Sidste Udrykning
Allerede fra morgenstunden havde en mærkelig fornemmelse ikke forladt Rikke. Hun kunne bare mærke, at noget ville ske.
Noget dårligt…
Hun ringede straks til sin mor, men Birthe Andersen forsikrede, at alt var, som det skulle være:
– Jeg har det fint, mit blodtryk er som hos en astronaut, og jeg har ikke ondt i hovedet. Hvorfor spørger du, skat?
– Åh, bare for en sikkerheds skyld… svarede Rikke. – Nå, jeg skal til at gøre mig klar til arbejde, men hvis der er noget, så ringer du bare.
– Det skal jeg nok, svarede Birthe.
Egentlig burde Rikke føle sig beroliget efter at have talt med moren, men den trykkende fornemmelse lagde sig ikke, og uroen forsvandt ikke.
Rikke kunne ikke helt forstå, hvad der fik hende til at føle sådan, for der var ellers ingen åbenlyse grunde til bekymring.
Selvfølgelig, med hendes job kunne alting ske, men det var jo mandag, og mandage, ja de har det bare med at være tunge.
Hun drak sin kaffe, så på uret, der viste halv syv, tog hurtigt tøj på og pakkede en madpakke, før hun satte kursen mod arbejdet.
*****
På stationen mødte Rikke sin makker for dagen, Niels, der var chauffør. Da han fik øje på hende, vinkede han venligt, mens hun blot nikkede træt.
– Rikke, hvorfor ser du så sur ud? grinte Niels, mens han tændte en cigaret. – Er der sket noget?
– Nej, Niels. Ikke endnu. Men jeg kan bare føle, at der er noget på vej, svarede hun eftertænksomt.
– Lad nu være, du. Hvilke tanker at få så tidligt! Har du ikke sovet nok?
Rikke svarede ikke, men kiggede i stedet op mod himlen. Skyerne lå tæt, og det så ud til, at et ordentligt regnskyl ventede lige om hjørnet.
Hun havde aldrig kunnet lide regn…
“Måske er det bare dét,” tænkte Rikke. “Måske er det bare humøret, der lider under vejret?”
Hun smilede lidt over, at hun nu troede, hun havde fundet årsagen til sin uro.
Men blot et sekund senere vendte uroen tilbage, stærkere end før.
– God vagt, kolleger! råbte en ung kvinde, som løb forbi.
Niels satte i halsen af røg, rømmede sig og rystede næven mod hende, hvilket fik hende til forskrækket at slå blikket ned.
– Åh nej, undskyld det gled mig bare ud, sagde hun forlegent,
Hun var ny som redder på stationen og kunne stadig ikke helt huske, at det bringer ulykke at ønske god vagt til en ambulancebesætning, der går på.
Sådan er det bare.
– Nu sker der helt sikkert et eller andet, mumlede Rikke næsten uhørligt, mens en kold rislen løb hende ned ad ryggen.
– Sludder og vrøvl, brummede Niels og smed skoddet i den metalspand, der stod ved siden af.
*****
Rikke bed sig nervøst i læben, hver gang alarmcentralen sendte en ny adresse til deres tablet og meldte dagens nødsituation over højtaleren i bilen:
– Mand, 35 år, klager over voldsom hovedpine. Tydelig tale-forstyrrelse, mulig hjerneskade.
“Det er lige, hvad jeg ikke manglede ” tænkte Rikke. Jo, som akutlæge var hun altid parat til det værste, men…
Hver gang, der kom et opkald, kunne hun mærke det i kroppen. Hun tog alle sager ind, især hvis nogen mistede livet. Og det kunne let ske med hjerneskader…
Især i dag…
Heldigvis viste det sig, at manden ikke led af en apopleksi.
Hans mærkelige tale skyldtes, at han næsten havde drukket hele natten med en ven, og nu havde han tømmermænd. Rikke gav ham en hovedpinepille og rådede ham til at hvile sig.
– Måske lidt øl vil hjælpe? spurgte manden håbefuldt.
– Nej, glem det. Det gør det kun værre. Hvis du vil leve længe og godt, burde du helt droppe alkohol.
Da hun gik ned ad trappen igen, åndede hun lettet op og glædede sig over, at det ikke var noget alvorligt.
“Måske har Niels ret,” tænkte Rikke. “Måske er det her bare følge af træthed og for meget føleri.”
Hun nåede knap at falde til ro, før alarmcentralen igen meldte en adresse denne gang til kirkegården…
– Hvad? spurgte Niels undrende.
– Ja, til kirkegården, svarede Rikke og greb hårdt om sin tablet.
