Krystalkillingen
Tre søstre sidder under vinduet…
Mor, det lyder præcis som jer, ikke?
Vera sukkede.
Næsten. Men du burde sove nu, min skat. Jeg skal arbejde lidt endnu i aften, og ellers sidder du og nikker til fødselsdagen i morgen.
Oij! Nu sover jeg! Pauline lod sig trykke dybere ned i dynen, men stak straks næsen op igen. Kommer der balloner? Kommer Mille? Og…
Vera greb sin datter, svøbte hende helt ind i dynen, og overdængede hende med kys, uden at tage hensyn til de højlydte protester.
Nu: godnat! Du finder ud af alting i morgen!
Hun rejste sig, stak Paulines elskede bamse i hendes udstrakte hænder og gik ud, mens hun tændte natlampen. Pauline turde stadig ikke sove uden lys, og Vera sørgede for, der altid var lidt lys i huset.
Vera gik ned ad trappen, lukkede forsigtigt døren til det gamle køkken, og tændte sin computer. Arbejdet hobede sig op, men hun sad et par minutter i stilheden og lod tankerne flyde. I morgen ville blive lang. Ikke kun fordi Pauline har fødselsdag og alt skal organiseres; det glædede selvfølgelig Vera. Højtider, især når det handlede om hendes datter, elskede hun. Men i morgen ville hele familien ankomme, og hendes glæde blev mere blandet. Vera rystede på hovedet og rakte ud efter tekoppen. Det nytter ikke! Man må tage problemerne, som de kommer nu var det skyldningen for årsregnskabet, der pressede sig på. Vera stillede tekoppen ved siden af computeren og fandt mappen med alle papirerne frem. Det var faktisk godt, hun havde hørt efter farmor og blev revisor. Havde hun valgt havbiologi, som hun først drømte om, var livet blevet noget helt andet. Mere eventyrligt, men uden tryghed. Vera lukkede øjnene et øjeblik, forestillede sig havet og smilede. Snart, meget snart, skulle hun og Pauline flyve væk på ferie. Medmindre noget skete. Vera åbnede langsomt sine øjne og gik i gang med arbejdet.
Lille Vera, eller Veronika, blev født i familien Henriksen. Alle havde ventet på hende, og både bedsteforældre og forældre var overstrømmende af lykke.
I skal straks have én til! Så er der altid nogen at lege med! bedyrede bedsteforældrene, og Lise overgav sig til tanken.
Den mellemste søster, Nadja, kom kun kort tid efter. Vera og Nadja blev bedste venner, men konkurrerede også i alt. Starten gik gnidningsfrit de spejdede efter hinandens resultater, prøvede at gøre det bedre, og glædede sig på hinandens vegne. Der kom aldrig ufred, for Lise holdt nøje øje.
Hun havde talt med skoleinspektøren, og pigernes første skoledag stod de ved samme bord, tjekkede nervøst hinanden med nye sko og vekslede blikke: Jeg er her, lige ved siden af dig, vær ikke bange. Vera var mest nervøs. Hun havde altid været den ansvarlige, hvorimod Nadja kunne slippe et halvt færdigt regnestykke for i stedet at hænge ud ad vinduet og tælle fugle. Vera arbejdede altid færdig, før hun rejste sig.
Vera! Hvor er din regnehæfte? Har du lavet matematikken? Giv mig den, så kan vi gå ud og lege!
Løs den selv! Vera rev hæftet til sig. Ellers sætter fru Jakobsen os adskilt igen og så klarer du det ikke med hovedregningen. Skal jeg hjælpe dig?
Nadja fnøs og stod sur et minut, men ikke længe. Snart efter hev hun Vera med ud til skøjtebanen eller ned til søen for at fodre ænder.
De gik i sjette klasse, da lillesøster Louise kom til verden. Lise havde ikke planlagt en tredje, to var rigeligt. Nyheden om endnu én overraskede hende ikke glædeligt.
Igen forfra! Henrik, jeg er jo ikke helt ung mere, det bliver hårdt.
Lise, du har to gode hjælpere og mig. Vi klarer det. Måske får vi en dreng denne gang? Sikken overraskelse.
Men overraskelsen blev endnu en pige: Louise. Højlydt og krævende, så anderledes end sine søstre, at Lise var målløs. Men snart forstod Vera og Nadja, at Louise blev familiens centrum.
Lise mærkede hvor forskellig moderskab føltes nu, med Louise. Før var det hårdt, hun savnede ro. Nu havde hun glæde af omsorgen og glemte alle andre hensyn, selv de andre børn. Vera og Nadja blev sendt på ærinder, og Lise mistede overblikket over deres liv. Og det var da, det usynlige mørke gled ind mellem de to ældre søstre.
