Den pjuskede engel
Karen trak sig forsigtigt baglæns, uden at slippe den enorme hund med blikket. Den sad bomstille midt på vejen og så ud som om, den ejede hele København.
Dygtig vovse, dygtig hviskede hun næsten, og prøvede ikke at virke for nervøs med sine bevægelser.
Hunden var imponerende massiv krop gemt under en uldet, sammenfiltret pels, som om den havde forsøgt at vinde kampen mod en børste for længe siden. Dens øjne mørke og opmærksomme fulgte hende koncentreret, og ørerne rykkede af og til, klar til at opfange selv lyden af en bi. Karen følte sig som en lagkage til et børnefødselsdag på kanten af at blive fortæret. Hun rystede, mest ved knæene, selvom hun desperat forsøgte at tage sig sammen. Hun havde altid været bange for hunde selv de der små overforkælede nogen, der bliver slæbt rundt i designer-tasker på Strøget. Frygten var dybt rodfæstet siden barndommen.
Dengang var hun fire år og blev slæbt med af forældrene til Bedstes gård i Sønderjylland. Naboen var decideret hunde-entusiast og havde hele menageriet fuld. Karen, nysgerrig som jyske kartofler, kunne ikke lade være med at prøve at snige et lille lysebrunt hvalp over på familiens grund. Mens de voksne var optagede af kaffe og kage, så listede hun den lille tot i armene. Men ak, før hun nåede op på trappen, stod mor-hund gigantisk og med et sæt bisser, som kunne skræmme selv en jæger midt på stien og så meget lidt tilfreds ud. Den gøede ikke, bare lavede den der dybe, knurrende lyd, som man kun hører i mareridt. Det satte sig: frygten, magtesløsheden, isningerne hele vejen ned gennem kroppens trælse minde.
Årene gik, men panikken over hunde forsvandt aldrig. Og nu sad her altså et lodret hundemonster på vejen i Vanløse, og nægtede at flytte sig. Karen overvejede ikke at tage chancen bedre at gå udenom end at blive hundesnack. Hun drejede stille rundt på hælen og gik i en bue, så neutral som muligt. Hver tredje skridt kiggede hun over skulderen selvfølgelig fulgte hunden efter, lige storebror med respekt for privatliv. Den holdt diskret afstand, men slap hende ikke med blikket.
Meget intelligent, mumlede Karen, da hun igen sneg et blik bagud. Han ved vist, jeg er bange… Men hvorfor følger han efter mig? Hvor dælen er ejeren henne? Spørgsmålene rullede rundt i hovedet, som programmerne i Danmarks Radio, men ingen svar poppede op.
Endelig, da hun så sin opgang i horisonten, satte Karen nærmest i spurt. Op ad trapperne, Dankortet frem til låsen, og så smækkede hun døren i efter sig. Inde i opgangen åndede hun op og kastede et blik ned gennem ruden og jo, den pjuskede figur sad stadig pænt på fortovet ude foran hoveddøren, som en brutal version af Den Lille Havfrue. Den bevægede sig ikke sad bare og betragtede døren, indtil hun forsvandt ud af syne for dens rolige, vurderende blik.
Karen listede ud i lejligheden, satte tasken på hylden og trak skoene af, mens hun lyttede. Kun fjern summen af Hovedstadens trafik gled gennem de lukkede vinduer. Men hun kunne ikke slippe tanken om, at hunden måske stadig sad derude. Hun sneg sig hen til vinduet i stuen og kiggede ned.
Jep. Stadig der. Hunden mærkede vist, at nogen holdt øje, for den løftede hovedet, logrede et par gange med halen og luntede så roligt væk ad fortovet. Karen pustede lettere i dag var hun sluppet!
Siden blev det fast tradition. Hver aften, når Karen kom hjem fra reklamebureauet på Frederiksberg, dukkede hunden op fra lokalområdet, som den havde abonnement på at følge hende hjem. De første par gange holdt den asketisk afstand ti meter bagud, ingen misforstået hilseri. Men lidt efter lidt kom den tættere. Først fem meter, så tre, og en aften var den nærmest ved siden af hende, bare lige et skridt bagud, som om den legede feltherren på cykelstien.
