Den mystiske maleri
Signe sad i bilen på bagsædet og så ud ad vinduet. Hun var i godt humør, som om det var jul eller hendes fødselsdag – men hendes fødselsdag var i december, og nu var det juli.
Bag rattet sad en streng, stor mand. Signe kunne kun se hans barberede nakke, der gik over i en tyk hals. Nakken var ubehagelig, næsten frastødende. Føreren stirrede lige ud, vendte ikke hovedet, som om den tykke hals forhindrede det. Signe tænkte, at han måske slet ikke var et menneske, men en robot. Hun rejste sig lidt for at kigge ham i ansigtet.
“Skal du sidde ned!” råbte føreren skarpt uden at vende sig.
Signe plumpede ned på sædet igen og fortsatte med at stirre ud ad vinduet. Marker, skove og små landsbyer fløj forbi. De overhalede to cyklister, en mand og en dreng, som begge kiggede på Signe gennem ruden. Humøret steg igen. Det var første gang, hun kørte til en anden by, til sin mormor og morfar, som hun aldrig havde mødt.
“Skal vi køre længe endnu?” spurgte hun.
“Nej,” svarede hendes mor foran.
“Hvorfor har vi ikke besøgt dem før?”
Moren mumlede noget uforståeligt.
“Er der en å der?”
“Ja. Der er alt. Hold nu op med at snakke. Du ser det selv, når vi kommer frem.” Morens stemme lød mere og mere irriteret.
Signe tav. På det seneste blev hendes mor nemt irriteret, råbte ved den mindste ting. Det begyndte, efter hendes far var gået. Han pakkede sine ting og forsvandt.
*Hvornår kommer vi frem?* tænkte Signe. *Måske er det ferie, siden mor har pakket så mange ting – selv mine legetøj. Og min skoletaske. Hvorfor skal jeg have skoletaske med på ferie?* Spørgsmålene var mange, men hun turde ikke stille dem.
Hun lænede sig tilbage og begyndte at nynne. Blidt, en tone ad gangen…
“Hold op med at hyle! Det er irriterende nok i forvejen,” snappede moren. Signe tav og blev sur.
Endelig kørte de ind i byen. Signe trykkede sig mod ruden. Bilen standsede foran et to-etagers murstenshus.
“Vi er her. Hjem, kære hjem,” sagde moren, mens hun åbnede bildøren. Men det lød ikke glad, kun trist.
Huset var gammelt og gråt, med to opgange. Ingen gård, ingen legeplads med farverig plastikrutsjebane og gynger, som derhjemme. Kun to bænke ved indgangene.
Føreren satte deres ting på jorden og stirrede også på huset. Moren bad ham vente, tog en kuffert og poser og gik mod opgangen. Signe fulgte efter. Døren var af træ, med afskallet brun maling – ikke af metal, uden kodelås.
“Åbn,” sagde moren irriteret.
Signe sprang frem og åbnede den knirkende dør. De gik op til anden sal. Moren satte kufferten på gulvet for at ringe på, men døren blev allerede åbnet. En høj, streng dame stod i døråbningen. Hun sagde ingenting, stirrede bare.
Moren trådte ind, og Signe klamrede sig til hende. Hun forstod pludselig – det var mormor.
“Hvad står du der for? Kom ind,” sagde mormor utålmodigt.
Signe rørte sig ikke. Hun var som limet til moren. En høj, gråhåret mand kom ud fra stuen.
“Det er din morfar Jens,” sagde moren. “Her er hendes ting, legetøj, sko…”
“Vi finder ud af det,” svarede mormor tørt. “Vil I ikke have en kop te?”
“Nej, taxaen venter,” svarede moren.
Signe forstod pludselig, at moren ville efterlade hende her. Hun klyngede sig til hende og græd:
“MOR! Bliv her! Lad mig ikke blive! Tag mig med…”
“Har du ikke fortalt det?” spurgte mormor bebrejdende.
Moren svarede ikke. Hun prøvede at skubbe Signe væk, men hun klamrede sig fast som en møllike.
“Jeg henter dig senere. Bliv hos mormor og morfar nu. Hold op!” råbte moren pludselig og skubbede hende hårdt væk.
Mormor greb hende og holdt hende tæt. Signe sprællede som en orm.
“Gå nu,” sagde mormor skarpt, og moren forsvandt ud af døren.
“Mor!” skreg Signe, men det var for sent.
“Signe,” sagde morfars rolige stemme. Han knælede ned foran hende. Hun stirrede forskrækket på ham, men hans øjne var milde og nysgerrige.
“Kom,” sagde han og førte hende ind i stuen.
Gammelt møbler, en sofa, et klaver ved væggen. Det var hyggeligt og stille. Så lydt, at man kunne høre væguret tikke. De drak te og spiste pandekager – de bedste, Signe nogensinde havde smagt. Senere gik hun og mormor udenfor. To piger legede ved opgangen. Mormor efterlod Signe hos dem.
“Skal du bo her nu?” spurgte den ene pige.
“Nej, min mor henter mig snart,” sagde Signe selvsikkert, men øjnene blev pludseligt våde.
September kom, men moren dukkede ikke op. Signe startede i skole med de to piger i 2.B. Egentlig var det dejligt at bo hos mormor og morfar. De skældte ikke ud, råbte ikke – ikke som hendes forældre.
Hendes forældre havde kun skændtes, før far gik. Moren var også ofte væsentlig om aftenen. Signe stod tit ved vinduet og stirrede ind i mørket, indtil en taxa standsede, og moren kom hjem. Så løb hun i seng og lukkede øjnene. Hjertet bankede af glæde – mor var hjemme!
Selvfølgelig savnede hun hende, men med tiden holdt det op. Mormor nævnte kun én gang, at moren havde “et nyt liv.” Signe voksede op uden bekymringer. Da hun gik i 8. klasse, blev mormor syg og døde kort efter. Signe så for første gang en voksen mand græde.
Det var kun hende og morfar nu. Mormor havde lært hende meget – at stege kartofler, bage pandekager, hvor de billigste varer var. Efter gymnasiet startede hun på erhvervsskolen. Byen havde ikke noget universitet, og hun kunne ikke forlade morfar.
En dag førte han henEn dag åbnede Signe en gammel kiste på loftet og fandt et gulnet foto af sin mor som ung, smilende og fuld af håb, og i det øjeblik forstod hun, at nogle sår kun læges, når man vælger at lade dem være.
