Hej, så skal du høre. Henrik ringede pludselig igennem på direkte linjen: “Anders, kom lige herind!” Anders vidste godt, at han ville få en overhaling. Og det havde han sgu også fortjent.
“Nå, der er du. Slå dig ned, Anders. Igen har du smadret arbejdet. Det bliver en advarsel. Og den kvartalsvise bonus må jeg desværre tilbageholde. Hvorfor dog? Jeg har advaret dig gentagne gange! Jeg lovede jo din far… og så svigter du mig.” Produktionschefen Henrik Sørensen gjorde en opgivende bevægelse med hånden. “Ud af mit synsfelt. Du er en voksen mand, for fanden! Tænk dig nu om, Anders. Hvad skal der blive af dig? Ingen familie, ingen hobbyer. Hvordan skal du leve dit liv?”
Anders tog DSB-toget hjem. Som altid propfuldt. Man kunne knap nok stå, end sige sidde. Folk pressede sig sammen.
Hans kammerater fra fabrikken blev hjemme ventet af deres koner, med aftensmaden på bordet. Hos Anders var der tomt. Han boede alene. Og det eneste, han havde lyst til for tiden, var en fadøl og så at dumpe i seng.
Før i tiden hang han ud med vennerne efter arbejde. Pigerne syntes, han var flot. Men nu var de allesammen blevet gift. Kedelige blev de af sig, med ensformige bekymringer – koner og børn!
Ved sin stopsted kæmpede Anders sig ud – en bedstemor med indkøbsposer fyldte døråbningen. Umuligt at komme forbi!
I undergrundsstationen var der altid nogen, der skubbede eller trængte sig forbi. Alle havde travlt, travlt. Men hvad skyndte de sig egentlig hen til?
Da han var femogtyve, skyndte Anders sig også gennem livet. Pigerne hang i stor stil på ham. Og hvorfor ikke? Han havde allerede lejlighed dengang, en god løn på fabrikken. Han havde endda købt en bil – nok ikke ny, men hans egen!
Moren sagde altid: “Gift dig, min dreng! Tiden flyver, og du spilder den på de der sminkede tøser! Min nabo Annika, hun er sgu en god pige! Ung og hjemmekær! Hun hjælper sin mor med alt, studerer til sosu-hjælper, og jeg ser godt, hun kigger efter dig.”
Men han svarede hende: “Jeg har ikke brug for sådan en, den Annika der. Hun tiltaler mig ikke, ikke min type!”
Og se bare, han havde smidt chancen væk. Annika der står sikkert nu og steger frikadeller med kartofler til sin mand og skærer salat på agurker og tomater. Og venter spændt, og børnene spørger: “Mor, kommer far snart?”
Men ham venter der ingen. Det havde faktisk engang været rart. Han kunne ikke sige, hvornår det lige skete, det øjeblik hvor det blev på tide, hvor byturene blev trætte, men han bare fortsatte på skinner.
Anders gik op ad trappen, fandt sin nøgle i lommen, prøvede at stikke den i låsen – den passede ikke. Hvad pokker? Han prøvede igen, vred nøglen i nøglehullet, og…
Så fløj døren pludselig op indefra. Og der stod… Anders’ mor i et blomstret nathabitt, med rødmende kinder: “Skatter, ville du lige på besøg på vej hjem fra arbejde? Hvorfor ringede du ikke? Du ser træt ud. Vi skulle lige til at spise aftensmad med far. Kom nu, Anders lille, tag overtøjet af, vask hænder! Far, er du der? Erik, kom og modtag drengen, i stedet for at fumle derinde!”
Anders stod målløs, som slået i staver.
Så kom Erik Christensen ud: “Søn, jeg troede faktisk, du havde din kæreste med til at præsentere hende. Vi venter vist forgæves på børnebørn! Min egen skyld, tøsedreng, jeg giftede mig først efter fyrre. Og din mor var heller ikke ungknus længere. Lad nu være med at trække tiden, lær af din fars fejl. Gør tingene til tiden! Forstået?”
“Forstået, far,” fik Anders presset frem, halsen var helt tør, “far, tak til jer begge for alt. Et øjeblik, jeg glemte noget!” Og Anders skød ned ad trapperne som en pil, ud af opgangen og løb uden at se sig tilbage.
Efter en god distance standsede han endelig, gispede efter vejret, og kiggede langsomt og varsomt tilbage. Hvordan kunne det ske, at han pludselig var gået den forkerte vej fra toget? Han havde dagdrømt, og benene havde af gammel vane båret ham til forældrenes hus, hvor Anders selv havde boet fra barn, til han flyttede hjemmefra. Ganske automatisk gik han op og ville låse op… men sagen var ikke den…
Anders kiggede sig om.
Forældrenes fem-etagers var væk.
På dens plads lå der nu en lille park…
Naturligvis, den blev revet ned for tre år siden. Og Anders’ forældre har ikke længere været her i fem år.
Han solgte den lejlighed dengang, betalte sin realkredit af og købte en bil. Sætte gravsten til far og mor.
Hvad *var* det der? Hvor kom han pludselig hen, så levende, tilbage i sit gamle hjem hos mor og far? Og de… sådan som de altid var! Som om de levede? Mon det hele bare var en indbildning?
Anders var målløs over det, der var sket.
Han kom hjem til sig selv og stirrede længe på sit spejlbillede. Så steg han i bruseren, vaskede sig, trak et træningssæt og sneakers på og gik ud.
Forældrehuset blev revet ned, beboerne flyttede ind i nyt byggeri ved siden af. Ti
Og da lille Elias kom til verden med Anders’ fars blå øjne og Julies lyse smil, forstod Anders endelig, at mirakler mest af alt ligner hverdagens stille glæder – og at de begunstiger dem, der tør lytte til et ekko af kærlighed fra en anden tid.
