OVERFLØDIG MOR
Mikkel, sæt dig ned! Vi skal tale sammen, og det haster! hans kone satte sig tungt ved køkkenbordet, ansigtet var beslutsomt.
Han slap skoene og satte sig overfor. Katrine tørrede fugtige øjne med et tørklæde:
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mor. Hun kan dårligt gå mere. Hun overlever ikke denne vinter alene i sit gamle hus, det er ved at falde sammen.
Hvad foreslår du så?
Jeg ved det heller ikke.
Katrine, du håber som altid, at jeg beslutter men det er jo din mor, og valget ligger hos dig.
Mikkel, vi kan ikke tage hende ind. Vi bor i en toværelses og har to store drenge hvordan skal vi også have mor der? det var tydeligt, at datteren havde taget sin beslutning og nu ville formidle den så nænsomt som muligt. Der er jo plejehjemmet her i byen, det koster, men det er nogenlunde.
Vil du sende din mor på plejehjem?
Vi har ikke andre muligheder. Jeg har hørt, at det ikke skulle være dårligt dér.
Men sagde du ikke, det var privat? han smilede skævt. Hvad løber det op i?
2000 kroner om dagen. Betaling for en måned er på omkring 40.000. Hun får jo både pasning og medicinsk hjælp. Det er mange penge for os, men vi finder måske ud af det.
Katrine, det her føles bare så forkert. Din mor har altid bragt hjemmelavet syltetøj, gaver til drengene, gjort alt for os, og nu vil vi sende hende væk
Mikkel, tror du ikke, det gør ondt på mig? Vi har ingen udvej.
Hmm! manden sukkede. Er der ingen alternativer?
Jeg tænkte at sælge mors hus. Hun overgav det jo til mig. Men hvem vil købe sådan en ruin? Og vinteren er lige om hjørnet.
Har du talt med hende om det?
Nej, ikke endnu. Vi kører derud lørdag og hjælper hende med haven så kan vi snakke.
Jeg ordner haven med drengene, sagde hendes mand. Men snakken om plejehjemmet tager du uden mig.
Hun kan blive på hjemmet til foråret. Hvis hun ikke trives, finder vi på noget nyt.
Nej, Katrine, hvis vi sender hende dertil, blir det for altid. Det føles så forkert.
***
Lidt over en uge har fru Lene været på plejehjemmet. Hun forstår godt, datteren havde intet valg. Hun er jo besværet med at gå, og at bo alene går slet ikke længere, nu hvor hun lige er rundet de firs.
Men sådan havde hun aldrig ønsket sig alderen. Hun ville have sluttet sine dage nær dem, hun elskede men hvem har brug for en gammel og skrøbelig mor?
En sygeplejerske stak hovedet ind:
Lene, dine børnebørn er her!
Et smil bredte sig på farmors ansigt, da de trådte ind. Selv den yngste, Esben, var blevet højere end hende selv, og Anton rakte allerede et hoved op i luften.
Hej mormor! Hvordan går det?
Jo tak, de tager sig godt af os, god mad, søde sygeplejersker, hun blev straks bekymret-moderlig. Sæt jer, kom sæt jer om bordet!
Vi skal snart videre. Vi har pakket lidt mad og varme sokker til dig.
Hvor er I søde! Hvordan går det i skolen?
Jo, fint, svarede de begge.
Bliv nu ved at læse flittigt! Anton, det er jo din sidste år, hva? Hvad vil du bagefter?
Universitetet her i byen, tror jeg.
Hvor er forældrene? Sendte de jer alene?
Far er taget ud til huset.
Har I sagt, at han skal hive alle gulerødderne op? Frosten kommer snart. Og kålen skal også ind!
Jeg ringer til ham nu!
Esben greb mobilen og ringede op:
Far, mormor siger du skal tage gulerødderne op og skære kålen ind.
Det klarer jeg, lød stemmen.
Gi mig! Lene tog telefonen og begyndte at give præcise anvisninger. Mikkel, lad gulerødderne ligge og tørre tre dage, før de kommer i kælderen. Kålhovederne i sand, med stokken nedad husk det. Og de små gulerødder må du godt tage med hjem.
Ja, ja, det har jeg forstået, mor. Og du skal ikke være ked af det!
Og find min Missemor! Giv hende noget mad, den stakkel er jo alene nu.
Det skal jeg nok.
Sådan, hun rakte telefonen tilbage.
Mormor, vi smutter nu, ok? sagde Anton og rejste sig.
Vent! hun fandt sin pung. Her er 1000 kr. til hver. Køb noget, I har lyst til.
Men du
Tag nu bare imod! Her har jeg alligevel ikke brug for penge.
Tak, mormor!
De gik ud, mens Lene længe stod ved vinduet og så dem forsvinde ud af gården.
***
Mikkel parkerede sin gamle Opel foran vinduerne. Naboen fra opgangen stoppede lige bag ham med sin Volvo. Da han så Mikkel slæbe poser med kål og gulerødder, spurgte han:
Fra kolonihaven?
Nærmest, det er fra svigermor.
Vi overvejer også at købe en have eller måske et lille hus, nu hvor børnene er flyttet hjemmefra.
Sig mig, Poul, sagde Mikkel eftertænksomt, har du ikke en fireværelses?
Jo, anden sal.
