Den stride nabokone – Du skal ikke rode med mine briller! – råbte den tidligere veninde. – Se til dine egne øjne! Tror du, jeg ikke ser, hvem du glor på? – Nå, du er altså jaloux? – undrede sig Tamara Borisdatter. – Så det er derfor, du går og håber! Jeg ved, hvad jeg skal give dig til nytår: en læbestift-rulle-maskine! – Hvorfor det? Behold den du! – svarede Lyda igen. – Eller er dine læber blevet så store, at ingen maskine kan klare dem længere? Tror du, jeg ikke ser det? Bedste Tamara svingede benene ud over den gamle seng og gik hen til sit lille husalter for at læse morgenbøn. Hun var ikke sådan vildt troende: noget måtte der jo være deroppe – nogen styrede det her! Men hvem? Det var stadig uafklaret. Den altomfattende kraft fik mange navne: kosmos, begyndelsens begyndelse, eller selvfølgelig Gud! Ja, den rare gamle med hvidt skæg og glorie, siddende på sin sky og tænkte på alle på Jorden. Bedste Toma var længe kommet over den anden halvdel – snart blev hun 70. I den alder var det bedre ikke at blive uvenner med den Store deroppe: hvis Han ikke findes, mister de troende ingenting – men hvis Han findes, mister de vantro alt. Hun afsluttede morgenbønnen med et par ord fra sig selv: sådan skulle det være. Ritus udført, sjælen blev lettere – en ny dag kunne begynde. Tamara Borisdatter havde to store problemer: og nej, det var hverken tåber eller veje – det var alt for slidt! Det var nabokonen Lyda og hendes, Tomas, børnebørn. Med børnebørnene var alt klart: den moderne generation gad ikke lave noget, men de havde da deres egne forældre – lad dem tage bøvlet! Men hvad skulle man gøre ved Lyda? Hun var blevet klassisk træls for nabokonen! Det er kun på film, at skænderier mellem kendte skuespillerinder ser charmerende ud – i virkeligheden er det temmelig grimt. Specielt når man får skældud uretmæssigt. Toma havde også en ven, kaldet “Poul på Puch’en”. Hans fulde navn var Poul E. Koss – men alle kaldte ham bare “Puch’en”. Navnet kom, fordi han i sin ungdom elskede sin gamle knallert – eller “puch’en”, som han altid sagde med et grin. For længst stod den rustne knallert og samlede støv i skuret, men øgenavnet sad fast – så’n er det på landet! Før i tiden havde de været vennepar – Poul og hans Nina med Toma og hendes mand – men ægtefællerne lå nu trygt på kirkegården. Så Toma fortsatte med at være venner med Poul – de havde kendt hinanden siden skolen, og Poul var en god ven. Dengang havde de været trekløver i skolen: hun, Poul og Lyda – og dengang gik det godt, rent venskab, intet flirteri. De gik altid sammen – Poul i midten, damerne på hver side, arm i arm. Som en kop med to hanke – den kunne ikke tabes! Med tiden ændrede ven-skabet sig. Eller ophørte, blev til mistillid fra Ludmilas side, og senere ren had. Som i tegnefilmen: det var som om, nogen havde byttet hende ud… Lyda blev nærmest “byttet ud”, efter hendes mand døde. Før det havde det været OK. Folk forandrer sig med tiden: den nærige bliver nærig, den snaksalige bliver sludrende, og misundaren sprænger af misundelse. Måske var det også sådan med Lyda – koner kan være sådan. Mænd er ikke bedre. Der var også noget at misunde. For det første: Tomka var stadig slank på trods af alder, mens Lyda var blevet småbuttet: “Hvor skal taljen være, madam?” Så hun tabte klart til naboen. For det andet: Den fælles gamle ven Poul virkede mere interesseret i Tamara – de grinede og hyggede sig, mens Lyda kun fik korte ord. Han kiggede langt oftere forbi Tomas hus, end til Lyda – hende måtte han næsten lokkes ind til… Ja, måske var hun ikke så kvik som irriterende Tamara. Hendes humor haltede også! Poul havde altid nydt et godt grin. På dansk er der ikke rigtig noget ord som “bazlanit”, men Lyda begyndte at hakke på alt og