“En sådan svigerdatter har vi brug for!”
Mette glattede den bløde småkagedej ud i bageformen. Hendes søn, Mads, og hans kone, Freja, ville komme om et par timer.
Stilheden blev brudt af en skarp, insisterende telefonring. Mette tørrede hænderne i sit forklæde og tog den.
“Halløj?”
“Goddag,” lød en ukendt kvindestemme i røret. “Er det Mette Kjærgaard?”
“Ja, det er mig,” svarede Mette og blev instinktivt på vagt.
“Mit navn er Birgit Nielsen. Jeg er Frejas tidligere svigermor. Din svigerdatters.”
Mette satte sig stille på en køkkenstol. *Tidligere svigermor?* Tankerne fo’r til Freja, til hendes få, men bitre omtaler af sit tidligere ægteskab.
“Jeg forstår,” sagde Mette roligt. “Hvad kan jeg gøre for dig, Birgit?”
Kvindens tone tabte øjeblikkeligt sin høflighedsmaske. Den blev skarp, spydig og fyldt med ondsindet nysgerrighed.
“Jeg ville bare høre, hvordan vores Freja har det hos jer? Opfører hun sig ordentligt? Jeg er sikker på, I allerede har lidt under hende! Eller har I ikke? Men tro mig, I vil komme til at fortryde det! Åh, så meget I vil fortryde at have lukket den dovne møgunge ind i familien!”
“Birgit, jeg forstår dig ikke. Freja er en videre dejlig pige. Hvorfor skulle vi fortryde?”
“Vidunderlig?!” hvinte Birgit. “Hun er da lige så doven som hun kan være! Jeg gulvvasker hver eneste dag, som man skal! Men hende? Kun hver tredje dag – og kun hvis man tvinger hende! Og gardinerne? Hvornår vaskede I dem sidst? Hvad?! Jeg gør det hver måned, som det skal være! Men hende? Måske en gang om året! Støvet lå og samlede sig i årevis! Og madlavning… Hun fodrede min stakkels søn med ren gift! Suppen var vand, frikadellerne som gummi – umuligt at spise! Han fik mavesår af det!”
“Birgit, der er altid pænt og rent hos dem. Og Freja laver vidunderlig mad. Jeg har lært hende nogle af mine hemmeligheder, og hun er en dygtig elev. Vi har ingen klager. Og mavesårene hos din søn kom sandsynligvis fra hans alkoholmisbrug!”
“Åh, ingen klager?!” skreg Birgit uden at lytte. “Og hvordan behandlede hun sin mand?! Min søn kom hjem træt… ja, han drak lidt for at slappe af, som alle rigtige mænd gør! Men hun? I stedet for at give ham en snaps og få ham i seng, råbte hun af ham! Lavede skandaler! En helt hjerteløs møgkælling!”
Mette lukkede øjnene. Hun vidste fra Freja, at hendes “lidt berusede” eksmand kunne komme hjem i daggry, smadre lejligheden, råbe og nedgøre. Og hun kendte sin Mads – ansvarlig, berøringsangst overfor alkohol. Han hadede det. I stedet gav han sin kone blomster uden grund og var stolt af hendes arbejdspræstationer.
“Min søn, Mads,” sagde Mette klart og tydeligt, “kommer aldrig hjem beruset. Aldrig. Han respekterer sin kone og sit hjem. Og Freja har ingen grund til at råbe af ham. De er lykkelige.”
Der fulgte en tung pause i røret. Det lød, som om Birgit samlede kræfter til et nyt angreb. Da hun talte igen, var hendes stemme åbenlyst ondskabsfuld og hviskende:
“Lykkelige? Ha! Ved du overhovedet, at hun er fra børnehjem? Vi tog hende ind, selvom jeg ved, hvad de får af lære i de steder. Ikke uden grund er hun ufrugtbar! En barren kviste! Bare vent, årene går, og I får ingen børnebørn! Så vil I forstå, hvilket skrald I har lukket ind! Så vil I fortryde!”
“Birgit,” sagde Mette højt og tydeligt, som om hun stod ansigt til ansigt med kvinden, “du tager fejl. På alle måder. I vores familie er der fred, orden og kærlighed. Jeg elsker Freja oprigtigt. Hun respekterer mig og kalder mig mor. Selvfølgelig ved vi, at Freja voksede op på børnehjem, og det er ikke hendes skyld. Tværtimod har jeg været god mod hende, givet hende en smule varme og moderlig kærlighed.
Hun er en sød, dejlig pige. Og hvad angår børnebørn… Du er for sent på den med dine ‘profetier’. Freja og Mads venter et barn. Snart. Så dine bekymringer er fejlplaceret.”
Stilhed i røret. Så kom der et hivende, raspende åndedrag. Og pludselig – en hulk. Den vrede tone blev erstattet af tårer, klodsede og kvalte.
“Et barn?” gispede Birgit, og hendes stemme lød ynkelig og knust. “Er det sandt? Måske slet ikke din søns, har du tænkt på det? Åh gud… Men min… min søn…”
Hulkene blev stærkere.
“Han er håbløs! Drikker, skifter job som vi skifter underbukser… Ingen penge, lever som en lodset hund… Og jeg ønsker mig sådan et barnebarn! Bare et enkelt!”
Mette lyttede tavst til bekendelsen. Medlidenhed prikkede hendes hjerte. Ikke for denne kvinde, men for den Freja, der havde udholdt år af sådan et liv.
“Birgit…” begyndte Mette, men blev afbrudt. Stemmen blev pludselig påtrængende, næsten bønfaldende:
“Hør… Hvad nu, hvis det ikke holder med din Mads? Hvad nu, hvis de bliver skilt? Det sker jo! Ring til mig med det samme! Jeg skal nok sige det til min søn… måske tager han sig sammen!”
“Hun er jo, som du siger, blevet bedre? Kan lave mad, holder orden. Måske kommer hun så tilbage til os? Sig det til mig, hvis det sker! Vær sød! Hun har jo ikke andre steder at tage hen, og hun kender os allerede…”
Der var den. Roden til alt. Ikke anger. Ikke erkendelse af skyld overfor svigerdatteren. Bare en kvindes fortvivlelse over at se, hvad hun havde anset for skrald, blive til en diamant i andres hænder. Og en vild, egoistisk håb om at snuppe den tilbage til sin mislykkede søn. Bruge Freja igen. Som tjener. Som rugekasse for de længselsfulde børnebørn.
“En svigerdatter som Freja har vi brug for selv. Ring ikke igen. Aldrig.”
Hun ventede ikke på svar og lagde på. Så blokerede hun nummeret.
En klump lå i hendes hals, af vrede, af medlidenhed med Frejas fortid, af rædslen over de ting, hun havde hørt. Men stærkest af alt var en følelse af… sikkerhed.
Sikkerhed for hendes rede, for Mads, og for denDe stod der, i den solfyldte stue, med duften af nybagte småkager og syrenens bløde violette skær, og vidste at ingen nogensinde kunne ødelægge den lykke de havde skabt sammen.
