuddannelse. Så mødte hun Thomas. Jeg var glad for hende. Men så… så tabte jeg forstanden. Hans blik, hans stemme… han holdt om mig til deres bryllup, bare ved en dans. Jeg vidste ikke, hvad der skete. Jeg ville bare have ham. Og pludselig var det ikke nok at være Freyas veninde. Jeg ville være hendes rival.
Først var det blikke. Så berøringer. Så aftener sammen. Og så… den gang, Freja var på hospitalet. Jeg kom for at hjælpe. Men gik som hans elskerinde.
Han kom til mig. Jeg troede, en ny tid begyndte. Men det var helvede.
Thomas sammenlignede. Dømte. Fortalte, hvor perfekt Freja var, og at jeg ikke møde op. På deres bryllupsdag drak han sig fuld og græd. Altid græd han.
Jeg levede i en illusion. Indtil jeg forstod: han elskede mig aldrig. Jeg var et sted at gemme sig. Men ikke blive.
Mette lyttede med sammenknebne læber. Hun rystede. Så mange års venskab. Råd, samtaler, støtte. Alt sammen med en, der havde svigtet hendes familie. Dræbt hendes søsters hjerte.
— Vidste du, jeg var Freyas søster? — spurgte hun hæst.
Hanne rystede på hovedet:
— Nej. Først nu. Men hør… hvad end du siger nu, jeg fortjener det. Jeg tog fejl. Jeg har vidst det længe.
Mette rejste sig:
— Så er det slut. Farvel, Hanne. Held og lykke. Jeg går.
Hanne kom hjem. Ting lå overalt. Vin på bordet, beskidte tallerkener. Thomas havde været der. Og ikke alene.
I soveværelset lå en ung pige og sov.
Hanne vendte sig og gik ud i køkkenet. Thomas dukkede snart op i døren. I hendes badekåbe. Beruset.
— Kom så. Skæld ud, græd, bebrejd. Men jeg er ligeglad. Jeg går. For altid.
— Pak selv. Og forsvind.
Han havde ikke ventet det. Han forventede en scene. Tårer. Fra hende.
Men hun græd ikke. Tårerne var allerede tørret. Indeni hamrede kun tomheden.
Mette fortalte alt til Freya. Hun lyttede tavs. Til sidst sagde hun blot:
— Hanne døde for mig for længe siden. Thomas også. Jeg har tilgivet dem. Men de kommer aldrig ind i mit liv igen. At tilgive er let. At stole igen? Umuligt.