alle, uanset hvor småt. Først klagede hun over Tomas toilet – den stod forkert og lugtede grimt! – Din latrin stinker! – råbte Lyda. – Jamen, den har da stået der i hundrede år! – svarede naboen – og slog tilbage: – Nå ja! Dine briller fik du gratis – og godt får man aldrig for ingenting! – Du skal ikke røre mine briller! – råbte den gamle veninde. – Se til dine egne øjne! Tror du, jeg ikke ser, hvem du sender blikke til? – Nå, er du jaloux? – lo Tamara Borisdatter. – Ved du hvad, jeg giver dig læbestiftsrulle til jul! – Du kunne beholde den selv! – svarede Lyda. – Eller er dine læber blevet for store? Tror du, jeg ikke ser det? Jamen, hun så det alt sammen – og Poul, som Tamara talte ud med, sagde hun skulle flytte toilettet indendørs, så Lyda kunne slappe af! Børnene splejsede, og Tamara fik nu indendørs toilet – og skiden blev gravet til af gode gamle Poul. Nu kunne Lyda finde på noget nyt! Og det kunne hun: nu havde Tomas børnebørn plukket pærer fra Lydas træ, der rakte ind over Tomas have. – De troede vist, det var vores – undskyldte Tamara, selvom der ikke blev plukket en eneste pære! – Dine høns roder nu også i mine bede! – En høne er dum! – svarede Lyda. – Men børnebørn, dem skal man opdrage, bedstemor! Ikke bare rende og fnise med karle! Kort sagt: alt endte igen ved Poul. Børnebørnene fik skældud, og pæretiden var forbi – men Lyda fandt hurtigt noget nyt. Nu havde nogen ødelagt hendes grene! – Hvor? – spurgte Tamara. Der var ikke ødelagt noget som helst! – Her – og her! – pegede Lyda. Og ja, Tomas hænder var også kønnere – slanke og pæne. Så foreslog “Puch’en” at save grenene af: det var altså Tomas grund! – Hun vil jo råbe! – protesterede den gamle dame. – Sats på det modsatte – jeg hjælper dig! – lovede Poul. Og minsandten: Lyda så det hele, men sagde ikke et ord! Træet blev klaret, men nu havde Tamara brok over Lydas høns på hendes jord. I år havde Lyda fået en ny race – sidste år var det ikke sådan. En høne aner jo intet om andres bede, og roder alt op. Lyda smilede bare skævt, når Tamara klagede: hvad vil du gøre ved det? Der var overvejet at stege et par høns som eksempel – men snille Tamara gad ikke forsøg. Så foreslog den kløgtige ven at lægge æg ud om natten på bedene og samle dem ind om morgenen – så troede Lyda, hønsene havde lagt dem der! Tror du det virkede? Tak, internet! Lyda stod måbende, da Toma samlede æg – og siden var der ingen høns på Tomas bede. Så skal vi ikke blive gode venner igen? Åh nej du, Lyda fandt hurtigt på nyt – nu var røg og os fra Tomas udekøkken et problem! Sådan var der altid noget nyt på landet. Tålmodigheden slap op for Tamara. – Måske vi burde melde hende til forsøg? – sagde hun til Poul til te. – Hun æder mig levende! – Hun ville gylpe det op! Og jeg skulle nok stoppe hende! – lovede Poul. – Forresten har jeg en bedre idé! Få dage senere hørte Tamara en glad sang: – Toma, Toma – kom ud af huset! Der stod en smilende Poul – med den nyrenoverede Puch. – Jeg har været trist, fordi min Puch var i stykker – men nu er den lappet! Nå, hvad så – skal vi ud at cruise? Kom, så husker vi ungdommen! Og Tamara sprang op bagpå! Nu er alder afskaffet – man er aktiv pensionist 65+! Og så kørte hun bogstavelig talt ind i et nyt liv. Snart blev Tamara “Koss’ kone” – Poul E. Koss friede nemlig! Puslespillet faldt på plads, og Tamara flyttede ind hos sin mand. Lyda blev tilbage – nu endnu mere ensom, tyk og gnaven. Er det ikke anledning nok til at misunde endnu mere? Nu var der dog ingen at skændes med – alt brokkeri blev indenfor murene. Men det SKAL ud… Så pas på, Toma, og gå ikke ud – det kan kun blive vildere! Kort sagt: ikke et liv – men en vise. Hvad havde du regnet med ude på landet? Næste gang må man nok overveje det dér toilet…