Hvad med at bytte med min toværelses også på anden sal og så kan I få huset og haven med? Svigermor kan ikke mere.
Det er da en interessant idé, naboen kløede sig i nakken. Måske, jeg skal lige se det.
Tal med din kone og kig forbi i aften.
Det gør jeg.
***
Mikkel vaskede sig, spiste og faldt omkuld på sofaen. Katrine gik ud at lave aftensmad drengene kommer snart hjem: den yngste fra idræt, den ældste ja, han har vist mødt kærligheden.
“På tide, han er snart sytten. Bare de nu holder sig i skindet. Man kan aldrig drive den yngste hjem før mørkets frembrud”
Der lød et banken på yderdøren. Katrine tørrede hænderne og skyndte sig ud naboerne fra enden af blokken:
Hej, vi kommer på kaffe!
Hvor dejligt! Vibe, hvad er der sket?
Har Mikkel ikke sagt noget?
Nej, hun blev overrasket.
Vores mænd vil bytte lejligheder.
Hvad siger du?! Katrine fór op, kom dog ind!
Hun for nærmest ind i stuen og vækkede sin sovende mand:
Mikkel, op! Vi har gæster.
Han fór ud på badeværelset:
To minutter!
Imens sad gæsten og vogtede hele lejligheden nøje.
Kan nogen forklare, hvad der sker?
Katrine, vores mænd vil bytte deres lejlighed med jeres og I får også din mors hus med. Hun lod blikket glide. I bor jo rigtig flot her.
Mikkel kom ind igen, Katrine vendte sig straks til ham:
Hvad har du nu fundet på?
Hvis vi kan blive enige, flytter vi i deres fireværelses og tager din mor hjem.
Katrine blev tavs, mens et smil bredte sig på hendes ansigt:
Nå? Skal vi tage en kop te og så se jeres lejlighed bagefter?
Te? Det må blive noget stærkere, lo Poul.
***
Mikkel og Katrine lå længe vågne den nat, snakkede og forestillede sig, hvordan alle møbler og minder skulle passe i den nye store bolig. Hun talte mest; til sidst nikkede han ind mod søvnen.
Sover du allerede? hun puffede til ham.
Katrine, fortæl ikke noget til din mor, før vi har det hele på plads ellers mister hun al ro. Når det hele er klappet, henter vi hende hjem.
***
I det regnfulde efterårssyner sad Lene og så ud gennem vinduet i den triste beboerafdeling. Vejret udenfor passede til humøret indeni:
“Tre uger har jeg været her nu. Det ser ud til, mine børn har glemt mig; jeg er blevet en overflødig mor. Børnebørnene var forbi en enkelt gang, og ellers har jeg kun talt med datteren to gange.
Første gang sagde hun, mit hus var solgt eller byttet væk hun lød nærmest glad. Nå, ja, så går de da næppe fallit af at betale de 40.000. Jeg har alligevel ikke noget sted at komme hen længere.
Anden gang ytret at de havde travlt, og når de fik luft, ville de komme. Unge mennesker har jo altid travlt. Måske i dag, lørdag, de dukker op. Hvorfor fik jeg aldrig en mobiltelefon? Bruge den kunne jeg alligevel ikke”
Sådan sad hun i timevis med tunge tanker. Pludselig standsede en bil foran porten.
“De er her! men glæden fik hurtigt en ridse: Men hvorfor er Mikkel alene? Og uden poser? Håber ikke, der er sket noget mærkeligt”
Lene holdt blikket rettet mod døren, til den endelig åbnede. Mikkel trådte ind og smilede:
Hej, svigermor!
Hej, Mikkel? Hvad er der sket?
Pak dine ting! han smilede endnu bredere du skal hjem.
Hjem, hvorhen? På besøg?
Nej, for altid. Du skal have alt med dig.
Hvad mener du?
Dine børnebørn sagde, det skulle være en overraskelse.
Hun begyndte rastløst at pakke. Hendes veninde fra stuen, nu nærmest en hjerteven, kom tilbage fra fysioterapien:
Hvor skal du hen, Lene?
Min svigersøn tager mig med hjem, hendes øjne strålede. For altid, siger han!
Du er heldig! Mine børn lader mig nok blive her til mine sidste dage.
Vibeke, de henter dig også. Det er ikke let at være gammel for ens børn.
***
Lene kiggede på regndråberne mod ruden, mens svigersønnen kørte hendes tanker var urolige:
“Hvorfor tager han mig med? De har kun to værelser, det er jo trangt. Hvor skal jeg sove? De bliver trætte af mig og sender mig nok bare tilbage igen”
De stoppede foran opgangen, men i stedet for at gå ind dér, drejede Mikkel mod den anden opgang. Hun kastede et undrende blik på ham.
Kom med!
De gik op på anden sal, hen til en dør, som straks blev flået op børnebørnene vrimlede ud:
Kom ind, mormor! Det er vores nye lejlighed!
Da hun trådte ind, blev hun mødt af Katrine, der kastede arme om hende:
Mor, nu skal du bo hos os. Her er dit nye værelse.
Det var ikke stort, men varmt, med et skab, en ny seng alt virkede hyggeligt og tæt på dem, hun holdt af.
Pludselig gled noget blødt mod hendes ben og spandt:
Missemor! udbrød Lene og begyndte at græde, denne gang af lykke.
