– Vidste du, at den mærkelige kvinde på første sal egentlig er et monster? sagde Jannik, mens han ubekymret knasede på sin chokoladebar. Morten undrede sig altid over, hvordan hans ven kunne tygge uafbrudt, uanset hvad der skete omkring dem. Jannik slikkede slik både i timerne, i frikvartererne og efter skole. En dag smed han en vingummistrøm helt ind i matematikprøven, og selvfølgelig måtte han betale prisen med en streng reprimande fra frue Andersen, matematiklæreren.
Morten glemte straks sin egen chokoladebar og stirrede på Jannik:
Hvad mener du? Hvilket monster?
Det rigtige! Hun har slangeskæl i stedet for hår på hovedet, og om natten spiser hun børn! Har du ikke hørt, at drenge forsvinder i byen?
Morten havde kun hørt i nyhederne om to drenge på ti år, som var forsvundet for flere uger siden. Men hvad snakker Jannik om? En seksklassing, som stadig tror på sådan tåbelighed!
Selvom det kun var tåbelighed, kunne Morten ikke slippe Janniks ord fra hovedet. Da han gik ned til sin egen lejlighed på syvende sal (Jannik boede på niende), kunne han ikke koncentrere sig om lektierne tanken om naboen fyldte alt. Hun optrådte virkelig mærkeligt: hun gik kun ud fra sin lejlighed på første sal om aftenen eller når det regnede, altid i mørkt, hættet tøj, der skjulte ansigtet. Ingen i bygningen vidste, hvad hun hed, hvor gammel hun var eller hvad hun lavede, og vinduerne var altid sløret med tunge, sorte gardiner. Hvis nogen kom forbi i indgangen, gik hun lydløst forbi med hovedet bøjet. Hun sagde aldrig et ord.
Selv de ældre i indgangen kunne intet om hende; de kaldte hende skør og enlige. En dag fangede Morten dem i en samtale:
Jeg gik i butik, kom tilbage med tunge poser, og så den skøre pige gå ud af lejligheden. Da hun så mig, klistrede hun sig til væggen og stirrede kun med øjnene under hætten. Hverken hej eller farvel!
Ja, helt vanvittig. Hun er så vild, at folk holder sig væk fra hende som om hun var en pest! Jeg har set hende omkring klokken elleve om natten, som en skygge, glide ud af trappen. Hvor går hun hen om natten? Helt dagen sidder hun bare hjemme.
Hvad kan man forvente? Enlige er netop, hvad hun er!
Morgenen gik skævt fra starten. I historietimen blev Morten kaldt op til tavlen, hvor han mumlede om Kong Yaroslav den Kloge, som om han vidste noget. Læreren så igennem ham og gav ham en enere. Det er ærgerligt! tænkte han. Hvorfor kunne han ikke bare lære om den hersker, der delte navn med sin bedste ven
I pausen gik den bøvlede Karlsson hen til Jannik og kaldte ham Jannik den tykke. Hans hjælperkammerater, Thomas og Søren, gentog navnet med glæde, og så greb de Janniks croissant, som han lige havde fundet frem.
Giv mig croissanten! råbte Morten, vel vidende at han kom til at blande sig. Men han kunne ikke lade sin ven i stikken. Han stod altid op for Jannik, når nogen drillede ham, og det skete ofte.
Karlsson vendte sit grinende ansigt mod ham:
Åh, den Smålige forsvarede den Store!
I klassen kaldte de dem Den Store og Den Lille. De sad ved samme bænk, gik i skole sammen og gik hjem sammen. Morten var spinkel, så ud som om han var yngre end sine år, og ved siden af den buttede Jannik virkede han som en spøgelse.
Morten sprang efter croissanten, næsten lykkedes, men landede klodset og ramte en jordklode, som stod på lærerens bord. Jordkloden knækkede med et brag og rev sig i to, og i den ene halvdel løb en lang revne. Lige i det øjeblik trådte geografilærerinde, fru Nielsen, ind i lokalet
Jordkloden var kun let beskadiget, men efter timen sagde fru Nielsen:
Morten, kom her.
Morten gik mod bordet, undgik hendes blik. Hun så ham i ansigtet:
Morten, hvad laver du? Du er en fornuftig dreng
Hun holdt en tænksom pause, og den trykkende stilhed fik Morten til at ville gemme sig under bordet. Han forestillede sig allerede, at han skulle til rektor eller at hans mor skulle få et opkald. Han havde lige fået en reprimand fra sine forældre for en treer.
Heldigvis sagde fru Nielsen:
Jeg kalder ikke forældrene, men du må hjælpe mig med lærebøgerne efter timen.
Okay, fru Nielsen, sukkede Morten og kiggede på sine slidte sneakers.
Det var en lille trøst, at han undgik at få sine forældre indkaldt. Stemningen var dog stadig tung. Efter skole blev Jannik straks ført til lægen, så han kunne ikke blive og dele den uretfærdige straf med Morten.