Besværlig nabo

Du skal ikke røre mine linser! råber den tidligere veninde. Kig efter dine egne øjne! Tror du, jeg ikke ser, hvem du glor på?

Nå, er du jaloux eller hvad? undrer Tamara Bentsen sig. På hvem har du da fået smag på! Jeg ved, hvad jeg giver dig til jul: en læbestyldemaskine!

Hvorfor det? Du kunne jo beholde den selv! svarer Lise ikke uden bid. Eller er dine læber så slidte, at ingen maskine kan rulle dem op mere? Tror du, jeg ikke ser noget?

Tamara svinger benene ud fra sin gamle seng og går hen til sit lille hjemmealter for at læse sin morgenbøn.

Man kan ikke ligefrem sige, at hun er stærkt troende; noget må da findes deroppe i det store himmelblå nogen har jo styr på det hele! Men hvem det er, tja, det får stå hen i det uvisse.

Denne øverste kraft har mange navne: universet, begyndelsen på alting, og selvfølgelig Gud ja, den gode gamle bedstefar med hvidt skæg og glorie, som sidder på sin sky og tænker på alle Jordens folk.

Desuden er Tamara for længst over halvfjerds og tæt på de 70.

I den alder er det bedst ikke at komme på kant med det højeste væsen: hvis Han ikke findes, så mister de troende intet. Hvis Han gør, mister de vantro alt.

Da den daglige bøn er overstået, tilføjer Tamara som altid et par ekstra ord sådan er ritualet, og det føles lettere i sjælen: nu kan dagen begynde.

Tamaras liv rummer to store problemer. Gæt bare nej, ikke druk og dårlige veje. Det er gammelt nyt! Næh, det er naboen Lise og hendes børnebørn.

Med børnebørnene er det jo lige til: ny generation, gider ingenting. Men de har da stadig forældre lad dem tage sig af deres egne børn!

Lise, derimod, har for alvor fået sat Tamaras tålmod på prøve i bedste klassiske stil.

Det er kun på film, at de små stikpiller mellem store skuespillerinder som Ghita og Bodil virker charmerende!

I virkeligheden er det alt andet end sødt især når nogen konstant skal hakke på én uden grund.

Og Tamara har også en ven, kaldet Poul Knallert, eller mere nøjagtigt Poul E. Korsholm Korsholm er jo bare efternavnet!

Man kan hurtigt regne ud, hvorfra han har fået kælenavnet: i sin ungdom var Poul Knallert nemlig vild med at ræse rundt på sin Puch Maxi. Eller knallerten, som han altid kaldte den.

Det gav god mening. Med tiden blev knallerten rusten og parkeret for evigt i skuret, men navnet det tog han med sig: sådan er det på landet.

Før i tiden var de venner alle fire: Poul og hans kone Nina sammen med Tamara og hendes mand. Begge ægtefæller hviler nu side om side på kirkegården i landsbyen.

Men Tamara har holdt fast i venskabet med Poul hun har jo kendt ham siden skoletiden, og han er en god ven.

I skolen var de trekløver: Tamara, Poul og Lise på det tidspunkt gik deres venskab uden problemer. Venskabet var helt uskyldigt ingen flirt, bare samhørighed.

