EN GLAD FEJLTAGELSE…
Jeg voksede op i en lille familie uden far. Opdraget af min mor og mormor.
Jeg begyndte allerede i børnehaven at savne en far især når de andre børn stolt trippede afsted hånd i hånd med deres høje og robuste fædre, legede, cyklede eller kørte rundt i biler.
Særligt gjorde det ondt, når en far kyssede sin pige eller dreng, tog dem op, og så grinede de sammen åh, hvor jeg misundte dem.
Gud, når jeg så det på afstand, tænkte jeg: Sikke en lykke!
Min egen far havde jeg også set
Men kun på et eneste billede, hvor han smilede som alle de andre fædre
Bare ikke til mig!
Mor sagde, han var på Grønland, polarstation eller noget i den stil så langt væk, at han ikke kunne komme hjem. Han var rejst, arbejdede der, men han var trods alt flink til at sende fødselsdagsgaver og julehilsner hvert år.
I tredje klasse gik det til min store skuffelse op for mig, at jeg slet ikke havde en polarfar.
Aldrig haft!
Jeg overhørte mors snak med mormor, hvor hun sagde, at hun ikke kunne holde til at lege polarfar længere give gaver på vegne af en, som egentlig bare havde forladt os. Levede pænt og havde penge, men aldrig et opkald til sin dreng. Ikke engang til nytår eller fødselsdag.
Aksel elsker de højtider!… Det er de eneste dage, hvor han føler lidt kontakt med en, om end fjern og mystisk sagde min mor.
Da jeg havde fødselsdag næste gang, sagde jeg til mor og mormor, at jeg ikke ville have nogen gaver fra far.
Bag bare min yndlingslagkage Fuglemælk* så er jeg glad.
Vi levede ret beskedent kun to små lønninger.
Så da jeg blev student, tog jeg job på Hovedbanegården og i supermarkeder, bar kasser og flyttede varer.
Min nabo, Søren, tilbød mig så at prøve kræfter som julemand i dagene op til jul både i børnehaver og hos familier der bestilte via avisen.
Børnehaverne sprang jeg straks over alt for avanceret, man skulle lege skuespil og have en Snedronning med.
Men enkeltoptrædener hjemme hos folk som julemand tog jeg.
Søren gav mig en lille notesbog med rim og gåder, og alle adresserne.
Mit repertoire var ikke så vildt det gik nemt at lære. Men frygten for at dumme mig sad stadig i mig.
Første tur gik overraskende godt!
Jeg kørte ud, ringede på, lavede mit nummer, og kom hjem, træt, men nærmest euforisk over at det gik og da jeg talte lønnen sammen, fik jeg næsten lyst til at dansel rundt.
Halvårets slid med kasser og flytninger havde ikke indbragt så meget som en enkelt julesæson.
Så begyndte jeg at julemande hver vinter, og om sommeren knoklede jeg med studenterarbejde på byggepladser.
Det gik okay men kærlighedslivet haltede. tænkte aldrig rigtigt på familie i de år studier og småjobs fyldte det hele.
Pigekærester havde jeg, men det blev aldrig rigtigt til noget seriøst.
Først efter jeg får en fed ingeniørstilling og en ordentlig løn SÅ kan jeg tænke på familie og børn, tænkte jeg.
Da jeg endelig fik job, stadig ikke i spidsen, ville jeg købe en brugt bil men økonomien rakte stadig ikke, så jeg greb igen julemandskostumet.
Mor fandt det frem fra skabet, børstede det, tilføjede tonsevis af glimmer. Kostumet glitrede vildt, og den hvide skæg tårnede sig flot op og skjulte mit ansigt. Tykke falske øjenbryn røg på, og i spejlet så jeg faktisk ret julemandsagtig ud.
Mor sukkede, mens hun så på mig:
Det er vist på tide du underholder dine egne børn, Aksel ikke kun andres!
Det skal nok komme, svarede jeg. Nå, mor, ønsk mig held og lykke! Et kys på hendes kind og af sted.
En uge før juleaften satte jeg en annonce i lokalavisen og snuppede femten bookinger.
Efter seks veloverståede adresser læste jeg næste: Havevej 6, lejl. 19.
Jeg hoppede af bussen og gik ind i den halvskumle forstad Havevej var nærmest udkanten af byen.