Karen var stadig tens, når hun så den, men efterhånden som ugerne gik, begyndte den værste frygt at løsne grebet. Hvor hun før gik stiv som en kold fisk ved ethvert pludseligt hunde-ryk, sendte hun nu bare et afmålt blik, beredt, men ikke længere småparanoid. Kroppen huskede stadig mareridtet fra børnehøjde, men hjernen begyndte at overbevise sig selv: Den her hund var mere zen end zen-buddhisten på Amager. Den slog ikke ud, den gik bare med.
Med tiden begyndte Karen at bemærke små, charmerende detaljer ved sin følgesvend. Gangen var rolig, man kunne næsten høre What a Wonderful World spille hver gang den bevægede sig. Ørerne, der før så militante ud, var mere chill nu. Og øjnene stadig mørke, stadig smarte så ikke længere bryske ud, snarere lidt nysgerrige.
En dag på vej hjem gik det op for Karen, at hun faktisk fandt det hyggeligt, at han var der. Så hun besluttede at give ham et navn. Hun tænkte ikke længe, så store bamse kaldte på noget episk.
Odin, sagde hun, og syntes, det passede meget godt.
Og sørme næste gang hun sagde det højt, drejede hunden hovedet og så på hende, som om han havde ventet på, nogen endelig skulle kalde ham ved navn. Karen kunne ikke lade være med at grine.
Hun arbejdede som projektleder i et lille reklamebureau (det er jo Danmark, alt er småt og cosy). Dagen gik med møder, kaffe, flere møder, opsætning af kampagner og vejledning i korrekt brug af du er ikke alene-sloganet. Om aftenen følte hun sig mest som et stykke leverpostej, klar til at blive smurt ud på sofaen men nu var ruten hjem ikke længere bare fra A til B. Odin forvandlede gåturen til noget rart. Han sagde aldrig et kvæk, ikke så meget som en bjæffen han var bare der, lige så diskret som weekenden, der pludselig er over.
Nogle gange gik hun lidt langsommere og lod ham komme nærmere. Andre gange på modige dage stoppede hun helt op og kastede et blik på ham. Odin kiggede tilbage, stille og uden pres. Han forstod, at tillid bygges langsomt og for hver forsigtig udveksling blev angsten lidt mindre, og noget nyt måske nysgerrighed, måske venskab begyndte så småt at titte frem.
Så en lun septemberaften blev Karen forsinket på arbejde. Præsentationer, e-mails, panik over et logo, der mest lignede en gammel kartoffel inden hun nåede ud af døren, var klokken næsten otte. Hun trampede hjemad, mens hun tjekkede mobilen. Men ingen Odin om hjørnet. De sidste uger havde han været fast inventar på ruten, hans godmodige bjørnekrop havde nærmest fået hjemmebane. Men nu ingen. Det føltes overraskende ensomt. Tænk, så gik man der og troede, man var introvert.
Tænk, hvis der er sket ham noget? tænkte Karen. Hvad hvis han var blevet syg? Eller fanget af sin ejer? Eller bare… træt af at følge efter mig?
Hun forsøgte at sukke tingene væk, men det gik ikke. Hun satte farten op, i håb om at han pludselig dukkede op bag en legehytte eller sprang ud fra busken som i en dårlig kriminalroman.
Mørket bredte sig, gadelygterne tøvede med at tænde. Hun var ikke glad for at gå alene gennem de halvmørke gader i Vanløse alt kunne ligne noget farligt, og hver lyd føltes mistænkelig. Det slog hende, hvor rart det var at have Odin som følgesvend, selvom han ikke lavede meget om på det hele, så satte han sig alligevel i indre ro.
Hun var næsten hjemme, da en stemme skar igennem mørket.
Hej, flotte! Skal vi følges?
Typisk, tænkte Karen, og mærkede isen i nakken. Hun greb tasken lidt hårdere og satte farten op.
Hvor skal du hen så hurtigt? Er du bange? lød det bag hende, nu tættere på.
