Viggo Jørgensen, som lige havde smidt sin knap så store aftensfangst i en flettet kurv og var på vej ned ad den smalle sti mod sin slidte hestevogn, stod pludselig helt stille, som om han var blevet ramt af et lyn. Det var ingen drøm. Fra den tunge, mørke tåge over Gudenåen kom den samme klagende lyd ikke et råb, men et dødsklokkesuk, så uhyggeligt at kuldegysninger krøb op ad ryggen. En kvinde skreg. Vinden i de ældgamle fyrretræer rev hendes stemme i stykker, men ordene nåede frem: hun bad om hjælp med al den kraft, hendes udmattede sjæl kunne samle. Samtidig hørtes det flåede vand fra en anden, hvis panikfyldte bølger skyllede mod bredden.
Uden en tanke kastede Viggo kurven, og et skvæt af små sølvglimtende fisk slikkede ud på det våde sand. Han smed sin tunge, filtede frakke og de slidtarbejdstøj af, stod kun i sit slidte undertøj, og sprang ud i den kolde, knitrende strøm. Vinden var som et rasende bjergkælkedyr, der kastede bølgerne i ansigtet med skum og vanddråber.
Svømningen var næsten en tortur. Normalt er Gudenåens strøm dovne, men i dag var den snedig og stærk, greb om hans ben som kolde, slugeagtige fingre. Tæt på hovedstrømmen, hvor vandet blev dybere og mørkere, kæmpede den unge kvinde forgæves. Hendes mørke hår så ud som tang, der på et øjeblik ragede op over bølgekammen, næste øjeblik sunket i det sorte dyb med hovedet først. Hun råbte så hårdt, at selv Viggo, som netop nåede den anden bredden, kun kort stoppede hans bevægelser var hurtige og panikfyldte. Han greb en oppustelig lille båd, så rundt med dyrisk blik, og hastede langs kystens kant, som om han ville gemme sig i skovens redningsarme.
Hun gik fra at skrige til at forsvinde under vandet. Da Viggo, med sidste kræfter, nåede det dødelige sted, så han kun langsomme, truende ringe på vandet. Hans hjerte gik i lås. Han tog en dyb indånding, dykkede ned i den isnende tåge, fandt den glatte frakke, krammede den lammende krop omkring sig og roede med den anden arm som en årer, mens hans ben slæbte ham tilbage mod land. Hver paddeltag var en brændende smerte i musklerne, hver indånding et suk. Men han svømmede, hængende fast i livet og i den kvinde, han nu holdt i sine arme.
Da han endelig trak hende op på bredden, gik han i stå af udmattelse, men gik straks i gang med førstehjælpen. Hans hænder, vant til hårdt arbejde, virkede hurtigt og præcist tryk, kompression, kunstigt åndedræt. Klart vand strømmede ud af hendes lunger, og hun hostede en hæs, hakkende hoste. Åndedrættet var svagt, men regelmæssigt. Så måtte han varme hende. Han samlede de sidste glødende kull fra et gammelt bål, lagde dem på en varm sandplads, byggede et lille leje af flade flodsten, dækkede det med et lag af blød granflise og lagde kvinden på toppen. Han dækkede hende med sin eneste, røg og svedduftende frakke og trak de våde klæder på hende, før han satte sig ved det nye bål med sine kolde, hvide hænder rakte ud mod varmen.
Varmen langsomt trængte ind i hendes frosne krop, som om den var bange for at smelte. Kvinden lå stille, kun et let dampsky fra hendes ånde viste liv. Kulden og chokket havde gjort sit, men Viggo vidste, at hun ville vågne, som han vidste hver bøjning i Gudenåen.
Han løftede blikket mod himlen, der var dækket af tunge, lavt hængende skyer. Ikke en stjerne, ikke engang en smule måneskin, ville slippe igennem den blygrå dug. Det var tomt og trist.
Han så på flammerne, som førte ham tilbage til den grå aften, hvor han mistede alt.
