Den uafsluttede bog
Nå, så er jeg smuttet, Jytte! Du behøver ikke følge mig ud. Jeg kommer sent hjem! Læg skjorten og de blå bukser frem til i morgen, ikke? Og ikke glem at hente dem i renseriet! råbte Viktor fra entreen, trak hurtigt sin frakke på, gav sig en hurtig, kritisk gennemgang foran spejlet, greb hatten og smækkede døren efter sig.
Han smækkede den så hårdt, at ruden klirrede i den åbne altandør.
«Træk…» tænkte Jytte Møller, slukkede for vandet, tørrede hænderne i forklædet og stak hovedet ud fra det lille køkken. Det hele som det plejede; gangen badet i sollys, der endte i entreen, sort-hvide billeder på væggene, tapet i muntre blå striber to brede, to smalle; hendes frakke på knagen. Og…
Jytte Møller rynkede brynene.
Pakke! Viktor havde glemt pakken, hvor der lå de lune pirogger. Hun havde selv stået op i daggry og bagt dem med forårsløg og æg, præcis som Viktor elskede dem. Lige til i dag han skulle på byggepladsen i Glostrup, og der var ikke mulighed for at få et ordentligt måltid så kan man jo glæde sig over lidt hjemmebag!
Hun rev forklædet af, glattede håret, og som hun stod der i sin hjemmeblå kjole, lidt for svaj i livet, korte ballongærmer og en plet kaffe på skørtet, greb hun den varme pakke og holdt den ind til sig som et spædbarn. Godt, hun havde taget nøglerne ellers kunne hun sidde derude for en lukket dør! Hun satte i løb ned ad trappen, mens hendes hånd gled hen over det blanke trægelænder; ned i spiral fjerde, tredje, anden sal…
Jytte kunne, som mange andre koner, bare have råbt fra vinduet, når hun så ham forlade porten. Men at råbe var ikke hendes stil. Hun ville selv overrække ham pakken, og samtidig sige pænt farvel, række ham kinden, han ville kysse hende hurtigt så afsted.
Hun var forpustet, da hun skød døren til gården op med et brag. Hendes 49 år begyndte at mærkes, men hun løb tanken om Viktor drev hende fremad.
Hun scannede hurtigt efter en lys frakke Viktor havde altid frakker der blafrede bag sig, ingen knapper, de skulle bare lege i vinden. Og hatten han ejede en til enhver årstid. Jytte pudsede dem, købte nye, sørgede for dem. Én ting med Viktor: han holdt på stilen.
Hatte er stil! sagde Viktor, hvis deres søn, Mads, engang kaldte ham gammeldags. Jer unge forstår ikke noget, I er bare nylon og plastik!
Hvor var Viktor?
Der! Han var allerede på vej ud mod gaden, på vej ind i det solbeskinnede mylder. Jytte måtte skynde sig, ellers ville han tage bussen så var muligheden væk.
Hun satte i løb over asfalten, nikkede af til naboerne undervejs gamle fruer i strik, der havde taget formiddagskaffen ud i solen, så deres blik fulgte hende, varmede sig ved hendes kærlighed til sin mand.
Hvad sker der dog?! spurgte fru Olsen ned ad ryggen på Jytte.
Madpakke! Viktor glemte sine pirogger! råbte hun tilbage.
Fru Olsen nikkede forstående og smilte bredt: bagværk og kærlighed det er aldrig dårligt.
Men ude ved porten stoppede Jytte brat. Hånden med pakken sank. Alt solen på en gang forsvandt, og det blev svært at trække vejret. Hun måtte støtte sig til nedløbsrøret.
Viktor stod ovre ved busstoppestedet, lidt på skrå, under armen på en alt for ung dame med rosende former og perlegrin. De grinede begge, han så ned på hende, hun lo koket og rystede skuldrene, og pludselig skubbede damen ham væk med et koldt blik. Viktor prøvede febrilsk at få kontakt, bøjede sig ind over hende, som ville han kysse hendes hånd. Men hun rykkede hånden til sig, som var det en lussing; Viktor rankede sig, vred eller ked af det, for Jytte. Men så igen han bedede sig ind med et bolsje, strøg hånden over hendes ryg, rakte det frem. Hun åbnede munden, modtog det, og lo igen.
Det vendte sig i Jytte. Gud! Viktor, en voksen, anset mand, der gør sig til nar for en latterlig, ung pige!
Hun lagde mærke til hvert eneste detalje den blå-hvide prikkede sommerkjole, den perfekte håropsætning, de hvide sandaler. Og så stod Jytte bare der med sin pakke, sine pirogger og sit tabte liv…
Da bussen ankom, fandt Viktor og kvinden vej ind i menneskemylderet. Jytte syntes, Viktor så direkte på hende gennem vinduet. Skammen over kjolen, de slidte futter og posen med mad gjorde hende helt lille.
Hun gik roligt tilbage gennem gården, forbi naboerne, der nu havde smidt trøjerne og nikkede som sejrende dommere. Ved bedet næsten stødte hun ind i fru Olsen.
Nå, nå, blev det ikke til noget med madpakken? spurgte fru Olsen, tog cigaretten ud af munden og nikkede mod Jyttes arme.
