DEN SIDSTE KÆRLIGHED – Irina, jeg har altså ikke flere penge! Det sidste gav jeg til lille Natasja i går – du ved jo, at hun har to børn! Dybt fortvivlet lagde Anna F. røret på. Hun havde slet ikke lyst til at tænke på det, datteren lige havde sagt. – Hvorfor egentlig? Vi opfostrede tre børn sammen med min mand – vi gjorde alt for dem. Alle klarede sig! Alle har fine uddannelser og gode jobs. Men nu, hvor jeg er blevet ældre, har jeg hverken ro eller hjælp. – Hvorfor gik du fra mig så tidligt, Vagn? Det var nemmere, når du var her! – henvendte Anna sig tavst til sin afdøde mand. Hjertet strammede ubehageligt, og hun rakte rutinemæssigt ud efter sine piller: – Der er kun én eller to kapsler tilbage. Hvis det bliver værre, har jeg intet tilbage, der kan hjælpe. Jeg må på apoteket. Anna forsøgte at rejse sig, men sank straks tilbage i stolen – hun blev svimmel. – Det er nok snart ovre, når tabletten virker. Men tiden gik, og intet hjalp. Anna fandt nummeret til sin yngste datter: – Natasja… – nåede hun kun at sige i røret … – Mor, jeg er til møde. Jeg ringer tilbage! Anna ringede til sin søn: – Min dreng, jeg har det ikke godt. Pillerne er væk. Kan du ikke … – men han nåede ikke at høre hende færdig. – Mor, jeg er ikke læge, og det er du heller ikke! Ring til alarmcentralen! Anna sukkede tungt. – Han har vel ret… Hvis det ikke går over om en halv time, må jeg ringe 112. Hun lænede sig forsigtigt tilbage og lukkede øjnene. For at slappe af begyndte hun at tælle til hundrede. Langt borte lød en lyd. Hvad var det? Nåja, telefonen! – Hallo! – svarede Anna med besvær. – Anna, hej! Det er Peter! Hvordan har du det? Jeg fik sådan en fornemmelse og måtte ringe! – Peter, jeg har det ikke så godt. – Jeg kommer straks! Kan du åbne døren? – Peter, min dør er altid åben for tiden. Anna tabte telefonen. Hun orkede ikke række ud efter den. – Nå, lad den bare ligge, tænkte hun. Foran sine øjne passerede hendes ungdomsscene forbi som på film: Her er hun unge førsteårsstuderende på handelshøjskolen. Her er to kønne, ranke officerer fra Hærens Officersskole – med balloner! – Sikke sjovt, tænkte hun. Store mænd og balloner! Ah ja! Det er jo 9. april! Befrielsen, folkefest! Og hun med den ene ballon mellem Peter og Vagn. Dengang valgte hun Vagn – han var mere frembrusende, Peter var mere tavs og genert. Så spredte skæbnen dem: Hun og Vagn flyttede til Viborg, Peter kom til Tyskland. Senere mødtes de igen, da mændene blev pensioneret. Peter boede hele livet alene, uden kone, uden børn. De spurgte ham tit hvorfor… Han afviste bare: – Uheld i kærlighed – måske jeg burde spille kort i stedet! Anna hørte nu stemmer småsnakke. Hun åbnede med besvær øjnene: – Peter! Ved siden af ham stod åbenbart en læge. – Bare rolig, nu bliver det bedre. Er De hendes mand? – Ja, ja! Lægen gav Peter besked. Og Peter sad der, holdt Anna i hånden, indtil hun mærkbart fik det bedre. – Tak, Peter! Jeg har det meget bedre nu! – Dejligt! Så skal du ha’ en kop te med citron! Peter gik ikke nogen steder – han lavede mad i køkkenet og plejede Anna, og selvom hun havde det bedre, ville han ikke lade hende være alene. – Ved du, Anna, jeg har elsket dig hele livet. Derfor blev jeg aldrig gift. – Åh, Peter, Vagn og jeg havde det godt. Han elskede mig, og jeg respekterede ham. Du sagde jo ingenting dengang. Jeg vidste ikke, hvordan du følte. Men nu er årene gået, og det kan vi ikke lave om… – Anna, hvad siger du til, vi lever resten af livet sammen – så lykkeligt vi kan? Anna lagde hovedet mod hans skulder, tog hans hånd – Ja lad os! – og lo en glad latter. En uge senere ringede Natasja! – Mor, hvad var det, du ringede om? Jeg nåede aldrig at svare … – Nå ja, det… Det er ordnet nu. Faktisk – nu hvor du alligevel har ringet, vil jeg sige det, så du ikke får et chok: Jeg skal giftes! Der blev stille i røret, man kunne næsten høre datteren suge luft ind og sammensætte ordene. – Mor, er du rigtig klog? Du burde snart have stamplads på kirkegården – og du vil giftes?! Og hvem er det så? Anna krympede sig, tårerne trillede – men hun fandt roen til at svare: – Det rager kun mig! Derefter vendte hun sig mod Peter – Nu kommer de alle tre i aften! Så er vi klar til kamp! – Vi klarer den! Hvor mange storme har vi ikke stået igennem! grinede Peter. Og ganske rigtigt – om aftenen kom de alle tre: Henrik, Irina og Natasja. – Nå, mor, lad os møde din Don Juan! sagde Henrik spottert. – Hvad skal I møde – I kender mig jo! – kom Peter ud fra stuen – Jeg har elsket Anna siden hun var ung, og da jeg så hende have det så frygteligt forrige uge, vidste jeg, jeg ikke kunne miste hende. Jeg friede – og hun sagde ja. – Hør nu, gammel nar – er du blevet skør? Kærlighed i den alder?! skreg Irina. – I hvilken alder? – svarede Peter roligt. – Vi er jo kun lige rundet de halvfjerds! Der er masser af liv tilbage, og jeres mor er stadig smuk! – Jeg går ud fra, du snupper hendes lejlighed, ikke sandt? – indskød Natasja med advokat-attitude. – Børn, tag jer sammen! Hvad har min lejlighed med noget at gøre? I har jo alle jeres egne hjem! – Alligevel – vi har da krav på vores andel! – sagde Natasja. – Slap af, jeg er ikke ude efter noget! Men slut nu med at svine jeres mor til. Jeg gider simpelthen ikke høre på det! sagde Peter. – Hvem er du, gamle playboy? Hvem har bedt om din mening?! udbrød Henrik. Men Peter rykkede sig ikke – han så bare Henrik direkte i øjnene, rank som en soldat. – Jeg er jeres mors mand, om I vil det eller ej! – Og vi er hendes børn! – råbte Irina. – Ja! Og i morgen sender vi hende på plejehjem eller psykiatrisk! – istemte Natasja. – Glem det! Kom Anna, vi går nu! De gik ud – hånd i hånd, uden at se sig tilbage. De var ligeglade med hvad nogen tænkte. De var lykkelige og fri. Kun en ensom gadelygte lyste dem på vej. Og børnene stod i opgangen og forstod det simpelthen ikke: Hvilken slags kærlighed kan man have som halvfjerdsårig?