Mørket bar navnet Simon. Han boede i naboejendommen, og pigerne havde ikke rigtigt lagt mærke til ham indtil Vera fyldte seksten. Hun var på vej hjem fra håndbold, da Simon ventede på hende.
Vera, vent lige, jeg skal sige dig noget…
Simon rodede med hænderne og havde svært ved at finde ordene.
Jeg har ikke tid, mor venter. Kl. seks under lygten, sagde hun venligt.
Han smilede helt op i øjnene.
Jeg kan lide dig!
Det havde jeg regnet ud, hendes grin klang som sølvklokker under de gamle lindetræer, og Vera forsvandt.
Hvem skulle hun dele oplevelsen med? Det første sug den første date den første tøvende kys, som både var skræmmende og vidunderligt? Selvfølgelig fortalte hun det til Nadja, omend ikke med det samme. Nadja havde luret, at noget var anderledes og pressede, til Vera fortalte om Simon.
Senere forstod Nadja ikke sig selv: hvorfor blev det pludselig så vigtigt at gøre indtryk på Simon? Han interesserede hende ellers ikke.
Vera havde ikke gennemskuet faren og så dem, Simon og Nadja, kysse under åben himmel. Hun sagde intet, gik forbi og låste sig ind på værelset, mens Louises plirrende stemme protesterede udenfor.
Vera! Hvad laver du? Luk Louise ind! Lise bankede vredt på.
Vera havde altid været lydig. Men da moren fik øje på sin ældste datter, forstod hun straks, hvad bundløs sorg er. Hun skubbede mildt Louise ud på gangen og lukkede døren.
Hvad er der sket, skat? Må jeg hjælpe dig?
Vera sad sammenkrøbet og kæmpede med tårerne.
Det gør så ondt… Mor, hvorfor? Hvorfor Nadja?
Lise omfavnede hende.
Hvordan kan jeg hjælpe?
Men det var ikke til at forklare, hvor ondt kærlighed kan gøre, og hvordan den kan tære én op. Kun én ting at gøre: hjælp mig med mine ting, mor. Jeg vil bo hos farmor lidt.
Nadja kom drønende ind, da Vera gik ud med kufferten.
Hvor skal du hen med den?
Vera skubbede hende høfligt til side og forlod hjemmet for aldrig at vende tilbage. Lise tørrede tårerne væk og slog Nadja en lussing.
Hvor kunne du!
Nadja stod tilbage, mens moren smækkede døren så krystallysekronens prismer klirrede.
Ingen i familien Henriksen kunne holde fast i vrede længe. Efter et par uger talte Lise og Nadja igen sammen. For Vera tog det over to år at tale med sin søster. Måske var de heller aldrig blevet forsonet, hvis ikke Lise var blevet alvorligt syg, og søstrene presset sammen igen for at kæmpe mod sygdommen.
Undskyld… Nadja stirrede ned på sine hænder, der rystede.
De sad på hospitalets bænk og ventede på nyt fra operationen.
Hvem der nævner det gamle… sagde Vera blot.
Nadja forstod, at tilgivelse måske var givet, men glemsel kom aldrig.
Nænsomt rakte hun ud og greb Veras hånd. Vera lod den ligge, men klemte ikke igen. Sammen sad de, time efter time, indtil faren med blid stemme fortalte, at alt var vel, nu skulle tiden bare gå og helingen tage fat.
Søstrene delte ansvaret. Vera tog flere gange om ugen ud for at hjælpe og passe Louise. Med tiden forstod hun, hvor utæmmelig og egenrådig lillesøster var. Ingen formåede at ændre Louises kurs.
Lise blev rask, og livet spredte søstrene i hver sin retning. Vera flyttede til Aarhus for at tage sig af farmor på fars side og blev dér. Farmor gik bort efter et år og efterlod Vera den store, lyse lejlighed.
Bo her, pigen min! Lev dit liv og lær kun at stole på dig selv. Selv dem, vi elsker, kan vende sig væk, når egne interesser kalder.
Vera nikkede stille. Hun vidste det kun alt for godt. Hun fortalte aldrig farmor detaljerne om det, der var sket.
Et par år senere blev Vera gift. Ingen var inviteret, og bryllup var det næppe, men hun og Anders blev viet stille og fejrede for sig selv. Anders havde ingen familie, og Vera ønskede ikke at blande sin egen ind.
Deres samliv blev roligt og lykkeligt, kun én ting manglede: et barn. Begge længtes, men naturen ville ikke følge med. Lægerne var rådvilde.
Vi venter, til barnet kommer! sagde Vera stædigt.