Så mærkede hun et fast greb på sin arm. For hårdt.
Jeg snakker til dig, du… Det er ikke pænt at ignorere folk, sagde han og kom helt tæt på.
Hun prøvede at vriste sig fri. Fingrene borede sig ind i armen.
Slip mig, ellers råber jeg! sagde Karen, som havde hun taget modighedern på ved morgenkaffen.
Grebet blev hårdere.
Prøv, sagde han hånende. Jeg skal nok få dig til at holde kæft.
Der glimtede noget i hans hånd, et lille knivblad. Karen havde pludselig meget svært ved at finde på gode undskyldninger for at blive sent på arbejde nu var hun alene og bange midt i en mørk gade.
Tankerne løb rundt: Skulle hun prøve at løbe? Argumentere? Han virkede mere fuld end forhandlingsvillig, og sveden brød frem.
Så et bragende bjæf flænsede stilheden. Manden vendte sig, og pludselig var grebet på Karens arm væk. En pjusk kamerafigur tonede op, og et kort sekund senere var Odin over ham.
Slip mig, forbandede hund! hylede manden, mens Odin holdt fast i hans ærme med tandsættet.
Kniven røg gennem luften og havnede under busken. Karen sparkede den endnu længere væk.
Slip, Odin! Men hold ham i skak! Jeg ringer til politiet, udbrød Karen med rystende stemme. Måske har han overfaldet andre…
Hunden gav slip, men fortrak sig ikke. Han satte sig, bistert og villigt til at steppe ind, hvis ham den friske fik ideer. Så snart idioten prøvede at rykke sig, knurrede Odin truende.
Kort efter kom politiet susende i deres VW Passat, smækkede håndjern på fyren og kørte ham væk. Først da slappede Odin af og gik hen til Karen, der stadig sad på fortovet, benene trukket op under sig.
Han traskede nærmere, lagde hovedet i hendes skød og sukkede tungt. Den lille, kærlige gestus fik endelig tårerne til at bryde frem hos Karen. Hun gav sig til at græde, ikke dramatisk men af lettelse og klamrede sig til hunden, mens hun stak fingrene ned i den tykke, vamsede pels.
Tak, hviskede hun. Tak fordi du var der.
Fra den aften var alt anderledes. Karen kunne ikke længere forestille sig sin hverdag uden Odin. Han flyttede ind, og nu blev hun mødt af logrende hale, når hun kom hjem og havde næsten sit eget sikkerhedsvagt-korps i denne stilfærdige beskytter.
Hun blev stadig nemt forskrækket, hvis nogen smækkede med en dør, men ensom var hun ikke længere. For hun havde én, som villigt var gået mellem hende og faren, uden at tænke over det.
******************
De første dage i lejligheden var ikke nemme for Odin. Han gik forsigtigt rundt med ørerne tæt trykket til hovedet, snusende til alt fra gulv til bobleplast. Det hele duftede lidt mærkeligt Ajax og IKEA-møbler blandet med Karens kyllingesalat. Han sneg sig gennem rummene, stak næsen ind i hjørner og lyttede til lyden af fjernsyn hos naboen. Karen forcerede ham ikke, men sad bare nær eller talte stille.
Langsomt begyndte han at falde til. Først var hans yndlingsplads måtten ved døren, senere det store vindue i stuen, hvor han kunne holde øje med både solen, regnen og de underlige folk, der altid halter på vej hjem fra Netto.
Karen var på pletten købte lækker hundeseng, nye skåle, og et arsenal af legetøj: bold, gummi-ben og en pelset kanin. Først så Odin på tingene som om, det var lumske agenter, men hurtigt fandt han ud af, at de bare var til leg og hygge.
Efterhånden blev Odin husvant. Han slængede sig i vindueskarmen og så efter Karen, hver aften, hun kom hjem. Hørte han hendes nøgler i døren, spurtede han af sted, som om han ikke havde set hende i flere år.
