LIV
Hvor end Liv dukkede op, fangede hun altid alles opmærksomhed. Hun klædte sig på en måde, der fik hele personalet i supermarkedet, hvor den trediveårige, rødhårede og fyldige kvinde arbejdede som kassedame, til at kvæle latteren. Og så elskede hun slik.
Foran kasseapparatet lå altid en lille pose med bolcher. Hendes forkærlighed for bijouteri og farverig tøj tydeligvis langt overgik sund fornuft. Kunderne stod ofte som forstenede, når de så damen med det højt opsatte, flammende hår, pyntet med sløjfer, grelle hårspænder og bånd. Liv iførte sig altid umuligt brogede bluser og tørklæder hvor fandt hun sådanne ting? og hun havde mindst én ring på hver finger. Som man siger: det er jul hver dag!
Men det positive ved hende var, at hun slet ikke kunne blive fornærmet. Uanset hvordan de drillede hende eller prøvede at overtale hende til at klæde sig mere almindeligt og lade være med at tygge slik hele dagen, lo hun bare hen over det, viftede med hånden, fyldt med store ringe, og proppede endnu et bolche i munden.
Hun arbejdede fremragende. Præcist, høfligt, med et smil og venlige ord. Kunderne gik altid glade derfra, varmet af Livs brede, hvide smil og hendes ønsker om sundhed og kærlighed. Næste gang de kom, gik de direkte til hendes kasse, hvor den rødhårede, muntre kassedame blinkede og strålede i alt sit pragt.
Ikke en eneste klage. Kun taknemmelighed fra kunderne.
Liv blev rost for sit gode arbejde, men nægtede at skifte tøj eller fjerne sin pynt. Så måtte de acceptere hendes særheder.
Ingen vidste, at Liv bar på en frygt dybt i sit hjerte og at hun havde en elektrisk chokpistol i sin taske.
For fem år siden var hun blevet overfaldet af en flok teenagere en sen aften. De havde slået hende, taget hendes mobil, penge og smykker. Hun huskede, hvordan hun i den begyndende regn næsten måtte kravle hjem, mens hun tørrede blod og regndråber af ansigtet. Hun havde været så bange. Så hjælpeløs.
Efter den episode begyndte hun at bære chokpistolen.
Uden at fortælle nogen om overfaldet, gemte Liv sin indestængte frygt bag sin munterhed og de festlige påklædninger. Hun var bange for unge mænd og mørket. Men ingen anede det de troede bare, hun var en fjollet, tomhjernet kvinde.
Indtil den dag, hvor Liv fik sit heltemodige eventyr.
På en fridag besluttede hun sig for at gå en tur i byen for at kigge på nyt tøj. Hvad skulle en selvstændig, single kvinde ellers lave? Forkæle sig selv, selvfølgelig. Så der sad hun i bussen og drømte om sit indkøb, dybt fordybet i sine tanker.
Hun lagde knap nok mærke til de tre unge mænd, nærmest drenge, der steg på ved et af stoppestederne.
Bussen kørte gennem en øde parkzone, da de pludselig sprang op og råbte:
“Bliv siddende, kællinger! Rør jer ikke! Penge, mobiler, smykker kom med det, nu! Vi stikker jer ned, sataner! Ingen tricks!” De trak knive og vendte sig mod passagererne. Den ene holdt kniven mod chaufførens hals, mens de to andre begyndte at samle byttet.
De forskrækkede passagerer adlød uden modstand.
Liv forstod straks, hvad der skete. En bølge af genkendelig, klam frygt skyllede over hende. Med krampagtigt greb om tasken kæmpede hun for at bevare roen.
En enkelt tanke gennemborede hendes hjerne:
“Igen… Hvorfor mig? Hvorfor? Gud, hjælp mig!”
Hun huskede den mørke, fugtige aften, slagene mod hendes krop og ansigt, råbene, hendes egen hjælpeløshed…
Hun huskede ydmygelsen. Frygten. Og så… blev hun rasende.
Rasende på sig selv. På passagererne, der tavst gav deres ting til de unge røvere.
I svære situationer havde bolcher altid reddet Liv. Et par stykker, og så fandt hun en løsning.
Instinktivt greb hun ned i tasken efter bolcherne men i stedet mødte hun chokpistolen.
Hvad der skete derefter, undrede selv hende bagefter. Det kom så pludseligt.
Hun greb chokpistolen, tændte den, og da røveren nærmede sig, rev hun den op af tasken og stak den ind i hans mave, lige i solple
