Kære dagbog,
I denne stille morgen stod jeg på køkkenvinduet i vores lille lejlighed på Nørrebro og vandede de grønne fredsliljer, som har overlevet så mange år. Pludselig stormede min datter Freja ind. Hun er allerede på femogtredive, men hendes energi er stadig som en ung pige.
Mor, er du alene? spurgte hun med et grin, som om hun ville minde mig om at hilse på mig selv og tjekke, hvordan jeg har det.
Jeg smilede og svarede: Jeg har det så godt, som mit pas siger; for mig er papiret loven. Hvor er far så? Har han forladt os for at søge Gud?
Freja trak på skuldrene. Han gik i synagogen på lørdag, sagde hun, men jeg tror, han gik for at tale om Gud med en kvinde der.
Vi grinede begge, indtil hun kom med den store nyhed: Mor, jeg vil skille mig fra Jens!
Jeg sukkede og sagde: Jens er jo ikke den dårligste svigersøn i verden. Du tror, der vil stå en kø for dig? Vent bare, de fleste tager bare af sig.
Hun rystede på hovedet og spurgte: Hvorfor er du så oprørt over ham? Tror du, han elsker mig?
Jeg svarede med et gammelt dansk ordsprog: Som man så, så høster man. Der er vel noget galt med, at du ikke takker Gud for din lykke?
Freja løftede et øjenbryn og sagde: Jeg ved, at æblet falder ikke langt fra stammen, men du kan også sige, at der er altid en grimtvilling i familien. Hold nu op med at rive mit hjerte i stykker, og tal endelig.
Hun fortsatte: Vi skal fejre fødselsdagen i dag, og jeg vil give ham femti kroner, men han siger bare Wow!.
Jeg sagde: Hvorfor gøre så stor larm over penge? Tag seks fine glas og gå videre.
Hun så forvirret ud. Hvem har brug for glas? Alle har dem jo allerede.
Jeg forklarede: Jeg er ikke dommer, men en kulturmedarbejder, der har solgt cirkusticket i næsten et årti. Glas er kun til dem, der virkelig har brug for dem, og de kan vi også give videre.
Da vi stod og snakkede, kom Jens, omkring fyrre år gammel, ind.
Hvorfor har I døren åben? Hej, mor! spurgte han.
Jeg blev begejstret: Åh, Jens! Skal du spise? Jeg har lavet en helt speciel fisk, som du kan sluge som fingrene. Hvis du ikke var kommet, ville jeg have sendt far for at bringe den til dig!
Freja så på mig med et skævt smil og sagde: Du har slet ikke tilbudt mig noget!
Jeg bøjede mig ned og sagde: Undskyld, min pige, jeg blev bare så glad for at se Jens. Jeg fortæller alle naboerne, at jeg har den bedste svigersøn i verden. Endnu bedre end en søn! Kom, Jens, så du ved, at jeg står på din side. Din kone har lavet mig helt skør, men jeg ser, du har ret. Skal du spise i køkkenet, eller vil du have det her?
Jens smilede: Tak, men vi spiste lige morgenmad, så jeg er mæt. Tak for støtten; min kone vil ikke lade mig gå, selvom jeg vil kæmpe for min ret.
Jeg sagde: Du ved, at hun ikke er så dårlig. Hun har fortalt mig så mange historier om dig og roser dig. Jeg elsker dig som min egen søn.
Freja drak vand og hostede af de mange ord.
Jens gik hen og omfavnede mig: Du, jeg havde ikke ventet på, at du ville klage…
Jeg fortsatte: Hun løb væk for at tænke, men jeg har en hemmelighed: Dinna (hendes navn) vil lave noget lækkert til dig, men jeg vil ikke afsløre hvad. Så vi talte som to husmødre! Hun sagde ved et uheld, at I stadig ikke har besluttet gaven, så jeg sagde, at du har ret.
Freja lyttede med store øjne, så til sidst løsnede hun op: Tak, mor, jeg har husket alt, hvad du sagde. Hvis jeg glemmer noget, ringer jeg. Nu skal vi gå.
Jeg sagde: Vent, du får ikke fisken, før du tager den med, så jeg slipper den.
Freja spurgte: Kun for Jens? Glemte du mig igen?
Jeg grinede: Min tåbelige hoved, du ved jo, at han er min første prioritet, så sagde jeg med et skævt smil.
Jens stod med et tilfreds grin, mens jeg bar den indpakkede fisk ind i en stribe-tøjet taske og overleverede den til ham.
Spis med god appetit, så du er mæt, sagde jeg, ellers vil jeg blive sur.
Jens takkede mig: Tusind tak, mor. Du er den bedste svigermor. Han greb min hånd, og vi gik videre.
Freja gik hen til mig og sagde lavmælt: Mor, du er som en stor skuespillerinde! Teatret ville græde over din talent! Men hvordan kunne du efterlade far uden en kage?
Jeg svarede: Kære pige, jeg vil ikke have dig til at græde senere, så vi spiser fisk sammen en anden gang. Husk, at for at holde ro i huset, skal man altid spille en lille rolle som skuespiller.
Så gik jeg ud i den kølige forårsluft på Nørrebro, fyldt med den sædvanlige blanding af bekymring og kærlighed, som kun en mor kan bære.