Årene gik, og ingen skete. Adoption begyndte at melde sig som mulighed, men livet havde sin egen plan.
Vera holdt løst kontakt med familien korte breve, fødselsdagskort. Et par gange besøgte hun og Anders forældrene, men svigersønnen passede ikke ind. Vera gjorde det klart, at det var hendes valg.
Ham har jeg valgt, mor. Det må du acceptere.
Vera, det er jo dit liv og dit tab… Du kunne være alle steder, men nu…
Veras liv var fuldt, trygt og roligt. Udefra lignede det måske intet, men Anders var hendes klippe. Hun kunne stole på ham, han tog over, når hun var syg, lagde ikke noget i at lave mad eller tage opvasken.
Du har trukket en vinder, Vera! sukkede Nadja, mens hun forsøgte at følge sin raske søn, datteren på armen. Ville ønske, jeg havde fået én som ham…
Vera smilede blot. Nadja havde det nok, som hun ville, men det kunne ikke siges om Louise.
Louise blomstrede op som en skønhed, næsten for meget. De ældre søstre var smukke, men Louise stjal lyset.
Louise, du er vores dronning! Lise betragtede hende, mens hun dovent lå og så på, at de andre gjorde klar til fest. Louise hadede familiesammenkomster. Efter ti minutter gled hun ud, ligeglad med de sårede miner.
Efter gymnasiet nægtede Louise at læse videre.
Jeg bliver model! og gik straks i gang.
Hun havde ikke tænkt over, hvor krævende det var, og blev hurtigt træt af det. Da hun mødte sin første forretningsmand, flyttede hun uden videre ind. Hun vidste, han havde familie, men det rørte hende ikke. Alle forsøg fra morens side, blev mødt med:
Bland jer udenom, hvis I vil se mig nogensinde igen! Jeg lever, som jeg vil!
Hun ville det meste, men fik lidt. Da hun blev gravid i håb om at holde på kæresten, endte eventyret. Han sagde:
Dine problemer løser du selv. Jeg betaler for lejlighed og bidrag, men barnet er dit sætter du fod på min dør, får du intet mer’.
Louise stirrede tomt på døren sådan skulle hendes liv alligevel ikke gå. Hun plejede at få alt, hvad hun ville.
Omklamret af frustration ankom Pauline til verden uden de store forberedelser. Fra første dag efter barsel passede Lise barnet. Men Louise mistede fodfæstet. Enten sad hun krammende med barnet dage i træk, kun Lise fik lov at være der, eller også var hun væk i dagevis. Hver gang blev bedsteforældrene mere fortvivlede. Til sidst vidste de hverken ud eller ind.
Men sorgen blev til malm, da den natlige fest endte med racerløb gennem byen og Louise blev dræbt i et solouheld. Livet gik i stå for Lise, der lod Pauline være, mens hun sank ned i tabet. Henrik svingede mellem sin knuste hustru og det lille barn, men kunne ikke klare det. Han ringede til Nadja, men hun sagde uafrysteligt nej:
Jeg har mine egne! Jeg kan ikke tage flere, far.
Henrik rystede på hovedet og ringede til Vera.
Der var ingen tvivl. Uden at spørge, tog hun orlov og flyttede ind. På en måned var alt papirarbejdet færdigt og Vera tog etårige Pauline med hjem. Kun forældrene og Nadja vidste, at Pauline ikke var hendes egen. Imens solgte Anders deres gamle lejlighed og blev færdig med det nye hus.
Anders! Du har gjort det sådan, som jeg drømte, alt sammen! Vera gik rundt, fyldt af tanken om, at nu starter deres nye liv.
Lille Pauline bragte alt det, Vera og Anders havde manglet ind i huset: liv, glæde og latter. Ni år fløj af sted.
Hele den tid talte Vera sjældent med familien; de sås kun til højtider, hvor Vera følte sig som en bille under lup. Siden tabet af Louise kunne Lise ikke slippe sin vrede.
Du fik ansvaret! Så nu må jeg se, hvordan du klarer det! Du burde blive i nærheden!
Vera lyttede ikke til disse stikpiller, hun havde mest ondt af sin mor. Hun forstod, at har det været Vera eller Nadja, der gik bort, ville sorgen have været tung, men med Louise blev det en afgrund.
Lise betragtede Pauline, der lignede sin mor så meget og tøede op:
Sikken en skøn pige, Vera du må ikke holde hende nede! Hun skal være lykkelig!
Vera rørte Anders hånd, bad ham med blikket om ikke at sige noget vredt.
Lad det ligge… og stormen døde altid, før den startede.