Men jeg fandt hurtigt nummer 6, op på anden sal, ringede på døren.
En knægt på fem-seks år åbner.
På engen og i skoven bor jeg i min julehytte begyndte jeg som altid.
Knægten stoppede mig dog med:
Vi har ikke bestilt nogen julemand!
Julemanden kommer til gode børn, ikke kun dem der inviterer! svarede jeg, prøvede at lyde overbevisende.
Mor er ovre hos mormor Anna og giver hende en sprøjte. Kommer snart hjem.
Hvad hedder du?
Aksel.
Hov, samme navn som mig! tænkte jeg overrasket, men stak det væk. Nu var jeg jo ikke Aksel, men julemand for i dag.
Hvor er jeres juletræ?
Inde på mit værelse!
Så tog han mig i hånden og trak mig ind i det lille hummer, hvor en gren med pynt og lyskæde stod i et sylteglas på bordet.
Ved siden af stod to ens rammer med fotos af en mand og en kvinde.
Jeg kiggede nærmere og frøs.
På det ene mig selv! Hvordan kunne det?
Jeg kiggede en ekstra gang. Ja det var min gamle studenter-foto i vindjakke.
Ved siden af et billede af Line Kristensen.
Hende mødte jeg under et job på en byggeplads om sommeren.
Hendes foto var voksent, men samme smil og dybe øjne kun lidt mere eftertænksom og smuk.
Hvem er det? spurgte jeg, nervøs.
Det er mor.
Din mor?
Min!
Hedder hun Line?
Du gætter det! Er du SÅ ægte julemand? Jeg troede ikke de fandtes!
Og ham dér? pegede jeg blegt på mit eget ansigt.
Det er min far! Han er ECHT polarforsker! Bor på en kæmpe isflage langt væk, sagde mor og arbejder der. Har aldrig mødt ham, han rejste da jeg var baby, men han sender altid gaver til min fødselsdag og jul. Julemanden gemmer dem under min pude!
Min barndom fløj igennem hovedet min polarforskerfar!
Er det standard at alle danske mødre sender fædrene til Grønland?
Og jeg var nu én af de fædre
Det skar i hjertet pludselig.
Vores historie Line og jeg stormfuld, men kort.
Vi delte telefonnumre, men da jeg kom hjem, tænkte jeg det ringer jeg lige på snart og så blev min mobil stjålet.
I ny og næ dukkede hun op i tankerne, men studier, vennekreds og fester sendte hende ud i glemslen.
Men hun boede altså her, i byen. Og ikke bare huskede hun mig hun opdragede min søn!
Mit foto stod hos hende.
Jeg ville til at sige til Aksel, at jeg faktisk var hans far, da døren gik op, og Line kom ind:
Sønnike, undskyld jeg blev forsinket mormor Anna måtte på hospitalet.
Hun så forbavset på mig:
Vi har da ikke bestilt julemand?
Jeg flåede hue og skæg af, gned de falske øjenbryn af
Aksel?! udbrød hun, og sank ned på skamlen i entreen.
Hun græd og grinede på én gang, så lille Aksel blev bange et sekund.
Men hun tog sig hurtigt sammen.
Jeg sagde til ham, at jeg var ankommet fra Nordpolen, og lige nu var julemand, for at overraske ham og mor.
Hans lykke kunne ikke styres han læste digte, sang og pjattede, holdt os begge i hånden, som om han frygtede, jeg igen ville forsvinde langt bort.
Og gaverne! Dem var han ligeglad med han vidste jo, at julemanden nok skulle snige farens gave under puden.
Aksel faldt i søvn og Line og jeg snakkede natten lang, som om ingen tid var gået.
Næste morgen fór jeg ud for at købe en ekstra gave og så opdagede jeg fejlen. Jeg var gået til 6A, ikke 6.
Men den fejl var faktisk verdens bedste! For jeg kom hjem til den helt rigtige adresse.
Hvilken lykkelig, skæbnesvanger fejltagelse, smilede jeg for mig selv.
Nu er vi tre og lykkelige!
Mor og mormor de er helt bløde i knæene over den lille Aksel Akselson!
*Fuglemælk er en russisk kageklassiker, men min mor tryllede en dansk version frem.
