Den knuste dukke
Åh, Maja, det var ganske vidunderligt! Lille Lene er fantastisk! Og stemmen hendes! Jeg har aldrig hørt noget smukkere i mit liv! Og du ved, jeg er i Operaen tit, så jeg regner mig selv næsten for at være ekspert. Hun burde synge dér! Ja, dér! Uden tvivl!
Tak, Bella, hvor er jeg glad for, du værdsætter Lenes talent! Hun har kæmpet så længe og arbejdet så hårdt, og nu endelig Carmen!
Skønt! Nu, hvor Lene har nået det hele, skal man måske tænke på fremtiden? Hun er jo en nattergal, men man kan ikke sidde på grenen hele livet. Hvad med reden? Hvad med ungerne?
Jeg ved det ikke, Bella. Jeg synes, det er for tidligt. Hun er stadig ung, og dagens succes er kun begyndelsen på hendes karriere.
Maja! Svend er da klar til at gifte sig og hvor længe skal han vente, ved jeg ikke! Han forguder Lene! Kan ikke undvære hende bare en dag! Og vi vi står vist kun i vejen for deres lykke! sagde Bella, tog et broderet lommetørklæde op ad tasken og tørrede øjnene. Hvem er vi, Maja, at vi skal bremse dem!?
Jeg, Maja Andersdatter, svarede ikke. Jeg kendte min veninde fra barndommen, og hun gav sig sjældent, når hun først havde sat sig noget for. Hvis Bella ville noget, fik hun det altid lavet og på sin måde. Jeg tænkte straks tilbage på dengang, vi først lærte hinanden at kende.
Min far havde bragt en smuk dukke, som jeg straks kaldte Lise, med hjem fra forretningsrejse. Hun havde hørfarvede krøller, blå øjne og kjole i et vidunderligt mønster. Jeg elskede hende. Satte hende ved det lille bord og holdt lange teselskaber, hvor jeg krævede korrekt etikette, som min mor lærte mig.
En uge senere så Bella dukken og blev straks fortryllet. Det lykkedes hende ikke, som med mine andre legetøj, at få Lise overtalt fra mig. Jeg nægtede. Så blev Bella rigtigt syg, og hun græd og kaldte på mig. Jeg kunne ikke ignorere hendes sorg, så jeg bar dukken ned til hende.
Hurtigt fortrød jeg. Da jeg rakte Lise til Bella, tørrede hendes tårer op med det samme, og straks tog hun sin gamle dukke, Karen, i benet og smed den hårdt ned i legetøjskassen.
Du bor der nu!
Jeg følte en mærkelig sorg over Karen. Det gjorde ondt helt ind i hjertet, så jeg spurgte, om jeg ikke måtte få hende. Bella var optaget af Lise og lod mig tage Karen med, og jeg satte hende hjemme på min egen hylde.
Mor gjorde Karen fin igen, og hun kom til at sidde hos mig i mange år selv da jeg blev voksen og fik min egen datter.
For mig blev Karen et minde om, hvor let nogle folk kan skille sig af med gamle bånd, så snart noget nyt dukker op. Jeg mærkede, at det handlede om mere end bare legetøj.
Bella var den eneste pige på min alder i opgangen vores forældre var flyttet ind, kort efter min morfar, Jørgen, døde. Jeg havde aldrig kendt ham, men hans navn blev altid nævnt med en vis ærefrygt. Først langt senere fandt jeg ud af, hvorfor: han havde været agent for Forsvarets Efterretningstjeneste. Hundrede slags historier hørte jeg, mest indirekte, fra min mor, Olga.
Da min far, der var overlæge på Rigshospitalet, pludselig gik bort, stod vi alene. Jeg var stadig barn.
Nu er vi uden støtte, min pige. Vi må klare os selv. Hvordan, det ved jeg ikke endnu
Hvorfor, mor?
Jeg har altid fulgt din far. Da din morfar levede, fulgte vi ham. Alle beslutninger traf han. Hvad vi købte, hvor vi rejste, og alt mellem himmel og jord. Sådan var det.
