Den kolde efterårsregn trommede ned på den sølede vej, der snoede sig mod landsbyen Bjerring. Bent Nielsen, sammenkrøbet under vandstrømmene, gik stædigt videre. Mudder klæbede til hans såler, hvert skridt var en kamp, men han standsede ikke. I dag skulle han være der, hos sin Margrethe. Endelig dukkede konturerne af den gamle kirkegård op gennem den grå regnslør.
“Der er hendes birk,” hviskede Bent, og stemmen knækkede af smerte.
Han gik hen til den enkle gravsten og sank langsomt ned på knæ uden at mærke, hvor hans gennemblødte tøj kølede. Regnen blandede sig med hans tårer, mens de løb ned ad hans rynkede ansigt. Hvor længe han blev stående sådan, forsænket i minder, var umuligt at vide. Men pludselig lød der fodtrin bag sig. Bent vendte sig og stivnede, hjertet knugede sig sammen af overraskelse.
Morgenen den dag var fugtig og trist. Bent klemte sig ind i sin gamle frakke og ventede på bussen i byen. Den var forsinket, og det ærgrede ham. En ung pige ved siden af fnisede hensynsløst i telefonen, uden at lægge mærke til hans mørke blik.
“Kunne du være lidt stille?” knurrede han, grebet af irritation.
“Undskyld,” svarede hun forvirret og lagde på. “Mor, jeg ringer tilbage, okay?”
Der fulgte en trykkende tavshed. Bent følte sig pludselig utilpas, hans uhøflighed ramte ham selv. Han hostede og mumlede:
“Det var ikke meningen… Jeg har bare en dårlig dag.”
Pigen så på ham med et mildt smil:
“Det er i orden, vejret er bare sådan i dag. Men jeg elsker efterårsregn. Det dufter, som om høsten selv ånder!”
Bent svarede ikke, nikkede bare. Han var ikke typen, der snakkede med fremmede. Det havde altid været Margrethe, der tog sig af alt – regninger, familie, alt sammen. Han havde taget det for givet, indtil hun var væk. Uden hende var hans verden blevet tom som en afbrændt mark.
Pigen fortsatte, uanfægtet af hans tavshed:
“Ved du hvad, måske er det godt, bussen er forsinket. Så kan dem, der er kommet for sent, nå den. Min veninde er f.eks. ikke her endnu.”
Bent ville protestere, at det var ringe trøst for dem, der stod og frøs, men så mindede det ham om Margrethe. Hvis hun ikke for fyrre år siden var løbet og nået den bus, ville deres veje måske aldrig have krydset hinanden. Hvordan ville hendes liv være blevet? Ville hun have været lykkeligere uden ham?
Margrethe havde altid kunnet finde lys selv i de mørkeste dage. Hendes smil var som en solstråle, og hendes varme omfavnede alle omkring hende.
“Jeg vidste ikke engang, når hun kæmpede,” tænkte Bent, og øjnene begyndte at svie.
For at distrahere sig selv prøvede han at holde samtalen i gang:
“Skal du til Bjerring? Det er et øde sted, der er ikke mange unge der.”
“Jo,” nikkede hun. “Jeg er oldebarn af tante Karen, jeg besøger hende. Og du?”
“Til min kone,” svarede Bent stille. “Det er hendes hjemstavn.”
“Hvad hed hun? Måske kender jeg hende.”
“Hansen. Margrethe Kirstine.”
Pigen tænkte sig om men rystede på hovedet:
“Nej, det gør jeg ikke.”
“Hun flyttede til byen, da vi blev gift,” forklarede Bent. “Besøgte kun sine forældre indimellem, men efter deres død kom hun sjældent.”
Han tav, fordybet i minder. Margrethe elskede Bjerring og ønskede, at de hele familien kom der oftere. Men Bent havde aldrig tid. Nu havde han al den tid i verden – men ikke længere en familie. Sønnen Mads havde sit eget liv og kom sjældent på besøg.
“Der er min veninde!” udbrød pigen og vinkede. “Kom her, Lise!”
Hun vendte sig mod Bent med et smil:
“Og se, der kommer bussen.”
Og ja, rundt om hjørnet dukkede den forsinkede bus op. Turen til Bjerring tog cirka to timer. Bent mindedes, hvordan Margrethe engang i deres ungdom havde misset bussen, og de havde gået gennem byen til midnat. Dengang var alt fyldt med håb og varme.
Så kom hverdagen. De skændtes næsten aldrig – med Margrethe var det umuligt at blive vred. Hendes tålmodighed og godhed var uudtømmelige. Men Bent var forandret, havde taget hendes kærlighed for givet uden at sætte pris på de øjeblikke, de delte.
Hvis han kunne sige ét ord til sin yngre selv, ville det være: “Værdsæt.”
Da bussen kørte ind i landsbyen, hamrede Bents hjerte. Et citat fra en gammel bog dukkede op i hans hukommelse: “Helvede er, når der ikke er mere.”
Regnen i Bjerring væltede ned, trommede mod bussens tag. Bent rejste sig tungt:
“Det er her, jeg står af.”
Han trådte ud i den hældende regn uden at se sig tilbage. Pigen og hendes veninde fulgte efter og søgte ly under en markise. Da hun så, hvor han gik hen, råbte hun:
“Hvor skal du hen? Der er jo kun kirkegården!”
Bent standsede, vendte sig, men svarede ikke. Hans blik sagde alt. Pigen sænkede øjnene og forstod.
Den dag, Margrethe forsvandt for altid, blev sat med sort kridt i Bents liv. De havde skændtes over en bagatel. Som sædvanlig havde han lukket sig inde, nægtet at spise og ikke sagt et ord. Margrethe, der altid bekymrede sig om ham, prøvede at mægle, men han var iskold.
“Jeg går lige i butikken,” sagde hun og tørrede sine tårer. “Skal jeg have noget med til dig?”
“Ikke noget,” knurrede han.
Hun gik, og han så hende aldrig igen. På fodgængerovergangen blev hun ramt af en bil. På et øjeblik blev Bents liv revet itu og efterlod kun tomhed og skyld.
Nu gik han gennem den sølede vej uden at mærke kulden. Regnen slog mod hans ansigt, men han fortsatte stædigt mod kirkegården. Da han nåede Margrethes grav, sank han ned på knæ.
“Der er din birk, min pige,” hviskede han, kvælgt af sorg.
Tårerne løb, blandet med regnen. Han tabte tidsfornemmelsen, indsunket i smerte. Men så lød der igen skridt bag ham. Bent vendte sig og stivnede. Foran ham stod pigen fra busstoppestedet, gennemblødt men med et varmt smil. I hånden holdt hun en paraply.
“Undskyld, at jeg forstyrrer,” sagde hun blidt. “Men din kone ville ikke have, at du blev syg. Kom med os, så kan du vente, til regnen letter.”
Bent greHan nikkede langsomt og lod hende føre sig væk fra graven, mens regnen svagt aftog og en svag strime af sollyse skinnte gennem de mørke skyer.