De gik altid rundt sammen, med Poul i midten og de to kvinder under hver sin arm ligesom et krus med to hanke. Der findes faktisk sådanne krus, de falder aldrig ud af hænderne! Sikkert nok…

Men venskabet ændrede sig gennem årene. Først blev det til irritation fra Lises side, og senere ligefrem had.

Som i tegnefilmen: Man undrer sig tit, om ikke nogen har byttet hende ud med en helt anden…

Det er som om, Lise er blevet forbyttet! Det skete efter hendes mands død; før det var alt ok.

Folk forandrer sig med tiden: den lidt nærige bliver rapsgal, den snakkesalige begynder ikke at holde kæft, og den misundelige går mere og mere amok.

Måske var det sådan for Lise gamle kællinger er jo sådan, men mændene er ikke bedre.

Og der var skam noget at være misundelig over.

For det første er Tamara, trods sin alder, stadig rank hvorimod Lise er blevet buttet: hvor skal taljen være, frue? Hun taber for alvor i sammenligningen.

Dernæst har deres gamle skoleven begyndt at vise mere opmærksomhed til Tamara end til Lise: de sidder tit og hvisker og griner sammen, grå hår næsten rørende hinanden.

Når det gælder Lise, holder han sig til korte, tørre bemærkninger.

Han lægger også oftest vejen forbi Tamara, mens Lise skal lokke ham til…

Nå ja måske er hun ikke så kvik som Tamara, den modbydelige. Og humoren glipper også! Poul er jo altid god for et grin.

Der findes et godt dansk udtryk at sludre: det begyndte Lise på det seneste, og hun fandt enhver anledning.

Først begyndte hun at brokke sig over, at Tamaras toilet ikke stod et ordentligt sted, og at det lugtede frygteligt!

Din das lugter! udbryder Lise.

Hold da op! Det har stået der i hundrede år, først nu lægger du mærke til det? undrer Tamara sig og hugger igen: Åh ja! Dine linser fik du jo gratis på sygesikringen! Man får ikke noget ordentligt for ingenting!

Du skal ikke røre mine linser! råber Lise. Kig efter dine egne øjne! Tror du, jeg ikke ser, hvem du glor på?

Nå, er du jaloux eller hvad? spør Tamara. Hvem håber du på, hva? Jeg ved godt, hvad jeg vil give dig i julegave: en læbebetrækker!

Hvorfor ikke beholde den til dig selv! svarede Lise. Tror du, jeg ikke ser noget? Måske kan den alligevel ikke klare dine læber!

Jo, jo, du ser alt mulig, for pokker! Tamara har ikke hørt det for sidste gang. Poul råder hende til at sløjfe dasen og få et indendørs toilet.

Sønnen og datteren skraber sammen og får installeret et badeværelse. Poul hjælper med at få fyldt op ude ved det gamle lokum så, Lise! Slap nu af, nu kan du nyde nye dufte!

Men, nej! Så viser det sig, at Tamaras børnebørn efter sigende har ribbet Lises pæretræ grene rækker nemlig langt ind i Tamaras have.

De troede vel bare, det var vores! prøver Tamara at forklare, selvom ingen har pillet ved pærerne; de hænger jo der endnu! Dine høns roder da hele tiden i mine bede, det siger jeg ikke noget til!

En høne er nu engang ikke for kvik! Bare en skrukhøne! replicerer Lise skarpt. Børnebørn skal opdrages, Tamara! Ikke render rundt og fniser med gamle bejlere hele dagen!

Kort sagt: samme gamle sang om Poul…

Børnebørnene får en skideballe. Pæresæsonen er slut: slap af, Lise!

Så viser det sig, at nogen skulle have ødelagt grenene på pæretræet!

Hvor? Vis mig! spørger Tamara, for der er ikke noget at se, om hun så gør sig blå i hovedet!

Her og her! Lise peger med sine knudrede fingre, og ja, Tamaras hænder er finere slanke og med lange, glatte fingre.

Og hænder siger jo alt om en kvinde! Ja, selv på landet tæller stil stadig!

