Den nysgerrige svigermor dukkede op som hjemme hos sig selv indtil jeg gengældte hendes adfærd
Nogle gange er fjenden i hjemmet ikke en fremmed, men en svigermor med et venligt smil og en plastikboks fuld af tvivlsomme fiskefrikadeller. Jeg hedder Freja, gift i to år, og som man siger, gik det fint mellem min mand og mig indtil hans mor begyndte at “varme vores hjem” lidt for ofte. Og med sådan en ihærdighed, at selv postbudet kom forbi mindre end he.
Jeg sorterede dagligvarer i køkkenskabet, da pludselig dørklokken ringede. Jeg åbnede. Selvfølgelig, hvem ellers? Birthe, min svigermor.
“Freja, hej, jeg har lavet fiskefrikadeller! Med torsk! Friske fra havnen!” Hun rakte glad sin plastikboks frem.
Jeg sukkede. Min mand og jeg har altid hadet fisk. Mig, fordi jeg blev tvangsfodret med i barndommen, og ham, søn af en fisker, har spist så meget, at han næsten udviklede gæller. Vi har sagt det til hende. Flere gange. Men min svigermor lod, som om det var nyheder.
“Birthe, vi spiser ikke fisk Det ved du godt.”
“Man smider da ikke mad ud! Behold dem, så kan I give dem til nogen!” forsøgte hun at retfærdiggøre.
Men det var ikke kun de forbandede fiskefrikadeller. Hun kom oftere og oftere. Uden at varsle. Uden at banke. Hun gik ind, som om det var hendes eget hjem, og begyndte sine “inspektioner”:
“Åh, hvad er det for en ost? Den har jeg aldrig smagt, jeg tager lige et stykke. Og lidt spegepølse, du kan jo købe mere. Forresten, jeg har taget fisk med man skal kunne dele!”
Hver gang hun kom, blev hendes appetit større. En dag dukkede hun op med en veninde. Uden opringning. Uden at spørge.
“Vi var lige ved apoteket vi tænkte, vi kunne varme os lidt. Byder du ikke på en kop kaffe?”
Mens jeg stod lamslået i døren, rodede hun allerede muntert i køleskabet og fandt marmelade, ost og småkager frem, mens veninden satte sig behageligt ved bordet.
Jeg følte mig som en fremmed i mit eget hjem. Min mand trak bare på skuldrene “det er mor, hun mener det godt”. Godt? Jeg havde set hende gemme vores ananas under sin jakke. Det var ikke længere hjælp eller omsorg det var en fræk besættelse.
Så lagde jeg en plan. Blid, men præcis. Næste dag tog jeg min veninde Mette, vi købte de stærkeste sushi i byen, og uden advarsel gik vi til Birthe.
“Goddag, vi var lige i nærheden, så vi tænkte, vi ville besøge dig! Vi har taget sushi med prøv det!” Jeg smilte og skubbede tallerkenen i hænderne på hende.
Min svigermor blev bleg. Hun hader sushi. Engang prøvede hun det og har siden kaldt det “rå rotter på ris”.
“Sæt jer ned, jeg lige ser, hvad I har af lækkert,” sagde jeg og gik mod hendes køleskab.
Jeg fandt couscous, en kartoffelsalat, en lagkage alt landede på bordet. Mette grinede allerede.
“Åh, Birthe, har du noget imod det? Jeg har taget sushi med, det er vel normalt at dele, ikke?” tilføjede jeg med falsk uskyld.
Birthe stod som naglet til gulvet. Målløs. Hun forstod det. Forstod, hvordan det føles at have nogen, der bare trænger sig på.
Jeg gik, efter at have takket for hendes “varme velkomst” og lovet at komme igen snart.
Siden da er alting ændret. Hun ringer nu, før hun kommer, hendes besøg er sjældne og diskrete. Hun bringer endda ting, vi faktisk kan lide. Ingen fisk. Nogle gange behøver man ikke skændes. Det er nok bare at vise dem et spejl.
