7. juni
Jeg vågnede i morges sammen med Mathias, og selvfølgelig kom vi begge ud af sengen alt for sent. Det var ren panik i vores lille lejlighed i Odense jeg forsøgte at finde strømper, spise morgenmad og samtidig pakke børnehavetasken til Storm, vores søn.
Mathias, gider du hente Storm i dag? råbte jeg fra soveværelset mens jeg forjagede mig rundt i jagten på et rent par jeans og prøvede at trykke en madkasse og et sæt ekstra tøj ned i rygsækken.
Ja, det gør jeg! Hvor er mine nøgler? lød det ovre fra entreen.
Jeg har ikke set dem! vrissede jeg, alt imens jeg ledte febrilsk efter min mobil. Storm var helt upåvirket af kaosset og legede med sine LEGO-biler midt på gulvet.
Vi nåede heldigvis børnehaven i sidste øjeblik. Jeg prøvede hurtigt at tage jakken af Storm, men lynlåsen satte sig fast, og begyndte så at smågræde.
Mor, jeg vil ikke i børnehave lød det lille, forsigtige stemme, og han så på mig med rynket pande.
Min skat, vi har ikke tid til det pjat, nu må du altså tage dig sammen! prøvede jeg at sige venligt, dog med en stemme, der knækkede af frustration. Jeg satte mig på hug og aede ham over håret. Det blir hyggeligt. Alle vennerne venter på dig! Du skal nok få det sjovt.
Men lige meget hjalp det. Storm blev bare stående og jamrede mere og mere. Heldigvis dukkede pædagogen Maria op, smilede beroligende og tog stadigvæk ham i hånden.
Det skal nok gå, Rikke, sagde hun. Kom, Storm, de andre er allerede i gang med at bygge tårne!
Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Endnu mere stress hvirvlede rundt i kroppen. Jeg så på uret: forsinket igen. Ud af hoveddøren trak jeg mobilen frem og standsede op. Det var ikke min mobil, men Mathias. Vi havde jo lige fået ens blå covers, og selvfølgelig også givet telefonerne samme kode.
Nej, for hulen da også mumlede jeg ud i luften, og prøvede at regne ud, hvordan jeg skulle ringe til en af mine kunder. Jeg måtte ringe til Mathias og få ham til at sende nummeret.
Pludselig vibrerede telefonen i hånden, og på skærmen poppede en besked op:
Jonas: “Hvad så med hende fra fitness? Gav hun sit nummer?”
Min mave frøs til. Jeg læste beskeden flere gange. Så åbnede jeg samtalen, som i en slags slowmotion.
Jonas: “Du charmerede dig ind alligevel?”
Mathias: “Ja. Hun gav det. Vi aftalte weekenden. Hos mig.”
Jeg læste beskederne igen og igen. Weekenden? Jeg havde planlagt at køre Storm til min mor og sove der
Åh nej hviskede jeg og blev helt svimmel. Nej, det her har jeg slet ikke lyst til at vide. De forbaskede covers…
Jeg måtte opføre mig, som om alt var normalt. Hver gang jeg så på Mathias føltes det, som om hjertet blev mast sammen. Weekenden nærmede sig, og jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det måtte være en misforståelse, at det måske ikke var, som det lød. Men i hovedet kørte beskeden rundt: Vi aftalte weekenden. Hos mig.
Mathias opførte sig helt som han plejede. Sød, hjælpsom, kærlig, lavede aftensmad, placerede Storm i sengen om aftenen, og spurgte interesseret til min dag. Jeg studerede ham, søgte efter tegn, om jeg kunne mærke skyld i ham. Ikke et eneste.
Onsdag aften så vi film sammen. Mathias lagde armen om mig, og jeg var nødt til at bide mig i læben for ikke at begynde at græde. Det føltes ikke længere trygt, men trist, som om vægten af alle de hemmeligheder trykkede mig ned. Hver gestus blev mistænkelig.
