Den Overraskende Ankomst af Svigermor: Et Besøg, der Vendte alting på Hovedet
Signe havde netop sagt farvel til sin mand Morten med et kærligt kys på kinden, før hun lukkede døren bag ham. Hun havde kørt ham ind til arbejdet tidligt den morgen og besluttede sig nu for at tage et velfortjent hvil. Dagen havde allerede været lang, fyldt med hjemmearbejde, vasketøj og alle de praktiske ting, der følger med livet i en lejlighed på Østerbro, som hun og Morten var flyttet ind i efter brylluppet. De var netop kommet hjem fra bryllupsrejsen og havde knap nok nået at finde sig til rette endnu. Lejligheden var ikke deres egen, men hyggelig, moderne og med udsigt til søerne. Udlejerne havde ledt længe efter de perfekte lejere, og valget faldt endelig på det unge, veluddannede par.
Denne dag arbejdede Signe hjemmefra. Hun nød de fleksible arbejdstider: nogle dage på kontoret, nogle med papirarbejde og resten foran sin laptop. Hun satte sig til rette, loggede på mailen og skulle lige til at dykke ned i dagens opgaver, da dørklokken pludselig lød. Hun stivnede et øjeblik hun ventede da vist ikke nogen. Udenfor stod Mortens mor Kirsten Lykke.
»Godmorgen,« sagde Signe stille, overrasket over besøget.
»Jeg er her for at se min søn. Hvorfor står du bare der? Luk mig dog ind,« insisterede svigermoren og tog sig selv til rette, trådte ind uden så meget som at vente på en invitation.
»Morten er ikke hjemme. Han er på arbejde,« svarede Signe roligt.
»Det er ligegyldigt. Jeg venter bare,« svarede Kirsten skarpt og ville allerede videre mod køkkenet.
»Undskyld, men det passer altså dårligt. Jeg arbejder hjemme, har videomøder og deadlines. Kan du ikke hellere komme i aften, når Morten er hjemme igen?« sagde Signe og blokerede for døren til køkkenet.
Kirsten så surt på hende, men vendte om og forlod lejligheden. Om aftenen kom konfrontationen:
»Mor sagde, du ikke engang tilbød hende te,« sagde Morten.
Signe sukkede: »Morten, du ved hvordan hun elsker at troppe op uanmeldt, som om det hele er hendes. Jeg har arbejde og hun forventer at blive vartet op som på et hotel. Kan du huske, hvordan hun opførte sig sidst?«
Morten trak på skuldrene: »Mor forandrer sig aldrig. Jeg har inviteret hende til frokost på lørdag. Lad os prøve igen roligt, Signe.«
Hun nikkede, men mindede ham om: »Fredag gør vi rent, søndag skal vi til fødselsdag hos mine veninder. Vi har travlt.«
Frokosten om lørdagen forløb nogenlunde fredeligt. Kirsten sagde ikke meget, men klemte dog spydige bemærkninger ind:
»Den her lejlighed er da alt for dyr. I kunne have fået noget billigere ude i Brønshøj. Og hvorfor egentlig ikke flytte ind hos Mortens forældre? Så kunne I da spare nogle penge.«
Signe svarede roligt: »Du kan spørge Morten, om han vil bo hjemme hos mine forældre.«
»Aldrig!« udbrød Morten straks. »Jeg har brug for mit eget sted.«
»Men lejligheden er jo ikke jeres!« indvendte Kirsten skarpt.
»Jo, for et år er den vi betaler, og det passer os,« svarede han fastere end før.
Så foreslog Kirsten: »Flyt hjem til mig, jeg har tre værelser. Masser af plads.«
»Nej, mor. Vi besøger hinanden, men vi flytter ikke ind. Vi har brug for at gøre tingene på vores egen måde.«
Ugen efter sad Signe igen og arbejdede derhjemme, mens Morten var på kontoret. Midt på formiddagen havde hun lagt sig på sofaen for at lukke øjnene et øjeblik. Pludselig blev hun vækket af duften af friskbrygget kaffe. Morten var jo på arbejde, det kunne ikke være ham men hvem så? Hun greb sin morgenkåbe, gik ud i køkkenet og stivnede. Der sad Kirsten Lykke med en kop kaffe i hånden og et stykke drømmekage på tallerkenen.
»Hvordan kom du ind?« spurgte Signe skarpt.
»Jeg har en nøgle. Morten har givet mig den. Det er jo min søns hjem og det er næsten som mit,« svarede svigermoren iskoldt.
»Hvor har du fået nøglen fra?« hviskede Signe vredt.
»Jeg tog den i lørdags. Den hang på knagerækken. Nøglen bliver hos mig,« sagde Kirsten ligegyldigt.
»Det må jeg tale med Morten om. Men nu skal du altså gå. Jeg skal arbejde.«
»Jeg går ikke, før jeg har sagt mit. Du har aldrig passet til min søn. Dit navn, din familie, din mangel på penge. Når han boede hjemme, gav han mig halvdelen af sin løn; nu får jeg småpenge. Alt går til dig! Husleje, restaurant du hænger på ham som en klods om benet. Og børn har du heller ikke leveret og din mad er ringere end på et hospital,« snerrede Kirsten.
»Er du færdig?« spurgte Signe køligt. »Så vil jeg bede om nøglen.«
»Det får du ikke,« udbrød Kirsten og rakte ud efter sin taske, men Signe var hurtigere. Hun tømte taskens indhold ud over bordet og der faldt reservenøglen ud.
»Nu går du. Nu,« sagde hun.
»Du vil fortryde det her! Morten smider dig ud, når han hører, hvordan du har behandlet hans mor!« skreg Kirsten, smækkede døren og forsvandt ned ad trappen.
Da Morten kom hjem, fortalte Signe ham alt. Han sagde ikke ét ord, men lagde armene om hende.
»Jeg ordner det. Og ja du havde ret,« sagde han til sidst.
Signe græd ikke. Hun vidste, at respekt, den skal man tage tilbage i tide. Ellers ender de med at træde på én, selv i familien.