En kendt skuespiller fra København skulle begraves samme dag underligt, Rikke havde aldrig hørt om ham.
Der var mange folk.
Unge og ældre, mænd og kvinder. Nogle stod grædende med roser, andre mindedes ham med venlige ord.
Rikke ventede hvert minut, at noget ville ske. Niels røg flere cigaretter end normalt.
Men der skete ikke noget, og deres hjælp blev heldigvis ikke nødvendig ved begravelsen.
Resten af dagens opkald var rutine; ting, der gentog sig næsten hver arbejdsdag.
Så uden at mærke det, var næsten tolv timer forsvundet, og deres vagt nærmede sig enden.
Ti minutter mere, så kunne de endelig vende tilbage til stationen.
Rikke drømte allerede om at komme hjem, tage et bad og falde i søvn. I morgen begyndte en ny dag, og hun håbede, at hun ville vågne i bedre humør.
Som et ekstra tjek ringede hun for tiende gang til sin mor for at høre, om alt nu også var i orden.
– Alt er fint, svarede Birthe. – Jeg skal bare have aftensmad og hygge mig med fjernsynet.
– Nå, hvad sagde din mor? spurgte Niels, mens Rikke lagde telefonen tilbage i lommen.
– Alt er okay.
– Hvad sagde jeg? smilede Niels. – Der sker ikke noget slemt i dag. Ikke mere snak om dårlig forudanelse, vel?
– Åh, Niels jeg har stadig følelsen. Jeg forstår bare ikke helt, hvorfor den hænger ved.
– Du burde få dig et kæledyr. Dyr dæmper stress.
– Du mener det ikke?
– Jo! Jeg har en kat, Misse. Når jeg kommer hjem, springer hun op på skødet og spinder så hyggeligt. Alting føles straks bedre tankerne bliver lettere. Og jeg sover som en sten bagefter.
– Men Niels, med mit vagt-skema? Hvem skulle tage sig af den, når jeg har døgnvagt? Du har jo familie; jeg bor alene.
Rikke ville til at sige noget mere, men lige dér blev deres tablet levende, og alarmcentralen kaldte:
– Rikke, undskyld, men vagten slutter altså først, når sidste udrykning er kørt. Amaliegade 23. Lejlighed… Vent lidt…
– Ikke 48, vel?
– Jo, du har ret lejlighed 48. Hvordan vidste du det? spurgte alarmoperatøren undrende.
– Fordi Erik Holm bor der. Jeg er nærmest stamgæst. Hvad er det nu klager han igen over hjertet?
Rikke hørte, at alarmoperatøren sukkede tungt, og et sus gik gennem hende.
– Han er død, Rikke… Det skete vist i morges. Politiet er der allerede, og I skal også komme. Du ved nok hvorfor
– Ja svarede hun sagte.
Med rystende hænder lagde hun tabletten i skødet og så hen på Niels. Han havde hørt det hele og sad tavst.
– Det var synd med Erik Holm. Ud fra det, du har fortalt om ham, var han et ordentligt menneske. Men du er ikke skyld i noget, Rikke. Han ville jo selv ikke indlægges og opsøgte aldrig lægen Det er ikke din skyld, forstår du?
– Ja…
Rikke lænede sig tilbage i sædet, lukkede øjnene og forsvandt ind i sig selv et øjeblik.
*****
Rikke havde lært Erik Holm at kende halvanden måned tidligere. Han havde selv ringet efter ambulance, fordi han havde ondt i brystet.
– Han sagde, døren stod åben, så vi kunne bare gå ind, havde alarmcentralen sagt.
– Okay.
Da Rikke trådte ind, blev hun råbt an af en lille hundehvalp næsten så lille som hendes egen hånd.
Den knurrede til hende først, men begyndte så at gø, indtil Erik kaldte den over til sig, og glad logrede den ind i stuen.
– Jeg fandt ham på gaden, og nu passer jeg på ham, grinede Erik, mens han prustende rejste sig fra sofaen.
– Bare bliv liggende, sagde Rikke. Hvalpen er dejlig, jeg kunne godt tænke mig sådan en, hvis jeg kunne.
– Hvorfor kan du ikke det?
– Der er årsager. Lad os nu snakke om dig. Hvordan har du det, og hvor længe har du haft problemer med hjertet?
Pensionisten svarede, som det var. Det viste sig, at hans helbred blev dårligt sidste år, dengang hans kone døde. Han plejede at gå til lægen før, men intet hjalp.
– Skidt bliver det, hver gang jeg står i ventekø på klinikken. Og smerterne de kommer og går.