SIDSTE KÆRLIGHED

Ida, jeg har altså ikke flere penge! Det sidste jeg havde, gav jeg til Katrine i går! Du ved jo, hun har to små børn!

Helt modløs lagde Anna Sørensen røret på. Det, hendes datter lige havde sagt til hende, ville hun slet ikke tænke på mere.

Hvorfor er det sådan? Vi opfostrede trods alt tre børn sammen, deres far og jeg. Vi gjorde alt for dem. Alle sammen har fine uddannelser og gode stillinger. Men nu, hvor jeg er blevet gammel, er der ikke ro eller hjælp at hente hos nogen af dem.

Hvorfor skulle du, Verner, forlade mig så tidligt? Det hele var nemmere sammen med dig! tænkte Anna, mens hun skævede opad mod sin afdøde mand.

En ubehagelig følelse greb hendes bryst. Automatisk rakte hun ud efter pilleæskerne: Der var kun én eller to kapsler tilbage. Hvis det skulle blive værre, så havde hun ikke mere at tage. Jeg må nok i apoteket snart.

Anna forsøgte at rejse sig, men måtte med det samme synke tilbage i stolen det snurrede forfærdeligt i hovedet.

Bare rolig, pillen virker nok om lidt, så får jeg det bedre.

Men tiden gik, og det hjalp ikke rigtigt.

Anna tastede nummeret til sin yngste datter:

Katrine nåede hun knap hviske i røret

Mor, jeg sidder til møde, jeg ringer senere!

Anna prøvede hos sin søn:

Lauge, jeg har det ikke så godt, og pillerne er væk. Kan du ikke, efter arbejde

Men sønnen lod hende ikke tale ud:

Mor, jeg er ikke læge, og det er du heller ikke! Ring nu bare 112, og lad være med at vente!

Anna sukkede tungt; Ja, han har jo ret, Lauge! Hvis det ikke bliver bedre om en halv time, må jeg ringe efter en ambulance.

Hun lænede sig forsigtigt tilbage i stolen og lukkede øjnene. For at slappe af begyndte hun at tælle til hundrede i tankerne.

Pludselig, langt borte fra, kom en lyd. Hvad er det? Åh ja, telefonen!

Hallo! sagde hun med besvær, munden føltes tør.

Anna, hej! Det er Poul! Hvordan har du det? Jeg fik sådan en uro på, måtte bare ringe til dig!

Poul, jeg har det dårligt.

Jeg kommer nu! Kan du åbne døren?

Poul, for tiden står den næsten altid åben hos mig.

Anna tabte telefonen på gulvet. Hun orkede ikke engang at række ud efter den.

Det er ligemeget, tænkte hun.

Som i en film kørte billeder fra ungdommen forbi hendes lukkede øjne: Der var hun selv ung og nybagt studine på Handelshøjskolen. Og to flotte unge kadetter fra officersskolen, af en eller anden grund med balloner i hånden.