Hvorfor, Vera? Er det ikke bedst at sige sandheden højt?
Jeg ved det ikke, Anders. Jeg har ondt af hende. Hun er kun vred, fordi det gør så ondt.
Men hvorfor skal du finde dig i det?
Fordi jeg stadig er her. Ingen anden vil gøre det.
Men hvis hun siger det til Pauline?
Jeg tror ikke, hun kan gøre barnet fra Louise ondt.
Her havde Vera ret. Sin smerte udgyder Lise over Vera, men hun tier, hvor Pauline er. Hun kunne se glæden i børnebarnet og indså, hvor hårdt sandheden ville ramme.
Vera lukkede computeren og gabte. Over midnat! Hun drak den kolde te og gik til vinduet. Hvor var Anders dog forretningsrejsen passede så dårligt nu. Men i morgen ville han komme hjem. Ikke til den officielle fest desværre, men til aften kunne han være med. Hvilken gave mon han har til Pauline? Han havde bare sagt: I får at se!
Vera smilede og gik i seng med tanken om, hvor heldig hun var.
Mor! Det er min fødselsdag! Pauline sprang i sengen og dryssede Vera med kys. Og jeg fejrer dig, fordi du har mig!
Tak, min pige! Vera slog armene om hende. Tillykke! Bliv sund og lykkelig!
Pauline puttede sig tæt ind og snorkede blidt mod hendes hals.
Er jeg stor nu?
Ork ja! Ti hele år! Men du ved hvad?
Hvad?
Du er stadig lidt lille for mig! Vera klemte øjnene sammen og Pauline grinede.
Lad mig være lille alle elsker de små!
Og hvem elsker dig ikke?
Vera kildede sin datter, der hvinede og snoede sig.
Så! Gaverne venter! Vera rakte over og åbnede skuffen.
Hun tog en lille æske frem og rakte Pauline.
Her, men forsigtigt!
Pauline løftede låget.
Mor… Pauline mødte hendes blik, smilende. Det er DEN!
Ja, nikkede Vera.
Pauline løftede forsigtigt den lille krystalkilling, hun vidste, at den stammede fra Henrik.
Til den ældste datter… Sagde morfar det sådan?
Lige netop.
Tak! Nu blev den min! Pauline kærtegnede forsigtigt de små ører. Mor, jeg er jo din eneste datter…
Vera smilede, og Pauline spejdede hendes ansigt.
Virkelig? hviskede hun. Vera nikkede. Pauline sprang op og råbte: Hurra! Jeg bliver storesøster! Mor, hvem?
Det ved vi ikke endnu, søde.
Vera betragtede Pauline, der hoppede rundt, og tårerne pressede sig på. Tænk, at de havde ventet SÅ længe.
Pauline standsede pludselig, vendte sig og sagde:
Det er den bedste gave, du kunne give mig.
Vera smed dynen fra sig og rejste sig.
Pauline hvirvlede omkring igen, imens Vera tog en stor æske fra skabet.
Denne er også til dig.
Kjolen var smuk, og Pauline kunne ikke lade være med at snurre foran spejlet.
Mor, hvornår kommer de alle sammen?
Vera kiggede på klokken.
Vi har sovet over! Vi må skynde os, min pige!
De nåede det. Til frokost stod Pauline klar i sit nye tøj, og huset fyldtes snart af latter.
Hvordan går det? Lise satte sig i lænestolen og så stramt på Vera.
Alt går godt, mor. Pauline sluttede året flot. Kun topkarakter. Og musikken går også super. Hun er en ren glæde.
Så pas på den glæde den er givet dig for intet.
Vera sukkede. Samtalerne blev sværere og sværere. Heldigvis kom Nadja ud fra køkkenet, og snakken gled straks over på børn og mand. Nadja klagede lidt sædvanligt, mens Vera lyttede med et halvt øre. Hendes datter, Mille, sluttede året på top, og Viktor, den store, blev distriktsmester i boksning.
Pludselig lød der et skrig fra børneværelset. Vera fór op dér stod Pauline og græd, kjolen var plettet til.
Nadja! Førstehjælp står på køleskabet, nu! Tag forbinding!
Alle travede forvirrede omkring, kun Mille sad i hjørnet med mørke øjne.
Pauline, skat, hvad er der sket? spurgte Vera forvirret.
Det hele er løgn! Hun lyver! Hun lyver!
Hvem lyver? Vera forsøgte at forstå.
Skrammerne var heldigvis små. Vera vaskede og forbandt hænderne, klædte hende om og tog hende på skødet.
Vil du fortælle mig, hvad der skete?
Pauline svarede ikke straks, men løftede sine grå øjne de samme, som Vera bar.