– Kan du beskrive dem?
– Nej, det er der ikke noget særligt ved. Lidt ondt, så forsvinder det igen. Hvis jeg tager hjertemedicin, hjælper det.
– Men det er ikke behandling, smilede Rikke. Lad os tage et EKG.
Rikke fandt alvorlige problemer på målingen og ville køre ham til hospitalet, men Erik nægtede.
– Hvem skal tage sig af Waldo? Giv mig bare en pille i stedet, eller en indsprøjtning.
– Erik, det hjælper kun midlertidigt. Du burde tage med på sygehuset.
– Jeres kolleger gav da altid bare lidt medicin før dig. Og se, jeg lever endnu. Jeg tager ikke med, hvis det ikke er nødvendigt. Skriver bare under på, at jeg nægter.
Rikke havde heller ikke held med at overtale ham næste gange, hun kom. Og det blev altid hende, der rykkede ud. Erik ringede til ambulance nærmest en gang om ugen.
– Før kom smerten og gik hurtigt. Nu hænger den fast.
– Fordi helbreddet bare bliver dårligere for hver dag uden behandling. Skal vi ikke snart tage på hospitalet?
– Nej, beklager, jeg kan ikke forlade Waldo. Han er bare en hvalp.
– Men hvis der sker dig noget, hvem skal så tage sig af ham? spurgte Rikke.
– Der sker ikke noget. Og kommer det til det, er jeg sikker på, at venlige mennesker tager sig af ham. Jeg har endda aftalt med min nabo om at holde øje jeg har også vist hende, hvor pengene til foder er.
– Til foder? Hvordan det?
– Jo, folk vil ikke tage en gadehund, for det koster penge. Så jeg har lagt noget til side.
Han var et godt menneske.
Nu måtte Rikke tilbage til Eriks adresse men denne gang var der ingen hyggesnak at se frem til. Det var virkelig den sidste udrykning.
Hun følte sig skyldig, selvom Niels sagde andet. Hun burde have været mere insisterende
– Rikke, vi er her.
– Hvad?… hun bemærkede først nu Niels hånd på hendes skulder.
– Vi er fremme.
Tungt steg hun op ad trapperne til tredje sal og gik ind i lejligheden, hvor betjenten og naboen Karen Pedersen var til stede. Dem havde hun også mødt under et tidligere besøg.
En gang var Erik faldet om udenfor, mens han bar på sin hvalp, og Karen havde tilkaldt Rikke. Det var sådan, de havde mødt hinanden.
– Hej, Rikke.
– Dav, Karen, sagde Rikke stille. Det var dig, der ringede efter politiet?
– Ja, det var jo ikke andre. Hvalpen havde gøet hele dagen, jeg undrede mig over, at Erik ikke gik sin vante tur. Men man ved jo aldrig, måske havde han en dårlig dag.
– Hvad så?
– Jeg tog på kolonihaven, og kom først hjem om aftenen. Hvalpen gøede stadig, så jeg ringede til politiet. Betjenten kom med viceværten, de låste sig ind. Ja hun pegede mod soveværelset.
– Tak, jeg forstår.
Rikke gik ud i soveværelset, betragtede Erik længe og kæmpede med tårerne. Så fyldte hun dødsattesten ud men kom pludselig i tanke om noget. Hun kiggede sig om i hjemmet, tjekkede alt fra køkken til altan.
– Leder du efter noget? spurgte betjenten, mens han holdt øje med hende.
– Der burde være en hvalp i lejligheden, men jeg ser den ingen steder. Har du lagt mærke til den?
– En sort én? Jo, den løb rundt her, gøede og knurrede grinede betjenten Nå ja, naboen tog ham med sig, tror jeg.
“Gudskelov!” sukkede Rikke lettet.
Hun havde virkelig frygtet, han var endt på gaden. Erik havde elsket ham, og ville være ked af det, hvis hvalpen blev hjemløs.
Da alt formelt var klaret, gik Rikke og tænkte på Birk, hvalpen. Hun skyndte sig hen til Karen, der allerede var gået.
– Rikke, hvad laver du? spurgte Karen overrasket.
– Jeg ville bare sige tak, fordi du tog Birk til dig. Hvordan har han det? Er han ked af det?
– Hvem?
– Hvalpen Han bor hos dig, ikke?
– Nåh ham, sagde Karen. Nej, jeg har ikke taget ham ind. Hvorfor skulle jeg det?
– Betjenten sagde ellers, du havde taget ham.
– Jo, midlertidigt. Men han gøede så meget og bed ud efter betjenten, så jeg tænkte, han havde det bedre udenfor. Jeg har det ikke til dyr i min lille lejlighed, og hans gøen gav mig hovedpine.