Hver aften gik de tur i Søndermarken. Karen spadserede i sine sneakers, Odin tullede efter, en snude i vinden. De stunder blev dagens højdepunkt: hun fandt ud af, at hun ikke længere frygtede hunde eller, i hvert fald, ikke denne. Odin var blevet hendes ro, hendes vagt og den bløde pels at vride fingrene i, når tankemylderet overtog.
Odin blev om nogen hendes trofaste makker. Hvis hun var træt, sad han ved siden af hende i sofaen, hovedet i hendes skød, og hun følte sig… tryg.
En morgen, da Karen var på vej ud ad døren, lagde hun mærke til, at Odin var sløv. Ingen logrende hale, ingen legelyst bare en træthed, der mindede lidt om mandag morgen oven på Roskilde Festival. Han slentrede til vandet, snusede, men drak ikke. Vende bare om igen.
Bekymret lagde Karen hånden på ham. Pelsen var mat og øjnene triste. Hun ringede fluks til Dyreklinikken.
Dyrlægen kom ud samme dag, checkede temperatur, lunger, ører og sagde roligt:
Bare rolig, han har nok spist noget gammelt snask udenfor. Let infektion, men det klares med lidt rigtig mad og de her piller. To gange dagligt, masser af vand så er han frisk som en fisk på en uge.
Karen fulgte anvisningerne til punkt og prikke. Hun snød pillerne ned i blok ost og varmede maden, så det duftede af hjemlig hygge. Odin var samarbejdsvillig mere og mere for hver dag, og snart havde han igen appetit på både mad og legetøj.
Efter en uge var han sig selv igen: hoppende, logrende, og mødt Karen ved døren med samme ildhu som en postnord-pakke, du rent faktisk får leveret. Karen smilede hver gang, han kom, og var lykkelig for, at han trivedes.
Snart kørte hverdagen på skinner. Karen lærte at stege hjemmelavet hundemad på dansk manér hvad gør man ikke for sit kæledyr? Hun studerede alt om ernæring og købte søde godbidder hos Døgn Netto. Der var faste rutiner for mad, gåtur og leg.
En dag fik hun tanken, at Odin vel kunne bruge noget træning. Hun tilmeldte ham begynderhold i lokal hundeklub (og fik sig selv samtidig et socialt liv!). Odin tog dirigentstokken. Han lærte “sæt”, dæk og kom nærmest før hun selv. Træneren roste hans evner, og Karen var pavestolt hver gang de gik hjem over markerne.
I weekender tog de til Frederiksberg Have, hvor Odin susede omkring som en kalv på græs og hilste på nye, pelsede venner. Karen sad på bænken, så ham boltre sig, og mærkede en stille lykke, som var hun endelig landet det helt rigtige sted.
Men så en aften ændrede det hele sig. Hun kom træt hjem med hovedet fuld af deadlines og PowerPoints. Ved opgangen stod en mand og ventede.
Han rejste sig fra muren, smilte høfligt. Hej Du må være Karen?
Hun stoppede, lidt på vagt. Ja? Hvem er du?
Jeg hedder Søren. Jeg er Odins ejer.
Hun frøs. Manden så væk, famlede efter ordene.
Jeg arbejdede offshore, forklarer han. Blev væk i lang tid, og overlod Odin hos en ven. Men det gik ikke. Han kunne slet ikke håndtere ham. Til sidst ja, så slap han Odin fri. Jeg ledte længe, satte opslag op. Til ingen nytte. Og så forleden så jeg ham gå roligt ved din side. Han så så glad ud.
Karen vidste ikke, om hun skulle være vred, trist eller lettet.
Så du vil have ham tilbage? spurgte hun.
Søren trak på skulderen. Jeg har tænkt over det. Men Odin virker lykkelig her. Han hører til nu, tror jeg. Jeg ville bare sikre mig, at han havde det godt. Og sige tak.
Hun nikkede. Blandede følelser brusede rundt, men måske var det sådan, det skulle være.
Tak fordi du sagde det. Jeg lover at passe godt på ham.
Søren nikkede, vinkede kort og gik gennem skumringen. Karen lyttede, mens Odin gøede samstemmende inde fra lejligheden han var allerede hjemme.