Han, Liva og lille Mikkel plejede at tage på fisketur hver sommer. Efter at have ladet konen og sønnen pakke ud i teltet, satte Viggo af sted i sin gamle, men trofaste lille båd.
Tag en kop te, så er jeg tilbage med den største fangst, og så spiser vi den bedste fiskesuppe i hele landet! vinkede han til Liva med et glimt i øjet, og hans ansigt strålede af ubekymret glæde.
Pas på dig, Vigg, vejret ser ud til at blive dårligere, sagde Liva bekymret, mens hun kiggede på de truende skyer.
Jeg kender hver sten her! Ingen grund til bekymring! råbte han fra vandet, mens hans årer skar den spejlblanke overflade.
Han kastede sine fiskestænger og gik i dvale, som han altid gjorde, men himlen blev pludselig sort som natten. En voldsom vind bøjede de gamle bøgetræer, og en mur af vand brød ned fra himlen. Båden blev kastet rundt, indtil den ramte en skjult stubbe, som knækkede den i to. Luft med en skinger knitrende lyd strømmede ud, og båden blev til en uformet, gummiskindet klump.
Viggo forsøgte at svømme, men en skarp kramp i benet fra det isnende vand slog ham ud. Strømmen trak ham, han slog ind i noget hårdt, og mørket slugte ham. Da han vågnede, var det først på den tredje dag. Han lå på en hård, udtørret bænk i en fremmed hytte, duftende af røg og vilde urter. Da han forsøgte at rejse sig, gik det i hovedet og kvalte ham. På døren kom en gammel mand med ansigtet rynket som et kort.
Du er vågnet, mumlede manden uden meget følelse, mens han satte en skål med dampende suppe på en lille bordplade. Drik den urt, den stopper blødningen. Spis lidt grød, ellers holder du ikke på.
Hvor er jeg? klagede Viggo, og da han hørte navnet på den fjerne, ukendte region, forstod han, at han var blevet kastet et par hundrede kilometer væk fra sit hjem.
Lykken har taget dig hårdt, dreng, sagde den gamle efter en kort pause. Jægerne fandt mig halvt død. Jeg tror, du er døden på vej.
Viggo forsøgte at rejse sig igen, men den gamle rystede kun på den tørre finger:
Læg dig ned, bliv ikke en helt. Du har mistet så meget blod, du vil bare dø, hvis du prøver at stå. Så længe du kan, så hvil.
Men hvad med min familie? Min kone, min søn De ved jo ikke, at jeg lever! stemte Viggo med en desperat tone, hans tanker fløj til Liva, og hans hjerte knugede sig som en knold.
Vi har ingen post her, kun skov og ulve, sagde den gamle med et grin. Krydderurter, svampe, bær. Om vinteren gemmer vi mad. Jeg har boet her i tyve år, og det er alt.
Den gamle gik tilbage til sin bænk, og Viggo lå og så på den lille flamme, der kastede skygger på væggen. Skyggerne så ud som Liva og Mikkel. Han kniblet tænderne for ikke at sukke. Udenfor hylede vinden som en vild hund.
Dage gik som ens, hver lille bevægelse at dreje sig, at sidde, at holde en ske føltes som en lille sejr. Han stod på benene først efter mange uger, som den gamle havde forudsagt. Da han endelig gik ud i sneen, var verden hvid som et nybagt rugbrød.
Hvordan kommer jeg væk herfra? spurgte han den gamle, mens han forsøgte at lyde roligt.
Sådan er det, dreng. Det er en dagstur til stien, men sneen har dækket alt. Du må blive til foråret. Så kommer jeg og hjælper, hvis jeg kan.
Hvad med jægerne? Måske kan de hjælpe?
Jægerne er væk om vinteren. De kommer om foråret eller i efteråret. Måske en heldig en vil hjælpe, men her er det svært.
Måneder gik, og Viggo fik lidt mad fra den gamle, lidt tøj, og en lille følelse af normalitet. En morgen hørte han fjerne skud og hundebjeff. Han løb mod lyden, snublet over rødder, men nåede en lille gruppe jægere, der havde fundet ham. De tog ham med tilbage til Aarhus, hvor han endelig nåede sin lejlighed, træt men levende.
