EN SÆRLIG JULEGAVE
En frygtelig fejl begik én dame i julen. Først syntes hun, hun gjorde alting rigtigt, men så gik det galt. Hun tog sine militærstøvler på, den tykke frakke og den lille hat, satte sig bag rattet på sin Jeep og kørte ud til en kvindes lejlighed i Nørrebro. En skør pige, tænkte hun.
Damen hed Tove Larsen. Hun havde én søn, som hun først fik sent i livet. Så levede de to sammen i tredive år. Tove elskede sin søn som ingen anden, arbejdede dag og nat for ham og blev rimeligt velhavende på hans vegne. Hans navn var Jonas. Da Jonas gik på universitetet i Århus, mødte han en pige fra kollegieværelset Freja og de fik hurtigt en lille dreng sammen.
Tove kendte folk i byen. Hun vidste, at Freja, som hun kaldte den kvinde, kun var ude efter at snuppe hendes søn og udnytte familiens formue. Så Tove satte sig for at tage sagen i egen hånd, fandt ud af, hvor Freja boede, og planlagde enten at skræmme hende eller bestikke hende alt efter hvad der virkede bedst. Hun måtte dog også trække slangen væk fra sin søn, som allerede talte om bryllup.
Tove var så uforlignelig som en bulldog med rynker i ansigtet og et blik så rasende, som om den ville bide i en Basset Hound. Hun var stor som en statue af Danmarks frihedsgudinde. På vejen købte hun et par æbler og pærer og en lille rangler til barnet for selvom hun var på en mission, var det jo jul.
Da hun banker på døren, træder hun ind som en kæmpestor etape i et skuespil, trækker støvlerne af og hælder frakken af. God jul, du skønne pige, starter hun, men så ser hun barnets krybbe i stuen.
En lille, bleg dreng sidder i barnets gang. Han hed Mikkel, som Freja sagte nævnte. Tove mærkede sit hjerte banke af frygt for hun kunne nemlig skræmme som ingen anden.
Hun gik hen til krybben og rakte rangleren til drengen. Pludselig brød Mikkel ud i en latter så høj, at Tove næsten rystedes. Den lille greb rangleren med en hånd, begyndte at trampe rundt på tåspidserne og holdt sig med den anden hånd på kanten af krybben som om han udførte en lille dans. Han viftede med rangleren, så hans blå øjne aldrig løftede blikket fra Tove, mens han jublede af ren begejstring. På en eller anden måde så Tove ud til at vække en ekstraordinær fascination i barnet.
Mikkel greb efter Tove, lo og skreg. Hans øjne blev som små sprækker, munden bredte sig med to kæber, der næsten rakte til ørerne.
Her gik Tove dog galt. Instinktivt løftede hun barnet op. Mikkel omfavnede hende med så meget kraft, som en lille tyr kunne kaste, og begyndte så at pinde hende i kinden med rangleren og mumle.
Hvem er denne lille skønhed? Hvem er denne lille sukkersødning? mumlede hun med en stemme, der næsten brød af følelser. Hendes hjerte smeltede som smør på en solrig morgen, og hun blev så varm, at hun næsten kunne mærke kærligheden som en duft af nybagte wienerbrød. Mikkel løftede blikket, så som om han var forelsket i hende, og han ville kun have hende ved sin side. Det lugtede af lykke, som om engle selv var gået ned for at tage en slurk af den juleglæde, der hængte i luften.
Tove ville aldrig give barnet fra sig. Hun ville bytte al sin rigdom for Mikkel. Kærligheden ramte hende som et brag, og en tåre trillede ned ad hendes rynkede kind.
Senere beordrede hun sin søn til at gifte sig, selvom han som regel var ligeglad med ordrer. Men han giftede sig alligevel for han elskede både Freja og Mikkel. Med trusler, løfter og et lille stykke press fra Tove, flyttede de ind i Toves store, hvide villa i Hellerup.
Tove blandede sig dog kun sjældent i deres daglige liv; de levede i fred, med hinanden som deres livline. Al hendes opmærksomhed gik til Mikkel. De kunne ikke forestille sig at leve uden hinanden en sand julekærlighed, så sød som en gløgg med et strejf af kanel.
Sådan gik én kvinde fra at lave en frygtelig fejltagelse til at finde sin egen julegave i et øjeblik. Julen er en særlig dag, og gaverne er også specielle især når de kommer pakket ind i latter, kærlighed og et lille klip fra rangleren.