Det nåede jeg ikke, svarede Jytte stille.
Ærgerligt. Send Mathias over. Du er vel hjemme i dag?
Jytte rystede tavst på hovedet.
Sådan! Han er vild med dit bagværk. Jeg gider ikke rode med dej, så han må spise hos dig. Ses.
Pludseligt dukkede en traktor op i gården, og fru Olsen fór til den som en hane:
Ud af gården! Pas på mine petuniaer, din brumbasse!
Jytte hørte det ikke. Hun gik langsomt op i opgangen, lyttede til sine egne små fodtrin på marmorgulvet, tørrede et hulk op i det tunge mørke. Slog sig ned på taburetten i entreen.
Det her var alt. Slut. Ingen tryghed, ingen varme, ingen tro. Hvem kan man stole på? Ikke på “mennesker”. Men manden… Manden det burde være en klippe. Den som familien stolte sig til. Hvordan nu?
Hun dumpede på stolen, piroggerne trillede ud af pakken. Katten Felix dukkede op, gned sig kærligt om hendes ben, miavede insisterende. Men Jytte ænsede det ikke. Hun var stadig ved nedløbsrøret hun så stadig den blå-prikkede kjole og dens ejer. Og Viktor. Tårerne strøg ned ad kinderne, så salt og varme at hun mærkede en bittersød lettelse ved for en gangs skyld at slippe tøjlerne, miste facaden og bare bælge sig i sit eget vemod…
Hvor længe hun havde siddet, vidste hun ikke, men pludselig lød et bump på døren, og katten forsvandt, forskrækket.
Ind kom Mathias’ onkel, Ib Olsen fru Olsens mand. Store hænder, rød nakke, skæve krøller og en næse, der var en anelse for stor og klodset til andedammen på Østerbro. Ib var “en af vores”, kunstner type, lidt sær, som Viktor sagde.
Kunstner, Jytte… ligefrem, smilende. Og endda direktør på galleriet! Sådan nogle er lidt tossede, men genier!
Jytte snøftede, så længere op i de blå, lyse øjne, tænkte kunne han ikke have været præst, så. Nej, han var Ib.
Hr. Ib? Er det dig? spurgte hun tøvende.
Ligner jeg en anden? svarede Ib med sin store stemme. Min kone sagde, du havde nogle pirogger til overs? Vores køkken er under renovering, ved du nok… Jeg lever af rugbrød og leverpostej det er jeg træt af nu!
Han snøftede næsten, trådte for alvor ind i den solgyldne firkant i gangen.
Skal bare lige tage skoene af, sagde han overdrevent jysk, pegede på fødderne. Sko store som færgelejer og strømper i grå med den velkendte ribkant. Bare der ikke var hul…
Jytte tog skoene og satte dem til tørre på altanen, men Ib insisterede, at de skulle blive i gangen.
Min krop, mit valg! udbrød han, men smilede skælmsk.
Han var allerede i gang på køkkenet, rodede, snuste, Jytte! Lav en kande te! Jeg vil ha citron i! Sidst jeg fik god te, var fjorten dage siden kom med, vær en engel!
Ja… straks, svarede hun mekanisk og satte elkedlen over. Hovedet var koldt, hjerte tungt.
Viktor… Hvordan kunne han? To skridt fra hjemmet og så i armene på en anden.
Som om Ib mærkede hendes smerte, blev han pludselig mere alvorlig.
Er det gammel te, du vil servere nu? Lav noget frisk, Jytte ikke noget billigt til mig!
Han snuppede kanden, tog låget og snuste ned. Ud med den! Den slags hører til i håndvasken!
Jamen, jeg lavede den lige før! Smag selv!
Hellere frisk end dårlig te. Jytte nikkede opgivende.
I ventede på vandet bibbede hun løs på autopilot, hendes tanker stadig om Viktor… Hendes Vitor, hendes liv havde hun givet alt forgæves?
Teen duftede i køkkenet, stærk sort te med elefant, en anelse syrlig.
Det er godt nok det rigtige! Men Jytte, find kopperne frem fra kasse-servicet, dem med kobolt og guldflet jeg elsker dem! Og tag piroggerne med.
Viktor har købt et nyt sæt, de er også pæne! begyndte hun, men Ib hamrede lettere i bordet.
Jeg vil have det gamle! Det gjorde din mor også. Servér mig nu, og mens jeg spiser, syr du mine strømper! Gal er træt af at sy.
Jytte lo først af hans teater, men hun genkendte sig selv: sådan havde hun rettet ind for Viktor år efter år.
Jeg tramper rundt, hva? Er jeg en kylling, Ib? spurgte hun og fnøs.
Du passer for meget på ham! Og så mister han gnisten mænd vil have passion, ikke lune sokker! Vi er ikke små børn!
Jytte forstod knap hans ord. Hun havde jo plejet Viktor, droppet jobbet som lærer alt for familiens ro. Hun havde opgivet sang, sit staffeli. For Viktor kunne ikke døje duften af linolie og larmen af elever. Hun sendte endda privateleverne væk, da han blev syg.
