En lille grå kat sad foran døren til dyreklinikken. Den jamrede, og ved dens poter lå en lille killing
En kvinde gik roligt ned ad gaden, hun førte en lille hund i snor. Det var en klar efterårsdag: luften var frisk, gule og violette blade hvirvlede rundt, som om de dansede til en usynlig melodi. Stemningen var let og lys. Men pludselig
Pludselig blev hendes opmærksomhed trukket mod noget, der var umuligt at overse: den grå kat ved klinikkens indgang. Den jamrede klagende, og ved dens poter lå en lille, skrøbelig killing. Af og til sprang den op og løb hen til forbipasserende, som om den bønfaldt om hjælp. Den råbte, bad, krævede men folk skyndte sig blot forbi.
Alle havde travlt med deres egne ting, de lagde ikke mærke til eller lod som om de ikke så den lille, knapt åndende skabning på asfalten. Hvor ofte sker det ikke sådan: det er nemmere at gå forbi en fremmeds lidelse. Men kvinden stoppede.
Hun bøjede sig ned og løftede forsigtigt den lille en op. Killingen var så mager, at ribbenene kunne følges. Den åndede kun svagt. En enkelt tanke skød gennem hendes hoved: *Hvad gør jeg? Hvor løber jeg hen?* Så trådte moderkatten tættere på og så hende lige i øjnene, mens den jamrede lavt, men bestemt. *Hjælp red os*
På døren hang en seddel:
*”Den 28. er der ikke åbent. Fridag.”*
Kvinden følte sig forvirret. Taxi? Penge? Hvor skulle hun tage hen? Men hun fulgte sin instinkt og skubbede til døren. Og pludselig et mirakel: den gik op.
I den anden ende af gangen stod en høj, gråhåret mand i en slidt hvid kittel.
*”Undskyld mig!”* råbte kvinden. *”Hjælp! Jeg har ikke penge på mig, men jeg kan betale senere. Den vil dø”* og hun rakte den magre lille krop frem.
Dyrlægen tog forsigtigt imod killingen og skyndte sig ind i behandlingsrummet. Kvinden og moderkatten blev tilbage i gangen, skælvende af nervøsitet. Efter et par minutter lagde kvinden mærke til, at mandens kittel ikke sad helt rigtigt der var underlige bule ved hans skuldre. *”Åh nej, stakkel, han er pukkelrygget”*, tænkte hun.
*”Tror du?”* vendte manden sig pludselig mod hende og så hende indgående i øjnene. Så vendte han tilbage til killingen.
Timerne gik. Killingens åndedræt blev mere roligt.
*”Se der,”* sagde dyrlægen. *”Den vil overleve. Men den har brug for pleje, medicin, varme. Den kan ikke være på gaden længere”* Han så på kvinden. Og moderkatten stirrede også intensivt på hende.
*”Hvad snakker du om!”* protesterede kvinden. *”Selvfølgelig tager jeg den med hjem. Og moderen også. Vi mig og Mikkel,”* nikkede hun mod hunden, der sad roligt ved hendes side, *”vi tager dem begge i familien.”*
Dyrlægen smilede og sagde:
*”Så giver jeg dig alt, hvad du har brug for. Penge er ikke nødvendigt. Betragt det som allerede betalt.”*
Kvinden blev overrasket over ordet *”frøken”* det var længe siden, nogen havde kaldt hende det. Men hun havde ikke tid til at tænke over det. Hun tog medicinen, killingen, og begav sig hjemad, ledsaget af den trofaste hund og moderkatten.
En månad gik. Kvinden samlede mod og besluttede at ringe til klinikken for at takke dyrlægen.
*”Ja, hallo, dr. Sørensen,”* svarede en ung, munter stemme i røret.
Hun fortalte historien om den reddede killing og takkede for hjælpen. Men dyrlægen lød tydeligt forvirret. Efter et par minutters søgen i computeren sagde han:
*”Undskyld, men jeg kan ikke huske dig. Desuden var den 28. min fridag jeg var ude af byen med familien. Måske tager du fejl, men det er ikke vigtigt. Det vigtige er, at killingen lever og har fundet et hjem.”*
Kvinden sank forvirret ned i en stol. I det samme sprang den reddede, nu stærke killing op i hendes skød. Moderkatten sad på gulvet og så op på hende med sine skarpe øjne.
Og så dukkede *Han* op. Den gamle kittel skjulte ikke længere de hvide vinger. Englen smilede.
*”Det var dig, der reddede dem,”* sagde han til kvinden. *”Jeg hjalp bare en lille smule.”*
Katten så på Englen og begyndte at spinde.
*”Jeg plejer ikke at hjælpe mennesker,”* sagde han, som om han undskyldte. *”Men I katte er så vedholdende Nå ja, så bryder jeg reglerne én gang til men det er den sidste.”*
Han blinkede til katten og opløste sig i luften. I samme øjeblik ringede dørklokken.
I døren stod en klodset mand i et gammelt arbejdstøj med en værktøjskasse.
*”Er det her, der blev ringet efter en VVS’er? Han drypper?”*
*”Nej, det var ikke mig,”* smilede kvinden. *”Men nu du er her, kan du lige ordne badeværelset. Jeg betaler.”*
*”Jeg blander altid tingene sammen”* mumlede han og trådte forlegent ind. Han knælede ned og begyndte at pakke værktøjet ud.
Kvinden sagde ikke noget, men hentede en tyk pude og lagde den under hans knæ.
*”Tak,”* sagde han stille og smilede pludselig. Hans trætte, stubbe