Så foreslår Poul, at de bare kan save grenene over! De befinder sig jo på Tamaras grund? Så kan hun gøre, hvad hun vil!

Så råber hun sikkert igen! indvender Tamara.

Skal vi vædde? Hun tør ikke jeg støtter dig! lover Poul.

Og ganske rigtigt: Lise ser både Poul og saven, men hun holder kæft!

Så er det træ-problem på plads. Nu har Tamara til gengæld klager over Lises høns, der for alvor er begyndt at hærge i hendes have.

I år har Lise fået fat i en ny race: sidste år gik det ikke sådan.

Men en høne er jo altid på rov! Og så ligger alle spirene optrukket og ødelagt bagefter.

På opfordringer om at holde dyrene hjemme, griner Lise bare hånligt: Tja, snak du bare, Tamara hvad vil du egentlig gøre ved det?

Man kan selvfølgelig fange et par og stege dem til middag! Men Tamara er for god til den slags.

Så foreslår den opfindsomme Poul, at de prøver et trick fra nettet: læg æg rundt i bedene om natten, og indsamle dem næste morgen, som om hønsene lægger æg der.

Han er jo ferm på computer: der har været internet i landsbyen i flere år.

Det virker sgu tak for lån, verdensnettet!

Lise står helt målløs og ser Tamara samle æg op og forsvinde indenfor med en skål fuld.

Lad det være sagt: Siden den dag har ingen høne sat fod i Tamaras have.

Kan vi så blive venner igen? Lise, hva? Der er jo ikke noget at skændes over!

Ikke tale om! Nu generer Lise sig over røgen og duften fra Tamaras udendørskøkken, hvor hun laver mad til langt ud på efteråret.

Selvfølgelig! I går generede det hende ikke, i dag gør det! Og måske bliver jeg provokeret af stegt kød, måske er jeg vegetar! Folketinget har faktisk vedtaget en lov om grill!

Hvor har du set en grill henne? prøver Tamara at trænge igennem til sin tidligere veninde. Du kunne prøve at pudse brillerne bare engang imellem!

Tamara er normalt høflig og tålmodig, men selv hun har fået nok. For nu har Lise sat sig helt fast på tværs der er ikke ro med den kvinde…

Måske skulle vi sende hende til forsøg? foreslår Tamara trist, mens hun sidder med Poul over en kop kaffe. Hun vil vel alligevel bare æde mig levende!

Hun er faktisk blevet tyndere og ser træt ud; det daglige bøvl nager i hende.

Hun ville alligevel sætte det hele i halsen! Og jeg lader det ikke ske! lover Poul. Jeg har fået en bedre idé!

Et par dage senere, tidligt om morgenen, lyder der sang: Tami, Tami kom ud af din bolig!

Udenfor står glade Poul på sin nu nyreparerede gamle knallert Poul på Knallerten!

Ved du, hvorfor jeg så tit har været trist? spørger Poul. Fordi knallerten har stået af vejen!

Hvad siger du, skal vi tage på tur, skønne? Hop nu op så kører vi som i gamle dage!

Og Tamara hopper op! For nu har Folketinget officielt afskaffet alderdom: nu er alle aktive pensionister på 65+!

Og hun kører ud i en ny tilværelse både bogstaveligt og i overført betydning.

Snart bliver hun fru Korsholm Poul E. Korsholm frier, og Tamara siger ja!

Puslespillet falder på plads, og Tamara rykker ind hos sin mand.

Lise forbliver alene, overvægtig og sur. Helt ærligt kan man forestille sig en bedre grund til misundelse?

Der er heller ikke længere nogen at skændes med alt det bitre er nu lukket inde i hende selv. Og der er ikke den mindste chance for at få det ud…

Så hold nu fast, Tamara, og bliv indenfor! Der er sikkert mere i vente, åh åh åh! Livet på landet, siger du? Ja, det er sgu en sang værd.

Man sku’ aldrig have gjort sådan et postyr ud af det das…