Han bankede på døren, og en fremmed mand i en slidt Tshirt åbnede. Jeg har boet her i tre måneder, og de tidligere lejere flyttede ud, efter at min mand døde i vandet. Ordene ramte ham som en hammer. Det betyder, at Liva tror, jeg er død
Han gik i panik gennem byen, ind på politistationen, og fortalte sin historie. De fyldte ud et papir med hans families oplysninger, lovede at hjælpe.
Han gik til sit gamle lagerarbejde, men portene var lukket, og en dørmand sagde, at de var flyttet. Hans venner var spredt, ingen kunne tage ham ind. Liva havde ingen venner; hun arbejdede som strikkedesigner og solgte smukke sweatre, men han kender ikke hendes kunder.
Politiet trak tiden ud. Han fik midlertidigt ID, men ingen arbejde. På en byggeplads i nærheden så han en gammel gravemaskine. En fyr med en kasket råbte: Har I brug for arbejdere? Drei!. Viggo sagde ja, og blev sat på en gammel lastbil, der kørte til et forladt fabrikskompleks.
Der han arbejdede, fyldte flasker med brændbart olie, lukkede låg på dåser og pakkede kasser. Lønnen var kun mad og brød ingen penge, kun du får dit næste måltid. Hans pas blev beslaglagt for administrative formål. Da han prøvede at slippe, kom to store vagter og sagde: Du kan ikke gå uden papirer. Så var han fanget i et år og et halvt.
Endelig, med nogle få hundrede kroner fra en sidejob med at losse dåser, slap han. Da han gik tilbage til politiet med en klage, måtte de vente et halvt år, før de gav ham et nyt pas. En betjent bemærkede tørret: Næste gang tænker du over, hvad du melder om. Historien din er kompliceret.
Så gik han rundt i byen, spurgte om job, om tøj, men folk lukkede dørene. Til sidst gik han til en sommerhusområde, gik fra hus til hus og tilbyde at rydde op, male hegn, samle brænde alt for en skefuld suppe eller en varm bruse. En pensionist gav ham suppe og en slidte frakke, en anden købte ham en lille sum.
Han lagde en avisannonce på den lokale radiostation, men ingen ringede. Så tog han beslutningen om at vende tilbage til den samme bjergrige kyst, hvor redningshistorien startede. Der fandt han en gammel, rusten vogn, forladt af geologer. Han reparerede den, byggede en lille skorsten, og begyndte et enkelt, ensomt liv.
Årene gik, men en dag hørte han igen et skrig fra floden.
Viggo kastede sig ud, trak den kvinde op, åndede livet tilbage i hende, og så på den anden bredd, hvor lys fra en redningsflåde blinkede.
Det er jer, tror jeg, sagde han til hende, mens hans stemme rystede af overraskelse. Hjælp mig med at samle brænde til et signalbål.
De samlede hurtigt brænde, tændte en høj flamme, og snart kom en redningsbåd med fire jægere. Den unge mand, som Viggo havde set flygte den første nat, gik frem og rakte hånden.
Tak! sagde han. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig.
Den unge, der hed Markus, så på et lille sølvring på hans finger. Det var en ring, Liva engang havde fået lavet til deres femte bryllupsdag.
Hvor kommer den ring fra? spurgte Viggo med en drys af tårer i øjnene.
Det er min fars ring, svarede Markus, forbløffet over den intense blikke. Han forsvandt for mange år siden, da jeg var barn. Det er alt, jeg har tilbage.
Viggo stod stille, hans hænder rystede. I Markus øjne så han en spejling af Livas øjne, sine egne øjenbryn.
Markus hans stemme var blød som bladfald, men fuld af styrke. Jeg jeg er din far.
Han omfavnede sin søn, som om han frygtede, at drømmen ville smuldre som sand i vinden. Over floden stod den nye dag klar til at bryde frem.