Sjovt, store mænd med balloner! tænkte hun dengang.

Nå ja! Det var jo den 5. juni, Grundlovsdag! Der var fest og glade dage. Og hun selv mellem Poul og Verner, begge med balloner i hånden.

Hun valgte Verner den dag. Han var den mere frembrusende type, mens Poul altid var lidt indadvendt og genert.

Derefter førte livet dem i hver sin retning: Verner og Anna kom til at bo i Slagelse, hvor Verner blev politiassistent, mens Poul fik job i Esbjerg.

Først mange år senere så de hinanden igen hjemme i Odense, da mændene gik på pension. Poul havde levet hele livet alene, uden kone, uden børn.

Folk spurgte ham ofte, hvorfor det var blevet sådan

Men han slog det bare hen med et smil:

Jeg har aldrig haft held i kærlighed måske jeg skulle prøve lykken med ludo i stedet!

Nu hørte Anna nogle stemmer, en samtale. Med besvær åbnede hun øjnene:

Poul!

Og ved hans side, åbenbart en læge fra Falck.

Det skal nok gå, hun får det bedre nu. Er du hendes mand?

Ja, ja, sagde Poul.

Lægen gav Poul nogle instrukser.

Poul blev hos hende, holdt hende i hånden, indtil Anna følte sig bedre.

Tak, Poul. Nu har jeg det meget bedre!

Det glæder mig! Her, tag lidt te med citron

Poul blev der, lavede lidt mad og puslede om Anna. Selvom hun snart var på benene igen, turde han ikke efterlade hende alene.

Ved du hvad, Anna, jeg har elsket dig hele livet. Derfor blev jeg aldrig gift.

Åh, Poul, Verner og jeg havde et godt liv sammen. Jeg havde stor respekt for ham, og han elskede mig. Du sagde aldrig noget dengang, jeg vidste ikke, hvordan du følte. Men nu ja, det er jo fortid, de år er gået og kommer ikke igen.

Anna, tænk hvis vi kunne få en lykkelig tid sammen nu, med alt det der er tilbage! Så længe vi får lov, er vi glade!

Anna hvilede hovedet på Pouls skulder, tog hans hånd i sin: Ja, lad os prøve! og grinede så frit, som hun ikke havde gjort i mange år.

En uge senere ringede Katrine endelig!

Mor, hvad var der? Jeg så, du ringede, men så glemte jeg det i alt hurlumhejen

Åh, det var ingenting. Alt er fint nu. Men du skal ikke blive overrasket: Jeg vil bare sige, at jeg skal giftes!

Der blev stille i røret, kun høres Katrine trække vejret og smætte lidt med læben, mens hun fandt ordene.

Mor, er du blevet skør? Du burde da tænke på plejehjem, ikke bryllup! Og hvem er nu den heldige?

Tårerne pressede sig på, men Anna fandt styrken:

Det er min egen sag!

Så lagde hun på.

Hun vendte sig mod Poul: Så, nu kommer de alle sammen væltende i aften! Vi må forberede os på at forsvare os!

Klart, vi kan klare det! sagde Poul og lo.

Samme aften stod alle tre børn på dørtrinnet: Lauge, Ida og Katrine!

Nå, mor, præsentér os for din Don Juan! drillede Lauge syrligt.

I kender mig jo allerede, sagde Poul, da han kom ud. Jeg har elsket Anna siden vi var unge, og efter jeg fandt hende for en uge siden i den tilstand, forstod jeg, at jeg ikke kan undvære hende. Jeg friede, og hun sagde ja.

Hør her, gamle nar, er du blevet bindegal? Kærlighed i den alder! skreg Ida.

Hvilken alder mener du? sagde Poul roligt. Vi er kun lige fyldt halvfjerds, der er masser af liv endnu. Og jeres mor er stadig smuk!

Jeg går ud fra, du bare er ude efter at få min mors lejlighed? spurgte Katrine med sit mest advokat-agtige blik.

Børn, tag jer nu sammen. I har jo alle jeres egne hjem!

Alligevel, vi har jo også en andel i lejligheden! tilføjede Katrine.

Jeg har ikke brug for noget, sagde Poul, men det er uværdigt at tale sådan til jeres mor. Stop det straks!

Hvem tror du egentlig, du er, gamle charmeur! Hvem spurgte dig om noget? råbte Lauge og trådte frem.

Poul stod urokkeligt fast, så Lauge i øjnene.

Jeg er jeres mors mand, uanset hvad I mener!

Og vi er hendes børn! råbte Ida!

Ja, og i morgen sender vi hende på plejehjem eller på psykiatrisk! istemte Katrine.

Ikke tale om! Kom, Anna, vi går!

De gik ud sammen, hånd i hånd, uden at se sig tilbage. Det var fuldstændigt ligegyldigt for dem, hvad andre tænkte. De var lykkelige og frie! Og gadens ene lygte oplyste vejen foran dem.

Børnene stod målløse tilbage og anede ikke, hvordan nogen kan elske, selv når de er halvfjerds år gamle.