Fredag aften lagde vi Storm i seng, og jeg stod tankefuldt ved vasken og lod vandet løbe over mine hænder. Mathias lagde armene om mig bagfra:
Du virker trist i dag. Er der noget i vejen?
Jeg stod helt stille, prøvede at skjule min uro.
Nej, bare lidt træt, svarede jeg og kæmpede for at trække på smilebåndet.
Jeg forstår, sagde han blidt og kyssede toppen af mit hoved.
Senere den samme nat, da Mathias sov, sneg jeg mig ud på badeværelset, tændte for hanen og satte mig på kanten af badekarret. Og der brød jeg bare sammen.
Hvorfor? hviskede jeg igennem gråden. Hvorfor?
Mit hoved summede: Hvad gør jeg nu? Skal jeg spørge ham direkte? Flytte? Lade som ingenting?
Det hele rodede rundt. Jeg vidste kun én ting sikkert: I morgen skulle jeg tage masken på igen. Og så måske i morgen ville alt bryde sammen.
Lørdag morgen afleverede jeg Storm hos min mor. Det var tungt som bly i kroppen. Hun så på mig med bekymring.
Rikke, er du okay? spurgte hun forsigtigt.
Jeg tvang et smil frem.
Ja, mor, alt er fint. Jeg skynder mig bare lidt vil gerne overraske Mathias. Jeg gav Storm et hurtigt kys og skyndte mig mod bilen, uden at vende mig om.
Køreturen hjem virkede uendelig. Min hjerne kørte i ring: Tænk hvis det bare er en misforståelse? Måske skal han bare se en ven. Hvad hvis hun ikke engang dukker op?
Jeg drømte om, at det hele var et mærkeligt tilfælde, at jeg kunne falde Mathias om halsen uden mistro, og lade alting være, som det plejede
Da jeg standsede foran lejligheden, blev jeg bare siddende længe bag rattet. Jeg kom i tanke om alle vores gode stunder grinende i køkkenet, gåture gennem Munke Mose, de mange aftener med Storm på armen. Vores familie havde virket så solid, men nu Nu følte jeg, at hvert sekund udenfor døren trak glæden lidt længere ud, før jeg blev ramt af virkeligheden.
Jeg gik langsomt op ad trappen, stod ved døren og mærkede nøglen ryste i hånden, som om det var sidste gang jeg låste mig ind i mit hjem. Der var mørkt, kun en svag lampe på køkkenet. Jeg hørte lavmælt snak, et fnis, hviskende stemmer. Hele kroppen spændte sig.
Det er nu det sker,” tænkte jeg. En tomhed bredte sig. Jeg gik gennem gangen som i tåge. Med hvert skridt følte jeg, at jeg mistede fodfæstet. Mit hjerte bankede så hårdt, det måtte kunne høres.
Mathias? hviskede jeg, men min stemme lød som en fremmeds.
Mere nervøs gentog jeg:
Mathias?!
Da ingen svarede, trådte jeg ind i køkkenet. Der stod der to personer en mand og en kvinde. Manden var ikke Mathias, men Jonas, Mathias bedste ven. Jeg stivnede. Jonas vendte sig hurtigt og lignede én, der havde fået stjålet bilen.
Rikke! Det er ikke som du tror altså, det Altså du ved, hvor bøvlet det er hjemme hos mig, ikke? Skulle jeg virkelig tage hjem til min mor med hende? kom det ud af ham, mens han forsøgte at forklare sig væk.
Jeg hørte kun halvt efter, stod der som forvirret alt summede i hovedet. Tårerne løb ned ad kinderne, og alligevel mærkede jeg en underlig grinende læbe.
Jeg forstår, Jonas sagde jeg, hviskende, mens alt væltede indeni. Jeg går.
Stille vendte jeg ryggen til, gik ud, og på trappetrinet ramte den kolde luft mig i ansigtet. Jeg var i chok. Med rystende hænder fandt jeg min egen mobil og ringede op til Mathias.
