STOR FAMILIE
Mor, far har igen taget penge
Lærke sprang mod skabet, gravede frem en bunke gemte kroner mellem trøjer og støvler, talte dem ud. To hundrede kroner manglede stadig. Selvom beløbet så lille ud, var det, hvad hun sparrede til brænde! Og Mikkel vidste det alt for godt han lagde aldrig noget i sparebøtten selv.
Lærke samlede alle pengene, foldede dem sammen og gemte dem under tæppet i børneværelset.
Kom, vi spiser aftensmad, kaldte hun børnene ind.
Hun hældte suppe i skåle, hældte te i krus og lagde hver et par småkager på tallerkenen.
Mor, hvorfor får du ikke en? spurgte Mikkel med alvorlige øjne.
Jeg kan ikke lide sødt, og så holder jeg øje med figuren, svarede hun.
Mikkel så på hende med et blik.
Mor, du er alligevel smuk som en sommerfugl!
Hun lo.
Spis nu!
Efter middagen vaskede Lærke op, gik så ind til børnenes rum. Johan læste en eventyr for Rigmor, mens Mikkel farvede.
Jeg giver jer ti minutter til at afslutte alt, hvad I har i gang. Så er det frokostpause!
Hun kyssede dem alle og gik ud. Nu måtte hun sy en jakke til Johan, som havde fået en skæbnesvanger konflikt i skolen, og så kunne hun selv lægge sig til rette. Lærke greb en nål med tråd.
***
For ti år siden giftede hun sig med Søren. Hun var kun atten, uden erfaring eller forståelse. Søren var en charmetrold, kastede penge rundt som om de var konfetti. Lærke, den naive pige, troede, at han vidste, hvordan man tjente dem. Før brylluppet opdagede hun, at Søren havde solgt den lejlighed, han arvede fra sine forældre, og brugte pengene på sine egne vanvid.
Har du også et andet sted at bo? spurgte hun.
Hvorfor? Du har jo en stor lejlighed.
Vent, jeg forstår ikke du solgte dit eneste hjem bare for at have flere penge?
Åh, Lærke, vær ikke så alvorlig! Vi lever kun én gang!
Længe troede hun, at årsagen måtte være noget andet. Så kom børnene, og Søren fik et kortvarigt job, men han holdt ikke på det længe. Da drengene var under to år, gik han igen på jagt efter arbejde. Ingen værdsatte ham, som han ønskede.
Så kom Rigmor. Lærke havde altid drømt om mange børn, men da hun så sin lille datter, indså hun, at hvis hun ikke strammede ind, ville de alle sulte. Beslutningen faldt: leje lejligheden ud og flytte til landet. På den forladte bondegård, som hun havde fået fra sin tante, stod et tomt hus fem år.
Søren tog forslaget som et slag i ansigtet:
Ikke mere! Hvis du vil, så kør af sted. Jeg har det fint i byen.
Lærke blev rasende.
Bliv, men ikke i den lejlighed! Her flytter nye lejere ind i morgen.
Er du gal? Hvem flytter ind? Spurgte hun.
Skal jeg spørge? Det er min lejlighed!
Med næsen i vejret gik Søren til landet. Halvandet år ledte han efter arbejde: landbrug, savværk alt var muligt, men intet passede. Han fløj omkring med kvinder, som han altid havde gjort.
Marita, Lærkes kollega og veninde, sagde ofte, at Søren slentrede væk. Lærke afviser:
Måske bringer han mig lykke med en ny kvinde!
Marita rystede på hovedet:
Du er tosset, Lærke! Hvem har du brug for med tre børn?
Men Lærke følte, at livet uden Søren ville blive lettere…
En dørklokke brød stilheden. En mand med en gammel frakke trådte ind, trak den af, satte sig ved bordet. Lærke fortsatte med at sy.
Jeg forstår ikke En mand kommer hjem Skal du fodre mig? spurgte han.
Lærke lagde nålen fra sig og så ham i øjnene.
Søren, hvorfor tog du pengene?
Åh, du tror jeg er ved at blive udlært? Jeg får også en øl, du ved!
Søren så forvirret ud.
Så jeg skal sove sulten?
