Hun på femte fra den anden side
Astrid Nielsen vidste altid hvad der foregik i ejendommen. Hvem der kom sent hjem, hvem der skændes, og hvem der manglede kontanter til fællesudgifterne. Men beboeren på femte tvang hende til erkendelse; man kender faktisk ikke sine naboer.
Hun flyttede ind helt uden fanfarer. Astrid havde et svagt minde om, at lejlighed 5D stod tom efter gamle Viggo Jensens bortgang. Hans nevøer fra Århus dukkede lejlighedsvis op og tømte løs, indtil den blev solgt. Ingen anede hvem køberen var.
“Ejendomsmæglere, gætter på de flipper den,” spekulerede underboen Gerda Pedersen ved postkasserne. “Sælger lejligheder som kartofler på Torvet.”
Men kort efter blev det klart; lejligheden var blevet beboet. Astrid hørte diskret klassisk musik deroppefra og klikkende hæle på trappen. Ikke udslebne sandaler eller sko, men ægte lædertoffler. I deres noget medtagne ejendom var sådan chic en sjeldenhed.
Først så hun den nye beboer ved et tilfælde. Nygerrigt kiggede hun gennem dørspejlet da hun hørte stemmer på gangen og måbede. Overfor stod en høj kvinde i en elegant, beige frakke. Velredt hår i knold, og i hænderne holdt hun et buket hvidte roser.
“Mange tak,” sagde fremmedkvinden til en velklædt mand midt i fyrrerne. “Det gør jeg med glæde.”
Manden nikkede ganske uhørligt og forsvandt mod elevatoren. Kvinden blev stående lidt, betragtede blomsterne, sukkede stille og låste sig ind.
“Gerda, har du set den nye bebo?” spurgte Astrid dagen efter, hvor de sad på en gammel bænk i gårdsrummet.
“Hvilken nye?”
“På femte i 5D.”
Gerdas hoved rystede:
“Jeg har ikke det honørhår. Er hun ung?”
“Næh. Godt i fyrrerne måske. Pæn, velplejet. Og sådan lidt… *ordentligt* påklædt, ikke som os almindelige dødelige.”
“Velhavende,” konkluderede Gerda. “Hun har jo købt en lejlighed på Nordvest.”
Astrid nikkede, men var alligevel ikke overbevist. Velhavende mennesker gad ikke bo i deres slidte bygning med knirkende elevator og skællende maling. De købte nye lejligheder på Østerbro med dørvagter.
Gradvist lagde Astrid mærke til hyppige gæster hos nabokvinden. Altid mænd. Altid med blomster. På forskellige tidspunkter—nogle om morgenen, andre formiddags eller aften. Nogle blev tyve minutter, andre en halvanden time. Alle så de ud til at være velhavende og selvsikre.
“Kunstner?” foreslog Gerda da Astrid delte sine observationer. “Eller musiker? De kender altid mange mennesker.”
“En velhavende kunstner?” Astrid fnøs skeptisk. “Sådan en er vel kun i film?”
Gerda trak på skuldrene men gav medhold i at det nok var usædvanligt.
Astrids nysgerrighed voksede. Hun lyttede forsigtigt efter lyde ovenpå, og gik ned med skrald netop når hæle klikkede på trappen. Men nabokvinden forsvand kun tågeligent. Gik hun på listefødder? Undgik hun bevidst naboens radar?
Løsningen kom uventet. Astrid kom efter lang ventetid hos lægen i et elendigt humør—hun fik kun uforståelige analyzeformularer. I elevatoren mødte hun Søren, ejendommens VVS-mand med værktøjskasse.
“Dag, Astrid,” hilste Søren.
“Hej Søren. Hvad foregår der?”
“Op på femte. Har et utæt vandrør på dagsordenen.”
Astrid blev straks årvågen:
“I 5D?”
“Jo. Boende der er en sød dame. Hun byder altid på te og småkager. Og giver drikkepenge, forresten.”
“Ved du hvem hun er?”
Søren kradsede sig i nakken:
“En fin dame. Høflig, kultiveret. Men der hænger altså en tristhed over hende. Og så bor hun der helt alene.”
“Alene? Der kommer da masser af mænd op til hende!”
VVS-manden kiggede undrende på Astrid:
“Hvilke mænd? Jeg har været der fem gange—aldrig set skyggen af én. Hun ganske alvorligt enlig.”
Astrid tænkte sig om. Enten løj Søren, eller hun misforstod alt. Måske var nabokvinden bare forsigtig og ikke modtog gæster med fremmede til stede.
Svaret kom en uge senere fra en anderledes kant. Astrid stødte på nabokvinden i Netto. Hun studerede etiketten på en kærnemælk ved mejeriafdelingen.
“Undskyld,” sagde Astrid, “bor du ikke i vores ejendom? Jeg er Astrid Nielsen, fra fjerde.”
Nabokvinden så op. Tæt på var hun faktisk flottere—symmetrisk ansigt, mørke udtryksfulde øjne, velplejet hud. Men i disse øjne læste Astrid en træthed og sorg der fik hende til at gyse.
“Jo, jeg kender dig,” svarede kvinden stille. “Jeg hedder Else Krogh. Dejligt at møde dig.”
“Hvordan har du det, er du faldet til? Viggo holdt altid lejligheden i fin stand.”
“Tak, det er rart. Roligt og stille.”
Else virkede ikke skide-interesseret i en sludder, men Astrid ville ikke spilde chancen:
“Arbejder du et sted? Eller er du pensioneret?”
“Jeg arbejder,” svarede naboen kort og drejede sig mod yoghurthylderne.
Astrid forstod at spørgsmål var uønskede, sagde farvel og gik. Men samtalen efterlod hende ikke tilfreds—nu var der endnu flere spørgsmål.
Hjemme ringede hun straks til Gerda:
“Gerda, jeg talte med naboen! Hun hedder Else Krogh.”
“Nå, hvad fik du af vide?”
“Stort ingenting
Og fra den dag begyndte Marina Petrovna faktisk at nyde eftermiddagssolskin på bænken sammen med Elena, med småkager fra konditoriet og en nyvunden ro over, at den rigtige historie aldrig var så enkel, men at sand venskab var den bedste opskrift mod ensomhed og fortvivlelse.