Hallo lød hans stemme, men jeg anede ikke, hvad jeg ville sige. Det eneste, jeg kunne få frem mellem snøft og latter, var:
Jeg elsker dig Virkelig elsker dig
Alle frustrationerne, alle mistanker, alt sammen væltede ud. Mine tanker kørte mod nord.
Jeg var hjemme Der var Jonas sagde jeg dæmpet.
Okay Undskyld, Rikke, vær sød ikke at være vred! Jeg er på kontoret lige nu, vil du ikke komme? Please, kom, du kender jo Jonas! Kommer du?
Jeg kommer nu
Jeg nærmest fløj ud til bilen. Jeg havde bare brug for at se Mathias.
Vi sad på gulvet i mødelokalet bare os to, en flaske rødvin imellem os. Jeg lænede hovedet op ad hans skulder med glasset i hånden.
Undskyld Jeg ville aldrig snage i din mobil. Jeg har aldrig gjort sådan noget før, sagde jeg, oprigtigt flov.
Det er mig, der skal undskylde, for at have trukket dig ind i det her rod. Jeg skulle bare have fortalt det fra start.
Hvorfor ville Jonas have dig til at hjælpe?
Fordi vi har været venner siden første klasse. Og fordi han lavede en kæmpe brøler med hende fra fitness han stødte ind i hende og spildte energidrik ud over hele hendes hvide jakkesæt. Bagefter gik han helt i teenage-mode og tiggede mig om at hjælpe ham.
Mathias efterlignede Jonas pinlige stemme, og jeg kom til at grine.
Han tænkte ikke lige på at gå på hotel, hva?
Nej, men husk hvorfor han bor hos sin mor stadig
For at spare penge og så han kan få hjemmelavet mad og vaskede sokker, svarede jeg.
Præcis, sagde Mathias og sendte mig et meningsfuldt blik.
Han er den fedeste nærigrøv, grinede jeg så tårerne trillede.
Vi har kendt hinanden, siden vi var syv Formentlig er jeg den eneste, han tør vise den side for.
Du er også verdens bedste ven, Mathias, sagde jeg, stadig rystende på hovedet.
Men hvad hvis de stadig er hjemme? Vi kan jo ikke sove på kontoret og jeg magter ikke at tage hjem, sagde jeg tøvende.
Mathias kyssede mig.
Jeg er ikke nær så nærig! Vi har fortjent en romantisk aften jeg har booket hotel!
Mener du det? Helt ærligt?
Han nikkede, og løftede mig straks op på skulderen. Jeg grinede og sprællede som et barn kunne ikke forstå, at jeg for få timer siden troede, jeg havde mistet alt, og nu følte jeg mig lykkelig som aldrig før.
©Stella KjærgaardVi tjekkede ind under latter og små drillerier, med vores weekendtasker og bølgende, genfundet lethed. Da vi lå side om side i en kæmpe, sprød hotelseng, kunne jeg ikke lade være med at studere Mathias i det dæmpede lys, og for første gang i flere dage mærkede jeg fred. Virkeligheden havde slået en krølle på sig selv, og skyerne, der havde truet med regn, forsvandt stille og roligt.
Vi kan ikke vide alt om hinanden, vel? sagde jeg og nussede hans hånd. Men måske er det nok, at vi prøver.
Han smilede og trak mig helt tæt ind til sig.
Vi er et godt hold, sagde han. Endda, når vi ikke kan finde vores egne sokker.
Vi lo. Udenfor glimtede gadelygterne orange mod den stille juni-nat. Jeg lænede hovedet mod hans bryst, og for første gang i lang tid føltes fremtiden ukompliceret og fuld af muligheder. Og da vi begge lod søvnen tage over, snakkede vi om alt det, vi glædede os til Storms grin, lillebrors narrestreger, duften af hjemmebag og en by, der ventede på os derhjemme.
Nogle gange viser lykken sig mellem alle misforståelserne, i sekundet hvor man tør sænke skuldrene og give slip.
