Kontoret summer af hverdagens småsnak. Ind ad døren træder lederen, Annette, sammen med en lidt anonym pige.
Mød jeres nye kollega, piger, dette er Trine. Hun overtager Mikkels plads, efter han fik en forfremmelse. Jeg tror I kommer til at arbejde godt sammen, siger Annette og forsvinder straks igen.
Trine sætter sig ved det skrivebord, der før tilhørte Mikkel. Hun pakker en smuk kop og et lille portræt af en mand ud. Uden videre begynder hun at arbejde, som havde hun været her i årevis.
Klokken ringer ind til frokost, og nærmest på signal rejser alle sig og går mod kantinen. Kun Marie bliver tilbage, nysgerrigheden gnaver hvem mon manden på billedet er? Skuespiller? Musiker?
Hun knipser et billede med mobilen og skynder sig så til frokost. Pigerne sidder samlet og lytter til den nye.
Vi mødte hinanden for tre år siden, jeg lover jer, det var på den mærkeligste måde, griner Trine.
Fortæl, fortæl nu, skråler de andre.
Trines blik bliver fjernt, da hun tænker tilbage på dengang for tre år siden. Hun arbejdede i et stort firma, og havde skullet udrede en fejllevering til en kunde hendes kommende mand. Det var Trine, der måtte tage samtalen.
Selvom hun var dygtig og selvsikker, lod hun aldrig tiltrække sig opmærksomhed. Lidt musegrå, ingen makeup. Men når forhandlingerne begyndte, forvandlede hun sig og vidste præcis, hvordan hun beherskede situationen.
Chefen sendte hende af sted, fordi han kendte hendes tilgang. Receptionisten smilede:
Værelse 312, det er Simon Jakobsen.
Trine gik ind uden at banke på. Jeg er Trine, vi har sendt jer den forkerte vare, det var en fejl i logistikken.
Hun forklarede roligt det hele. Simon betragtede hende indgående.
Det er hende… Har jeg ikke set hende før? Måske i en drøm.
Hendes rødblonde hår strøg let om ansigtet, de grønne øjne mødte hans, åbne og ærlige. Hun virkede helt rolig.
Trine var forberedt på modstand, men Simon sagde bare: Vi lader det ligge, det sker ikke igen, ikke?
Hun nikkede, sagde pænt farvel. To dage efter stod Simon og ventede på hende udenfor hovedindgangen. Trine var den sidste, der gik.
Trine, råbte han og vinkede, vi sås jo forleden!
God aften, Simon, jeg husker dig, svarede hun neutralt.
Min mor er blevet syg, jeg har to billetter til Det Kongelige Teater. Vil du ikke holde mig med selskab?
Jo, det kan jeg godt. Hvornår er stykket?
Om to timer. Jeg kan køre dig hjem, hvis du vil skifte tøj, smilede han.
Frækt trick, tænkte Trine, men hun takkede ja.
Han ventede udenfor. Da Trine trådte ud, genkendte han næsten ikke hende hun havde sort kjole på, lidt sminke, høje sko, og figuren klædte hende virkelig. Til teatret sad de side om side, og Simon fornemmede hurtigt, hun vidste meget om stykket.
Efter forestillingen tilbød han restaurantbesøg, men Trine sagde pænt nej der er svære forhandlinger i morgen, lød det. Simon kørte hende hjem. Allerede weekenden efter gentog de det hele og de begyndte at ses.
To måneder senere ventede han igen efter arbejde.
Min mor vil så gerne møde dig. Er du med på det?
Ja, det har jeg ønsket mig, svarede Trine.
Simons mor, Kirsten, tog godt imod hende. De spiste hjemmebag og drak te med hjemmelavet æblegelé, sludrede løst om børneminder, Trines far, som omkom i en arbejdsulykke, og moren, der underviste i historie.
Senere sagde Simon:
Mor kan virkelig godt lide dig, det gør mig glad.
De begyndte at ses næsten dagligt, og et år senere blev det til bryllup.
Trine tie stille. Pigerne lytter, både imponeret og lidt misundelige. Kun Marie kniber øjnene sammen.
Hvad ser han dog i hende? Hun er jo ordinær. Hvorfor har hun heldet og ikke jeg, der altid bliver fanget af de forkerte mænd? tænker hun.
Klokken ringer, alle går tilbage på arbejde. Marie nærmer sig Sofie.
Prøv at se, det er hendes mand! Tror du på det? Jeg gør ikke. Hun overdriver da bare. Sådan en ville da aldrig falde for hende.
Senere da dagen er omme, stimler alle ud af kontoret. Da Trine går ud, dytter en bil. Ud stiger en flot mand og vinker.
Trine, jeg er her!
Det er samme mand som på billedet.
Er det virkelig hendes mand? Hvorfor ikke mig? tænker Marie igen.
Pigerne står og ser efter dem. Nogen spørger sig selv:
Hvad er det, han fandt i hende? Måske præcis det, han søgte. Skønhed er ikke altid det vigtigste for mænd de kan flirte og hygge sig, men de gifter sig med nogen helt andre. Hvorfor? Spørg dem selvMarie bliver stående lidt for sig selv, mens hun ser Trine og Simon gå sammen hen til bilen. Trine lægger armen ind under Simons, og i dét øjeblik slår han et blik på hende, som om hun er hele hans verden. Maries misundelse prikker indvendigt, men hun kan ikke lade være med at bemærke, hvor tryg Trine ser ud ikke prangende, ikke overstrømmende, bare lukket ind i sin egen lykke, som noget kun de to forstår.
De andre piger går hver til sit, småsnakkende om dagen. Marie tager lidt langsommere skridt end de andre, hun ser ned på sin refleksion i butiksruden og fornemmer en lille uro. Da hun løfter blikket, opdager hun Trine et øjeblik alene, mens Simon åbner bildøren. Trine fanger Maries blik og sender hende et varmt smil, næsten som om hun kan høre hendes tanker.
Marie standser, usikker. Trine smiler stadig, og i et øjeblik føler Marie, at hun ser hende virkelig ser hende, uden fordomme, uden facader. Et smil kan også være en invitation. Marie mærker varmen sprede sig i sig, og for første gang tænker hun, at måske var der noget, hun selv kunne lære af Trine noget andet end charme eller udseende. Hun vender sig, mens den kølige aftenvind trækker blidt i hendes hår, og går hjem, ikke længere helt den samme.
For nogle mennesker er lykken en stormflod, for andre stille sol over hverdagen. På helt almindelige kontorer kan der opstå kærlighedshistorier, der forandrer mere end man aner. Og på vejen hjem, midt i byens summen, indser Marie, at det måske ikke handler om at finde den rigtige men om at være åben, næste gang kærligheden rækker ud, også til hende.
