Den tillidsfulde mand og giftflasken
“Vi er fremme, mor,” sagde Mads og åbnede døren til bilen for sin mor.
Agnete steg ud og så op mod vinduerne i deres lejlighed. Hun sukkede.
“Hvad er der, mor? Er det igen noget galt?”
“Nej, skat,” svarede hun og så sin søn i øjnene. Hans blik var ægte bekymring. “Jeg har levet hele mit liv i den lejlighed. Først med mine forældre, derefter med din far. Det var der, jeg bragte dig hjem fra fødegangen. Du var så lækker dengang.” Hun tav et øjeblik. “Kan du huske, da vi købte gardinerne efter renoveringen? Og nu…” Hendes blik flackede tilbage til vinduerne.
Hvor mange timer havde hun ikke brugt foran køkkenvinduet, på udkig efter sin Niels? Så snart hun så ham gående over gårdspladsen, tjekkede hun, om aftensmaden stadig var varm. Hun lod altid gassen være tændt under kogekanden – Niels elskede altid brandvarm te, med ternet sukker. Sødet te og slikke affejede han. Det hang vel sammen med hans bonderødder.
“Kom nu, mor,” afbrød Mads hende og rørte ham ved armen. “Mette har sikkert ventet længe.”
“Mette…” hviskede Agnete. “Hun har ikke engang kommet forbi mig en eneste gang. Ventede hun på min død?”
“Hold nu op, mor,” afbrød han skarpt.
De gik op til anden sal i den gamle bygning midt i København. Mads åbnede den tunge dør, hvor der stadig var huller efter skruerne fra det tidligere skilt med hendes fars navn: “Erik Frederiksen. Professor.”
Svigerdatteren kiggede ud fra stuen, fnøs og forsvandt igen.
“Kom ind, mor. Jeg skal lige lave te til dig, med citron, som du kan lide det,” sagde Mads.
Agnete gik ind i det lille værelse, som engang havde været Mads’ værelse – og endnu tidligere hendes eget pigeværelse. Hun sank tungt ned på den slidte sofa, lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene.
*Hvordan skulle det her gå?* tænkte hun.
***
Agnete blev gift sent. Hendes far, professoren, så hende som sin arvtager og ville have, at hun skulle videreføre hans arbejde inden for videnskaben. Der var mange, der gjorde kur til hende. “Skynd dig ikke, skat. Drengene er mere interesserede i din fars navn end i dig,” sagde mor.
Men da hun var tredive, forelskede hun sig selv i en klodset ung kandidat. Hendes far var helt vild med ham og forudsagde en stor fremtid. Måske var det, der fik ham til at gå med til ægteskabet. Eternet år gik hendes far på pension og overlod fakultetet til svigersønnen. Mor og far flyttede derefter til landet og lod lejligheden til de unge.
Med Niels levede de et godt liv – men det ville ikke lykkes dem at få børn. Agnete havde næsten opgivet det, da det endelig skete. Hvor var de ikke lykkelige! Da sønnen kom til verden, måtte hun opgive videnskaben. Og Niels ville også have, at hun blev hjemme og opdragMen mens hun så på sin søn, der nu var lykkelig med Vero og deres kommende barn, vidste Agnete, at hun endelig kunne lægge fortiden bag sig og se fremtiden i øjnene med ro i sindet.
