Den Forsigtige Iagttager: Den Lille Piges Hemmelige Besøg.
Den lille Freja stod helt stille og iagttog, mens hendes far førte en ældre dame ind på hendes lille værelse. Kvinden var lille og fyldt med rynker.
“Ja, mor, det er ikke så rummeligt som dit hus, men her er det meget bedre: centralvarme, rindende vand, et varmt badeværelse. Og når vi sælger dit hus og køber en større lejlighed, får du dit eget værelse.”
“Åh, hvorfor er denne seng så lille?” sagde den gamle dame med en blid, men fast stemme. “Selv jeg ville ikke kunne sove i den…”
“Den er Frejas, din barnebarn. Bare rolig, vi finder en større seng til dig.”
“Men der er ikke plads!”
“Skal du løbe rundt som en lille pige?” grinede faren venligt. “Det skal nok gå, I finder ud af det!”
“Og Freja…?”
“Ja,” svarede faren pludselig med en hård tone. “Patricias datter.”
“Og også din datter,” rettede den ældre dame roligt, uden at lade sig skræmme af hans barskhed. “Gud bevare hende, Patty.”
Freja gjorde instinktivt korsets tegn.
Hendes mor var smuk og kærlig, og hun elskede sin datter, som hun havde opkaldt efter en heltinde fra en yndlingsroman. Freja kunne huske morens smil, når hendes far, Mikkel, kom hjem. Han var altid sjov og rar, gav hende legetøj og kram.
Men en dag væltede alt sammen. Moren vågnede ikke. Freja forstod ikke, hvorfor alle græd og så medfølende på hende, hvorfor faren altid virkede vred og fjern. Det forfærdelige ord “døde” blev gentaget af alle, der kom forbi, og det forfulgte hende, selvom hun ikke vidste, hvad det betød.
Kort efter kørte de langt i bil med faren. Han tav og svarede ikke på hendes spørgsmål. Endelig stoppede han og sagde med tung stemme:
“Mor er ikke her mere, Freja. Du skal bo hos mig og min familie. Du har to brødre.”
Freja blev lidt roligere. Men da de ankom til farens lejlighed, blev de mødt af en håroplet kvinde, der råbte:
“Hvorfor bringer du denne byrde til mig? Pas selv på hende! Jeg vil ikke opdrage dit utænkelige barn!”
Freja pressede sig op ad væggen. To drenge på tolv, tvillinger, dukkede op og stirrede nedladende på hende.
“HVem er du?” spurgte den ene. “Hvad er det for en fjernt?”
Den anden tog hendes taske, åbnede den og tømte indholdet på gulvet.
“Hvad har vi her? Affald! Har du fundet det i hunden?” Han begyndte at træde på hendes ting.
Freja skælvede. Forældrene og kvinden kom løbende.
“Ser du?” skreg kvinden igen. “Hun skaber ballade lige fra start. Hvorfor græder du, tøs?”
Freja så på faren med tårer i øjnene. Han målte situationen og sagde koldt:
“Gå på dit værelse! Og du,” han vendte sig mod Freja, “kom med mig!”
Pigen adlød tavst. Hun hørte kvindens mumlen, mens de gik.
“Freja!” De gik ind på et lille værelse med et bitte vindue, der engang havde været et skab. “Din mor er død. Du bor her hos mig og min familie. Denne kvinde er min kone, Lærke. Og drengene er mine sønner, Jens og Mads. Prøv at komme godt ud af det med dem.”
Faren forlod hende, men kom tilbage med en gammel seng og et lille bord.
“Gør dig klar!”
Frejas liv ændrede sig radikalt. Uanset hvor meget hun prøvede, accepterede farens familie hende aldrig. Tante Lærke blev irriteret bare ved at se på hende og sagde, at hun var en byrde. Drengene gjorde alt for at plage hende. Freja lærte hurtigt at blive i sit hjørne, når der var andre hjemme. Hun tilbragte dagene i det lille rum og legede med en gammel dukke det eneste, der var tilbage fra hendes tidligere liv.
Nogle gange gjorde drengene nar af hende, indtil faren opdagede det og straffede dem hårdt. Derefter holdt de sig væk fra hendes dør, men chikanerede hende, når hun gik på toilettet eller spiste. Hun fik ikke altid det samme som de andre og spiste ofte selv. Hun kunne lugte pandekagerne om morgenen, men fik kun grød og tynd suppe. Faren gav hende undertiden stjålne slik.
Freja drømte om at starte i skole, få venner og være blandt andre børn. Men der var lang tid til det.
Nu var en bedstemor blevet hendes nye værelseskammerat. Freja krøb sammen i sengen og så den gamle dame sætte sig til rette. Hun så, hvordan faren og drengene bragte en gammel sofa og et lille skab ind. Efter møblerne var der næsten ingen plads til at gå.
“Lad os lære hinanden at kende,” sagde den gamle dame og satte sig. “Jeg er fru Agnes, din fars mor, så jeg er din bedstemor. Du må gerne kalde mig det.”
“Freja,” hviskede pigen.
Hun havde ikke lyst til at tale med bedstemoren, hun troede ikke, hun ville være venlig.
Alligevel blev de venner. Det forenede dem, at begge var afvist af farens familie. Ingen turde dog sige noget grimt i Agnes’ påhør. Men Freja hørte tante Lærke brokke sig over, at faren havde givet hende en gammel galning. Drengene prøvede at gøre livet surt for bedstemoren de ødelagde hendes briller, spildte te eller lagde knappenåle i hendes tøfler. Men bedstemoren spiste med dem alle i køkkenet, hvilket Freja fandt mærkeligt.
“Mikkel, hvorfor spiser Freja ikke med os?” spurgte hun en dag, da hun så pigen spise på værelset.
“Der er ikke plads!” svarede Lærke skarpt.
“Hvordan ikke? Jeg kan sidde tæt, og drengene kan også.”
“Det er for frækt!” råbte Jens. “Jeg sidder ikke sammen med en ubuden gæst!”
“Hvordan taler du sådan?” sukkede bedstemoren. “Hun er din lillesøster!”
“Mikkel!” skreg Lærke. “Tal med din mor! Det rager hende ikke, hvordan vi opdrager pigen!”
“Mor…” begyndte Mikkel, men blev afbrudt.
“Freja lever her som et dyr. Hun bliver fodret som ét. Hvad har hun gjort forkert? At du var utro? Nu forstår jeg!”
“Mikkel!” hvinte Lærke. Han prøvede at svare, men bedstemoren løftede hånden:
“Jeg har hørt nok! Jeg spiser ikke mere med jer!”
Hun rejste sig og forlod køkkenet. Før hun gik, rystede hun på hovedet:
“Skam jer!”
Om natten listede Freja forsigtigt på toilett