Lærke hævede skuldrene. Søren sad et øjeblik, rejste sig så, iførte sig jakken og forsvandt i natten med et råb: Du vil fortryde dette!
Ti år gik, men for Søren var det som om tiden stod stille stadig ung, stadig smuk. Lærke så på sine hænder: negle korte, hud grov som vinterens is.
Da hun ankom til den lille landsby, fandt hun hurtigt ud af, at lønnen var højst for malkekvinder. Hun havde aldrig rørt køerne, men nu var der ingen anden vej.
Den mest elskede hobby maleri blev kastet væk. Hun løftede sig, gik mod pejsen, hentede et staffeli. Børnene stirrede på lærredet. Hun trak et lagen over det og gik i seng.
Næste dag, da hun vendte hjem, så hun to store kufferter i midten af stuen, børnene siddende roligt på sofaen, og Søren på en stol.
Så, er du klar? spurgte han. Nu skal du bide dig i albuerne, det er for sent. Du har efterladt børn uden far, alt på grund af din egen hals.
Lærke lo let:
Har du nogensinde mødt en dumere end mig?
Søren rødmede af vrede, greb kufferterne og løb mod døren, men snublede over en gammel planke, som han havde fået påmindet om utallige gange. Døren dørrede så hårdt, at vinduerne rystede.
Sofie, den lille pigebarn, gik hen til sin mor:
Mor, kommer far aldrig tilbage?
Sandsynligvis ikke, min kære.
Sofie tænkte et øjeblik, så spurgte hun:
Så ingen vil spise mine bolsjer?
Ingen vil det længere.
Lærke følte, at hun selv, ikke Søren, spiste Sofies bolsjer.
Næste dag hørte hun, at Søren var taget væk fra landsbyen. Endelig ren luft, tænkte hun. Hvem han end ville møde i byen, var ikke hendes sag.
En uge gik. Lærke begyndte at blive bekymret: Ingen penge kom fra landsbyens indbyggere, to dage forsinkelse, og telefonen rangede ikke. Hun måtte tage til byen, anmode om en fridag. Mens hun gennemgik sin arbejdsplan, sagde Mikkel:
Mor, der er noget brudt, lige ved siden af os.
Lærke kiggede ud gennem det frostklare vindue. En bil stod på vejkanten, en mand løb omkring den, mens kulden slog ned.
Det vil fryse Hvorfor starter bilen ikke?
Ikke, mor, den vil ikke starte. Jeg har kigget på den i en halv time. Skal vi hente te?
Selvfølgelig, min dreng. Løb ud og kald på mig, mens jeg sætter kedlen på.
To minutter senere kom Mikkel ind med en ung mand, omkring femogtredive år gammel, med blålige læber fra kulden.
Tak! Jeg skal bare varme mig lidt og så går jeg. Jeg hedder Mads.
Kom ind, lad te’en varme dig. Jeg er Lærke
Mads drak sin te, mens børnene sad på sofaen og kiggede nysgerrigt.
Er I så unge? spurgte han. Er det alle jeres?
Mine, selvfølgelig.
Held og lykke! Jeg har altid drømt om en stor familie.
Så fik du det ikke?
Mads nikkede.
Min kone var imod børn. Vi skiltes, og så gik det helt galt.
Telefonen ringede.
Ja? svarede Mads. Hvad i alverden? Hvad vil du have mig til at gøre?
Han lagde røret. Lærke spurgte:
Er der sket noget?
Vognmanden skulle komme, men de sagde, at en snestorm holder dem tilbage til i morgen.
Så lad mig lægge dig på sofaen, så du kan sove, og så kan du køre i morgen.
Det er besværligt. Hvad siger din mand?
Han siger ingenting, han er løbet væk.
Mads så så overrasket ud, at han næsten åbnede munden:
Fra dig? Så jeg efterlod tre børn?
Ja men vi er okay uden ham.
Om morgenen vågnede Mads af en lille pige, Sveta, som forsigtigt lagde en bolsje under hans pude. Han næsten græd.
Han gik ud med hele familien, sikker på, at han ville finde en grund til at vende tilbage, selvom han aldrig nåede sit mål.
