Jeg drømte, at min bror ikke var særligt heldig med sit ægteskab. Alt var tåget og underligt, og tiden føltes bøjet. I begyndelsen forsøgte jeg at opretholde en venlig stemning med min svigerinde. Min bror og hans kone, Mathilde, boede sammen med vores mor og mig i en gammel lejlighed i København, hvor væggene nogle gange drev væk i det blå vinterlys. Jeg måtte flytte ind i et lille kammer, min mor tog stuen, og min bror og Mathilde fik soveværelset, hvor alt føltes større end det var.
Men Mathilde opførte sig straks, som om vi andre var helt fremmede. Hun nævnte ofte, at hendes far var lektor på universitetet. Min brors kone begyndte aldrig at gøre rent eller lave mad hun mumlede bare, at hun ikke var husholderske for nogen. Da Mathilde blev gravid, krævede hun stilhed, og hele lejligheden blev dæmpet af hendes krav. Mor, der nærmest smeltede ind mellem møblerne, sagde ikke så meget som et ord. Jeg måtte lade være med at tage mine venner med hjem, for Mathilde havde overtaget rummet med sine blikke.
Hun ville have mad med smør og friskbagt rugbrød, alting skulle være ekstra lækkert, og vi skulle liste rundt som skygger. Mor måtte tilberede særskilt mad til hende, og spisesituationen blev dobbelt så mærkelig. Jeg prøvede flere gange at overbevise mor om, at hun ikke skulle eftergive Mathildes ønsker hele tiden, men Mathilde blev mere pågående for hver dag det føltes som om hun voksede, mens vi andre svandt ind.
Da fødslen nærmede sig, påstod Mathilde, at hendes ufødte barn skulle have sit eget værelse. Hun ville flytte mig sammen med mor i stuen. Jeg nægtede, og så begyndte Mathilde at græde skingert, som om mit svar truede selve kosmos og kunne forårsage for tidlig fødsel. Min bror bakkede hende op han hvislede fornærmelser til mig, som lød som fisk under vand. Til sidst bad mor min bror om at løse deres boligproblem, og de flyttede ud. Efter det, var vi som forsvundne i hinandens liv.
Jeg vidste ikke engang, hvornår deres dreng blev født, eller hvornår dåben fandt sted på kirkegården, hvor tågen rullede ind fra havnen. Mathilde sagde bare, at gaver ikke var nødvendige det var bedre bare at give drengen penge. Hun nævnte endda en specifik sum i danske kroner; et beløb højere end de blå skyer over Frederiksberg.
Mor svarede, at hun ikke havde så mange penge. Da blev det forbudt for os at se barnet. Mor var oprindeligt knust, men efterhånden begyndte Mathilde og min bror at komme forbi med drengen. Sommetider lod Mathilde sønnen blive hos os, hvis hun skulle mødes med veninderne til kaffe på Vesterbro eller havde tider til negle på Østerbro. Men altid var der hæftige klager, når hun hentede ham igen tøjet var forkert, eller vi havde givet ham forkerte hapser.
Da drengen fyldte ét år, kom min bror og svigerinde forbi. Forhandlingerne om logi startede igen. De kunne ikke få et lån af banken, så Mathilde mente, jeg burde passe barnet, mens hun arbejdede.
Du læser jo på pædagogseminariet, sagde hun, så kan du lære praksis. Vi kan kun lige overleve på din brors løn. Men løn til dig har vi ikke. Og studierne? Du kan godt tage deltidsstudie. Vi hjælper hinanden.
Selvfølgelig nægtede jeg stilfærdigt.
Jeg kunne ikke få forklaret min bror, at deres boligproblemer ikke var mit ansvar. Hvorfor skulle jeg ofre min fremtid for deres skyld? Men jeg måtte stadig høre på Mathildes anklager nu var vi selviske og ville ikke tage os af hendes barn.
Mathilde svor, at de aldrig mere ville træde ind ad vores dør. De kom faktisk ikke i et halvt år, og lejligheden sang stille med duften af kaffe og gamle trægulve. Så en nat dukkede min bror op, hviskende, at Mathilde var begyndt på nyt job, hvor hun havde truffet en anden mand. Hun havde forladt ham og krævede børnepenge hver måned.
Nu truer hun min bror med, at han kun får lov at se sin søn, hvis han betaler børnepengene til tiden ellers er drengen kun en skygge. Men Mathildes nye flamme havde allerede en anden familie, og han ville ikke giftes med hende. Så Mathilde bor stadig i en lejet lejlighed, som, underligt nok, stadig betales af min bror. Min bror bad undskyldende om tilgivelse og hviskede, at næste gang, vil han tænke sig meget bedre om, før han vælger endnu en drøm, der bøjer sig på denne måde gennem skumringen.