Efter timen løb drengene i en tumult for at hente deres overtøj, mens Morten, trist, så på kaosset i omklædningsrummet og gik ind på fru Nielsens kontor. Hun fik ham til at bære bøger fra biblioteket og så rydde op i klassen. To timer gik, og da han forlod den tomme skole, hang tunge, våde skumring over gaderne.
Morten slæbte sig hjem, stirrede på sine fødder og tænkte på alt, der var sket. En klam, let regn dryppede ned som om den ville gemme sig under hætten. Hvor uretfærdigt livet er! Han havde kun stået op for en ven, og nu endte han som den, der blev straffet. Karlsson blev ikke straffet, selvom han havde startet det hele. Hvorfor skulle han altid have det så let?
Gaderne var våde, asfalten glinsende. Tankerne om den mystiske kvinde fra første sal vandrede i hans hoved. Pludselig gik han den sædvanlige rute gennem parken med Jannik, men denne gang var han alene. Han gik langs den mudrede allé, hvor træernes nøgne grene stak mod den grå himmel som lange, sorte fingre, og på siderne stod truende buske.
Hvad hvis nogen gemmer sig i buskene og venter på et offer? tænkte han. Så kom han i tanke om den mærkelige nabo. Hvad hvis hun var ude på jagt og ventede på ensomme, forsvundne drenge, med slangeskællende øjne, der glimtede i mørket? Han øgede skridtet.
En iskold bølge gik gennem ham; det var ikke bare vinden eller regnen. Da han vendte sig om, så han en mørk skikkelse i hætte gå efter ham.
Han løb og hørte bag sig:
Hey, dreng, vent!
Stemmen var mandlig, men den gjorde ham kun mere ængstelig. Han vidste, at man ikke skulle tale med fremmede, især ikke på en tom, mørk allé.
Rygsækken føltes som en tung sten, den truede med at knuse hans ryg. Hvorfor skulle eleverne hvert dag bære så mange tunge bøger?
Fødderne kom nærmere, den fremmede løb lydløst bag ham; gruset knirket under hans sko. Morten hørte tung vejrtrækning lige bag sig.
Pludselig trak noget kraftigt i hans rygsæk, så han næsten faldt. Han prøvede at løbe videre, men noget greb fat i tasken. Han vendte sig langsomt og så ansigtet på den fremmede: en mand med hætten trukket helt ned over øjnene.
Den fremmede smilede sarkastisk:
Hvorfor løber du? Jeg ville bare tale.
Morten kunne ikke råbe; frygten stammede hans stemme. Hans mund var tør, og hans tunge sad fast i halsen. Han så, at manden holdt den anden hånd bag ryggen.
Hvad var der? En kniv? En pistol?
Parken var øde, og gadelamperne var stadig slukkede. Kun regnen trommede monotont på bænke og mørke lygter. Ingen hundefører gik forbi.
Ingen var i nærheden. Morten stod ansigt til ansigt med den uhyggelige fremmede i den forladte park. Mandens øjne glimtede som rovdyr. Han trak den anden hånd frem fra sin frakke; i den holdt han en beskidt klud, der lugtede af vinduesrens.
Lugten ramte Morten i næsen skarp, kemisk, som når moren tørrer vinduer. Hovedet svimmel, han var ved at miste bevidstheden, da pludselig en anden skikkelse sprang ud af buskene som en kat. En lille, spinkel mand i hætte gik efter den store og fik ham til at slippe grebet. Morten stod fast som lam, som om hans ben var vokset ind i jorden.
Tiden gik som en evighed. Den store mand brølede i raseri, så hans skrig blandede sig med den gennemtrængende, kolde vinden og gik ind i Mortens knogler. Så lød der et mærkeligt, græsligt lyde som om en ældre mand slugte en fersken og mumlede uden tænder.
Pludselig tændte gadelamperne, og allysede den koldgule skær over alléen. Den lille mand bøjede sig over den store, så hans hår, der gemte sig under hætten, gled ud det var en kvinde.
Er det virkelig hende? Morten nåede ikke at tænke videre. Lyden døde ud, og den lille kvinde stod op, vendte sig mod Morten, og hendes ansigt var dækket af blod; to lange hugtænder stak ud af munden.
Hun tørrede munden med sin ærme, som om den var dækket af flødeskum, og gik truende mod ham. Morten trak sig tilbage, men hun blinkede med gule, katteagtige øjne og forsvandt i buskene. Den store mand lå livløs på den våde sten, hans hals dækket af blod, og en mørk plet spredte sig omkring ham. Kluden med den skarpe lugt lå alene, ubrugeligt, som sin ejer.