Men mor! Det kan man da ikke bare finde sig i?
Det var jo sådan det var. Og hvad galt var der i, at mændene tog ansvaret? Jeg kom ind i din morfars familie uden noget. Jeg var en pige fra udkanten, født uden far. Dengang var det en skam. Barndomshjemmet blev børnehjem men heldigvis havde jeg de kærligste mennesker omkring mig der. De elskede os, på deres måde. Viste det ikke, men de gjorde.
Er du bange for mig, mor?
Hver dag! Selv din far forstod ikke, hvor meget.
Min far og farfar var begge blevet opdraget solidt begge uden mor, da de var små, og begge opdraget af deres bedstemor og gik på officersskoler, dog blev far min læge. Han var en dygtig læge, og du ved det.
Jeg mødte ham tilfældigt i Strøget. Jeg havde ødelagt min ene sko det eneste pæne par jeg havde. Vi var seks piger på kollegiet og tre pæne sko til deling. Man stoppede vat i tåen, hvis skoen var for stor, og sådan byttede vi rundt.
Han løb min sko til skomageren og fulgte mig hjem. Jeg var ikke den nemmeste at have med at gøre, men han klarede sig igennem baggårds-drenge, og på et øjeblik trykkede de hinandens hænder, selvom det først tydede på slåskamp.
Min svigerfar modtog mig ordløst Dit valg, sagde han bare. Først efter fødslen af dig begyndte han at betragte mig som sin egen. Jeg kunne intet om børn. Du skreg og skreg senere fandt jeg ud af, at jeg ikke fik mælk nok. Din far arbejdede hele tiden, og jeg var alene. At holde orden kunne jeg, men med spædbørn havde jeg aldrig prøvet. I børnehjemmet lærte vi at tage os af de lidt større børn.
Din morfar kom hjem fra en forretningsrejse, og jeg kunne ikke mere. Jeg gik rundt med dig om natten, græd af træthed, og han tog dig ud af armene på mig: Nu går du ind og sover, barn! Jeg skal nok klare det. Jeg sov i stolen hele natten.
Han kaldte mig aldrig andet end Olga og sagde De indtil den nat. Så blev jeg hans lille Oline.
Det vigtigste var nu, at du havde fået trygge hænder om dig. Det lykkedes ham at gøre vores lille familie stærk.
Da Lene var 10, mistede vi min mor. En stor sorg. Men jeg måtte holde sammen på det hele. Lene havde kun mig.
Bella holdt vi stadig kontakt til. Hun var flyttet på landet i Nordsjælland, hvor hendes mand havde et stort hus og eget atelier. Bella kunne ikke lade være med at tale om, at talenter må holde sammen.
Hvorfor gå på kompromis, Maja? Jeg vil have musikalske og kreative børnebørn. Vil du ikke det?
Hvad skulle jeg sige? Jeg ville aldrig have Svend til svigersøn, men sagde ingenting.
Lene og Svend var meget forskellige. Han fik altid tingene foræret, mens Lene sled for det hele.
Lenes yndlingseventyr var H. C. Andersens historie om de to frøer. Hun ville selv kæmpe, og hun vidste, at der var et ansvar at bære. Hun ville aldrig vælge mænd som gik igennem livet uden indsats.
Det overraskende var blot, at det jo blev Svend, hun forelskede sig i. Hvordan det skete, vidste hun knap nok. Han var let, livlig. Han greb hendes hånd og sagde: Du kan alt, Lene! Og han fik hende med til skisportssteder, selvom hun var bange for at stå på ski.
Den første rejse i bjergene gik godt, selvom Lene hadede at stå på ski. Svend friede i alletiders romantiske scene, hele selskabet jublede, hun sagde ja, og Bella styrede brylluppet med hård hånd.
Det første år gik. Lene sang, Svend malede, men Bella spurgte til børn:
De skal da have børn, Maja! Nu, hvor vi kan hjælpe!
Men Svend ville ikke have børn.
Bare sig det ikke til mor! Jeg gider ikke rende rundt efter unger, der vælter mit atelier! Jeg vil leve!