To dage senere stoppede en kendt bil ved porten. Johan så alt først.
Onkel Mads er kommet!
Mikkel jublede, for sidste gang havde de aftalt med onkel Mads, at han skulle bringe sin gamle spillekonsol. Mads kom med både konsol og to gaveposer.
Da han gik ind, så han, at Lærke ikke var alene en kvinde stod og så på ham med nysgerrighed. Lærke var allerede påklædt, klar til at tage bussen.
Mads Undskyld, jeg kan ikke byde på te, Marita klarer det, ellers vil jeg misse bussen.
Skal du til byen? spurgte han.
Ja.
Så aflyser vi teen. Jeg kører dig.
Marita skubbede den forvirrede veninde til side. På vejen fortalte Lærke tilfældigt Mads, hvorfor hun skulle til byen. Han sagde:
Jeg følger med. Det er ikke meget, men støtte er godt.
Tusind tak. Jeg tror folk er gode, men
Lærke, lad os tale på du!
Kvinden lo.
Ja, lad os! Forresten, hvad laver du i vores område?
Du vil ikke tro det. Jeg har et lille værksted, hvor vi laver møbler af træ. Det er lille, men kendt i byen. Jeg skulle lige kigge på et jordstykke, vi har fået tilbudt at købe.
De kørte frem til Lærkes hus. Hun lagde nøglen i låsen, døren åbnede sig, og hun gik ind uden at ringe. Midt i entreen lå Sørens støvler, lidt længere væk et par damesko, og Søren, indpakket i et håndklæde, gik mod stuen med en flaske mousserende vin i hånden.
Lærke? Hvor er du kommet fra?
Han holdt næsten flasken.
Hvor har du været? Hvor er beboerne? Hvad laver du i min lejlighed?
Beboerne? De er flyttet, selvfølgelig. Jeg skal jo bo et eller andet sted!
Hvad har min lejlighed at gøre med det?
Den er også min!
Hvorfor tror du, jeg har boet med dig i ti år! Har jeg ikke engang et eget hjørne?
Du vil ikke tro det, men det er sandt!
Lærke gik ind i et andet værelse. En ung kvinde sprang op fra sengen.
Søren! Hvem er du?
Lærke rakte hende en kjole.
Flyt ud af min lejlighed! Tag også Søren med!
Hvad? Det er Søren’s lejlighed! Søren? Så du har lurt mig? Jeg er bare en tåbe! Jeg køber champagne til dig.
Kvinden gik hurtigt påklædt og løb ud. Søren satte sig på sofaen.
Jeg går ingen vegne. Hvis du ville have mig tilbage, skulle du have fundet på noget mere interessant. Tror du, jeg ikke forstår, at du kom for at bede mig om at komme? Hvem er den der med dig?
Søren så strengt på Mads. Mads smilede:
Vagtmand. Du har fem minutter til at pakke, så kommer jeg og husker, at jeg har trænet boksning i femten år.
Lærke gik ind i køkkenet. Det var måske en smule forkert at bruge Mads’ hjælp, men hun kunne ikke gøre meget med Søren.
Snart gik døren i hængsel, og Mads kom ind, talte en adresse til Lærke.
Vi skal vente lidt. De kommer snart og skifter låse.
Tak, Mads. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig. Skæbnen har sendt dig til mig!
Lærke, vi sagde jo på du?
Undskyld, jeg glemte det
Mads så på hende, så hun rødmede af forlegenhed.
***
Tre år gik. Marita og Lærke drak te.
Hvilken held, veninde, din mand smadrede huset!
Ja, Mads gør alt for os.
Det er vidunderligt!
Marita vendte sig mod et portræt af børnene, som Lærke for nylig havde færdiggjort.
Må jeg også male mig?
Selvfølgelig, Marita! Jeg har nu masser af fritid!
Marita så forbløffet på Lærke.
Hvad? Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle Mads. Det er to måneder siden
Uden at vide, at Mads lige var kommet ind i rummet og lyttede til hvert ord, mærkede hun stærke hænder, der greb hende fra stolen og drejede hende rundt i huset.
Jeg vil have en dreng! Og en pige også! Endelig får vi en stor familie!