Hun tabte sig selv i forsøget på at gøre det rette.
Veninder ringede sjældent. Sønnen Mads dukkede op med længere og længere mellemrum, spiste og forsvandt igen.
Alt var stille. Slut.
Jytte, løft dig nu igen! Du er stadig smuk, stadig i live! Rejs dig, for pokker ellers vælter Viktor hen til den næste. Og for resten: dine pirogger er fantastiske! Ib klappede hende på skulderen, blinkede og gik ud i solskinnet.
Jytte blev alene.
…
Viktor kom sent hjem, lettere fuld, krøllet og med en duft af fremmede parfumer.
Mødet trak ud giv mig te og kartofler med en snaps, Jytte! Hvad står du der for?
Men Jytte tog ikke imod porteføljen, hun pegede på sin kuffert.
Jeg skal væk. På kursus. Du klarer dig selv. Med eller uden gråd.
Kartofler? Skjorten?
Hun tøvede; gik mod soveværelset, men stoppede.
Ordner det selv. Eller inviterer hende. Jeg er ligeglad. Farvel, Viktor, det er min tur nu.
Og ud i opgangen dansede hun, lidt besværet af kufferten, for hun havde aldrig lært at pakke let. Men hendes hæle klikkede på trappen, og hendes sandfarvede kjole svajede i aftnen, mens taxaen førte hende bort.
Viktor styrtede hen til trappeopgangen, ville råbe noget efter hende, men smerten i ryggen eksploderede, han blev overmandet af tåre.
Jyy-y-ytte… hviskede han grædende.
Hvor var hun? Hun ville jo have masseret, lagt ham under et uldtæppe og givet ham te. Men nu…
…Fie? Det er dig? Ja, jeg ved, jeg ikke burde ringe, men min ryg… og lidt mad Jeg kan ikke engang gå ud i køkkenet, Fie! Vi står jo hinanden nær! Hvad?
Røret sagde, han skulle ringe på vagtlægen, og linjen blev død.
Hun ville ikke komme, morgenkåben ville ikke blive strøget for hans skyld Fie var for stolt. Fie var ikke Jytte. Overhovedet ikke…
Han humpede ud i køkkenet og så piroggerne, kolde på fadet.
Det var ingen drøm det var en katastrofe, og han havde selv forvoldt det.
…
Næste dag kom Jytte hjem, senere end hun plejede, med en læge under armen og en buket roser. Hun havde selv købt buketten og satte den i krystalkaraffel. Parfumen minglerede med en snert af cigaretrøg. Ja, hun røg. Nogle gange. Når det gik hende på.
Vent, doktor, ikke stik endnu! hun standsede lægens hånd med sprøjten.
Viktor jamrede sig, lettelsen udeblev.
Hvad nu? spurgte lægen.
Vent lidt. Viktor, hvad sagde du til hende? Den slags piger finder ikke gamle mænd som dig uden grund!
Jeg er ikke gammel! Jeg er i min bedste alder…
Pensionen, afbrød lægen. Nå, hvad sagde du?
En stilling. Og en titel. Men hun får ingenting! Ingenting! Jeg har taget fejl, Jytte, bare du! Undskyld!
Hun skal have, hvad du lovede. Du er mand nok til at holde ord. Og du, Viktor, du siger din stilling op. Fra næste uge arbejder jeg igen. Strygejernet står på hylden, skjorterne ligger i vasken. Kan du ikke lide det? Så find en advokat. Har du forstået?
Han pustede, tørrede panden, nikkede. Smerten i ryggen var uudholdelig, Jytte var benhård, lægen på hendes side, Ib grinede ude i entreen nu kunne kun fru Olsen mangle!
Forstået. Stik nu for satan! stønnede han.
Jytte nikkede tilfreds. Så fik han hjælp.
…
Fie var lykkelig. Nej, hun svævede en doktorafhandling på rekordtid, kandidatgraden i hus, lun stilling. Og alt sammen takket være den kære, enfoldige Viktor.
Nu lagde hun dårligt nok mærke til ham, veg udenom hvorfor dog? Hans kone havde gjort det klart, at stillingen og graden kunne smuldre hurtigt! Og Fie, hun skulle nok finde en anden.
Viktor sagde op. Ingen forstod hvorfor. Han nævnte bare, han havde givet et løfte. Til hvem eller om hvad, sagde han ikke.
Ved afskedsreceptionen tog han Jytte med hun bar diamanter, og de dansede tango. Hans blik på hende var nyt sådan havde han aldrig set på Fie.
Hvad var det med hende, den der Jytte Møller?
Det var bare alt. Hun var luften, han havde indåndet hele sit liv. Ingen lagde mærke til luften, før den ikke var der mere. Da han stod tilbage i ensomhed, forstod han, hvad han havde mistet.
Det handlede ikke om smerten i ryggen eller en varm krop. Hun var stadig den uafsluttede bog, det mysterium, bittersødt som danske jordbær. Og hvem får nogensinde læst den til sidste side? Sådan måtte det være.
Fie ja, hun var ikke vokset nok til Jyttes kapitel. Livet ville vise hende det på sin egen måde.