– Så du lukkede ham ud?
– Ikke smed ud, nej bare lod ham gå en tur. Det gør ingen forskel. Hans ejer er jo død.
– Men Erik sagde, han havde aftalt det her med dig og endda sat penge til side til foder.
Karen blev først bleg, så vred:
– Ved ikke, hvad du snakker om. Intet af det har jeg aftalt eller fået penge for.
– Men han sagde det selv…
– Beklager, Rikke, jeg har travlt nu. Hvalpen må klare sig nogen tager sig nok af ham. Der findes jo gode mennesker.
*****
Rikke hurtigt ned ad trapperne. Mens hun havde været indenfor, var vejret slået helt om, og tung regn silede ned.
– Hvorfor står du i regnen? kaldte Niels. – Kom ind i bilen, ellers bliver du gennemblødt.
Hun lagde medicinkassen på sædet, men… lukkede døren igen.
– Hvad laver du? spurgte Niels forbavset og gik ud til hende.
– Niels, du må nok køre på stationen, vagten er slut for dig, men jeg skal lige finde hvalpen.
– Hvilken hvalp? Kan du ikke forklare det ordentligt?
Rikke fortalte Niels, hvad der var sket. Han lyttede, ryddede sin cigaret og så på hende.
– Nej. Jeg lader dig ikke være alene her det bliver snart mørkt. Vi leder sammen.
– Men du må ikke efterlade bilen!
– Det fortæller vi ikke nogen. Bare rolig, der sker ikke noget.
De gik rundt i gården i ti minutter uden held. Så kom betjenten hen til dem, og da han fik forklaret sagen, tilbød han straks sin hjælp noget, der overraskede Rikke positivt.
– Fundet! råbte Niels. Rikke løb hen til ham.
Betjenten kom hurtigt efter.
– Utroligt han knurrer bare af mig, som om jeg er ubuden gæst! sagde Niels, mens han stod ved en bænk overfor opgangen, og talte til den mørke hvalp under den.
Da Rikke kom frem, åndede hun lettet op. Det var virkelig Birk.
Og han knurrede væk Niels, men blødte straks op, da Rikke nærmede sig.
– Åh, Birk, min ven! næsten græd hun, og regndråber blandede sig med tårerne. Kan du kende mig?
Hvalpen genkendte straks kvinden, der så tit havde besøgt og fodret ham, mens hans ejer levede.
Han kom frem under bænken, så på hende med triste øjne og peb lavt.
– Jeg ved det, lille ven Erik er her ikke mere.
Niels vendte sig væk for ikke at afsløre en tåre. Betjenten kiggede op i regnen for mænd i uniform græder jo ikke.
– Jeg kan selvfølgelig ikke erstatte din ejer,” talte Rikke til Birk, “men jeg vil prøve at tage dig til mig. Vil du gå med mig?”
Og Birk gik.
Han mærkede, at Rikke var et godt menneske, og han stolede på hende.
Og regn kunne han stadig ikke lide…
*****
Til at starte med var Rikke nervøs for, om hun kunne klare det. Men snart trådte Birthe til. Når Rikke havde døgnvagt, kom hendes mor og gik tur med Birk og sørgede for mad og omsorg.
Når Rikke havde fri, tog de ofte i parken sammen mor, datter og Birk.
Rikke fortrød aldrig, at hun tog den lille forladte hvalp til sig. Det gav hendes liv ny mening, og hun begyndte at forstå Erik Holm, selvom hun som læge aldrig kunne acceptere, at han nægtede behandling.
Senere sluttede betjenten, Bent, sig til deres lille familie. Han havde hjulpet, da Birk forsvandt, og de havde mødt hinanden på den svære dag.
Da Bent endelig besøgte Rikke med blomster en dag, mødte Birk ham i døren. Hvalpen snusede til betjenten, betragtede ham, og efter et øjeblik gøede han højlydt som tegn på, at denne besøgende var velkommen.
Det var en godkendelse: hans elskede ejer var i gode hænder. Nu var der kun lykke i vente, den slags man kan håbe på hele livet.
*****
Livet bød Rikke mange udfordringer, men hun lærte, at selv på de sværeste dage kan medfølelse, mod og åbenhed skabe nye sig selv og måske også et hjem, hvor man hører til. Selv et lille dyr kan bringe varme og livsglæde, og rullemønstret af hverdagen kan pludselig blive erstattet af noget, der ligner lykke. For sandt at sige, vores omsorg for andre er ofte det, der redder os selv.