Et par sekunder senere samlede Morten modet og flygtede fra parken så hurtigt, han nogensinde havde løbet. Inden for fem minutter kastedes han ind i sin lejlighed, pressede sig mod døren og prøvede at trække vejret. Heldigvis var hans forældre ikke hjemme; ellers ville han have måttet forklare, hvorfor han løb væk fra en fremmed.
Han besluttede sig for at holde det for sig selv også for Jannik. Det, der var sket i parken, gik ham over hovedet. Så måske var Jannik ret, da han sagde, at der var et monster? Måske havde han overdrevet med skællet på hovedet og børnene, men hun spiste voksne.
Var vampyrer virkelige? Det monster, der redde ham fra manden, var jo også en type monster. Han var overbevist om, at ingen ville tro ham. Forældrene ville afvise det som børnefantasi, selvom han ikke længere var et barn, og Jannik ville tvivle på, at en vampyr havde reddet ham i stedet for at spise ham. Ingen kunne forklare, hvorfor den vampyriske nabo havde ladet ham leve.
Siden den aften sad Morten foran fjernsynet, bange for at gå glip af nyhederne om den krop, der var fundet i parken. Men ingen rapporterede noget. Tre dage senere nævnte nyhederne kort, at to forsvundne drenge var fundet i en mands hus. Det viste sig, at manden boede i et parcelhus og havde holdt drengene i sin kælder. Ingen nævnte, hvordan han døde, eller hvor hans krop blev fundet. Måske ville de beskytte borgere fra panik; tanken om en sulten vampyr på gaderne i København ville skræmme folk mere end forsvundne børn.
Morten indså, at televisionen ikke ville give ham svar, så han holdt op med at følge nyhederne og til sidst glemte han hændelsen. Jo længere tid, jo mere fjernsynt blev den, mens skoleopgaver, juleferie og festlige forberedelser fyldte hans tanker.
Sneen faldt endelig, lige før slutningen af december. Morten og Jannik kom hjem fra skakklubben, da hun den blege kvinde i hætten gled ud af trappeopgangen. Jannik var så opslugt af sin triumferende skaksejr, at han ikke lagde mærke til hende. Han havde i den sidste måned spist sundere, tabt vægt og endda sluppet af med Karlsson, som ikke længere drillede ham.
Morten lyttede halvt til Jannik, men holdt øjnene fast på den blege kvinde. Da han stod ved døren, kastede hun et hurtigt blik på ham fra under hætten og gik videre. Hans hukommelse fyldtes med billedet af hendes blodige ansigt og lange tænder, men nu så han kun en gammel, bleg kvinde uden vampyrtænder eller glødende øjne. Hendes læber var strakte i en svag smil.
Åh, det er den enlige fra første sal! råbte Jannik, endelig afbrudt af sin egen fortælling.
Ja, det er hun
Så er hun i dag faktisk venlig, hun har ikke engang sænket hovedet! Måske er hun sulten! grinede han.
Morten sagde intet, men før han gik ind gennem indgangen, vendte han sig om og så den mørke skikkelse forsvinde i de funklende hvide sneklatter, som om hun smeltede ind i et tæppe af sne.
***
Kirstine stod tidligt op i dag; sneen lagde sig som en tung væg udenfor, så solen og nysgerrige blikke var sjældne. Hun kunne gemme sine hugtænder når som helst, men den uvirkelige bleghed og de gule øjens glimt kunne afsløre hende. Selvom hun havde holdt en streng bloddiæt i årtier, bestående af kun de mest ondskabsfulde sjæle, var den konstante tilstedeværelse af mennesker stadig en prøvelse.
Hun kunne dog ikke bo langt væk fra byens travlhed. Kun i tætte bebyggelser fandt hun nok bytte mordere, voldelige og perverse, som hun havde fortært sidste måned. Kirstine kunne lugte frygt og forvirring fra Jannik, som hun havde mødt i trappen før. Han lugtede af rædsel, og hun vidste, at han ville holde sin historie for sig selv.
I Danmark findes en gammel aftale, at vampyrernes ofre skjules for offentligheden, og loven påbyder dem at holde sig forbeholdt almindelige mennesker. Så vampyrerne rører sig ikke, og mennesker rører sig ikke om dem. Men at leve som Kirstine i byen er en evig kamp: altid alene, gemt i skyggerne, ubemærket og uønsket. Navnet hendes forældre gav hende betyder fremmed på græsk og så var hun virkelig en fremmed for alle.
Hun valgte en lille lejlighed på første sal for at kunne glide ud af bygningen uden elevator. Nogle naboer så hende, men hun gemte ansigtet og gik forbi uden et ord. Hvad andet kunne hun gøre? Vampyrer er sjældent venner, men de er de eneste, der forstår hende.
Hvis alle, der hader Kirstine og hendes ensomhed, vidste,Mens den sidste snekrystaller blev til vanddråber i Mortens hånd, gled hun ud af hans syn som en tåge, der forsvinder over Københavns gader.