For Lene var det et chok. Hun forsøgte at overbevise Svend, men han ville ikke ændre mening.
Jeg vil opnå noget i mit liv, Lene! Hvis du virkelig forstår mig, presser du mig ikke. Kunst er alt!
Bella i modsætning bildte sig ind, at det var Lene, der ikke kunne eller ville. Lene kunne ikke overtale Svend til at sige det direkte til sin mor og fandt det uværdigt at forklare sig.
Maja! Kan du ikke snakke med din datter? blev Bella mere og mere insisterende.
Så skete katastrofen, der ikke blot ødelagde Lenes ægteskab, men næsten også familiernes venskab.
Endnu en skitur. Svend var irritabel og pressede Lene til at stå på ski uden instruktør:
Du er bare bangebuks! Kom nu!
Lene, træt af strid, bøjede sig.
Hun vågnede på hospitalet. Jeg var faldet sammen, var knap nået at få lov at se hende, før hun blev kørt ind. Heldigvis arbejdede jeg selv i sundhedssektoren og fik hende overført til min klinik.
Svend? Han tog hjem med det samme: Hvad skal jeg gøre her? Jeg skal forberede en udstilling.
Lægerne gav ingen gode prognoser. Men jeg nægtede at give op. Jeg hviskede hver morgen, inden jeg gik på arbejde:
Jeg giver ikke op! Du må ikke knække hende, Lene har kun mig!
Efter mange måneders terapi lykkedes det Lene mod alle odds at gå igen haltende men oprejst. Hun kunne ikke synge længere. Stemmen forsvandt. Måske på grund af operationerne eller alle råbene, mens hun lå gemt i sneen og prøvede at kalde på hjælp. Ironisk nok var det de råb, der reddede hende.
Da Lene endelig forstod, at hendes mand slet ikke lette en finger for at finde hende på bjerget, sagde hun til mig, da jeg ville trøste hende:
Undlad det, mor. Jeg ved det godt. Jeg er blevet kasseret. Ingen vil have en dukke med knuste ben ikke engang Karen.
Du skal ikke ende som Karen! Det lover jeg dig!
Et par år senere så man en smuk, lettere haltende kvinde på Østre Anlæg i København, der slap sin lille dreng fri fra barnevognen:
Af sted, min ven! Så meget spændende venter dig! Men ikke for stærkt, så mor kan følge med Gi mig hånden!
Den lille dreng styrtede i armene på sin bedstemor, der kom løbende.
Mine kære! Hvor jeg har savnet jer!
Lene krammede mig:
Havde du en god tur? Slappede du af?
Ja! Du tror det ikke jeg mødte Bella.
Nå? Hvordan går det med hende?
Hun er ulykkelig. Svend er alene, hun bliver ældre, ingen børnebørn at se frem til.
Hvad sagde du?
Ingenting, Lene. Jeg fortalte ikke, at du er blevet gift igen, eller at jeg snart får et barnebarn til. Det er bare synd for hende.
Ja, nogle mennesker er mærkelige, ikke?
Vi er alle forskellige. Lad os ikke tænke på det triste. Er det virkelig det helt rette antal tænder, han har? Ikke for mange?
Mor, du er håbløs! Det passer perfekt!
Lene tog min hånd og lagde den på sin mave med et stort smil:
Har du lyst til en god nyhed?
En god?
Den bedste! Du bliver farmor til to på en gang! Hvad siger du så?
Åh!
Er du ikke glad?
Åh, min datter Undskyld, jeg blev bare lidt overvældet. Jeg er lykkelig! Kan lykken blive for stor?
Det ved jeg ikke, mor. Jeg ved bare, vi har fortjent den. Især dig.
Og i det øjeblik mærkede jeg, at jeg og vi havde fået renset al sorg ud. Livet knuser én, men måske kun for at gøre plads til noget stærkere.
Det bedste, jeg har lært i livet? At man aldrig må smide det gamle væk, bare fordi noget nyt skinner. Man skal altid tage dem op, som er blevet sat på hylden. For man ved aldrig, hvornår man selv får brug for at blive samlet op og elsket.
